Category Archives: Lappert, Rolf

Odysseus som søvngænger

Med unge Wilbur på verdens længste rejse – frem og tilbage over Atlanten, fra kuvøsen til voksen

Rolf Lappert: Svømme hjem. Oversat fra tysk af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 506 sider, 299 kr. 

Wilbur kommer til verden – i 1980 – et par måneder for tidligt, moderen dør af anstrengelserne, faderen flygter på grund af chokket. Tilbage ligger Wilbur i kuvøsens terrarium med strittende fingre i en urolig søvn. Og sådan bliver det ved. Fra kuvøsen i Philadelphia, Pennsylvania går turen over børnehjem, bedsteforældre, plejefamilie, opdragelsesanstalt og psykiatrisk hospital. Med lille Wilbur i samme øglesøvn klamrende sig til to stykker legetøj og et stærkt ønske om at dø.

Det gør Wilbur til en usædvanlig hovedperson, ikke set under virkelighedens horisont, men romanens. Han er som en søvngængeragtig Odysseus eller en Dante (som bogens motto sender en hilsen) i frit fald ned gennem de ni kredse. Og hvis man læser romanen om ham som en moderne udviklingsroman, og det kan man bestemt godt, så må man konstatere, at Wilbur på det bestemteste modsætter sig enhver tanke om udvikling og om nødvendigt griber til ildspåsættelse, vold og selvmord. Han skal blive en stor dreng, før han sætter det lidt, han har, ind på at opspore sin far og knytte sejere bånd til pigen Aimee, en medrejsende på de forulykkedes hav. Så sker der imidlertid også noget, Wilbur flytter sig. Eller lærer at holde sig oven vande og svømme hjem, som romanens mestermetafor til overflod vil.

Selve romanen rummer også sine ejendommeligheder. Den lader ganske skamløst skæbner afgøre af knasthårde begivenheder (selvmyrdede brødre, røvede skatte, fædre skudt på klos hold osv.) og holder styr på det hele ved hjælp af blinkende ledemotiver og spejlblanke metaforer. Gammeldags, kan man sige, kunstigt. På mig har kunstigheden imidlertid den gode virkning, at romanen aldrig falder rigtig til ro. Når den nærmer sig det Oliver Twist-agtige og børnehjemsdystre, lyder der en skratten og en hvæsen fra et Bliktrommen-univers, der slår revner i glasset og flår tapetet af væggene. Det er en fornuftig dissonans, der også går den modsatte vej og forhindrer det omhyggeligt tillavede og anstrengt skæve i at blive for meget.

På toppen af alle kunstfærdighederne står dog fortællingens indimellem næsten bizarre detaljeringsgrad, når det kommer til mennesker og deres forgrenede veje gennem livet.  Vi skal ikke bare følge bedstefar Eamon frem og tilbage over havet eller plejemor Alice gennem ægteskab og tung alkoholisme, men hver eneste lille sidefigur tilbage til den tidligste barndom og ind og ud af samtlige forelsker, ægteskaber og lidt længere ansættelsesforhold. Drevet, jeg ved ikke rigtig af hvad, måske af et ønske om et sted at finde det store mønster.

Historien om Wilbur er trods alle sine ejendommeligheder også bare en roman om at prøve at blive voksen og finde sig selv. Den kan anbefales alle, der har forsøgt sig, men jeg kunne godt forestille mig, at romanen har noget særligt at sige dem, der står midt i det. Gad så i øvrigt vide, om ikke hele det stort anlagte episke perspektiv inklusive alle stikvejene vil virke anderledes. Måske som helt nødvendige tankespor ind i endnu ukendte verdener.

I en tid, hvor der er langt mellem nye udenlandske – svømmedygtige – forfatterskaber på det danske bogmarked, kommer schweiziske  Rolf Lappert (f. 1958) lige tilpas. Må vi snart se ham igen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2009