Category Archives: Lispector, Clarice

Familiebånd og åndenød

Brasilianske Clarice Lispector er som en blanding af Helle Helle og Christina Hesselholdt – det indestængtes og skrøbeliges præcise skildrer

Clarice Lispector: Familiebånd. Oversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado. Arena. 171 sider, 170 kroner. 

Clarice Lispector er verdensberømt, men ikke meget kendt. Alligevel vil hun for mange – også danske – læsere virke bekendt.

Hun er født i Ukraine i 1920, men opvokset i Brasilien og skriver på portugisisk, er i det hele taget som forfatter fuldblods sydamerikaner, hvilket for hendes generation samtidig vil sige under stærk indflydelse af sydeuropæisk – fransk, spansk, portugisisk – litteratur. Forfatterskabet er stort, men på dansk kun kommet drypvis, helt nøjagtig i to dryp, to romaner, og nu et tredje, gennembrudsnovellerne fra 1960, en snes år før hendes død.

Bekendt af vore dages læsere, også danske? Hun skriver i en følsom minimalistisk stil, først og fremmest om hverdagens almindeligheder, men sitrende af noget mystisk og ubestemmeligt mellem personerne eller mellem personerne og verden. Den ny roman i Frankrig og eksistentialismen er erklærede inspirationskilder, men man kan ikke lade være også at tænke på minimalisten Raymond Carver i kombination med Virginia Woolf, med klar overvægt af den sidste. Eller vores egen Helle Helle flettet med Christina Hesselholdt, men mest Hesselholdt. I alle tilfælde: en psykologisk – eller sjælelig – realisme i familie- og hverdagsformat.

Hovedparten og de bedste af samlingens 13 tekster er dem, der har en kvinde i hovedrollen, som vi følger i skiftende indvendige og udvendige glimt, men aldrig så indvendigt, at der ikke bliver en rest og en hemmelighed tilbage. Det svagt neurotiske er også typisk, en afhængighed af det perfekte og højglanspolerede og en overdreven optagethed af det trivielle og en deraf følgende sårbarhed. Personerne er ikke bare af glas, de står på kanten. Bevidsthedens mange og hurtigt skiftende tilstande går også igen, som indre afprøvninger af scener og dialoger – ’så sagde jeg også eller vent, jeg sagde’ – drevet af en nervøs energi og indestængt, gennem år opdæmmet vrede. Det er skrøbelige og udsatte personer, det er også personer, der hverken kan undslippe sig selv eller de andre. Titlens familiebånd holder nok sammen, men især gnaver de og giver åndenød.

Blandt bogens mange perler er én særlig hård og glansfuld. Den om bedstemors 89-års fødselsdag, med spring fra person til person, fra bevidsthed til bevidsthed, en karruseltur af anstrengelse og forstillelse. ”Ni og firs år, sådan mine damer og herrer! sagde han og gned sig i hænderne i åbenlys beundring, som et umærkeligt tegn til de andre.” Et tegn, underforstået, men gående ud på hvad helt præcis? ”Sådan mine damer og herrer!” Bedstemor giver efter for det indre tryk, som den eneste i bogen, og lader sin foragt sprøjte ud over gulvet og tromme mod væggene: ”Gid Fanden havde jer – en flok rakkerpak, hanrejser og døgenigte! Giv mig et glas vin, Dorothy!” Hvorefter historien hastigt og diskret kan glide tilbage i det indestængtes og forstilledes spor: ”Alle havde en dunkel fornemmelse af, at her under afskeden kunne man måske, uden at risikere en aftale, vise sig fra sin gode side og sige de overflødige ord, men hvilke?”

Sådan. Ikke sandt?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2011