Category Archives: En brøkdel af helheden

Håndbog for kriminelle og andre gode ideer

Australske Steve Toltz’ store og underholdende romanodyssé minder om alt muligt andet, men ikke så meget om sig selv

Steve Toltz: En brøkdel af helheden. Oversat fra engelsk af Birgitte Bank Jensen efter A Fraction of the Whole. Forlaget Ordenes By. 572 sider, 299 kroner. 

Jeg talte for sjovs skyld, hvor mange forfatternavne australske Steve Toltz’ bog (f. 1972) ifølge forlagets mange anmeldelsescitater minder om (eller har fået en anmelder til ’at tænke på’ eller nu er ’i fornemt selskab med’): 13. Charles Dickens, John Irving, Martin Amis, Chuck Palahniuk, Kurt Vonnegut, García Márquez, Jonathan Franzen, Peter Carey, John Kennedy Toole, Borges. Foruden Tom Robbins, Tristam Shandy og Voltaire. Hertil kommer andre seks, som han ifølge forlaget er inspireret af. Det er sikkert rigtigt, og man kunne nok lægge flere til. Samtidig bekræfter det det indtryk, at Steve Toltz’ debutroman, der var shortlistet til Man Booker-prisen, er enormt talentfuld, vildt underholdende og midt i det enorme og vilde minder læseren om en hel masse, men at det er langt vanskeligere at finde ud af, hvad der i romanen minder om Steve Toltz. Og kun om ham.

Romanen er en odyssé, en hæsblæsende og hastigt springende familiekrønike med nedslag i tre verdensdele – Europa, Asien, Australien og dem alle sammen én gang til. Det er også en historie om en far og hans søn, sønnen fast besluttet på ikke at ende – overhovedet ikke at være – som sin misantropiske, ansvarsløse og af alverdens ulykker ramte far. Det er en historie om to brødre, den ene med et Kainsmærke i panden (komaramt, fysisk deformeret, forhadt), den anden alt det modsatte. Det er en historie om bedrag, menneskers evige tilbøjelighed til at snyde hinanden, i sport, i spil, i det hele taget. Og en historie om det ubehag, som mennesker føler for hinanden, det opdæmmede had, der på et enkelt stikord eller som i romanen takket være en såkaldt ”forslagskasse” opstillet midt i byen får frit løb og som lava først oversvømmer og så med lange, apokalyptiske ildtunger tilintetgør alt. Og så er det en historie om at ville elskes, om at blive sig selv, efter års indre og ydre udlændighed igen at ankomme til Australiens kyster og dø smilende.

Underholdende, som nævnt, vaks og på tæerne, man læser sig over lange stræk i godt humør. Største øjeblik er den forhærdede forbryder Harrys forsøg på at slå igennem med en håndbog for kriminelle, en blanding af lavpraktiske tips og livsfilosofisk dybde: ”Kidnapning. Hvis medierne får nys om det, bliver det meget svært, hvis du ikke har valgt offeret med omhu. Kidnap aldrig en, der er ung og tiltrækkende, det sidste, en kidnapper har brug for, er en vred offentlighed.” Fra forordet: ”Der er mænd, der er på denne jord kun for at lave love, der skal nedbryde folk. Så er der dem, der er på denne jord for at blive nedbrudt af dem, der er her af samme årsag. Så er der dem, der er her for at bryde de love, der nedbryder mænd, som sørger for at nedbryde andre. Jeg er en sådan mand.”

Fint, men snart bliver højdepunkterne sjældnere, en fornemmelse af anstrengt hittepåsomhed breder sig. Også fra sproget, der noget flovt og mekanisk følger trop med handlingens og temaernes indfald: ””Jeg kan smage din ensomhed – den smager af eddike.” Det irriterede mig. Alle ved jo, at ensomhed smager af kold kartoffelsuppe.” Osv.

Til sidst går det med den lange historie som med Steve Toltz og de 13 sammenlignelige forfatternavne: Den handler om alting, men hvad handler den egentlig om?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2011