Det flagellantiske spor i moderne hvid/vestlig underholdningslitteratur er trukket dybt. Bortset fra det er tasmanske Richard Flanagans roman stærkt underholdende
Richard Flanagan: Savn. Oversat af Claus Bratt Østergaard. 237 sider, 299 kroner.
Historien er bestemt set før: Godlidende kolonialister vil redde ædle vilde. Eller føre dem frem til den engelske civilisations stade, som det hedder med victoriansk selvbevidsthed og i romanen med spids ironi. Bortset fra det med det engelske kunne det være en historie fra Grønland (apropos film- og bogaktuelle ’I den bedste mening’), men er denne gang fra Tasmanien, et underrige til underriget Australien. Plottet er heller ingen overraskelse: Det går skidt, Mathinna, yndigt barn (halvt en dukke, halvt et dyr) og hovedperson i den eksperimentelle forvandling (mere dukke, mindre dyr), ender i ulykke. Ligesom resten af hendes folk, hvad enten ulykken er myrderier, druk, prostitution eller uvante sygdomme bragt med som returprovision fra kolonimagten.
Noget lignende gælder romanens morale: Ja til bare tæer i græsset, ja til svedig dans, ja til begær og lidenskab og udlevet kærlighed, nej til korsetter, nej til fortrængt eller sublimeret driftsliv, nej til herskesyge forklædt som altruisme. Det er svært at modsige.
Sidste beklagelse: Hvor er det flagellantiske spor i moderne hvid/vestlig underholdningslitteratur dog trukket dybt, og hvor er der dog noget både naivt og patetisk over at holde hele herligheden op som et spejl for vores alle sammens synder, de dengang begåede, de i dag gentagede. Det sidste dels i uspecificeret almindelighed, for er al senere tids undertrykkelse ikke så nogenlunde og i meget elastiske begreber en gentagelse af det samme mønster? Og dels i det nære og psykologiske perspektiv, så sandt som der under den koloniale fortælling og drømmen om den vilde skjuler sig en sandhed om vores egne dagsaktuelle længsler efter et liv hinsides det konformes og fortrængningernes bunkerliv. Som om litteraturen skal føre sin læser frem til en højere følsomheds stade.
Jeg ved godt, det også er historien om et folk eller flere folk. Men jeg synes ikke, tasmanske Richard Flanagan i det perspektiv – kultur- og historieforståelsens – gør andet end at gentage klicheerne.
DET er den ene side af romanen og af karikaturen. Det forsimplende, stormløbet mod de åbne døre. Den anden side er den veloplagte fortælling, den overdådig krydsklipning mellem to kulturer, tasmansk ørken og britisk tåge, mængden af morsomme portrætter og barokke scener, stilens hæmningsløse retorik. I det hele taget det hæmningsløse. Og en fortættet, højfrekvent og begavet underholdning.
I det regi optræder forfatteren Charles Dickens, skruet ned i følelsernes pakis, forladt af kærligheden og alle andre lidenskaber end forfatterens. Og polarforsker, tidligere guvernør John Franklin i lignende omstændigheder, men i den rigtige is. Samt hans hustru, i én fase guvernørfrue i Tasmanien og det store eksperiments moder, i en anden travlt optaget af i et gigantisk fortrængningssamarbejde med Dickens at tilbagevise rygtet om, at hendes mand er kannibal. Og endelig Mathinna, kongedatteren i rød kjole og bare tæer, først med rosenmund, så med drankerkæft. Frem og tilbage og hen over kulturerne, fantasifuldt, velskrevet og drivende af smerte, ensomhed, barbari, længsler, savn, fede symboler og tyk ironi.
Alt det er der bestemt også. Og igen lige nedenunder den kontinentalsokkel af en kliché, det hele er surret fast til, igen med overgiven ironi: ”Vi har alle lyster og begær. Men kun de vilde går ind for at tilfredsstille dem,” ”kriteriet for visdom og civilisation bestod i evnen til at tøjle sit begær, fornægte det, knuse det. I modsat fald var man ikke bedre end (…) en eskimo.” Og som modbillede, med fuldtonende patos, protektor Robinson i natlig dans: ”Senere huskede han tilbage på det som naragtigt, men her og nu, mens han hoppede og hylede, mens luerne flammede op og han mærkede ildens foruroligende varme mod de nøgne lår og i skridtet, var han usikker, vidste ikke. Den nat flød universet ind i ham, han var åben for alting, han var levende i forhold til sig selv og til andre mennesker på en måde, som han aldrig før havde oplevet. Den nat følte han sig udspændt mellem stjernerne og bjergene, mellem skoven og ilden.”
Vilde himmel.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2010