Category Archives: Parlando

En søns forrykte tale

Tyske Bodo Kirchhoff om mordet på faderguden – og på en flagermus, årets bedste scene allerede

Bodo Kirchhoff: Parlando. Oversat af Hans Chr. Fink. 390 sider, 325 kr. Tiderne Skifter.

Karl Faller, en mand i midten af trediverne, vågner i en seng på hospitalet, kvalme, hovedet ved at briste. Samme nat, den sidste i det gamle år, er han blevet fundet liggende bevidstløs ved siden af liget af en ung kvinde. Mordvåbnet – fortæller statsadvokaten ham, den jævnaldrende Suse Stein – ”myldrer” med hans fingeraftryk.

Forklaring udbedes.

Den fører os mildt sagt vidt omkring. Tilbage til barndommen i 1970’erne, da lille Karl bliver sat af foran døren til et børnehjem. Det er travle år for forældregenerationen, der er det politiske at se til, og selvrealiseringen skal ikke forsømmes. Og længere endnu, til bofællesskabets og kærlighedslivets tummel, det er en urscene i den type fortælling: faren, der bortvendt fodrer flyttekasserne med bøger og bohave. Og sandelig, endnu længere tilbage eller snarere længere ind og til nok en urscene: farens og morens voldsomme og uforståelige kopuleren. Fantastisk beskrevet, med et vittigt og betydende sammenfald; da faren tømmer sig i moren, tømmer barnet sin blære på lagnet.

Tag den!

DET anslår et tema og udpeger en anden retning for Karl Fallers lange beretning: Sønnen, nu manden, på sporet efter den tabte og i mellemtiden afdøde far, forfatter til en række storbyguider, for ”singleturister”, naturligvis. Vi når til Rom, til Marrakesh, Lissabon og Moskva. Med en afstikker til Buenos Aires.

Det er en Jakobskamp mod et skyldkompleks så stort som, ja, som faderguden selv. Med indlagte knald, thi sønnen lader målbevidst sit missil sprutte i alle de kvindeskød, som farens – dandyens og libertinerens – allerede har udboret. Til og med stedmorens.

Tag også den!

FOR ENDEN af den rejse knejser romanens over-over-symbol: Stilleståersken, en af den slags menneskestatuer, man støder på i moderne storbyer. Hun er beskrevet i farens guider og er en slags chiffer for det alt sammen, et uudgrundeligt inderste med plads til både faren-moren-sønnens gådefuldhed – og kærlighedens.

Det sidste er romanens tredje hovedspor. Det fører os tilbage til kvindeliget og til hospitalsscenen, som det hele begynder med, og hvor det med nogle afgørende forskydninger også slutter. Præcis hvordan skal ikke røbes her. Her er statsadvokaten, Suse Stein, stifinderen, fortællingens og Karl Fallers. En kriminalopdager på terapeutisk og efterhånden også amorøst overarbejde.

Spørg ikke for meget til den ydre sandsynlighed, det gælder også det meste andet. Romanens overvældende globetrotteri forløber, når alt kommer til alt, mest over de indre – psykens, fantasiens, bearbejdningens – koordinater. Og symbolernes, passende nok.

At læse Bodo Kirschhoffs (f. 1948) roman er af præcis samme grund som at stikke hovedet ned i et andet menneskes erindrings-, drømme- og ordmylder, kriblende og krablende frem og tilbage mellem og rundt om alt det konkrete – stederne, det skete, det sagte – og fortolkningernes væverier. ”Parlando”, som romanen hedder, har betegnende nok både med tale og hastig sang at gøre.

DER ER noget gammeldags, fristes man til at sige, over romanens blomsterbørns børn-historie med den selvforkælede og selvoptagede 68-generation i skurkerollen, nu atter engang dyppet i eftertidens skummende blækhus.

Og dog. Var det ikke omkring tidspunktet for romanens udgivelse i Tyskland, at den daværende udenrigsminister Joschka Fischer, der lettere maskeret optræder i en vigtig birolle i romanen, måtte stå skoleret i anledning af sin køllesvingende ungdom på den militant-politiske Frankfurterscene, med alt hvad deraf fulgte? Det var det vistnok. Men vigtigere endnu, så er romanens forrykte tale om fædre og sønner og kønnet og kærligheden både meget andet og langt større end alverdens Frankfurterskolers forstyrrede unger og singleturister

SKAL MAN kun læse én af sæsonens bøger, som det hedder, skal det muligvis ikke være den her. Den er lang i spyttet og sine steder kedelig. Faktisk. Men vil man nøjes med to af årets og for den sags skyld næste års litterære scener, så er de her.

Den ene er allerede nævnt, urscenen med sønnens spændte blære, der lokket af den kopulerende mors blide kalden – Kom så, Giv mig det så – endelig slappes.

Den anden beskriver den halvnøgne fars og den stærkt menstruerende mors fælles desperate og morderiske jagt på en flagermus, betragtet med det lamslåede barns flakkende blik.

Se under F for Freud. Og for Forskydning.

Og tag så også dem.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information marts 2008