Category Archives: Sidste udskænkning i Slaraffenland

Undergangens ordbog

Med australske DBC Pierre på civilisationens dødsrute, fra limbo til glorieboble og til altings langsomme forsvinden, i et sus af en roman

DBC Pierre: Sidste udskænkning i Slaraffenland. Oversat fra engelsk af Jeff Matthews efter Lights Out in Wonderland. Hr. Ferdinand. 380 sider, 299 kroner.

Man kan opstille en mindre ordbog på baggrund af DBC Pierres roman, som samtidig kridter romanens dæmoniske og klaustrofobiske univers op. Første opslag er ’profit’, dvs. kapitalens kværnende og substansløse regime, ikke ifølge snævre marxistiske begreber eller måske nok ifølge dem, men ført til den alleryderste og svimlende konsekvens; profit som en infektion af alt. Som igen har omskabt ikke bare de konkrete samfund, men hele eksistensen til et ’limbo’, et tomrum, et ingenting, en værdi- og viljesløshed. Hvorover svæver og regerer ’overlimboet’, profittens og kapitalens øverste, guderne. Længst nede, blandt de knap levende, findes ’Lidenskaberne’, reminiscenser af vilje, måske drifter mod diffuse mål, for en stor del vistnok kropslige. Som kan slå om i dødsdrift og planer om selvmord, et rimeligt svar på ’limbo’, når ’Lidenskaberne’ da ikke med hjælp fra ødsle mængder af euforiserende stoffer (sprut, kokain, gift) katapulterer mennesket op i en lykkerus, ’glorieboblen’, som det hedder ifølge ordbogen. Også det virker som et passende svar på ’limbo’, på én gang total overgivelse og sanseløs flugt.

Ind på scenen træder – eller kastes – vores hovedperson og jeg-fortæller Gabriel, med det navn øjensynlig engel og Guds sendebud, men i limboets noget djævelske skikkelse. Han vågner op på en afvænningsklinik med en mislykket politisk aktion bag sig (et anslag mod ’profit’ og ’limbo’) og giftstofferne susende i blodet, dryppende i hjernen. Herfra er der kun ét tilbage, selvmordet, med resolutte skridt ind i limbos blide favntag. Væk, forsvinden, men med fuld knald på og via nogle intense møder med glorieboblen, inden lyset slukkes helt.

Det bringer ham og os ud på en odyssé, fra afvænningsklinikkens antiseptiske limbo og i første omgang til Tokyo. Som den gavtyveroman, bogen også er, har Gabriel naturligvis en medrejsende. Smuts, som han hedder, er en kær ven og medmisbruger med et exceptionelt gastronomisk talent og et nært forhold til det japanske køkkens giftige fugu-fisk. Heromkring – omkring fiskens giftighed, et orgie af mad og kokain samt et skæbnesvangert dødsfald – udvikler romanens intrige sig. Der igen tvinger Gabriel videre, nu til Berlin, hvor han i en art djævlepagt med overlimboets repræsentanter – stenrige og magtfulde skyggemennesker – forbereder alle tiders største, mest dekadente og perverse fest i den tidligere nazi-lufthavn Tempelhof. Satyricon, et gigantisk showdown for en hel civilisation.

Motiverne i DBC Pierres roman (DBC i forfatterpseudonymet står for ’Dirty But Clean’ og refererer til hans fortid som stofmisbruger) og dens syrede gennemhegling af vestlig limbo-kultur forlænger forfatterskabets eget spor, fra debut- og bookerprisvinderen ’Vernon G. Little’ og efterfølgeren ’Ludmillas gebrokne engelsk’. Men også et større og bredere spor, fx fra nyklassikere som Célines ’Rejse til nattens ende’ og Martin Amis’ ’London Fields’. For mig at se kan den måle sig med dem begge to.

Romanen er nok en konstruktion, nogle steder holdt noget håndfast sammen af udspekuleret kulturanalyse og tunge symboler, men så sprogligt egensindig, at den bliver sit eget uforfalskede limbo eller i hvert fald et stærkt og træffende billede på ét. Man har den samme oplevelse, som når man læser netop Amis og Céline, at sproget nok er et kunstsprog, men tætvævet, fuld af hemmeligheder, spring, blinde spor, overraskende mønstre, som rækker langt ud over kulturanalysens og symbolernes planlagthed. På en sær måde tales der inde fra det samme mørke, som romanen handler om.

Det er en fremragende roman, med et nyt sprog, et ”gebrokkent” sprog, og med det en ny – og foruroligende – bevidsthed.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2011