Category Archives: Agamemnons datter

Dante i Tirana

Ismail Kadarés grumme og grumme morsomme roman har også noget at sige os på denne side af det kommunistiske Albaniens forsvinden

Ismail Kadaré: Agamemnons datter. Oversat af Gerd Have. 108 sider, 199 kr. Tiderne Skifter. 

Myter og eventyr skal være enkle, komplikationen skal ligge i de vilkår, den grusomhed og rædsel, de afdækker. Præcis sådan er det hos Ismail Kadaré (født 1936).

Det er 1. maj. Hovedpersonen er netop blevet forladt af sin elskede Suzana. Sådan er lovene i det univers, vi er på vej ind i, for hun er datter af et højt placeret medlem af det despotiske system, og det kræver ofre. Hun må ”ændre sin livsstil, sin garderobe og sin bekendtskabskreds”. Og droppe kæresten.

Til gengæld for Suzanna har han fået adgangskort til det allerhelligste afsnit på tribunen denne forårsdag i Tirana. Han kan altså – burde i hvert fald – med god samvittighed skære sig vej gennem mylderet og det ene sikkerhedstjek efter det andet. Men med den gode samvittighed ligger det tungt, så det bliver en lang vandring gennem sindet, de splittede følelser og ad erindringens mørke skakter, inden han mellem kendte og ukendte har fundet sin plads.

DER ER noget af Dantes Den guddommelige komedie over den side af Kadarés roman. Kreds for kreds støder vi således på skæbner, som fortæller om denne verdens, det kommunistiske Albaniens, absurde vilkårlighed. Det er de talløse ofres historie, en grum og fæl beretning om ubønhørlige kræfter, som alle kender, men ingen ser, og ikke kan føres tilbage til nogen bestemt. Det er af samme grund også en grotesk og nogle steder meget morsom historie.

Nogle billeder går igen. Det underjordiske, krom-minerne, som de unådige anbringes i som straffefanger. For så måske en dag at blive skubbet det sidste stykke af en usynlig hånd og knuses i bunden af skakten. På det tidspunkt mere som en barmhjertighedshandling end som en straf.

Generaldirektøren for Albaniens Radio og Fjernsyn ender sine dage sådan. Det begyndte med et brev fra et sted i provinsen og en klage over en tv-speakers kjole; herefter begyndte generaldirektørens lange fald.

Et andet billede er ørnen, på hvis ryg man kan flyve fra skaktens mørke og tilbage i det nådige lys. Forudsat at man har kød at fodre dyret med, og har man ikke det, må man skære en luns af sit eget. Ingen går fri, selv den, der redder sig, får lov at betale sin pris og ende som en benrad.

DENNE DEL af Ismail Kadarés roman står distancen og rækker uden problemer hen over de tyve år, der er gået, siden romanen blev skrevet. Og hen over det historiske kommuniststyres forsvinden.

Det gør i øvrigt også den store mytiske parallel til den græske sagnkonge Agamemnons datter (apropos titlen), der blev ofret forud for angrebet på Troja. Om end den trækker modsætningerne mellem det gode (”læbernes fugtige linje”, ”orgasmen”) og det onde (”stenørkenen”, tyrannens ”kyniske beregning”) hårdt op. Men i mytens og eventyrets enkle og klare indfatning er man med på den.

Alligevel føler man som læser den største taknemmelighed over den tone af villet munterhed og over Kadarés blik for undertrykkelsens nidkære idioti, der gennemstrømmer det hele. Fx i historien om instruktøren, som satte et stykke op, der ifølge statens censur og selvfølgelig med entydige konsekvenser for den vankundige ”indeholdt mindst toogtredive ideologiske vildfarelser.” Jamen, sikken omsorg og hvilken præcision, både i det begrebslige og i optællingen. For slet ikke at tale om det generøse forbehold, ”mindst”. Og som fx i skildringen af den ærgrelse, der melder sig blandt de privilegerede på deres vej mod tribunens inderste kreds, da de opdager sikkerhedstjekkets lemfældighed. Jamen, skuffelse, forbitrelse, enhver kan jo gå lige ind, og var det muligt at klage, så gjorde man det på stedet.

Disse sidste hastige streger hører med til billedet af diktaturstaten, dens ofre og selvundertrykkere. Og afbalancerer myternes jerntunge alvor.

KADARÉS roman blev færdigskrevet i 1985, herefter smuglet til Frankrig og først udgivet på fransk i 2003. Omtrent samtidig færdigskrev Kadaré endnu et lille bind til historien, nemlig Efterfølgeren, som Tiderne Skifter udsendte på dansk sidste år.

Hvad enten man læser bøgerne i den ene eller den anden rækkefølge, vil man opdage, at selvom det kommunistiske Albanien og de øvrige europæiske regimer er væk og borte, er romanerne alligevel langt mere end sympatisk glem-det-aldrig-litteratur. Kadaré fortæller nemlig om måder at forhandle sig til rette med sig selv og med andre og den nærmeste virkelighed på, der er af så almindelig social og psykologisk karakter, at man ikke behøver at være opvokset i et diktatur for at forstå, hvad det går ud på.

Det gør selvfølgelig ikke historien mindre grum.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007