Category Archives: Kali

Det nye Jerusalem i en saltmine

Mener han det, eller er ironien lige så tyk, som tonen er skinger? Peter Handkes ejendommelige myte om krig og undergang slutter med drømmenes storslåede genopstandelse

Peter Handke: Kali. Oversat af Hanne Lund. 138 sider, 175 kr. Gyldendal.

Vi befinder os i en art efterkrigstid. Man skal langt ind i romanen, før det antydes, men sådan er det vist. Vi befinder os i en art efterkrigstid. En art efterkrigsagtig tid.

I denne tid, på grænsen til vinteren, afslutter en sangerinde en sen aften sæsonens sidste koncert og tager fra byen for at tilbringe den næste tid i sin barndom – eller på sin barndoms sted eller stedet lige ved siden af. Hvem er hun, denne kvinde, som gør fortælleren bange, men som han alligevel nærer et stærkt ønske om at møde og romanen igennem klæber til? Denne kvinde, som har en enestående og for romanen afgørende evne til at finde ting, der er blevet væk; en ring, nogle linser og siden ting af større vigtighed?

Er hun en messias? Eller Kali, ligesom i romanens titel? Kali er ikke bare salt, men også navnet på den indiske gudinde, der opsuger mørket, forvandler alt stof og selv er stoffet. Er det hende, vi møder, forløseren?

MÅSKE, sandsynligvis. I hvert fald er hendes rejse mod det omtrentlige og foreløbige mål omsluttet af mørke. En slags dagnat eller natdag, lyset altid iblandet mørke og omvendt.

Også på andre måder bevæger romanen sig mellem to eller flere virkeligheder: som drøm og i form af drømmens sære omtrentlighed, hvor ting snart er sådan, snart alligevel ikke, og hvor noget tilfældigvis kom med og lige så tilfældigt gled ud igen. Og som film eller filmkulisse, hvor alting får dagnat- og natdaglyssætningens kunstige præg.

Og endelig selvfølgelig som tekst: Det er myte, men er det også allegori? Lader det sig oversætte, føre hen på eller tilbage på noget? Er det Europa i eskatologisk belysning med et håb om forløsning? Eller skal man hellere læse teksten, ligesom den kvindelige tingfinder bærer sig ad, når hun genfinder tabte effekter: Skal man kigge andre steder hen, op i himlen, ud i hjørnerne eller på stedet lige ved siden af? Skal man læse den som et digt?

DET KAN man godt, men det kan man alligevel ikke. For romanens og den kvindelige hovedpersons rejse fører trods alt frem til noget.

Til det forsvundne barn, som opsatte plakater melder om og efterlyser. Til mødet med moren, for også sangerinden, tingfinderen, er en bort- og nu hjemkommen. Og ikke mindst til Den Døde Vinkel, det endelige mål for rejsen, stedet, hvor hjemløse og flygtninge tager hen ombord på skibet Udvandreren for at arbejde i saltminens nedad- og spejlvendte verden. Det er mennesker alle steder fra forsamlet i de overlevendes koloni, en knastør, hvid verden med plads til tusind fortolkninger i de kilometerlange mineskakter: Et omvendt babelstårn, for nederst smelter alle tungemål sammen, forklarer minedirektøren. En slags genfødslens, renselsens og forvandlingens sted som hos Dante, som i Orfeusmyten, som i Goethes Faust og alle mulige andre steder …? Salt, kalisalt, livets salt?

I hvert fald ender det sådan. Tør man tro på det, mener han det virkelig, Peter Handke, Østrigs litteraturs mest utilpassede, hvilket siger ikke så lidt. At dette fællesskab på kanten af verden og i denne – hvad skrev vi? – efterkrigsagtige tid og i kalisaltets præserverende tørhed giver menneskeheden og livet drømmen tilbage? Bliver Den Døde Vinkel til Det Ny Jerusalem? Et liv ved foden af korset, men også i lyset fra krybben. Er det dét – eller er ironien lige så tyk, som tonen er skinger?

HANDKES lille roman eller myte er det svært at anbefale nogen, man må selv finde den eller finde noget i den, hvis man kan. Det sidste kan man, radikalt åben, som den er, med sin drømme- og myteagtige omtrentlighed kan man finde næsten alt.

Deri ligger dens fascination, dens besnærende ekkoer af alverdens ting. Det er for en del helt bevidste allusioner, for en anden del mere tilfældige sammenhænge på kryds og tværs og op i mytens almene himmel – for eksempel er det svært ikke at komme i tanke om Tom Kristensens digt ”Landet Atlantis”, når man læser bogen.

Deri som sagt dens fascination, men deri også dens rungende ubestemtheder, kongenialt gengivet i bagsideteksten. Thi denne bog handler om ”ensomhed” og ”rodløshed” og ”længsel” og ”forløsning” – og om alting og ingenting og det hele på en gang. Derfor har man ved siden af fascinationen af tekstens plastiske scener og af dens insisteren på det nøjagtige og bestemte midt i tilfældighedernes vilde flugt, en stærk fornemmelse af adresseløshed, ligegyldighed. Som om den var et pulver, der siver væk mellem fingrene på én.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information april 2008