Category Archives: Dische, Irene

Bedstemor med slag i

Munter roman om udvandringen fra Hitlers Tyskland og ankomsten til den nye verden

Irene Dische: Flugten til Amerika. Oversat af Ulrich Horst Petersen. 277 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.

Bedstemor fortæller, oppefra og ned, for hun er en dame, der sætter sin knold, som hun vil. Og i hele det lange perspektiv fra tiden mellem de to krige, i Øvre-Schlesien, hvor hun, en stovt katolik af god familie, gifter sig ind i den jødiske Rother-familie, og så i en ordentlig panorering frem til det moderne USA, hvor knolden er blevet til en ansigtsløftning.

Det er hundrede års slægtshistorie i tre (fire-fem) led, hvor temperamenterne og generne kriges, langtfra altid til bedstemors tilfredshed, der ikke er til flæb og kvindagtighed. Det er lige så mange års kulturhistorie, et giganternes møde mellem tysk biedermeier og amerikansk materialisme, mellem det katolske og det jødiske (bedstemor er den sødeste lille antisemit, man kan tænke sig, det er hendes mand sådan set også, af praktiske grunde) og mellem gudfrygtig humanisme (den fandtes!) og nazistisk menneskeudryddelse. Og så er det endelig selvbiografi med en fiks forskydning, for som rosinen i den tysk-amerikanske pølseende følger forfatterens navn, Irene Dische, bedstemors klynkende barnebarn med kartoffeltud og slatten moral.

Hun var så, hvad det hele blev til.

DET GÅR tjept, det her. Er den tyske historie gennem første halvdel af det tyvende århundrede ofte blevet givet adstadigt, samvittighedsfuldt og med en sømmelig alvor, så får vi den her i the fast lane, letfærdig og med en aldrig svigtende sans for det muntre indfald og historiens næste dramatiske tilspidsning. Passende nok, må man sige, for det er vel romanens hele pointe. Det er en assimileringens beretning, hvor den af historien til smertegrænsen tyngede tyskhed letter sig – slanker sig, bedstemor smider sandelig i omegnen af 120 pund! – for at kunne passe ind i en ny tid og kultur, hvor kæledyrenes navne veksler mellem Happy og Lucky.

Til sådan en historie hører naturligvis en fortællerstemme, der kan ramme tonen og få tingene til at flytte sig. Og en fortæller i øvrigt, hvis pessimistiske forudsigelser om sin egen snarlige død til stadighed skuffes, så historien kan vokse og knopskyde og berette om endnu tusind sjove begivenheder. Og tragi-komiske og bitter-søde tildragelser.

INDVENDINGER?

Indimellem slår det en, hvor fluffy og selvglad fiktionslitteratur kan være. Hvor mange hittepåsomhedens omveje, man skal gå for at komme frem til meget lidt. Og hvor meget der slides på de evigt samme motiver og billeder som et litteraturens myndige segl i strømmen af trivialiteter.

Og hvor mange fortræffelige og pletfri bøger, man har læst den ene dag og glemt den næste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information april 2007