Category Archives: Verdenssamleren

Som smurt i valnøddeolie

Underholdende og begavet eventyrroman om den britiske officer Richard Francis Burtons møde med det fremmede – der hurtigt kommer til at ligne en masse andet

Ilija Trojanow: Verdenssamleren. Oversat fra tysk af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 432 sider, 325 kroner.

Richard Francis Burton er som britisk officer udstationeret i Indien, imperiets juvel, i midten af 1800-tallet. Nogen helt almindelig repræsentant for koloniherrerne er Burton nu ikke. Han kaster sig ivrigt over omfattende sprog- og kulturstudier, graver sig i det hele taget meget længere ind i det fremmede, end den almindelige autorisation inviterer til. Som det hedder et sted: ”den unge mand havde en svaghed, en fatal svaghed. Han nøjedes ikke med at iagttage det fremmede. Han ville tage del i det. Han var betaget af det, og det i en grad at han ville bevare det i dets primitive tilstand.”

Det må bekymre imperiets mere konventionelle forpagtere. Blandt dem generalen, en af romanens kontrastfigurer, der omvendt Burton vil ”lave om på det fremmede, forbedre det”.

Så er temaet slået an.

Burtons historie og rejse fortsætter til Arabien. Først er det sproget, han tilegner sig og i nogen grad forvandler sig gennem. I Arabien fortsætter transformationen, her optræder han forklædt som dervish, tigger og medlem af et sufisk broderskab, overdådigt kostumeret med fuldskæg og valnøddeolie. Således og konverteret til islam ankommer han til Mekka. Inden romanens tredje og sidste rejse indledes, denne gang til Østafrika og i retning af endnu et af kulturhistoriens sagnomspundne klenodier: Nilens kilder.

DER er også både valnøddeolie og forklædningskunst i romanens fortælleform. Vi skal nok frem til dens tre destinationer, men vi skal også runde alle rejsens forviklinger og samtalens tusinde misforståelser, for ikke at tale om beskrivelsernes utallige sammenligninger og sætningernes orientalske piruetter og flagrende gevandter. Det er veloplagt, fantasifuldt, det kører som smurt.

Noget lignende gælder romanens motiver og temaer. Det fremmede, kulturmødet, den gensidige mistænksomhed, ironien i alle ordets betydninger, herunder den dobbelte umulighed: At bevare og forbedre er lige dårlige løsninger eller ingen løsning. Det er overdådigt stillet op, underholdende, begavet, vittigt, ikke mindst de skiftende synsvinkler, snart hos Burton, snart hos hans vankundige tjener, snart hos guvernører og storvisirer.

Romanens hovedperson er en historisk skikkelse, som forfatteren har fulgt det meste af sit liv og til de fjerneste steder på kloden og gennem alle hans forvandlinger. Nu også den til romanhelt, hvad man kan glæde sig over. Man kan samtidig notere sig, at Richard Francis Burton på den måde er kommet til at ligne så mange andre romanhovedpersoner i så mange andre romaner af samme slags, også fra de seneste år; af Federico Andhazi (’Conquistadoren’), af Daniel Kehlmann (’Opmålingen af verden’), af Richard Flanagan (’Savn’).

Det er ingen indvending. Kun lidt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2011