Category Archives: Claudel, Philippe

Verden er jo rædselsfuld, ja

Sentimental fransk roman krydsklippet mellem barnets smil og verdens smuds

Philippe Claudel: Jeg giver slip. Oversat fra fransk af Elisabeth Ellekjær efter J’abandonne. Forlaget Arvids. 96 sider, 228 kroner.

Tog man Michael Douglas’ William Foster i ’Falling Down’, manden, der en dag fik nok af alt det rædselsfulde, som verden er blevet til, og rørte man ham op med Robin Williams’ ikke så lidt sentimentale mrs. Doubtfire, ville man have den mandlige hovedpersonen i franske Philippe Claudels seneste roman, der som nummer fem i forfatterskabet nu kommer i dansk oversættelse, hvad jeg ikke helt forstår årsagerne til.

Tåbelige reklamer, den kunstige og forskruede kultur under ét, hensætter ham – hovedpersonen, muligvis også Claudel – i et afmægtigt raseri. Hans 21 måneder gamle datter, som han ved moderens død er efterladt alene med, er kunstighedens antipode, altså ægthed i højeste potens. Den modstilling er giftig, særligt når der krydsklippes hårdt mellem barnets smil og verdens smuds. Bedre bliver det ikke af de glimt, vi får fra hans liv på kontoret. Han er den pludseligt opståede døds budbringer og organdonationens snedige forhandler, en ”hyæne”, som de hedder på hospitalet. Altså mere kunstighed, mere dehumanisering. Og flere projektioner, spejlinger og krydsklip, nu mellem barnet, den afdøde elskede og en af kunderne i butikken, moderen til en trafikdræbt pige.

Det bliver, om jeg så må sige, bare for meget.

Der er ellers noget ved det der afmægtige raseri, som Claudel har fat i, og mange vist kan genkende. Svimmel fortvivlelse på grænsen til galskab, som når vores hovedperson presser læberne mod kinden af en mand, der har kaldt en flok tiggere ”snyltere” og ”beskidte ludere”. Scenen har noget klassisk over sig, den er romanens bedste.

Herefter følger så i lange baner skingre udbasuneringer og sentimentalitetens flomme.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2013

Verden er jo rædselsfuld, ja

Sentimental fransk roman krydsklippet mellem barnets smil og verdens smuds

Philippe Claudel: Jeg giver slip. Oversat fra fransk af Elisabeth Ellekjær efter J’abandonne. Forlaget Arvids. 96 sider, 228 kroner.

Tog man Michael Douglas’ William Foster i ’Falling Down’, manden, der en dag fik nok af alt det rædselsfulde, som verden er blevet til, og rørte man ham op med Robin Williams’ ikke så lidt sentimentale mrs. Doubtfire, ville man have den mandlige hovedpersonen i franske Philippe Claudels seneste roman, der som nummer fem i forfatterskabet nu kommer i dansk oversættelse, hvad jeg ikke helt forstår årsagerne til.

Tåbelige reklamer, den kunstige og forskruede kultur under ét, hensætter ham – hovedpersonen, muligvis også Claudel – i et afmægtigt raseri. Hans 21 måneder gamle datter, som han ved moderens død er efterladt alene med, er kunstighedens antipode, altså ægthed i højeste potens. Den modstilling er giftig, særligt når der krydsklippes hårdt mellem barnets smil og verdens smuds. Bedre bliver det ikke af de glimt, vi får fra hans liv på kontoret. Han er den pludseligt opståede døds budbringer og organdonationens snedige forhandler, en ”hyæne”, som de hedder på hospitalet. Altså mere kunstighed, mere dehumanisering. Og flere projektioner, spejlinger og krydsklip, nu mellem barnet, den afdøde elskede og en af kunderne i butikken, moderen til en trafikdræbt pige.

Det bliver, om jeg så må sige, bare for meget.

Der er ellers noget ved det der afmægtige raseri, som Claudel har fat i, og mange vist kan genkende. Svimmel fortvivlelse på grænsen til galskab, som når vores hovedperson presser læberne mod kinden af en mand, der har kaldt en flok tiggere ”snyltere” og ”beskidte ludere”. Scenen har noget klassisk over sig, den er romanens bedste.

Herefter følger så i lange baner skingre udbasuneringer og sentimentalitetens flomme.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2013