Et fremragende monstrum af en roman om DDR-tidens indelukkede virkelighed og om flugtens bedøvende virkning

Uwe Tellkamp: Tårnet. Oversat af Hanne Lund. Gyldendal. 842 sider, 349 kroner. 

Romanen er mere end sine mange historier – dem kommer vi til om lidt. Den er en bevidsthedstilstand eller flere, at læse den er som at flytte kortvarigt ind i andre menneskers virkelighed, at færdes de steder, de færdes. Bundet til dem. Det har noget med romanens længde at gøre, 842 tættrykte sider, et ordmassiv, der kræver udholdenhed og langsomhed. Men det skyldes også Uwe Tellkamps stil, den vekslende fremstilling. Snart får vi scener, som de blev lavet i gamle dage, åbningsscenen fx, den ene af hovedpersonernes fødselsdagsfest, hvor et helt miljø bliver gennemlyst. Snart får vi lange indre monologer, snart poetiske, snart knastørre beskrivelser af natur, mennesker, regler (’bekendtgørelse om fyringstrinene for virksomheder og institutioner’), dyr (sommerfugle og sommerfuglevinger, størrelse, farver), kunst, litteratur, steder. For ikke at tale om ting (gasgennemløbsvandvarmere).

Det er en pertentlighed, der binder fremstillingen og romanvirkeligheden sammen. Vi tvinges ind i det udsigtsløse, det bureaukratiske, det på alle ledder og kanter forløjede, det absurde, det livsfarlige og det ufremkommelige DDR.

Tårnet er et gammelt villakvarter i Dresden, engang et fornemt sted, nu en tidslomme, hvor beboerne – dannede mennesker med andre værdier end statens og enhedspartiets grundsætninger – lever en slags museumsliv. Med romanens ord: ”nutiden var kun et blegt skyggebillede, en utilstrækkelig og forkrøblet variant, et fadt opkog af de store dage fra dengang.” Evigt ejes kun det tabte, sådan ser det ud for Tårnets beboere. Her læser man sonetter, ikke så gerne aviser.

Den position skal det blive stadig vanskeligere at forsvare i løbet af de år, romanen skildrer, 1982 til 1989, dvs. fra kort efter den sovjetiske leder Breznjevs død og til systemets endelige sammenbrud med Murens fald.

Richard er en af tre hovedpersoner, en kirurg, der polstrer selvfølelsen med sit fags sindrigheder og lange historie. Det er den ene kortfristede løgn, han lever på, den anden er dobbeltlivet som familiefar med kvinde og barn ude i byen. Svogeren Meno er forlagsredaktør og forfatter, han administrerer uvilligt, men dygtigt den censur, der som en skjult overenskomst mellem redaktøren og forfatteren gør egentlige indgreb unødvendige. Her kan man tale om selvcensur. Endelig er der Christian, Richards søn. Han er stillet medicinstudiet i udsigt og har hjemmefra lært sig alle fornemhedens dyder. Også den at holde sin kæft og at lyve med overbevisning. Det lykkes ikke helt. Hans lange eksercits gennem militærets vilkårlige og perverse afstraffelsesformer er lige så tæt og tungt beskrevet som romanens andre dele og er lige så udsigtsløs.

Fælles for de tre er, at de immuniserer sig mod virkeligheden eller snarere bedøver sig. Fælles er også, at bedøvelsen ikke bare fjerner dem fra virkeligheden, men også fra hinanden. Og fra sandheden, hvis der er nogen.

Romanen har sine muntre sider, mange endda. Fx en komisk skildring af et skænderi mellem en opsynsbetjent, ”omkringstående moderne husmødre” og en sælger over en samling ubrugelige piskeris, der falder fra hinanden for et godt ord. Meget til opsynsbetjentens utilfredshed: ”også hans kone havde krav på fejlfri håndsvingsrøremaskiner til før-julebagningen.” Og tilsvarende beretninger fra køen, hvor man opnår godkendelse af eller foreløbig tilladelse til, men især retten til at komme igen en anden dag eller stille sig bagerst i køen.

Men latteren overdøver ikke og dulmer ikke ubehaget. Den understreger det snarere.

Det går igen i hele kompositionen. Den tager ikke et langt tilløb til den endelige befrielse. Der er borgergrupper og uro ved grænsen til Ungarn, og nogle i romanen tager da også del i forberedelserne, men for hovedpersonerne kommer den bare. Først uventet, så som kaos, slagsmål og sygdom. Så er den der, slut, kolon og blank uvished.

I det kaotiske og hovedkuldse ligger ikke bare en beskrivelse af DDR-tiden, men også af tiden, der skal følge efter. Det siger noget om romanen, det siger også noget om systemets skadevirkninger.

Hanne Lunds oversættelse skal nok være med fejl i, formelle fejl, det ville være mærkeligt andet, men jeg har ikke fundet dem. Tonen, det lufttætte rum, sproget skaber, stilskiftene, det kantede, det omstændelige, det strømmende, skal man ikke besvære sig over, tværtimod.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken februar 2010