Category Archives: Márai, Sándor

’Det er den tid, jeg nu må gennemleve’

Ungarske Sándor Márais dagbøger om livets afslutning er stenhård konfrontation med det værste: tomhed, forladthed – med tilbagevirkende kraft

Sándor Márai: Dagbøger 1984-89. Oversat af Péter Eszterhás. Forlaget Basilisk. 203 sider, 200 kr. 

Man kan se af hans dagbogsoptegnelser, at han mod slutningen af sit liv er ved at genopstå i den litterære hukommelse. Han skriver kort og sarkastisk om tilbuddene, der løber ind, bl.a. fra det ungarske Forfatterforbund, der er parat til at udsende de samlede værker i skind. Et mindesmærke? spørger han. Mindesmærker pisser hundene på. Ellers er fortiden mest et ekko. Dels i form af personlige erindringer fra ungdommen i Budapest, Tyskland, Frankrig, over emigrationen i 1948 og mere end tre årtier i USA. Dels i kraft af hans notater om sine læsninger (Shakespeare ved sengetid, Cervantes i løbet af natten, tidsskrifter, aviser osv.) og med dem en dannelseshorisont så svimlende. Han hører en anden tid til og er godt klar over det.

Men det er bare en ramme om det egentlige eller det, der giver portrættet et dybdeperspektiv, et sug. Det egentlige er døden eller snarere dødsprocessen (”Døden er intet. Dødsprocessen er.”) Nedtællingen begynder allerede på nogle af de første dagbogsblade i 1984, blandet med bemærkninger om Orwell og et par anekdoter om Marx’ piberøg og private bekymringer. Notaterne er nøgterne, som regel også sarkastiske og illusionsløse, indimellem efterfulgt af et ”men det kunne være værre”. Efterhånden som han maler tomhedens og den endeløse ulysts perspektiv op, begynder man at tvivle.

Hans hustru, L., bliver syg, blind, kan ikke komme omkring, besvimer også. Herefter indlæggelse, lang og udsigtsløs, og så hendes død. Hans søskende dør, opringninger eller breve fra Budapest tager dem en ad gangen. Deres adoptivsøn på 46 når også at dø, før han selv gør det. Til sidst er der kun dagbogen og læsningen. Men den første mindre og mindre, der går måneder imellem. Han ”skammer sig” over at skrive, hvad hans liv ellers har handlet om. Nu virker det på ham som forfængelighed, det er som ”at vrikke med røven”.

På plussiden? På plussiden er der ingenting i betydningen afbødning. Ikke for ham, men der er meget for læseren. Fx hans beslutning om en dag at gå ind i en butik og erhverve sig et skydevåben. Med våbenet følger 50 patroner. Dem får han ikke brug for, siger han til ekspedienten. Man ved aldrig, lyder svaret. Senere og som endnu et af dagbogens grosteske højdepunkter går han – blind på det ene øje, slæbende på begge ben – til skydeundervisning. Til sidst, den 22. februar 1989, lidt mere end fire år efter hustruens død, bruger han den ene af de halvtreds patroner på sig selv.

Eller er der en afbødning alligevel? Det, han kalder sin ”hotline”, drømmene om hende eller snarere hendes talestrømme og digitale tekster om deres liv sammen, der når ham om natten. Det fortæller han om, som om de var lige så konkrete som telefonopringninger eller breve (”I nat fortalte hun ’alt’. ’Alt’ er en lang kærlighedserklæring”). På samme måde er der hans læsninger i hendes dagbøger om deres fælles liv, nogle linjer eller få sider hver aften.

Derudover og især er der som nævnt dødsprocessen, den lange venten. Med hendes ord en af de sidste dage: ”Hvor er jeg lang tid om at dø.” Og i hans fremstilling: vreden, utålmodigheden, savnet, hans holden styr på dagene og årene (så og så mange siden emigrationen, siden døden, siden begravelsen). Og lugten, følelsen af døden, som han har ord og tusind billeder for.

Man skal nok slet ikke gøre det op i et på den ene side og på den anden side. Sorg over for trøst. Det hele ligger snarere i samme punkt, intetheden, eller det, der med et abstrakt ord hedder det sublime. Han udtrykker det meget bedre, når han taler om skønheden i hustruens ansigt, når alle erfaringer, alle følelser, alle spor af liv er væk. Ingenting, nøgenheden.

Der er intet sentimentalt over Sándor Márais dagbøger, intet kunstigt, ingen vrikken med røven. Der er stenhård konfrontation med det værste: tomhed, forladthed. Med den fornemmelse, som han selv godt midtvejs sætter ord på, at tomheden har tilbagevirkende kraft: ”I slutningen af ens liv kommer der er en tid, hvor alt, hvad man har erfaret gennem et langt liv, alt, hvad man har håbet og stolet på, på én gang mister sin mening. Det er den tid, jeg nu må gennemleve.”

Alt det andet må man tilsyneladende digte sig til eller have sørget for forinden.

Der er noget højrøvet ved forlagets beslutning om ikke at udstyre bogen med et introducerende forord eller efterord til en i Danmark så godt som ukendt forfatter. Og noget paradoksalt – og fedterøvsagtigt – over til gengæld at skrive lidt til anmelderen i pressemeddelelsen. Om data og om det ”intelligente” og ”konstant vedkommende” og noget for mig at se frygteligt vrøvl om ”ensomhedens triumf”.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2012