Category Archives: Kingsolver, Barbara

Brøleaberne og de undersøiske skatte

Barbara Kingsolver tager læseren med på en lang rejse – fra Mexico til USA, fra aztekernes blodige historie til mccarthyismen. Lige lovlig lang.

Barbara Kingsolver: Lakunen. Oversat fra engelsk af Michael Alring. Verve. 607 sider, 229 kroner.

Hovedpersonen er et af nationernes blandingsprodukter, moderen er mexicaner, faderen amerikaner eller gringo. Det gør ham hjemløs både syd og nord for grænsen, men også til et særlig følsomt vidne til kulturernes langsomme forandringsprocesser. En skønne dag bliver han så et af forandringernes ofre, af nogenlunde de samme grunde.

Historien begynder syd for grænsen, hvor moderen lever af sin skønhed og skiftende mandlige bekendtskaber, drengen af sin fantasi, og de begge to på drømmen om, at noget en dag vil ske. Den slags er hun ikke skabt for, men det er han. Grænsegængeren, opdageren, gavtyven.

Han bliver en rejsende, først i barndommens undersøiske landskaber, hvor den gamle mexicanske kultur findes bevaret som eventyrskatte. Så til Nordamerika i de politisk urolige 1930’ere. Derefter tilbage igen og sandelig lige i favnen på endnu en af historiens store fortællinger, den om kunstnerparret Frida Kahlo og Diego Rivera i dens mest fortættede fase, da de lægger hjem og skjul til den bortløbne Trotskij. Vores hovedperson bliver først køkkenmedhjælper hos parret, et passende sted at befinde sig for en historiens rejsende. Senere bliver han Fridas nære fortrolige og sjæleven.

Sidste stationer på rejsen: først litterær berømmelse grundlagt på barndommens opdagelsesfærd til aztekernes kultur og blodige historie. Så efterkrigsårenes mccarthyisme, der skal blive næsten lige så blodig. Som nævnt: af cirka de samme grunde.

Det er en romantisk historie, amerikanske Barbara Kingsolver har skrevet. Både i den ene forstand, at den handler om splittelse og tabte riger, som det kun er kunstnere, gavtyve og galninge forundt at se ind i. Og i den anden, at hele fremstillingen er båret af stærke følelser for det gode og en udtalt foragt for det onde, eller hvad der i romanen går under metaforen ”brøleaber”. Hvad den kulturkritiske konstruktion angår, den aztekiske kultur, nyere mexicansk historie, herunder nationale og kommunistiske frihedsbevægelser, spændt op mod nordamerikansk kapitalisme og koldkrig, har jeg ingen stærke indvendinger, udover at den efterlader en snert af det samme indtryk af romantik. I begge betydninger.

Det skal ikke forhindre os i at kvittere med et tak for turen, gennem et halvt århundrede, stakkevise af breve, dagbogsoptegnelser, forsvundne og igen opdukkede notesbøger, over sletter og bjerge, gennem floddale og tunneler.

En underholdende tur. En lidt lang tur.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2011