Category Archives: al-Aswany, Alaa

Egypterens selvhad

Hvornår er litteraturen god, og hvornår er den bare fra en verden, vi ikke kender godt nok?

Alaa al-Aswany: Bokserhunde i alle farver. Fortællinger fra Egypten. Oversat fra arabisk af Elisabeth Moestrup. Hr. Ferdinand. 188 sider, 299 kr., indb.

Hovedpersonen og jegfortælleren – Isam – nærer et kulturelt selvhad på størrelse med pyramiderne. Og af samme meningsløse overdådighed, med samme vokseværk. Egypten, egyptere, historien, myterne, det selvfejrende – løgn er det fra ende til anden, en løgn, som dækker over en tjeners – en slaves – moral. Eller med et notat fra hans optegnelser: ”Egypteren – lige meget hvor høj hans status er, eller hvor megen viden han har – bøjer sig for dig, blot du er den stærkeste. Han smiler dig ind i ansigtet men hader dig samtidig og er kun ude på at gøre det af med dig, risikofrit og i det skjulte, uden at det indebærer nogen konfrontation eller fare for ham.”

Hadet næres af faderens eksempel. Et selvudslettende menneske, hvis kunstnerdrømme fører ham til en stilling som satiretegner på en avis, som ingen læser, og til et vegetativt liv i et af husets inderste værelser og under hashrøgens bedøvende gaze. Det gror videre i ham selv, bliver til utilpassethed og korporlig aggression – fanden om han vil finde sig i noget som helst! Inden det undergår to fatale forvandlinger, først til en dyrkelse af farvestrålende, fotografiske gengivelser af alt vestligt, så til psykose; tavst og lukket vanvid.

DET er en prægtig historie. Ikke mindst i sammenhængen og af to grunde. Hvad der sædvanligvis siges om den egyptiske forfatter Alaa al-Aswany og igen i presselanceringen af denne samling fortællinger, er, at han ikke holder sig tilbage for at kritisere, ligefrem rase mod, sine egne og sit eget. Med den engelske titel: ’Friendly Fire’. Og med vestlig parallel: Thomas Bernhard om Østrig, Imre Kertész om Ungarn, måske Günter Grass om Tyskland. Her får vi imidlertid takket være fortællerens fremskudte position også sygeligheden, det manierede, eller hvad jeg før kaldte vokseværket, i det kulturelle selvopgør. Skildringen af Isams had mod alt egyptisk virker tilbage på ham selv. Og kaster et flakkende og ubestemt lys på bogen og forfatteren selv. Er han selv ramt?

Den anden og beslægtede grund til, at Isams historie står sitrende og uafgjort tilbage er, at den anfører tvetydige psykologiske grunde til kulturhadet. Hvordan kan faderens ulykkelige eller måske ligefrem almindelige skæbne gælde for en hel nations og en hel kulturs umulighed? Hvad er det litteraturen gør, når den angiveligt portrætterer folkesjæl, historie, myte? Eller gør den overhovedet det, fortæller den ikke bare om, hvad det vil sige at være forsmået, krøbling eller kejtet, som de fleste er?

ISAMS historie fylder lidt under halvdelen af Alaa al-Aswanys bog. Bortset fra en enkelt er resten små psykologiske skitser, episodiske og egentlig banale fortællinger om den fede dreng, der iført snærende gymnastiktøj udleveres til de andre børns latter. Om lærerinden, der ansøger om stillingen som privatlærer for en rig mands datter og pludselig glemmer alle sine diplomerede kundskaber, da stillingen er hendes. Om den højtbegavede, unge kirurg, der skal ydmyges og gennemleve fysiske pinsler, inden han langt om længe får en fast stilling og dernæst kan reproducere det hierarkiske tyranni, han selv var et offer for. Osv.

Faktisk ikke gode tekster, til gengæld bombastisk pointerede. Og sagt til fansene: Vi er langt fra forgængerne, de episk snoede romaner med stort persongalleri, ’Yacoubians hus’ og ’Chicago’. Hvad er så fortællingernes kvalitet? At de fremhæver et særlig egyptisk nationaltræk – mobning, lavt selvværd, autoritetstro? Næppe.

Hvor er det dog stadig et ubesvaret spørgsmål i vores globaliserede verden, hvornår litterære tekster er gode, og hvornår de – bare – er kulturelle vidnesbyrd. Og hvor er der dog meget i forhold til det spørgsmål, der kompliceres af lanceringens hurlumhej.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2010

Egypterens selvhad

Hvornår er litteraturen god, og hvornår er den bare fra en verden, vi ikke kender godt nok?

Alaa al-Aswany: Bokserhunde i alle farver. Fortællinger fra Egypten. Oversat fra arabisk af Elisabeth Moestrup. Hr. Ferdinand. 188 sider, 299 kr., indb.

Hovedpersonen og jegfortælleren – Isam – nærer et kulturelt selvhad på størrelse med pyramiderne. Og af samme meningsløse overdådighed, med samme vokseværk. Egypten, egyptere, historien, myterne, det selvfejrende – løgn er det fra ende til anden, en løgn, som dækker over en tjeners – en slaves – moral. Eller med et notat fra hans optegnelser: ”Egypteren – lige meget hvor høj hans status er, eller hvor megen viden han har – bøjer sig for dig, blot du er den stærkeste. Han smiler dig ind i ansigtet men hader dig samtidig og er kun ude på at gøre det af med dig, risikofrit og i det skjulte, uden at det indebærer nogen konfrontation eller fare for ham.”

Hadet næres af faderens eksempel. Et selvudslettende menneske, hvis kunstnerdrømme fører ham til en stilling som satiretegner på en avis, som ingen læser, og til et vegetativt liv i et af husets inderste værelser og under hashrøgens bedøvende gaze. Det gror videre i ham selv, bliver til utilpassethed og korporlig aggression – fanden om han vil finde sig i noget som helst! Inden det undergår to fatale forvandlinger, først til en dyrkelse af farvestrålende, fotografiske gengivelser af alt vestligt, så til psykose; tavst og lukket vanvid.

DET er en prægtig historie. Ikke mindst i sammenhængen og af to grunde. Hvad der sædvanligvis siges om den egyptiske forfatter Alaa al-Aswany og igen i presselanceringen af denne samling fortællinger, er, at han ikke holder sig tilbage for at kritisere, ligefrem rase mod, sine egne og sit eget. Med den engelske titel: ’Friendly Fire’. Og med vestlig parallel: Thomas Bernhard om Østrig, Imre Kertész om Ungarn, måske Günter Grass om Tyskland. Her får vi imidlertid takket være fortællerens fremskudte position også sygeligheden, det manierede, eller hvad jeg før kaldte vokseværket, i det kulturelle selvopgør. Skildringen af Isams had mod alt egyptisk virker tilbage på ham selv. Og kaster et flakkende og ubestemt lys på bogen og forfatteren selv. Er han selv ramt?

Den anden og beslægtede grund til, at Isams historie står sitrende og uafgjort tilbage er, at den anfører tvetydige psykologiske grunde til kulturhadet. Hvordan kan faderens ulykkelige eller måske ligefrem almindelige skæbne gælde for en hel nations og en hel kulturs umulighed? Hvad er det litteraturen gør, når den angiveligt portrætterer folkesjæl, historie, myte? Eller gør den overhovedet det, fortæller den ikke bare om, hvad det vil sige at være forsmået, krøbling eller kejtet, som de fleste er?

ISAMS historie fylder lidt under halvdelen af Alaa al-Aswanys bog. Bortset fra en enkelt er resten små psykologiske skitser, episodiske og egentlig banale fortællinger om den fede dreng, der iført snærende gymnastiktøj udleveres til de andre børns latter. Om lærerinden, der ansøger om stillingen som privatlærer for en rig mands datter og pludselig glemmer alle sine diplomerede kundskaber, da stillingen er hendes. Om den højtbegavede, unge kirurg, der skal ydmyges og gennemleve fysiske pinsler, inden han langt om længe får en fast stilling og dernæst kan reproducere det hierarkiske tyranni, han selv var et offer for. Osv.

Faktisk ikke gode tekster, til gengæld bombastisk pointerede. Og sagt til fansene: Vi er langt fra forgængerne, de episk snoede romaner med stort persongalleri, ’Yacoubians hus’ og ’Chicago’. Hvad er så fortællingernes kvalitet? At de fremhæver et særlig egyptisk nationaltræk – mobning, lavt selvværd, autoritetstro? Næppe.

Hvor er det dog stadig et ubesvaret spørgsmål i vores globaliserede verden, hvornår litterære tekster er gode, og hvornår de – bare – er kulturelle vidnesbyrd. Og hvor er der dog meget i forhold til det spørgsmål, der kompliceres af lanceringens hurlumhej.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2010