Category Archives: Klovnen Shalimar

Rushdies totalprosa

Om at besvime under vægten af en sovseskål og Rushdies seneste roman

Salman Rushdie: Klovnen Shalimar. Oversat af Thomas Harder. 416 sider, 299 kr. Gyldendal.

Der er noget, der hedder at blive ”talt på”. Det er noget fx særligt opvakte, meget veltalende og karismastiske bordherrer kan. Et drej med hånden og – vupti! – endeløse guirlander af ord ud af ærmegabet. Ned fra loftet dén association og i hurtig rækkefølge dén, dén og dén. Frem fra under dugen og ud af folderne i servietten det ene tankevækkende paradoks og det ene slående sammenfald efter det andet. Og så et halvt undskyldende, halvt selvtilfreds smil, inden det hele begynder forfra, bare i omvendt rækkefølge og lidt hurtigere og en anelse mere elegant end før. Man går fra beundring til svimmelhed. Når det hele gentager sig tredje, senest fjerde gang, er man gået fra gispen og stønnen til besvimelse.

Det er Rushdie, når han er værst. Når han taler – eller skriver – sin læser, mere end for eller til.

For mens teksten svulmer og vokser og knopskyder og eleverer som den forædte Booniy, som bjergene i Kashmir, som blomsterne ved bredden af Muskadoon, som danselæreren Habib Joo, som klovnen og linedanseren Shamilar, i variationer af ligheder og forskelle, sideordnet og underordnet, underforstået og bogstaveligt og med en detaljeringsgrad og en ordrigdom så enorm som de to, tre, fire kontinenter, hans historie når at strejfe – mens kort og godt Rushdie snakker fanden et øre af, bliver læseren reduceret til høfligt nikkende idiot.

DET ER AF mindst to grunde en uretfærdig karakteristik af den indiske (indisk-britiske, indisk-amerikanske) forfatter, kan man indvende.

For det første fordi der i den poetik, han har opstillet for sit forfatterskab, ikke er plads til et mindre, der med læserens mellemkomst, tankestrømme og stilfærdige mumlen kan folde sig ud som et mere. Rushdies romaner er per definition det hele, dvs. alting benævnt, bundet sammen og gjort færdigt, en totalprosa med egen ind- og udgang. Uden det, ingen Rushdie.

For det andet fordi det, den ene læser opfatter som et åndeligt kvælningsforsøg, for en anden læser netop er Rushdies mesterskabs vandmærke, selve beviset på hans litterære akrobat- og tryllekunst. For Rushdie skriver godt. Giv den mand et bøjet søm, og han skal forvandle det til sultanens drøm, til Øst og Vest og oppe og nede og her og hisset. Til monsunens stiletter, til spørgsmålstegnet ved verdens ende, til en øloplukker på en bardisk i Nevada.

Men der er andre, formelle grunde til, at Rushdie kan have denne søvndyssende, klaustrofobiske virkning på sin læser.

Den ene er, at der bag Rushdie-romanens overdådige fantasier eller snarere under dens himmelstormende fortællekunst altid ligger en anden, enklere og mere jordnær historie. Rushdies romaner er allegorier, hans figurer er altid repræsentanter for noget andet. Man kan også sige, at mens Rushdie nyder kunstnerens privilegium at lægge et magisk slør hen over verden, så er det overladt til læseren før eller senere at støde hovedet ind i dens kedsommelige og umisforståelige realitet.

I Klovnen Shalimar er Kashmir derfor denne bestemte provins, skudt ind mellem Indien og Pakistan, hvor forfatterens bedsteforældre ifølge romanens tilegnelse levede, et blandingssamfund af muslimer og hinduer, hvor to unge mennesker, klovnen Shalimar og danseren Boonyi, forelsker sig brændende og fatalt. Et historisk, et næsten-virkeligt sted.

Og samtidig er Kashmir denne drøm om et paradis, hvor den muslimske Shalimar og hinduen Boonyi forelsker sig brændende og fatalt som en Romeo og en Julie, men trods uoverensstemmelserne mellem deres to familier og modsat Romeo og Julie får lov til at udleve deres kærlighed. For er Kashmir ikke et paradis, et eventyrets, drømmenes, overdrivelsernes, fantasiens og fortællekunstens fordoblede verden, dens utopia, ikke-sted? Det er til dette Kashmir, slangen skal komme i form af den amerikanske ambassadør, den tidligere frihedskæmper, tidligere en-bunke-af-ting, Max Ophuls, for at indgå en erotisk pagt med Shalimars elskede Boonyi og siden brutalt og med de værst tænkelige konsekvenser kaste hende fra sig.

Og således kan paradisets, fortællingens og eventyrets Kashmir langsomt og med læserens hjælp forvandle sig en gang til, nemlig tilbage til det storpolitiske stridspunkt mellem hinduer, muslimer og vestlige magter, så sandt som Max Ophuls trods de bedste hensigter og ønsket om det modsatte har plejet sit lands stormagtsinteresser og lagt kimen til den terrorisme, som nogen skal dø af og andre læse om i avisen og følge i tv’s nyhedsudsendelser.

Kashmir som historisk og storpolitisk analyse.

TIL DEN magiske omskrivnings lurende kedsomhed kommer en anden, den præcis modsatte, nemlig detaljemylderets, digressionernes og de kilometerlange opremsningers svada. En realismens håbefulde magi eller illusionsmageri.

Med ét eksempel, umiddelbart efter Max Ophuls heldige og siden legendariske flugt fra nazisterne siddende ved rorpinden i en Bugatti model 100 (designet af Ettore Bugatti sammen med den kendte flyingeniør Louis D. de Monge og bygget på anden sal af en parisisk møbelfabrik og drevet af to Bugatti T50B motorer til væddeløbsbiler og med omvendt pilformede bæreplaner med variabel geometri osv. osv. osv.):

”Lige så snart han var landet, blev maskinen skjult i en nærliggende skov af et lille hold frivillige, som gik under øgenavnet gergovianerne og blev ledet af den navnkundige Jean-Paul Cauchi, der havde organiseret modstandsgruppen Combat Universitaire, også kendt som Combat Étudiant, som havde sin base på Strasbourgs eksiluniversitet og var underordnet Henri Ingrand, der var chef for Modstandsbevægelsen Region 6.”

Det er muligt, han var, og at han brugte størrelse 43 i sko, 9½ efter amerikansk standard, og at hans mor aldrig forvandt tabet af den beostær, som hendes far, den ligeledes legendariske, og så fremdeles.

Men det ændrer ikke ved, at hvad der her fortælles om Max Ophuls, underordnet og siden lige så vidt og bredt sideordnet, først og fremmest tjener til at køre ham i stilling som good guy, de bedste hensigters mand, så han med desto større effekt siden kan forvandle sig til bad guy og senere endnu til en mellemtonernes og tvetydighedens udgangsreplik.

ET SIDSTE suk eller træt gisp skal gælde fremstillingens pauseløshed, dens galopperende sammenfatning af det hele. Det er en form, der har træk til fælles med referatet, som man desuden kender fra tv-seriernes eller soapens hurtige, ajourførende indledninger, Last episode on Dynasti …, og som med et fagligt begreb hedder eksposition.

Den tjener netop til at sammenbinde episoder eller scener og i hastig streg tegne figurernes mere principielle rolle i fortællingen eller snarere deres funktion. Den er en hastig overflyvning, det generelles, men ikke det fortættede eller afgørende øjebliks, scenens, dialogens eller karakterernes fortælleform. Man kan også sige, at den er den opvakte bordherres endelige kvælertag, der sender dig ud over kanten af stolen og med sovseskål og en snip af damaskdugen i dine knyttede hænder ned under bordet.

Noget godt? Om oversættelsen ikke andet end godt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information marts 2007