Category Archives: Nostalgi

I det underjordiske Bukarest

Det er ikke de postmoderne æskesystemer, men derimod drømmenes skræk og uvished, der gør rumænske Mircea Cărtărescus roman til en besættelse

Mircea Cărtărescu: Nostalgi. Oversat fra rumænsk af Erling Schøller efter Nostalgia. C&K Forlag. 420 sider, 300 kr.

Rumænske Mircea Cărtărescus fem store fortællinger er vandringer i det underjordiske, på etagerne under Bukarest, gennem kroppens snævre arterier og hjernens umådelige delta, som det hedder et sted. Først og fremmest er de imidlertid drømmeagtige forvandlinger af det virkelige og en anden måde at opleve på. I bratte overgange mellem det realistiske og det usandsynlige og uden – mange – faste holdepunkter, til gengæld med den største naturlighed, for sådan er det jo i drømme.

Det kan fx begynde i et boligkvarter uden for Bukarest, tilforladelig beton og åbne tomter, hvor børnene hengiver sig til hemmelige og småsadistiske lege, kort sagt gennemlever deres barndom. Indtil en dag en mærkelig dreng dukker op og vender deres verden på hovedet med sine fantastiske historier om himmelhvælvet, der i virkeligheden er hjernekuplen på et kæmpemæssigt barn, der igen er en spejling – eller en kloning – af den mærkelige dreng. Eller om at kvinder aldrig parrer sig med mænd, men skjult i bugen bærer på en celle, der på et passende tidspunkt og i komplicerede metamorfoser kan give liv – fra cellen en loppe, af loppen en bille, af billen en frø osv., indtil der af en abe kan komme et menneske. Hvis kvinden da ikke vælger at sætte den langstrakte proces i stå. Og nedkomme med fx en hund.

Også denne fantasiens virkelighed, uden kønsaktens forstyrrende indblanding, skal imidlertid forvandles, da drengen – Debilius, kaldes han – indfører en af den slags fyldepenne, der snart viser en påklædt kvinde, snart og med en ubetydelig hældning af fyldepennen en afklædt. Hvorefter han fordrives, efter hvad der vides til sine morforældre, muligvis til en kostskole.

Eller det kan begynde med en forvandling af en mand til en kvinde, komplet med kjole, paryk og kunstige øjenvipper. Hvorefter forhistorien følger, en lang og pinefuld beretning om en ung mand, der skiftevis forføres og afvises af sin elskede. Indtil også den historie overskrider grænsen mellem plump virkelighed og drømme- eller mareridtsagtig fantasi. Det sidste og sat på spidsen i kældrene under det naturhistoriske museum, hvor de to omgivet af arternes kaotiske mangfoldighed forenes for i sammensmeltningens altfavnende suk at bytte krop. Bogstaveligt, naturligvis.

Cărtărescus fortællinger – eller roman, både motiver og personer knytter dem sammen – er postmoderne litteratur for fuld udblæsning med en hældning mod det surrealistiske og med toner af dunkel romantik. Til det fulde billede hører rammerne, der er sat om de enkelte historier, typisk med en forfatter stillet over for gådefulde tildragelser et sted i fortiden og pakket ind i fortællingernes tusind æsker. De spegede, hinanden spejlende fortællere, på kryds og tværs af køn og arter. Selv en edderkop kan aflægge nøjagtig beretning om det udvendige og indvendige. Og endelig referencerne til alverdens litteratur, kongerækken af beslægtede forfattere, fra William Blake til den prominenteste af dem alle, argentineren Borges.

Bogen udkom i Rumænien i 1989, da det postmoderne var ved at klinge ud som litterær moderetning. Gensynet kan virke anstrengt. Det hænger ikke kun sammen med hele det genretro opbud af virkemidler, og hvad der indimellem ser ud som en stilens selvforelskelse. Det skyldes formentlig også, at den postmoderne litteratur på sin tid virkede så stærkt i kraft af sine chokagtige overskridelser af det moderne og realistiske. Formen var det derfor sjovere – mere rystende, øjenåbnende – at nå frem til dengang, end det i dag er at komme tilbage til den.

Det særlige og den største kvalitet ved Cărtărescus roman er for mig at se undersøgelsen af kærlighedens, erotikkens og barndommens krydspunkter og dødelige forviklinger. I det postmodernes kunstige belysning, men altså også i drømmens og fantasiens næstenklare psykologi. Kære red. og korrektur: ’næstenklare’ i ét ord, det er ingen fejl. Mvh Th.

Det første har noget af mekanikkens kedsommelige gentagelse over sig. Som et fasttømret holdepunkt, paradoksalt nok. Det sidste derimod det flydendes genkendelige skræk og uvished.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2011