Category Archives: Himlens fange

I en himmel sort som kul

Zafón disker underholdende op med mørke magters rænkespil, gotisk gys og den sædvanlige tåge over Barcelona

Carlos Ruiz Zafón: Himlens fange. Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch. Forlaget Tiderne Skifter. 304 sider, 299,95 kroner.

Løjerne er troskyldige hos Zafón, tågen, der hviler over Barcelonas gader, for ikke at tale om den omkring Montjuic-bjerget og fængslet deroppe, er, hvad den giver sig ud for, teater hele vejen igennem. Noget lignende gælder resten, ingen forstillelse her, det er flødeskum bagt ind i sprød marengs.

Vi springer mellem de dystre 1950’ere, Francos og civilgardisternes glansår, og 1930’erne begsorte efterborgerkrigstid, hvor det var om muligt endnu værre. I den ene ende kaster en mørkklædt, haltende skikkelse sin skygge over vores venner i det gamle antikvariat, i den anden vikles langsomt historien ud. Inden vi returnerer til den lidt nærmere fortid og en åben slutning.

Det næstsidste, dvs. romanens store midterdel, er det mest underholdende. Her er vi hos fangerne i bjergfængslets højtliggende helvede, snævre celler fyldt med lort og kryb, styret af den ondsindede direktør og hans torturbøddel. Men her er også snarrådighed og de sidste rester af menneskelig noblesse, der godt hjulpet af en gammel bog (’Greven af Monte Cristo’) åbner en dør til lyset.

Zafón skriver, som man ellers mest møder det i ungdomsromaner, med hele meningen liggende øverst i sætningen, i en lidt gammeldags, kæk og let ironisk stil. ’De 5’ flettet med gotisk gys, det hele med let hånd indfanget af oversætteren. Kapitlerne er så korte, at man har læst det næste, inden man når at lukke bogen. Det og et umiskendeligt talent for at skrue historier sammen, tegne rene karakterer, ærkeskurke, ærkehelte, og lade det hele gennemstrømme af en svag tone af magi forklarer tilforladeligheden, men også det særlige zafonske, som bestemt ikke er uden charme.

Læsere, der kunne lide ’Vindens skygge’ og ’Englens spil’, kan fortsætte her. Trods de himmelske skærmydsler når den ikke helt op til forgængerne, men mindre er også underholdende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2012