Category Archives: Trojanow, Ilija

Slangen i det antarktiske hav og andre latterbrøl

”De vil tage erindringen om Ilija Trojanows iskrystal af en bog med Dem i graven” – en udskrift

Ilija Trojanow: Isbrud. Oversat fra tysk efter Eistau af Jacob Jonia. Forlaget Tiderne Skifter. 164, 279 kroner.

– Goddag, goddag, vi ringer fra miljøorganisationen Det hulkende isbjerg, kan vi få lov at tale med brugtbogsbehandleren. – Speaking! – Jamen, øh, splendid! Vi forstår, at der er kommet en ny og medrivende roman om klimaforandringerne, et indtil i dag sørgeligt underbelyst emne i litteraturen, et uigenkaldeligt sidste stormflodsvarsel for polerne. – The melting point, so to speak! – Øh, ja. Det er brugtbogsbehandleren? – Himself! – Hvorfor taler du hele tiden engelsk? – Undskyld, jeg sad og skrev anbefalinger af fra nettet. Her er jeg, til tjeneste! – Er det mon noget for vores medlemmer? – Hvad er? – Bogen. – Jamen, selvfølgelig, bogen er for alle, bogen er en skatkiste, bogen er den korteste afstand mellem mennesker! – Vi mener dén bog. – Dén bog! Det er en anden snak, den ville jeg holde mig fra, hvis jeg var jer. Tænk på Joseph Anton! – Joseph Anton? – Rushdie. – Vi mener ikke dén bog, vi mener den tyske bog, Ilija Trojanows gribende roman om de glaciale mammutter, et rekviem fra naturens iskirkegård. – Åh, den! – Kan du fortælle lidt om den? – Den er sjov! – Sjov? – Ét langt latterbrøl! Da professor Zenon ser sin elskede gletsjer udånde under den brændende sol, skifter han tilværelsen som forsker ud med livet som foredragsholder og rejseleder på et krydstogtskib i fast rutefart mellem den mellemeuropæiske ørken, et helvede for de levende døde, og Antarktis’ truede, men endnu stolte og majestætiske ismassiv. – Ha! ”Mellemeuropæisk ørken”, ta’ den CO2-svin! – Men pas på! Der er en slange i Paradis. Dan Quentin, en af den blaserte kunstnerscenes neonguder, vil tage naturen som gidsel i en storslået happening. Zenon holder sig imidlertid parat, og så er rammen sat for en finale, der når syndflodsagtige højder og antarktiske havdybder! Vi siger ikke mere. – Sådan! Jeg er solgt, jeg mener, jeg køber! – Husker De italienske Ammanitis’ rablende komedie fra Berlusconis Italien? – Øh, jeg ved ikke. – Hvad ved du ikke? – Spurgte du ikke, om jeg har læst en rablende komedie fra Berlusconis Italien? – Overhovedet ikke. Og har De stadig DBC Pierres vanvittige tour de force gennem aftenlandet på hjernen. Ja, så vil De tage erindringen om Ilija Trojanows iskrystal af en bog med Dem i graven. – Fantastisk! Og han, hvad siger man, han skriver røven ud af bukserne? – Han skriver med et brændende engagement og en sval ironi – Sval! Det er jo vidunderligt! Nu spørger jeg ligeud. – Spørg løs! – Er der dyr med, fugle, fisk? – Masser af dyr. – Jeg vidste det! Hvilke? Nej, vent, lad mig gætte! – Gæt løs! – Albatrosser, havmåger – Rigtigt! – Isfisk, søpunge, hvaler, søelefanter, pingviner? – Masser af pingviner, søde og nuttede! Og filippinere. – Filippinere, er der filippinere på Antarktis? – Besætningsmedlemmer. – Åh, sådan! Jamen, så siger vi tak!

THOMAS THURAH

Upubliceret anmeldelse

Som smurt i valnøddeolie

Underholdende og begavet eventyrroman om den britiske officer Richard Francis Burtons møde med det fremmede – der hurtigt kommer til at ligne en masse andet

Ilija Trojanow: Verdenssamleren. Oversat fra tysk af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 432 sider, 325 kroner.

Richard Francis Burton er som britisk officer udstationeret i Indien, imperiets juvel, i midten af 1800-tallet. Nogen helt almindelig repræsentant for koloniherrerne er Burton nu ikke. Han kaster sig ivrigt over omfattende sprog- og kulturstudier, graver sig i det hele taget meget længere ind i det fremmede, end den almindelige autorisation inviterer til. Som det hedder et sted: ”den unge mand havde en svaghed, en fatal svaghed. Han nøjedes ikke med at iagttage det fremmede. Han ville tage del i det. Han var betaget af det, og det i en grad at han ville bevare det i dets primitive tilstand.”

Det må bekymre imperiets mere konventionelle forpagtere. Blandt dem generalen, en af romanens kontrastfigurer, der omvendt Burton vil ”lave om på det fremmede, forbedre det”.

Så er temaet slået an.

Burtons historie og rejse fortsætter til Arabien. Først er det sproget, han tilegner sig og i nogen grad forvandler sig gennem. I Arabien fortsætter transformationen, her optræder han forklædt som dervish, tigger og medlem af et sufisk broderskab, overdådigt kostumeret med fuldskæg og valnøddeolie. Således og konverteret til islam ankommer han til Mekka. Inden romanens tredje og sidste rejse indledes, denne gang til Østafrika og i retning af endnu et af kulturhistoriens sagnomspundne klenodier: Nilens kilder.

DER er også både valnøddeolie og forklædningskunst i romanens fortælleform. Vi skal nok frem til dens tre destinationer, men vi skal også runde alle rejsens forviklinger og samtalens tusinde misforståelser, for ikke at tale om beskrivelsernes utallige sammenligninger og sætningernes orientalske piruetter og flagrende gevandter. Det er veloplagt, fantasifuldt, det kører som smurt.

Noget lignende gælder romanens motiver og temaer. Det fremmede, kulturmødet, den gensidige mistænksomhed, ironien i alle ordets betydninger, herunder den dobbelte umulighed: At bevare og forbedre er lige dårlige løsninger eller ingen løsning. Det er overdådigt stillet op, underholdende, begavet, vittigt, ikke mindst de skiftende synsvinkler, snart hos Burton, snart hos hans vankundige tjener, snart hos guvernører og storvisirer.

Romanens hovedperson er en historisk skikkelse, som forfatteren har fulgt det meste af sit liv og til de fjerneste steder på kloden og gennem alle hans forvandlinger. Nu også den til romanhelt, hvad man kan glæde sig over. Man kan samtidig notere sig, at Richard Francis Burton på den måde er kommet til at ligne så mange andre romanhovedpersoner i så mange andre romaner af samme slags, også fra de seneste år; af Federico Andhazi (’Conquistadoren’), af Daniel Kehlmann (’Opmålingen af verden’), af Richard Flanagan (’Savn’).

Det er ingen indvending. Kun lidt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2011