Category Archives: Gåden i Paris

Mord i Eiffeltårnet

Der er alle de okkulte selskaber og støvede antikvariater, man kan ønske sig, i argentinske Pablo de Santis’ underholdende og ironisk-begavede kriminalroman fra dengang genren var ung

Pablo de Santis: Gåden i Paris. Strålende oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Skjødt Forlag. 230 sider, 199 kroner.

Året er 1889, Eiffeltårnet skyder op, stærkt og lysende som en flamme fra ingeniørkunstens flade hånd. I skyggen nedenunder ånder byen tungt. Udstillingsrum og montrer bliver fyldt med alskens mærkværdigheder fra døde kroppe til hemmelige våben. Verdensudstillingen står foran sin åbning og skal markere erobringen af en ny koloni: forstandens.

Men sandelig om ikke der også dér begås forbrydelser og grusomme mord. Og sandelig én gang til: grusomme mord nok udført med forstanden, men drevet frem af fantasiens og følelsernes gigantiske turbiner.

I midten af den højspændte dramatik og med ambitionerne, følelserne og hjernevindingerne sitrende om kap befinder sig skomagersønnen Sigmundo Salvatrio. Han er netop ankommet fra Buenos Aires med en drøm om en dag at blive detektiv. Foreløbig og indtil mordenes opklaring må han nøjes med at tjene som assistent for et af medlemmerne af det lige så berømte som hemmelige selskab De Tolv Detektiver. Det er Sigmundos historie, der fortælles. Og hans vej, vi følger, gennem byens og sindets snævre gyder, over tankens kortslutninger og lidenskabernes fortalelser til – ja, til gådens endelige løsning og dens mangedobling.

PABLO de Santis’ (f. 1963) kriminalroman strømmer over af begavelse, skriveglæde og kærlighed til genren og til dens første storhedstid i slutningen af 1800-tallet, hvor også handlingen er sat. Og så har den et tykt, vittigt og elegant lag af meta-snurrigheder, både tænksomme og fortænkte, men aldrig kedelige. Især det sidste er en bedrift.

Der er lige præcis de okkulte selskaber, støvede antikvariater og dampende banegårde, man kan ønske sig. Og alle de metaforiske forbindelser fra forbrydelsen, opklaringen og dermed genren til eksistensens stjernetåger. Hold da op, man skal høre meget, før mulighederne er udtømte! For er gåden nu som en et puslespil eller som det blanke papirs vidtstrakte flade? Er morderen kunstner og detektiven hans kritiker? Eller er retssalen kritikeren og detektiven kunstneren? Og beror opklaringsarbejdet på platoniske eller aristoteliske principper? Osv. osv. a la Umberto-Eco-Jorge-Luis-Borges med gotisk topping.[kære korrektur, lad venligst bindestregerne står. Mvh th]

Bedst synes jeg om detektivernes excentriske positivisme og flamboyante lovprisninger af den glasklare slutning. Hvad med denne, formuleret af unge Salvatrios læremester, den navnkundige Renato Craig, grundlægger af De Tolv Detektiver: ”Selvmordet er det store mysterium, endda større end mordet. (…) Selvmordsraten ligger fast i alle byer og er hverken økonomisk eller historisk betinget. Det er en sygdom, der er knyttet til byen, ikke til det enkelte individ. På landet er der ingen, som begår selvmord; det er vores bygninger, der overfører den forfærdelige smitte, som hyldes af vores uansvarlige digtere.”

Lovet være dem, de uansvarlige digtere – og Pablo de Santis!

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken juni 2009