Franske Régis Jauffrets roman om Fritzl-historien er bras og spekulation. Og helt enormt kedelig
Régis Jauffret: Claustria. Oversat fra fransk af Jesper Tang. Forlaget Turbulenz. 500 sider.
’Claustria’ er en ”roman”, skriver forfatteren Régis Jauffret, ”frugten af forfatterens skaberkraft.” Når man har læst bogen, får det sidste en ejendommelig klang. Ordene kunne være sagt af bogens hovedperson, den megalomane sadist Josef Fritzl, der med skiftevis sval og ophidset nydelse iagttager sin egen idioti, men sådan skal de nok ikke forstås. Det første er behændigt. Lægger man nemlig ”roman” ned over et begivenhedsforløb, der bortset fra nogle kluntede tidshop i hovedtræk gentager historien, som den allerede er udpenslet i pressen, så kan man vifte moralisterne væk med den ene hånd og dokumentaristerne med den anden. Forarget? ’Men det er jo ham, Josef Fritzl!’ Løgn? ’Men det er jo bare noget, jeg har fundet på!’
For at sige det ligeud: Var det ikke for sagen, som bogen er blevet til i Østrig (østrigerne er sure), og var det ikke for den rekord- og damptromleagtige spekulation i smat, som bogen unægtelig ligner, var den nok aldrig blev anmeldt her i avisen. Bogen er noget bras, dårligt tænkt og dårligt skrevet.
Jamen, Josef Fritzl, indespærring i et kvart århundrede, voldtægter, hustruvold, spædbørnsdrab, dyppet i iskoldt og kogende, brændt i fyret, der må da være noget!?
Næ. Bortset fra en forsvarsadvokat, en burlesk figur givet nogle grotesk morsomme replikker (han dør inden side 200), er der ikke andet end en triviel og rodet gennemskrivning af en kendt historie og en følelse hos læseren af næsten grænseløs kedsomhed.
Det sidste er i det mindste interessant: Hvordan kan trivialisering og udvendighed forvandle ondskab til et gab?
DET har vel logisk set sine omvendte årsager, hvilket vil sige, at man må søge forklaringen i alt det, bogen kunne have været, men netop ikke er.
Litteratur, kunst, for eksempel, og ikke som nu et slingrende forsøg på at fremstille ondskaben i ironiens og absurditetens grelle lys. Her skal les med en dybere latter. Men ikke så længe, for snart skal vi høre, hvordan forfatteren under sin research har afleveret magtesløshedens, væmmelsens – eller er det sorgens? – brækklat på kældergulvet i helvedeshuset. I det hele taget svinger fortælleren effektjagende mellem meget forskellige positioner: anklager, fabulant, terapeut, provokatør, moralist.
Afsløring kunne den have været, for eksempel af de tynde loftsplader, som umuligt kan have holdt Fritzls hemmelighed skjult for hustruen eller for byens myndigheder. I det hele taget: sagen genåbnet. Men hvad er så afsløring, og hvad er ”frugten af forfatterens skaberkraft”?
En fortolkning af den lille by Amstetten som billede på ondskaben. Nej, eller rettere ja, det er bogen heller ikke. Den er et postulat om latent fascisme, en hovedløs generalisering a la ’i Østrig holder de børn i kælderen’ (men vistnok ikke i garagen) og derimellem en uklar forbindelse. Dvs. vrøvl.
Gyser, smæk for skillingen. Nemlig heller ikke. Grænseoverskridende, chokagtigt ophidsende, pervers. Og nemlig heller ikke.
Helt bortset fra alt det er bogen for skams skyld sjusket og rig på sprogskvalder. Her kan man ”bakke baglæns”, så man må se sig for til begge sider to gange. Terninger er – med en særlig snoet hånd? – kastet ”tilfældigt”. Og så indstilles hermed følgende sætning til kontrol hos politiets narkohunde, de veterinære myndigheder og Danmarks Jordbrugsforskning: ”Samlejets fedtede morfin perler på urinrørets spids, før den fosser, oversvømmer og gør Angelika lykkelig som en markfuld af valmuer.”
Læs bare en gang til.
THOMAS THURAH