Category Archives: Selvbiografi + Brev

Intet forsonende

Peer Hultbergs to efterladte bøger er en søns skånselsløse opgør med sine forældre. Og et symbolsk mord, hvormed han sætter en personlig signatur på hele sit forfatterskab

Peer Hultberg: Selvbiografi + Brev. Lindhardt og Ringhof. 365 + 83 sider, 349,95 kr. 

Peer Hultberg fortæller i sin selvbiografi, hvordan han og søsteren Karin i sommeren 1941 bliver malet. Peer gør artigt, som han bliver bedt om, sidder tavs og musestille i de foreskrevne femogfyrre minutter. Søsteren, derimod, hopper på stolen, snakker løs og fuldender sin uopdragenhed ved at dyppe malerens skæg i en kande vand. Billedet af søsteren bliver bedst, konstaterer Hultberg. Af ham selv er der kun tam og karakterløs overflade, et overtilpasset og vagt barn, ”som skjuler sin indre natur så omhyggeligt at ingen kan få adgang”.

Det er den indre natur, nu med sydende kratere og tætte udbrud, Peer Hultberg senere har bygget hele sit forfatterskab på og altså alligevel ladet andre få adgang til, men indirekte, gennem kunsten. Fra debuten i slutningen af tresserne over ’Requiem’, ’Præludier’, ’Byen og verden’ og ’Vredens nat’, det er, hvad det handler om: indre natur for fuld udblæsning som søjler af ild og bortgemt vrede.

Tam og karakterløs kan man ikke påstå, Peer Hultberg var i sit voksne liv, men dobbeltheden bevarede han. Han er selv inde på det i sin selvbiografi; den kunstneriske splitten-alting-ad havde sit modstykke i og var måske ligefrem betinget af noget afmålt, noget facilt, i hvert fald en vis fornemhed.

Det forklarer chokket. Tænk, at han gør det, den pæne mand. Efterlader sig – til udgivelse, vel at mærke – to bøger, der udbasunerer det hele eller omtrent det hele. Ensomheden i barndommen, seksualiteten, fortvivlelsen og depressionen, men især et tilsyneladende grænseløst had til forældrene, til faderen især. Men samtidig forklarer Hultbergs dobbelthed, også sådan som den ligger indfoldet i hans lille historie om portrættet i 41, at det dårligt kan være anderledes. Alternativet har han jo også beskrevet: tam og karakterløs overflade, et overtilpasset barn.

FOR selvfølgelig er indiskretionerne – udbasuneringerne – også en litterær form, altså kunst. Hvad meningen med det hele var, da han tog hul på selvbiografien i 1987, aner jeg ikke, men man har lov at gætte. Var det begyndelsen til den jungianske psykoanalytikers selvanalyse? Hultberg havde egen praksis i hjemmet i Hamburg. Var anledningen en depression, måske begyndelsen til én? Faderens død nogle få år forinden? Eller det hele og noget mere på én gang?

I hvert fald, formen er form, og den Peer Hultberg, vi møder, er så udpræget tekstens – med et af dens egne lidt kantede, men også karakteristiske udtryk – gestaltning. Ligesom de vigtigste personer er det; faderen, moderen og søsteren Karin. Hvilken form? Overdrivelsens, udbasuneringens, det indestængte givet frit løb. Og en næsten komplet identifikation med barnet, den lille Peer, der gennemlever, hvad den voksne kalder ”et helvede af en barndom”.

Faderen, landsdommeren i Viborg, er patriarkalsk, et menneske uden ånd, dominerende, infantil, seksuelt forskrækket. Moderen en sladdertaske, underlægger sig med masochistisk fryd faderens luner og er samtidig fej nok til at gøre nar ad ham bag hans ryg. Hun er også dum, allerede fra Peers barndom ude af stand til at stimulere ham intellektuelt. Og Karin, også hun er dum, står i ledtog med moderen, intervenerer ikke følelsesmæssigt lige så meget som hun, men gennemroder hans ting, går systematisk værelset igennem, når han ikke er hjemme.

Det er ensidigt malet op, gentaget i en uendelighed og dokumenteret med i hundredvis af eksempler. Stort og småt, ofte småt. Overdrivelsen ligger også i stilen, i dens amokløb, så fantasien og selvpineriet står som skum efter den. Om moderen og Karins sammensværgelse, som måske var, måske ikke var virkelighed: ”men jeg kan alligevel glimrende forestille mig, nu i tilbageblik, at min mor og Karin ganske ugenert sammen har gennemgået alt hvad jeg havde af private gemmer”. Alligevel glimrende forestille mig. Eller denne karakteristik af faderens åndløshed: ”Han nærede virkelig næppe nogen interesse.” Virkelig næppe nogen. Og så er der fremstillingens gennemgående ”jo”, selvbekræftende og besværgende, som om det hele var fortalt allerede og kun fortjener en hastig genfremkaldelse. Om moderens infantilisering af lille Peer: ”Hun ønskede jo heller ingen voksen søn, må jeg ikke glemme.”

DET er slet ikke nogen sympatisk Peer Hultberg, forfatteren har fremstillet. Og her mener jeg ikke lille Peer, han forbliver nemlig overflade, hans tanker har vi stadig ikke adgang til. Eller igen med en af bogens egne anekdoter om maleriet: Barnet og den helt unge Peer ser vi udefra som i det dystre selvportræt, som den modne Peer Hultberg har hængende i sin stue, mens han skriver. Og ham er det, den modne, skriftens rotorblad, der er skildret usympatisk. Rethaverisk, uden empati eller forståelse, skånselsløs kritisk, ja, fordømmende. Her om faderen: ”Min foragt for ham er uden grænser. Og det nytter heller ikke noget at jeg forsøger at se ham som et dybt såret, et dybt beskadiget individ. Han skulle have vidst bedre. Det er den moralske dom man roligt kan fælde over ham, den etiske, han skulle have vidst.” Og afsluttende: ”Der er intet forsonende at sige om min far.”

Det er selvbiografiens egentlige udlevering, ikke af faderen og moderen eller søsteren, men af tekstens jeg, den plaprende og revsende Peer Hultberg. Det er hans indre natur eller snarere vrede, der får lov at rase frit. En gigantisk vrede, en vrede af homeriske dimensioner. Eller hultbergske: hans gennembrudsværk ’Requiem’ består af 537 indestængt rasende, fortvivlede, konfuse tekster. Man kan opfatte ’Selvbiografi’ som tekst nummer 538, nu bare ikke længere indestængt.

MEN hvis Hultbergs bog er litteratur, altså kunst, og ikke bare pinlighed og skandale, så må man også læse den som litteratur. Opfattet sådan er dens tematiske kerne ”retten til at existere”. Den konflikt indleder historien, både virkelighedens og bogens, nemlig med Peer Hultbergs adoption og med hans meget nidkære beregninger af ankomsttidspunktet til familien Hultberg.

Konflikten har tre kernescener, der alle gentages bogen igennem. Den første er selve adoptionen og fantasien om diakonissernes had og omsorgssvigt (der førte til engelsk syge) og om hans biologiske mors ønske om, at han aldrig var blevet født.

”Jeg har ingen existensret”, skriver han et sted i bogen, der balancerer mellem depression og gennembrud, og fortsætter: ”det er jo det det hele drejer sig om. Jeg har ingen ret til at existere. Og det er den grundfølelse der har ledsaget mig hele mit liv.”

Den anden kernescene ligger umiddelbart efter, at familien er flyttet fra Horsens til Viborg. Her sidder barnet bagerst i haven, tillukket og bortvendt, og sliber hestepærer skinnende blanke mod muren ind til naboen for at bygge små verdener i bedet omkring sig. Depression og regression, noterer den voksne analytiker. Den tredje scene bekræfter fremmedheden og manglen på identifikation og genkendelse, forældrene i ham, men især han i dem. Den er sværere at placere, den ligger for en del i ’Selvbiografi’ og for en del i ’Brev’, Hultbergs 80 sider lange brev til moderen efter hendes død, men flytter sig altså med forfatterens skiftende fortolkninger. Overskriften er afsked og kan dels placeres ved afslutningen af gymnasiet, da Hultberg rejser ud i Europa og oplever det første seksuelle møde med en anden mand. Og dels så sent som i 1973, da han rejser fra København til Zürich, hvor han senere uddanner sig til jungiansk analytiker.

MAN kan imidlertid med større ret hævde, at afskeden og opgøret først finder sted med de to bøger her, skrevet mellem 1987 og 1992 (for en meget lille del senere). Det forklarer yderligere det plaprende jegs vrede, kunstsprogets højspændte og selvsuggererende retorik og de mange skiftende fortolkninger. Det ene øjeblik er det ”intelligens”, der var den eneste og altafgørende mangel i barndommen, anledningen til al kummer. Det næste er ”finfølelse og taktfuldhed” det nøjagtige ”udtryk for”, hvad han manglede i sit hjem. Der ligger en skriftens måske nok sene, men af den grund ikke mindre storslåede triumf i på den måde med ubønhørlig analytisk sans at sætte fingeren på mangel efter mangel efter mangel. Der er til sidst intet tilbage af de to.

Processen er den samme i ’Brev’, skrevet i løbet af de første måneder af 1990, men interessant nok i en anden, roligere stil og i en gennemført smuk komposition. Eller eksekvering.

Moderens mangler opregnes, ikke kærligt, men dog afdæmpet, frem til endnu et kardinalpunkt, hendes evige motto: ”Man må skubbe det fra sig”. Eller: ”Sådan er dét.” Begge dele epigrafer over et livssyn, der får skylden for det meste, og som er ham – kunstneren, analytikeren, skriftrotoren – inderligt imod. Hans er ”ikke at fortrænge”, men ”bevidst at gennemleve”. Og dér anholder han hende, ”udfordrer” hende, stiller hende én gang for alle til ansvar for ”det hele”: ”det helvede du beredte for dine børn.”

Det er en dom, der kan matche dommen over faderen. En symbolsk dødsdom, hvorefter moderen karakteristisk nok kan ”genopstå”, som det hun var for sin søn i de senere år, nemlig ”et temmelig ligegyldigt menneske.” I det lys ligger der snarere en hån end en forsoning i, at han til slut takker hende for at have givet ham evnen til at elske. Men netop ikke takker hende for at have elsket ham.

Også her er der kun én undskyldning for brutaliteten, nemlig den grandiose selvudlevering. Eller med flere ord: at Peer Hultberg i det, der skulle blive hans allersidste værker, fræser ikke bare artighedens overflade op, men også sin egen. Og på den måde sætter en personlig signatur – naturen, psykens, skriftens, eller hvad det nu er – på hele forfatterskabet.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken juni 2009