Category Archives: En forsvindens anatomi

En fars forsvinden

Anderledes roman om eksilets tomhed og længsel

Hisham Matar: En forsvindens anatomi. Oversat fra engelsk af Mich Vraa efter Anatomy of a Disappearance. Gyldendal. 245 sider, 279,95 kroner.

Den libysk-britiske forfatter Hisham Matar (f. 1970) er en slags andengenerationsoffer for Moammar Gaddafis diktatur. Han bidrog til det arabiske forår ved tilsyneladende utrætteligt at skrive og tale regimet ned fra det eksil, han har levet i, siden han var seks år gammel. Han havde, som de fleste eksilerede, stærke personlige grunde.

Matar er født i New York, hvor faderen var en del af Libyens FN-delegation. Senere fulgte nogle år i Tripoli, inden familien måtte flygte til Cairo. Her blev faderen en dag i 1990 kidnappet – af de samme vagter, som den egyptiske stat havde stillet til familiens rådighed – og ført til det berygtede Abu Salim-fængsel i Libyen. Bortset fra et udsmuglet brev seks år efter tilfangetagelsen har ingen siden hørt fra ham.

Den personlige historie griber langt ind i Hisham Matars debutroman ’Mændenes land’, der var shortlistet til Man Booker Prize. Den beskriver i et barns perspektiv den politiske undertrykkelses brændpunkt; angsten, arrestationerne, volden, modstanden og forholdet mellem en far og en mor, han den handlekraftige modstandshelt, hun det skrøbelige offer for både regimet og mandens heltemod.

Matars nye roman er på et vigtigt punkt anderledes. Den har bevaret barnets synsvinkel, ganske vist i en voksens erindring. Historien er igen om en diktaturstat og konsekvenserne for de mennesker, der lever i den eller har måttet flygte fra den. Faderen er stadig en hovedperson, et barns ideal og samtidig en skyggefigur, ufrivilligt medvirkende til familiens ulykke. Men det fysiske drama, diktaturvirkeligheden, er blevet en fjernere, næsten usynlig kulisse for den psykologiske konflikt mellem faderen og sønnen. Det kunne være en historie hvor som helst fra, når som helst.

Hos Hisham Matar er den både elegant og fintfølende fortalt.

Som trådt ud af himlen sidder den unge og smukke Mona pludselig en dag på kanten af swimmingpoolen i en skriggul badedragt. Fra samme øjeblik bliver hun det charmerende, halvt naive, halvt vidende, halvt barnlige, halvt voksne midtpunkt i en kærlighedskamp mellem far og søn. Den ene tidligere magtfuld, kongelig rådgiver, nu rastløs i sin landflygtighed, den anden bristefærdig af beundring for faderen og af ugengældt opmærksomhed, foruden moderløs. Drengen forelsker sig i næsten-kvinden, begærer hende, komplet og forsvarsløst. Men faderen får hende.

Skildringen af den jaloux teenager i et næsten mytologisk slagsmål med faderen er stærk. Og som billede på en længsel efter den verden af i går, som faderen lever i, og dermed efter faderen selv er den meget overbevisende. Undervejs bliver hemmelighedskræmmeriet og spændingsopbygningen, særligt efter faderens bortførelse og definitive forsvinden, mere forceret, end plottet kan bære. Det er, som om vi skifter genrespor og vups! – ryger over i en amerikansk spændingsfilm med støvede politikontorer og spegede forviklinger. Romanens vandmærke – billedet af den eksileredes og hjemløses tomhed og desperate savn – står imidlertid usvækket. Også i den symboltunge udgangsscene, hvor sønnen efter en lang rejse og nu på tærsklen til voksenlivet iklæder sig den fraværende fars mørnede tøj.

’En forsvindens anatomi’ er ikke nogen typisk roman om et statsregimes undertrykkelse. Den er bortset fra sit mærkelige genreslør og en indimellem parfumeret stil bedre end de fleste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2012