Category Archives: Xinran Xue

Kinas blod

Forfatteren til ’Kinas døtre’ har interviewet generationen, der sled og blødte under Mao, men også førte Kina ind i den moderne verden

Xinran Xue: Kinas vidner. Stemmer fra en tavs generation. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen. Rosinante. 528 sider, 349,95 kr. 

På en flere tusinde kilometer lang rejse gennem Kina har Xinran Xue interviewet en række såkaldt almindelige mennesker, hvis bugtede livsfortællinger trækker en ukendt eller underbelyst side af historien frem: Medicinkvinden, der gennem tre, fire årtier har passet sin lille bod med mange hundrede slags krydderurter, mens højhusene er skudt op omkring hende, og de nye velfærdssygdomme har føjet sig til de gammelkendte. Lærerinden, der i slutningen af 50erne drog til Kinas nordvestlige hjørne og under de kummerligste forhold og sammen med bønder og banditter forvandlede ørken til landbrugsjord. Generalen, politimanden, akrobaten, skomageren, veteranen fra den lange march. Og en af landets oliepionerer og hans hustru, der adskilt og sammen og ligeledes under ubærlige fysiske forhold skubbede til landets langsomme, uendeligt langsomme udvikling.

Det er i det hele taget pointen. Menneskene, vi møder, tilhører Maos og Kulturrevolutionens Kina, den forførte – ”tåbelige”, ”naive” – generation. Men også generationen, der, ikke på trods af, men som led i samme politiske tåbelighed, der som bekendt kostede millionvis af mennesker livet, førte Kina fra kulturel og økonomisk tilbageståenhed og ind i den moderne verden. Ikke i revolutionens og propagandaens fjedrende spring, men i bittesmå og bogstavelig talt blodige skridt.

Det er en både god og vigtig historie. Og svimlende. For tænk engang, at to så uforenelige kendsgerninger kan være lige rigtige, og at mennesker, som tilværelsen har været så ubarmhjertig imod, kan tale med taknemmelighed om Mao og hans kamp mod ”de tre bjerge”: feudalismen, imperialismen og det forhadte nationalistparti, Guomindang. Og tænk engang, at historierne, de gamle mennesker fortæller, for store deles vedkommende stadig ikke kan bekræftes nogen steder. Ikke engang de enkleste fakta som tal, navne, steder. For de findes ikke nedskrevet, og hvis de gør, er de enten hemmelige eller umulige at stole på. Den situation ændrer sig ligesom resten af landets historie kun meget langsomt. Xinrans bog er en sten til huset.

Hendes foregående bog – om Kinas kvinder under og efter Mao, ’Kinas døtre’ – blev en international bestseller. Og denne nye er godt på vej til at blive det, forhåbentlig – hvis man må stille sig på det mellemfolkeliges side et øjeblik – til gavn for den historiske hukommelse og det almindelige fremskridt.

Det er da også i den ende af genrespektret, vi befinder os, desværre. I kulturorganisationens – Xinrans hedder motherbridge.org – lidt selvhøjtidelige, følsomt-besværgende og noget kedelige ende. Xinran er journalist nok til at gøre rejsen og overvinde forhindringerne, men ikke nok til at få mere med end det ærbødige referat. Forfatter eller essayist er hun slet ikke. Her er ingen egentlig komposition, men en række tekster bundet sammen af rejsens rutiner og faste møder med taxachauffører og folk på gaden. Her er ingen forsøg på at aflokke historierne andet end vidnesbyrdet og den evige forsikring om, at det har givet forfatteren stof til eftertanke eller mindet hende om dette eller hint, især mindet hende om gamle kineseres værdighed. Endelig er der sproget, et underligt plastiksprog, i øvrigt med en ejendommelig og indimellem meget forvirrende brug af citationstegn. Det sidste har jeg ingen forklaring på, det første kan skyldes hele kulturorganisationstilgangen til stoffet, og at der ligger hele to oversættelser mellem den danske udgave og Xinran Xues kinesiske manuskript.

Så er dét sagt – og glemt. Bogen skal læses for historiernes skyld, de oprørende, men også nøgterne historier om ofre, der så langt fra kun er ofre.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2010