Category Archives: Kosztolányi, Deszö

Ungarsk skælm

Man skal lede længe i de nye bogstakke for at finde noget, der er lige så sjovt og lige så godt som denne charlatan og maskeringskunstner fra tyvernes og tredivernes Ungarn. Mød og læs Deszö Kosztolányi

Deszö Kosztolányi: Kornél Esti. Oversat af Petér Eszterhás. 240 sider, 225 kr. Basilisk.

Der er flere tekster i denne bog af ungarske Deszö Kosztolányi, man straks får lyst til at læse højt og helst selvfølgelig for nogen. Det kunne passende foregå på en togrejse, i en gammeldags kupé med bagagenet, hattehylde og stofgardiner for vinduerne. Skrumlede man af sted, fx mellem en østeuropæisk hovedstad, det kunne være Budapest, og lad os sige Rom, hvor de medrejsende med stor sandsynlighed ikke forstår et ord dansk, kunne man vælge et af de absolutte glansnumre i Petér Eszterhás’ oversættelse, bogens niende kapitel. Her er titelfiguren, flanøren, æsteten, skælmen Kornel Esti passende nok selv på togrejse i retning mod Tyrkiet og har i timerne efter midnat taget opstilling i gangen, hvor han fører en lang og mere og mere fortrolig samtale med en kropssvær bulgarsk konduktør, uden at kunne meget andet på den åbenhjertige konduktørs modersmål end ordene ja og nej og ryger De?

Jeg vælger netop den historie, fordi den er vanvittig morsom, og det er grund nok. Derudover indeholder den de fleste af Kosztolányis og hans hovedperson Kornél Estis særheder.

Sidstnævnte er en notorisk rejsende, altid på farten, ofte på vej mod et nyt steds – gerne en storstads – eksotiske forjættelser og sproglige mystik, hvor han selv kan gå i ét med den babelske palaver og med stille fryd føle sig på én gang hjemme og som en fremmed. Og sker det ikke på togrejsen, så kan den samme følelse melde sig i caféens simulerede hjemmeliv med dets korte kontakter og henkastede replikker mellem kendte og ukendte. Dertil kommer Estis evige iagttagelser af mennesker og sæder, en blanding af æstetisk antropologi og socialt eksperiment, uden smålig skelen til det uanstændige i forehavendet. For er den korpulente konduktør et grin og en god historie værd, så skal moralen ikke komme i vejen.

OGSÅ historiens usandsynlighed, forfatterens og fortællerens tilbøjelighed til at følge det spøjse indfald til den yderste grænse, fortjener at blive nævnt. For ikke bare hopper konduktøren på den lumske Estis deltagende miner og små, med omhu anbragte lyde, han krænger sin bulgarske sjæl ud, lægger hele sit liv og selvrespekt i hænderne på denne litterære charlatan.

”Var historien interessant nok?” spørger Esti et andet sted. ”Tilstrækkelig umulig, usandsynlig og utrolig? Vil den forarge de mennesker, der søger efter psykologiske motiver, meningsfuldhed og moralsk lærdom i litteraturen? Godt. Så skriver jeg den.”

Hvad han også gør denne gang. Eller han får sit dobbeltego Kosztolányi til at gøre det.

En sidste, vigtig ting i den prototypiske historie om Esti og den bulgarske konduktør skal med, selvom vi så alligevel, om end tøvende nærmer os en slags lærdom. Den nemlig, at mimespillet mellem to rejsende, men især naturligvis konduktørens hjerteskærende og på samme tid komplet uforståelige betroelser, præcis så uforståelige som hans grænseløse tillid, tegner et grumt og lattermildt billede af det menneskeliges vilkår. Her ligger den alvorlige grund under Kosztolányis litterære komik og narrestreger, på samme måde som i andre af bogens historier.

DEZSÖ KOSZTOLÁNYI kunne være sprunget direkte ud af de postmoderne firsere og halvfemsere, men han er mere end et halvt århundrede ældre. Han er født i 1885, når sit højdepunkt gennem de sene tyvere og begyndelsen af trediverne, han dør i 1936.

Han skrev lyrik, essays og to bind historier eller fortællekredse om antihelten, forfatterens alter ego eller en amoralsk udspaltning af ham, Kornél Esti. Herudover bedrev han journalistik, hvad man også aner af de indforståede og højkomiske miljøskildringer i denne bog, og oversatte fra bl.a. tysk og engelsk. Og så var han i øvrigt den første præsident for den ungarske PEN-klub, så en eller anden form for alvor og højtidelighed må han alligevel have besiddet.

Forlaget, der fortjener ubegrænset ros for udgivelsen, men efter min smag overspiller sin rolle som eksklusivt lilleforlag (ærlig talt, hvor kedelig har en bog lov at præsentere sig!?), meddeler, at Kosztolányi er en central og uomgængelig forfatter i ungarsk litteratur og har virket inspirerende på en af landets yngre sønner, den formidable postmoderne historiefortæller og skrønemager Peter Esterházy.

Javist.

Men jeg synes godt, man kunne have valgt et mere nutidigt og direkte selling point og vil gerne levere ét: det nemlig, at man skal lede længe i vore dages bognyheder for at finde en så elegant litterær maskerings- og fordoblingskunst, som den gamle ungarer sætter i scene med den elskelige og forargelige Kornél Esti, der igen er sine sytten eller helt nøjagtig atten, for så mange kapitler består bogen af, masker og afprøvninger.

Man skal lede mindst lige så længe for at finde noget, der er så sjovt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information februar 2007