Category Archives: Ammaniti, Niccolò

Radbrækkende marionetteater

Måske er verden styret af en sinke og befolket af af Pokémoner, robotuhyrer, legohuse og legetøjsbiler. Måske er det bare noget, vi bilder os ind. Italienske Niccolò Ammaniti har skrevet en forrygende roman

Niccolò Ammaniti: På Herrens mark. Oversat af Cecilia Jakobsen. Gyldendal. 424 sider.

Man trykker speederen i bund, vælter muren og løber med hæveautomaten. Det er genialt, det vil ændre deres liv. Og det er bare at gøre det.

Niccolò Ammaniti, forfatteren til den meget roste roman ’Jeg er ikke bange’, har skrevet historien om Rino og Cristiano, far og søn. Den første er et kronraget muskelbundt, drikker som et svin, slås som en abe. Tænker som et næsehorn. Den anden kommer sikkert før eller senere efter det. Derudover er der deres to venner, Danilo, en fordrukken drømmer, og Quattro Formaggi, opkaldt efter sin yndlingspizza og ikke meget kvikkere.

De lever derude, hvor bilforhandlernes flagguirlander blafrer i vinden, og hundenes hylen går i ét med støjen fra motorvejen. Og de lever på en løgn eller stakkevis af dem. Først og fremmest den, at de er de virkelige helte, og at de andre er nogle røvhuller – sagsbehandleren, fabriksdirektøren, især den unge, skolelæreren, dem på kommunen, dem i fjernsynet, politikerne, indvandrerne, negrene. Hele lortet og dem alle sammen. Bortset fra Al Pacino, Robert de Niro, Hitler og de liderlige kællinger i pornofilmene.

DET er et proletarportræt af format, indfølt og præcist. I det indfølte ligger, at Ammaniti kan lade sin psykopatiske, naziforskruede hovedperson brække sig på gulvet og skide tønden fuld uden at slippe sympatien for ham. Og omvendt skildre hans machokærlighed til sønnen uden at lade det drukne i en sentimentalitet så tyk som bechamel. Rino Zena står der, i panser og plade, parat til at møde virkeligheden, som den med stor sandsynlighed aldrig viser sig, og klar til at kaste sig ud i den kamp, som for længst er afskaffet: virkeligheden i ren natur, kampen mand mod mand.

Det sidste er en del af portrættets præcist tegnede baggrund. Til det hører også den store forfaldsmyte, neonazistens, men også det almindeligt forsmåede menneskes guldalderkonstruktion: forestillingen om de gode gamle dage. Dengang der fandtes gode fjernsynsprogrammer, Pinocchio for eksempel. Dengang de lavede ordentlige biler. Dengang direktøren var til at regne med, et røvhul, men et anstændigt røvhul, der ikke forærede arbejdet væk til østsvin og halenegre.

Også her trækker Ammaniti tingene skarpt op, helt op i klicheernes og overdrivelsernes strålende himmel, hvor den ny tids direktør med gele i håret og afblegningstape på tænderne græder snot over at have fået den forkerte ringetone på sin mobiltelefon. Men samtidig så vi forstår, hvad Rino og hans overlevelseskamp går ud på. Og hvor håbløs den er.

SÅ selvfølgelig bliver frontalangrebet på bankens murværk ikke det afgørende vendepunkt, de har drømt om. Det går tværtimod galt, ikke bare overfladisk galt, men galt som i k-a-o-s.

Fra det punkt – godt og vel en tredjedel inde – skifter romanen desuden perspektiv. Nu får vi ikke bare skildringerne fra myrens fodsti, de fire elendiges liv mellem pizzabakker og øldåser, men hele den kriblende og krablende myretue i kosmisk belysning, hvis ikke det var, fordi det hele henlå i buldermørke. Dramaet udspiller sig nemlig gennem en lang nat, hvor himlen åbner sine sluser og lader de ulykkelige og usalige famle sig frem efter hver sin forudlagte og til stadighed reviderede plan. Farvel til det realistiske anslag, goddag til syret gotik med mord og voldtægt i et opskruet tempo, hvor fortælleren som Vorherre selv fletter handlingstrådene sammen, så personerne bogstavelig talt ender med at kløjes i dem.

Det er sørgeligt og lystigt på én gang og i allerhøjeste potens. Lystigheden ligger i perspektivet, i myretuens meningsløse mylder, i den komiske krablen og haven ting for. Der begynder samtidig det sørgelige, med personernes forsøg på at gætte sig til en vej gennem de labyrintiske gange. Og i enhver lille detalje eller fugleklat på forruden at se et Guds tegn. Som et monument over og billede på hele denne vanvittige myretue- og modelverden troner på Quattro Formaggis stuegulv et gigantisk krybbespil, skabt og opretholdt af sinken selv ved hjælp af Pokémoner, robotuhyrer, legohuse og legetøjsbiler.

Du milde himmel!

Niccolò Ammanitis radbrækkende og forrygende marionetteater står på ryggen af det første dusin genrer, herunder gyserfilmen, den socialrealistiske roman, den absurde roman og folkekomedien. Og så har det en ejendommelig lighed med noget så gammeldags som August Strindbergs symbolistiske dramaer. Det er stadig synd for menneskene, virkelig synd, men det er sørme også morsomt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2009

’Lortefigurernes epoke er forbi’

Italienske Niccolò Ammaniti inviterer til fest med medieludere og botoxdesignede marionetter, vores samfunds øverste. Det går ad helvede til

Niccolò Ammaniti: Velkommen til festen. Oversat fra italiensk efter Che la festa cominici af Cecilie Jakobsen. 325 sider.

En rigmand, bondefødt boligspekulant af de allermest vulgære, har købt Villa Ada, en historisk park i Rom. Nu inviterer han til fest med et stort hold af krukkede mesterkokke, diskotek, fyrværkeri, koncert og tre slags safari. De vilde dyr er nervesvækkede stakler fra nedlagte cirkus og misligholdte dyreparker, jagten anføres af mørklødede mænd samlet op foran en af byens banegårde. Det hele er noget lurvet, til gengæld er det fashionabelt, og de kommer alle sammen, de rige, de berømte, de magtfulde.

Vi følger to personer, der nærmer sig festen fra hver sit hjørne af verden. Den ene er succesforfatteren Fabrizio Ciba, lapset klædt, grænseløst forfængelig og ifølge Damebladet Yes Italiens tredjemest sexede mand. Et menneske, der følger enhver af sine egne bevægelser med intens nydelse, men også et menneske hjemsøgt af uro, som holdes nede med store sjusser og fisse i baner. Den anden er Saverio Moneta, leder af en noget afpillet satankult og til daglig ansvarlig for tyrolerafdelingen i sin svigerfars møbelbutik. Trynet af konen, en snegl uden nosser, som hun udtrykker det, ligesom succesforfatteren Ciba et menneske under pres.

Festen ligner en håndsrækning til dem begge. For Ciba er den en anledning til at blive set og beundret og få svinget tomahavken. Forfatterskabet hænger, uroen skal dulmes. Noget lignende gælder Moneta, der er en sivning fra kulten, konkurrencen fra Apokalypsens Sønner er benhård, derudover er der konen. Nu vil han revanchere sig, popidolet Larita, aftenens hovednavn, skal ofres; først kneppes, så halshugges.

 

Det ender i kaos, ikke tempereret kaos og karnevalsløjer, men kaos som i flænsede kroppe, flammehav, jordrystelser og verdensundergang. En afslutning af bibelske dimensioner, fornøjeligt iscenesat af forfatterguden Niccolò Ammaniti, en løssluppen karl med sans for forbindelsen mellem den sociale karikatur, syret gotik og kosmiske visioner, hvad han demonstrerede i forgængeren ’På herrens mark’, men jo også en moralsk fætter. Så kan de lære det, de skiderikker, medieludere og botoxdesignede marionetter. Åndelige krøblinger.

Forlaget kalder romanen en ”spiddende satire om Berlusconis Italien”, men bortset fra formatet af tåbelighederne og nogle lokale særheder føler man sig nu ikke sat udenfor som dansk læser. Mindst spændende er den psykologiske tegning af figurerne, ligefrem fintfølende er den ikke. Det er i karikaturen og overdrivelsen, det sjove og interessante ligger, og i den absurde virkelighed, de afdækker.

Hvad det sidste angår, har romanen en pointe, som samtidig tvister billedet af den forfængelige forfatter. Fabrizio Cibas bekymringer er jo egentlig gammeldags, han vil tage sig godt ud, for alt i verden ikke gøre ”en lortefigur”, som han siger. Ikke brække sig hæmningsløst og ikke stå med mavefedtet ud over buksekanten, når han knepper industrimagnatens kone bagfra (på billederne, som hendes søn tager af optrinnet og bruger til afpresning). Men ”lortefigurernes epoke er forbi,” belærer hans ven, plastikkirurgen, ham, ”vi vælter os glade i skidtet, som grise i en svinesti.”

Der er ingen grænser, jo værre, desto bedre.

Det er igen en moralsk pointe, men måske ikke usand. Det er det vulgæres totale frisættelse, Ammaniti skildrer, den konsekvensløse ”lortefigur”, endda dens adel og i kulturdebatten dens prærogativ. Kun i helt exceptionelle situationer, når virkeligheden bliver så påtrængende, at den overdøver debattens og kulturlivets forlystelsesparker og plasticsafarier, ser man den som det, den er, lortefigur. Det var vel det, der skete nogle gange i den danske debat efter massakren på Utøya, først for Søren Pind, så for Mads Christensen og til sidst for Sørine Godtfredsen. Et øjeblik kunne man se det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2011

 

Radbrækkende marionetteater

Måske er verden styret af en sinke og befolket af af Pokémoner, robotuhyrer, legohuse og legetøjsbiler. Måske er det bare noget, vi bilder os ind. Italienske Niccolò Ammaniti har skrevet en forrygende roman

Niccolò Ammaniti: På Herrens mark. Oversat af Cecilia Jakobsen. Gyldendal. 424 sider.

Man trykker speederen i bund, vælter muren og løber med hæveautomaten. Det er genialt, det vil ændre deres liv. Og det er bare at gøre det.

Niccolò Ammaniti, forfatteren til den meget roste roman ’Jeg er ikke bange’, har skrevet historien om Rino og Cristiano, far og søn. Den første er et kronraget muskelbundt, drikker som et svin, slås som en abe. Tænker som et næsehorn. Den anden kommer sikkert før eller senere efter det. Derudover er der deres to venner, Danilo, en fordrukken drømmer, og Quattro Formaggi, opkaldt efter sin yndlingspizza og ikke meget kvikkere.

De lever derude, hvor bilforhandlernes flagguirlander blafrer i vinden, og hundenes hylen går i ét med støjen fra motorvejen. Og de lever på en løgn eller stakkevis af dem. Først og fremmest den, at de er de virkelige helte, og at de andre er nogle røvhuller – sagsbehandleren, fabriksdirektøren, især den unge, skolelæreren, dem på kommunen, dem i fjernsynet, politikerne, indvandrerne, negrene. Hele lortet og dem alle sammen. Bortset fra Al Pacino, Robert de Niro, Hitler og de liderlige kællinger i pornofilmene.

DET er et proletarportræt af format, indfølt og præcist. I det indfølte ligger, at Ammaniti kan lade sin psykopatiske, naziforskruede hovedperson brække sig på gulvet og skide tønden fuld uden at slippe sympatien for ham. Og omvendt skildre hans machokærlighed til sønnen uden at lade det drukne i en sentimentalitet så tyk som bechamel. Rino Zena står der, i panser og plade, parat til at møde virkeligheden, som den med stor sandsynlighed aldrig viser sig, og klar til at kaste sig ud i den kamp, som for længst er afskaffet: virkeligheden i ren natur, kampen mand mod mand.

Det sidste er en del af portrættets præcist tegnede baggrund. Til det hører også den store forfaldsmyte, neonazistens, men også det almindeligt forsmåede menneskes guldalderkonstruktion: forestillingen om de gode gamle dage. Dengang der fandtes gode fjernsynsprogrammer, Pinocchio for eksempel. Dengang de lavede ordentlige biler. Dengang direktøren var til at regne med, et røvhul, men et anstændigt røvhul, der ikke forærede arbejdet væk til østsvin og halenegre.

Også her trækker Ammaniti tingene skarpt op, helt op i klicheernes og overdrivelsernes strålende himmel, hvor den ny tids direktør med gele i håret og afblegningstape på tænderne græder snot over at have fået den forkerte ringetone på sin mobiltelefon. Men samtidig så vi forstår, hvad Rino og hans overlevelseskamp går ud på. Og hvor håbløs den er.

SÅ selvfølgelig bliver frontalangrebet på bankens murværk ikke det afgørende vendepunkt, de har drømt om. Det går tværtimod galt, ikke bare overfladisk galt, men galt som i k-a-o-s.

Fra det punkt – godt og vel en tredjedel inde – skifter romanen desuden perspektiv. Nu får vi ikke bare skildringerne fra myrens fodsti, de fire elendiges liv mellem pizzabakker og øldåser, men hele den kriblende og krablende myretue i kosmisk belysning, hvis ikke det var, fordi det hele henlå i buldermørke. Dramaet udspiller sig nemlig gennem en lang nat, hvor himlen åbner sine sluser og lader de ulykkelige og usalige famle sig frem efter hver sin forudlagte og til stadighed reviderede plan. Farvel til det realistiske anslag, goddag til syret gotik med mord og voldtægt i et opskruet tempo, hvor fortælleren som Vorherre selv fletter handlingstrådene sammen, så personerne bogstavelig talt ender med at kløjes i dem.

Det er sørgeligt og lystigt på én gang og i allerhøjeste potens. Lystigheden ligger i perspektivet, i myretuens meningsløse mylder, i den komiske krablen og haven ting for. Der begynder samtidig det sørgelige, med personernes forsøg på at gætte sig til en vej gennem de labyrintiske gange. Og i enhver lille detalje eller fugleklat på forruden at se et Guds tegn. Som et monument over og billede på hele denne vanvittige myretue- og modelverden troner på Quattro Formaggis stuegulv et gigantisk krybbespil, skabt og opretholdt af sinken selv ved hjælp af Pokémoner, robotuhyrer, legohuse og legetøjsbiler.

Du milde himmel!

Niccolò Ammanitis radbrækkende og forrygende marionetteater står på ryggen af det første dusin genrer, herunder gyserfilmen, den socialrealistiske roman, den absurde roman og folkekomedien. Og så har det en ejendommelig lighed med noget så gammeldags som August Strindbergs symbolistiske dramaer. Det er stadig synd for menneskene, virkelig synd, men det er sørme også morsomt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2009

’Lortefigurernes epoke er forbi’

Italienske Niccolò Ammaniti inviterer til fest med medieludere og botoxdesignede marionetter, vores samfunds øverste. Det går ad helvede til

Niccolò Ammaniti: Velkommen til festen. Oversat fra italiensk efter Che la festa cominici af Cecilie Jakobsen. 325 sider.

En rigmand, bondefødt boligspekulant af de allermest vulgære, har købt Villa Ada, en historisk park i Rom. Nu inviterer han til fest med et stort hold af krukkede mesterkokke, diskotek, fyrværkeri, koncert og tre slags safari. De vilde dyr er nervesvækkede stakler fra nedlagte cirkus og misligholdte dyreparker, jagten anføres af mørklødede mænd samlet op foran en af byens banegårde. Det hele er noget lurvet, til gengæld er det fashionabelt, og de kommer alle sammen, de rige, de berømte, de magtfulde.

Vi følger to personer, der nærmer sig festen fra hver sit hjørne af verden. Den ene er succesforfatteren Fabrizio Ciba, lapset klædt, grænseløst forfængelig og ifølge Damebladet Yes Italiens tredjemest sexede mand. Et menneske, der følger enhver af sine egne bevægelser med intens nydelse, men også et menneske hjemsøgt af uro, som holdes nede med store sjusser og fisse i baner. Den anden er Saverio Moneta, leder af en noget afpillet satankult og til daglig ansvarlig for tyrolerafdelingen i sin svigerfars møbelbutik. Trynet af konen, en snegl uden nosser, som hun udtrykker det, ligesom succesforfatteren Ciba et menneske under pres.

Festen ligner en håndsrækning til dem begge. For Ciba er den en anledning til at blive set og beundret og få svinget tomahavken. Forfatterskabet hænger, uroen skal dulmes. Noget lignende gælder Moneta, der er en sivning fra kulten, konkurrencen fra Apokalypsens Sønner er benhård, derudover er der konen. Nu vil han revanchere sig, popidolet Larita, aftenens hovednavn, skal ofres; først kneppes, så halshugges.

DET ender i kaos, ikke tempereret kaos og karnevalsløjer, men kaos som i flænsede kroppe, flammehav, jordrystelser og verdensundergang. En afslutning af bibelske dimensioner, fornøjeligt iscenesat af forfatterguden Niccolò Ammaniti, en løssluppen karl med sans for forbindelsen mellem den sociale karikatur, syret gotik og kosmiske visioner, hvad han demonstrerede i forgængeren ’På herrens mark’, men jo også en moralsk fætter. Så kan de lære det, de skiderikker, medieludere og botoxdesignede marionetter. Åndelige krøblinger.

Forlaget kalder romanen en ”spiddende satire om Berlusconis Italien”, men bortset fra formatet af tåbelighederne og nogle lokale særheder føler man sig nu ikke sat udenfor som dansk læser. Mindst spændende er den psykologiske tegning af figurerne, ligefrem fintfølende er den ikke. Det er i karikaturen og overdrivelsen, det sjove og interessante ligger, og i den absurde virkelighed, de afdækker.

Hvad det sidste angår, har romanen en pointe, som samtidig tvister billedet af den forfængelige forfatter. Fabrizio Cibas bekymringer er jo egentlig gammeldags, han vil tage sig godt ud, for alt i verden ikke gøre ”en lortefigur”, som han siger. Ikke brække sig hæmningsløst og ikke stå med mavefedtet ud over buksekanten, når han knepper industrimagnatens kone bagfra (på billederne, som hendes søn tager af optrinnet og bruger til afpresning). Men ”lortefigurernes epoke er forbi,” belærer hans ven, plastikkirurgen, ham, ”vi vælter os glade i skidtet, som grise i en svinesti.”

Der er ingen grænser, jo værre, desto bedre.

Det er igen en moralsk pointe, men måske ikke usand. Det er det vulgæres totale frisættelse, Ammaniti skildrer, den konsekvensløse ”lortefigur”, endda dens adel og i kulturdebatten dens prærogativ. Kun i helt exceptionelle situationer, når virkeligheden bliver så påtrængende, at den overdøver debattens og kulturlivets forlystelsesparker og plasticsafarier, ser man den som det, den er, lortefigur. Det var vel det, der skete nogle gange i den danske debat efter massakren på Utøya, først for Søren Pind, så for Mads Christensen og til sidst for Sørine Godtfredsen. Et øjeblik kunne man se det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2011