Category Archives: Kadaré, Ismail

Diktaturets evige mekanik

Albanske Ismail Kadarés grummegode fortælling om diktaturstatens vægtløshed og paranoia

Ismail Kadaré: Efterfølgeren. Oversat af Gerd Have. ISBN 87-7973-2038. 134 sider, 225 kr. Tiderne skifter.

Bag historien ligger en stribe virkelige, men omtrent lige så fantastiske hændelser, som det både kan være en lettelse og temmelig forvirrende at kende til. I hvert fald: I 1981 døde den albanske politiker og ministerpræsident Mehmet Shehu under mystiske omstændigheder. Han var udset til at skulle efterfølge landets mangeårige diktator, Enver Hoxha, men så gik det altså, som det så ofte er gået, når den slags overdragelsesforretninger trækker ud: Efterfølgeren faldt i unåde.

Bag attentatet, der en tid lang officielt blev beskrevet som selvmord, stod ifølge rygterne landets forsvarsminister Kadri Hazbiu. Og bag forsvarsministeren stod naturligvis Hoxha selv, der kort tid efter sin efterfølgers pludselige forsvinden kunne afsløre, at denne havde været mangedobbelt agent for op til flere vestlige efterretningstjenester. Og bag Hoxha og historien om forræderiet, altså allerbagerst eller svævende i himlen ovenover, befandt sig diktaturstatens sære, tilsyneladende evigt virksomme mekanik, der fletter sandhed og løgn til et tæppe af gisninger og frygt.

DET ER dette sidste eller øverste lag, der interesserer Ismail Kadaré.

Så væk er navnene og alle direkte henvisninger, nu gælder det i stedet det spegede forhold mellem ”Lederen”, ”Efterfølgeren”, ”Arkitekten”, ”ministeren” (han har dog et navn: Hasobeu), ”sekretæren”, ”Centralkomiteen”, ”forsamlingen” osv. osv., alle rollehavere i den grumme komedie, hvor mistanker og konspirationsteorier suser om ørerne på dem som kastevinde. I midten af det hele, man fristes til at sige i orkanens øje, sidder Lederen som en nattens legesyge fyrste. Eller med ét rammende citat fra bogen: ”Mistanker var det allervigtigste i en leders hjerne. De kunne sammenlignes med et kobbel hunde, man kunne lege med, når man følte sig ensom. Og enhver, som fik lyst til at vove sig nærmere, måtte hellere tage sig i agt.”

Historien fortælles brudstykkevis, ikke ligesom en kriminalroman, der skærer sig ind mod sandheden, snarere i form af mistankernes spredte gøen. Vi følger således personerne én for én og med dem de mange lige gode eller lige umulige versioner af historien. Frem til et af de klassiske højdepunkter i diktaturstatens mekanik: Efterfølgerens efterfølgers fald.

Også det har Kadaré eller romanfortælleren spidsformuleret, en diskret lynchning på Centralkomiteens møde: ”Det tog ham kun en lillebitte brøkdel af et sekund, så kort som tiden for et lyn, at erkende, at det uvejr af raseri, som Lederen havde sluppet løs imod ham deroppe, aldrig i livet kunne være tilfældigt, men at han selv, Hasobeu, uden at have villet det, uden så meget som at være bevidst om det, nu sikkert allerede i mange år måtte have stået i spidsen for en sammensværgelse.”

Grumt, men godt.

DET KAN i det hele taget siges om romanens skildring af diktaturstatens paranoide og vægtløse verden, der tilsyneladende holdes svævende af sig selv. Det er jo paranoiaens væsen. Et sidste citat om diktatoren og diktaturets psykologi – denne gang lagt i munden på ”Arkitekten” en søvnløs nat – har den pointe med: ”det var [netop] det, der var hans hemmelighed: at han kunne skalte og valte med dem. Også når han sov.”

Den historie rækker langt ud over Albanien. Og hos Ismail Kadaré ikke bare op i mekanikkens evige himmel, men desuden op i eventyrets – og mareridtets.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007

Dante i Tirana

Ismail Kadarés grumme og grumme morsomme roman har også noget at sige os på denne side af det kommunistiske Albaniens forsvinden

Ismail Kadaré: Agamemnons datter. Oversat af Gerd Have. 108 sider, 199 kr. Tiderne Skifter. 

Myter og eventyr skal være enkle, komplikationen skal ligge i de vilkår, den grusomhed og rædsel, de afdækker. Præcis sådan er det hos Ismail Kadaré (født 1936).

Det er 1. maj. Hovedpersonen er netop blevet forladt af sin elskede Suzana. Sådan er lovene i det univers, vi er på vej ind i, for hun er datter af et højt placeret medlem af det despotiske system, og det kræver ofre. Hun må ”ændre sin livsstil, sin garderobe og sin bekendtskabskreds”. Og droppe kæresten.

Til gengæld for Suzanna har han fået adgangskort til det allerhelligste afsnit på tribunen denne forårsdag i Tirana. Han kan altså – burde i hvert fald – med god samvittighed skære sig vej gennem mylderet og det ene sikkerhedstjek efter det andet. Men med den gode samvittighed ligger det tungt, så det bliver en lang vandring gennem sindet, de splittede følelser og ad erindringens mørke skakter, inden han mellem kendte og ukendte har fundet sin plads.

DER ER noget af Dantes Den guddommelige komedie over den side af Kadarés roman. Kreds for kreds støder vi således på skæbner, som fortæller om denne verdens, det kommunistiske Albaniens, absurde vilkårlighed. Det er de talløse ofres historie, en grum og fæl beretning om ubønhørlige kræfter, som alle kender, men ingen ser, og ikke kan føres tilbage til nogen bestemt. Det er af samme grund også en grotesk og nogle steder meget morsom historie.

Nogle billeder går igen. Det underjordiske, krom-minerne, som de unådige anbringes i som straffefanger. For så måske en dag at blive skubbet det sidste stykke af en usynlig hånd og knuses i bunden af skakten. På det tidspunkt mere som en barmhjertighedshandling end som en straf.

Generaldirektøren for Albaniens Radio og Fjernsyn ender sine dage sådan. Det begyndte med et brev fra et sted i provinsen og en klage over en tv-speakers kjole; herefter begyndte generaldirektørens lange fald.

Et andet billede er ørnen, på hvis ryg man kan flyve fra skaktens mørke og tilbage i det nådige lys. Forudsat at man har kød at fodre dyret med, og har man ikke det, må man skære en luns af sit eget. Ingen går fri, selv den, der redder sig, får lov at betale sin pris og ende som en benrad.

DENNE DEL af Ismail Kadarés roman står distancen og rækker uden problemer hen over de tyve år, der er gået, siden romanen blev skrevet. Og hen over det historiske kommuniststyres forsvinden.

Det gør i øvrigt også den store mytiske parallel til den græske sagnkonge Agamemnons datter (apropos titlen), der blev ofret forud for angrebet på Troja. Om end den trækker modsætningerne mellem det gode (”læbernes fugtige linje”, ”orgasmen”) og det onde (”stenørkenen”, tyrannens ”kyniske beregning”) hårdt op. Men i mytens og eventyrets enkle og klare indfatning er man med på den.

Alligevel føler man som læser den største taknemmelighed over den tone af villet munterhed og over Kadarés blik for undertrykkelsens nidkære idioti, der gennemstrømmer det hele. Fx i historien om instruktøren, som satte et stykke op, der ifølge statens censur og selvfølgelig med entydige konsekvenser for den vankundige ”indeholdt mindst toogtredive ideologiske vildfarelser.” Jamen, sikken omsorg og hvilken præcision, både i det begrebslige og i optællingen. For slet ikke at tale om det generøse forbehold, ”mindst”. Og som fx i skildringen af den ærgrelse, der melder sig blandt de privilegerede på deres vej mod tribunens inderste kreds, da de opdager sikkerhedstjekkets lemfældighed. Jamen, skuffelse, forbitrelse, enhver kan jo gå lige ind, og var det muligt at klage, så gjorde man det på stedet.

Disse sidste hastige streger hører med til billedet af diktaturstaten, dens ofre og selvundertrykkere. Og afbalancerer myternes jerntunge alvor.

KADARÉS roman blev færdigskrevet i 1985, herefter smuglet til Frankrig og først udgivet på fransk i 2003. Omtrent samtidig færdigskrev Kadaré endnu et lille bind til historien, nemlig Efterfølgeren, som Tiderne Skifter udsendte på dansk sidste år.

Hvad enten man læser bøgerne i den ene eller den anden rækkefølge, vil man opdage, at selvom det kommunistiske Albanien og de øvrige europæiske regimer er væk og borte, er romanerne alligevel langt mere end sympatisk glem-det-aldrig-litteratur. Kadaré fortæller nemlig om måder at forhandle sig til rette med sig selv og med andre og den nærmeste virkelighed på, der er af så almindelig social og psykologisk karakter, at man ikke behøver at være opvokset i et diktatur for at forstå, hvad det går ud på.

Det gør selvfølgelig ikke historien mindre grum.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007

Døden kommer til middag

Ismail Kadarés allegori over diktaturet holder forbindelsen til den nære europæiske historie varm, men handler om meget mere

Ismail Kadaré: En middag for meget. Oversat fra fransk af Gerd Have. Tiderne Skifter. 144 sider, 250 kroner.

 En dreng sendes af sin far i byen med en middagsinvitation, som drengen skal give til den første, den bedste, der kommer forbi, fortæller et albansk folkeeventyr. Drengen bliver imidlertid træt af at vente, det gør drenge i eventyr, vistnok som i virkeligheden. I stedet lader han invitationen forsvinde ind over kirkegårdsmuren, hvor den efter et par gyngeture i vinden og pustet til af skæbnen lægger sig til rette på en grav. Man kan tænke sig til, hvem familien får besøg af samme aften.

Eventyret er ramme for den tilsyneladende uopslidelige albanske forfatter Ismail Kadarés lille allegori over diktaturet, det albanske diktatur, men først og fremmest ethvert diktatur. Her er det den pletfri doktor Gurameto, der uforvarende, men altså ikke helt uforskyldt, hvis man skal følge logikken, kommer til at invitere en dødning indenfor i skikkelse af en tysk officer, oberst Fritz von Schwabe. Året er 1943, obersten er i landet i lovligt ærinde, Albanien skal befries fra de italienske slapsvanse, men ak – det hele ender i kanonild og gidseltagning. Det bliver Gurameto, der under et animeret middagsselskab med den tyske oberst, en gammel studiekammerat, viser det sig, får blødgjort den nye besættelsesmagt og sat gidslerne fri.

Senere, efter endnu et politisk vagtskifte i den lille stat, skal bedriften imidlertid ramme ham som en boomerang. For hvad var vel den egentlige baggrund for doktor Gurametos heltegerning om ikke et omfattende komplot af jødisk-antikommunistisk art rettet mod lillefar, zarens bolsjevikiske efterfølger, Stalin?

Kadaré skriver i vanligt format, grum politisk historie, gamle myter og eventyr, det hele overtrukket med en let stil og tilforladelig ironi. I familie med nogle af José Saramagos sidste bøger. Men så let er det heller ikke, det er heller ikke helt så tilforladeligt.

Historiens to hovedpersoner er doktoren og obersten, men vigtigere end de to til sammen er den lille, underkuede by, Gjirokastra (i øvrigt Kadarés fødeby, besættelseshistorien har sin baggrund i virkeligheden) og senere i historien diktaturet. Det er rygternes og fortolkningernes ormegård, ingenting ved man, det svirrer af snak og gisninger. Alt det værste kan man vente sig.

Hertil kommer så moralen, at det onde – diktaturet – er en selvpåkaldt plage. Og ikke nok med dét, man er også dømt til at gentage dumheden, ifølge hvilken lov er nok uklart, men det bliver ingenting lettere af.

Overfladisk set holder Kadarés bog forbindelsen til den nære europæiske historie varm, men det er de skjulte skæbneveje og alle sandheders omskiftelighed, der er dens egentlige emne. Det er noget mere end bare Albanien.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2012