Er bombardementerne af Salzburg under Anden Verdenskrig, ligene i gaderne og byens nazistiske kostskole nøglen til Thomas Bernhards rasende forfatterskab?
Thomas Bernhard: Årsagen. En antydning. Oversat fra tysk af Søren R. Fauth efter Die Ursache. Eine Andeutung. Forlaget Sisyfos. 113 sider.
På en måde er alt ved det gamle hos brokkehovedet Thomas Bernhard (1931-1989): Det er noget lort fra en ende af, Østrig er, katolicismen og nationalsocialismen er, hvilket nu som før kommer ud på ét. Form og stil er også den samme; non-stop prosa, monomant kværnende, altnedrakkende, kategorisk, misantropisk, rasende til det sygelige. Som en mani, som et delirium. Men isprængt en vis munterhed, måske endda lyst, fx den at finde på nye, helst sammensatte ord for idiotien: en barndom i ”selvmordsspekulationernes skole”, et liv på den ”i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske-katolske dødsjord.”
Bernhard er overdrivelseskunstner. Eller som forlaget citerer den berømte tyske kritiker Marcel Reich-Ranicki: Bernhards ambition er ikke at gengive en realitet, der kan efterprøves, ”men at skabe en realitet, der [er] suggestiv nok til at gøre dens efterprøvelse overflødig.” Men hvad vil det egentlig sige? Suggestiv som en følelse, en vredesrus, et raserianfald, man overgiver sig til. Eller suggestiv som et billede på noget andet og noget, man kan føre vreden tilbage til? I bogen her, den første af fem små selvbiografiske romaner, er vi i forfatterens barndomsby Salzburg. Festspillenes glaserede kulturcentrum, en glansfuld løgn. Vi er også på den nationalsocialistiske kostskole fuld af udspekuleret ondskab, senere på den katolske skole med mere af det samme. Endelig er vi i fortrængningens bedøvende rige, hvor krigens grusomhed og konkrete ofre er forsvundet og for altid glemt under de udbombede huse. Er den åndløse, dødsmærkede møgbunke af et Salzburg, som Thomas Bernhard fremmaner, så en realitet i en anden potens – en møgbunke af en moderne kultur, tvangens, fremmedgørelsens, instrumentaliseringens doktrinære rædselsregime? Nazismen videreført med andre midler og ind i vores tid. Det ville formentlig ungarske Imre Kértesz, en af dem, der har ladet sig inspirere af Bernhard, sige. Han sad i kz-lejr og har skrevet i netop det spor. Eller er Salzburg en vilkårlig gestaltning af alt det lort, vi mennesker før eller senere løber over med og lader strømme tilbage i floder, kaster i ansigtet på den nærmeste eller i rasende fart skriver ned på papiret? Noget i den retning ville sikkert Peer Hultberg sige, en anden forfatter, der er påvirket af Bernhard.
Bogen antyder – som det hedder i undertitlen – et andet svar og en enklere sammenhæng. En årsagsmæssig, igen: jf. titlen:
Bernhard fortæller i faser næsten helt almindeligt (!) om bombningen af Salzburg under Anden Verdenskrig, om indbyggernes angst, om det skræmmende syn af lig stablet op i gaderne og som nævnt om glemslen. Ikke som billede på noget som helst, men som virkelighed, som realitet. Er det så årsagen, dvs. forklaringen på forfatterskabet. Var det noget i barndommen?
Det virker næsten skuffende. Og på ingen måde fyldestgørende. I hvert fald forklarer det ikke det særlige ved ham, med den tyske kritiker: den litterære suggestion, sprogmanien.
Den får man et andet sted og lidt mere diskret et bud på, hvor kommer fra:
Åndløshed og død er ét billedspor i bogen, oplysning et andet. De er hinandens modsætninger og i veritabel krig. I den forbindelse fortæller Barnhard om påvirkningen fra en bedstefar og slægtskabet med oplysningsmanden Montaigne, som bedstefaren introducerede ham til. En linje hos Montaigne har bidt sig fast: ”Jeg tørster efter at give mig til kende.” Uden tanke på konsekvenserne, i det hele taget uden hensyn. At give los, at fornægte al forstillelse og alle tilløb til selvbeherskelse. For alt i verden gælder det sandheden, også hvor den er grimmest. Det ligner ham selv, mindst lige så meget som det ligner Montaigne. Og så ligner det i høj grad en litterær og meget moderne strategi: Biografien og selvbiografien er også værket, kværnende og muntert lort fra en ende af.
Bernhards roman, som udkom på tysk i 1975, er forlaget Sisyfos’ første udgivelse. Forlaget lover os desuden de følgende fire foruden udgivelser fra det 20. og 21. århundrede, ”hvor hensynet til kvalitet er det altafgørende parameter.” Sisyfos skal være meget velkommen.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2011