Category Archives: Bernhard, Thomas

’Jeg tørster efter at give mig til kende’

Er bombardementerne af Salzburg under Anden Verdenskrig, ligene i gaderne og byens nazistiske kostskole nøglen til Thomas Bernhards rasende forfatterskab?

Thomas Bernhard: Årsagen. En antydning. Oversat fra tysk af Søren R. Fauth efter Die Ursache. Eine Andeutung. Forlaget Sisyfos. 113 sider.

På en måde er alt ved det gamle hos brokkehovedet Thomas Bernhard (1931-1989): Det er noget lort fra en ende af, Østrig er, katolicismen og nationalsocialismen er, hvilket nu som før kommer ud på ét. Form og stil er også den samme; non-stop prosa, monomant kværnende, altnedrakkende, kategorisk, misantropisk, rasende til det sygelige. Som en mani, som et delirium. Men isprængt en vis munterhed, måske endda lyst, fx den at finde på nye, helst sammensatte ord for idiotien: en barndom i ”selvmordsspekulationernes skole”, et liv på den ”i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske-katolske dødsjord.”

Bernhard er overdrivelseskunstner. Eller som forlaget citerer den berømte tyske kritiker Marcel Reich-Ranicki: Bernhards ambition er ikke at gengive en realitet, der kan efterprøves, ”men at skabe en realitet, der [er] suggestiv nok til at gøre dens efterprøvelse overflødig.” Men hvad vil det egentlig sige? Suggestiv som en følelse, en vredesrus, et raserianfald, man overgiver sig til. Eller suggestiv som et billede på noget andet og noget, man kan føre vreden tilbage til? I bogen her, den første af fem små selvbiografiske romaner, er vi i forfatterens barndomsby Salzburg. Festspillenes glaserede kulturcentrum, en glansfuld løgn. Vi er også på den nationalsocialistiske kostskole fuld af udspekuleret ondskab, senere på den katolske skole med mere af det samme. Endelig er vi i fortrængningens bedøvende rige, hvor krigens grusomhed og konkrete ofre er forsvundet og for altid glemt under de udbombede huse. Er den åndløse, dødsmærkede møgbunke af et Salzburg, som Thomas Bernhard fremmaner, så en realitet i en anden potens – en møgbunke af en moderne kultur, tvangens, fremmedgørelsens, instrumentaliseringens doktrinære rædselsregime? Nazismen videreført med andre midler og ind i vores tid. Det ville formentlig ungarske Imre Kértesz, en af dem, der har ladet sig inspirere af Bernhard, sige. Han sad i kz-lejr og har skrevet i netop det spor. Eller er Salzburg en vilkårlig gestaltning af alt det lort, vi mennesker før eller senere løber over med og lader strømme tilbage i floder, kaster i ansigtet på den nærmeste eller i rasende fart skriver ned på papiret? Noget i den retning ville sikkert Peer Hultberg sige, en anden forfatter, der er påvirket af Bernhard.

Bogen antyder – som det hedder i undertitlen – et andet svar og en enklere sammenhæng. En årsagsmæssig, igen: jf. titlen:

Bernhard fortæller i faser næsten helt almindeligt (!) om bombningen af Salzburg under Anden Verdenskrig, om indbyggernes angst, om det skræmmende syn af lig stablet op i gaderne og som nævnt om glemslen. Ikke som billede på noget som helst, men som virkelighed, som realitet. Er det så årsagen, dvs. forklaringen på forfatterskabet. Var det noget i barndommen?

Det virker næsten skuffende. Og på ingen måde fyldestgørende. I hvert fald forklarer det ikke det særlige ved ham, med den tyske kritiker: den litterære suggestion, sprogmanien.

Den får man et andet sted og lidt mere diskret et bud på, hvor kommer fra:

Åndløshed og død er ét billedspor i bogen, oplysning et andet. De er hinandens modsætninger og i veritabel krig. I den forbindelse fortæller Barnhard om påvirkningen fra en bedstefar og slægtskabet med oplysningsmanden Montaigne, som bedstefaren introducerede ham til. En linje hos Montaigne har bidt sig fast: ”Jeg tørster efter at give mig til kende.” Uden tanke på konsekvenserne, i det hele taget uden hensyn. At give los, at fornægte al forstillelse og alle tilløb til selvbeherskelse. For alt i verden gælder det sandheden, også hvor den er grimmest. Det ligner ham selv, mindst lige så meget som det ligner Montaigne. Og så ligner det i høj grad en litterær og meget moderne strategi: Biografien og selvbiografien er også værket, kværnende og muntert lort fra en ende af.

Bernhards roman, som udkom på tysk i 1975, er forlaget Sisyfos’ første udgivelse. Forlaget lover os desuden de følgende fire foruden udgivelser fra det 20. og 21. århundrede, ”hvor hensynet til kvalitet er det altafgørende parameter.” Sisyfos skal være meget velkommen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2011

Øksemorder med kikkertsigte

Østrigske Thomas Bernhards fræsende og højkomiske roman om klaverradikalisten Glenn Gould – og middelmådigheden

Thomas Bernhard: Undergængeren. Oversat af Søren Fauth efter Der Untergeher, 1983. Forlaget Basilisk. 172 sider, 190 kroner.

Både romanens jeg-fortæller og hans ven Wertheimer – romanens Undergænger – får deres ellers lovende karriere som pianist ødelagt, da de i 1953 på et klaverkursus i Salzburg møder geniet Glenn Gould. Eller med en af Thomas Bernhards (1931-1989) typiske overdrivelser: Når Wertheimer 28 år senere begår selvmord, er det fordi Glenn Gould med sin strålende begavelse og med ordet Undergænger henvendt til Wertheimer afslører det talentfulde som middelmådighed. Eller for at lægge endnu et led til og med en af romanens pertentlige overdrivelser: Fordi Wertheimer kl. fire om eftermiddagen en dag i året 1953 passerer døren til værelse 33 på Mozarteum, hvor Glenn Gould netop sidder bøjet over klaveret, hænger Wertheimer sig 28 år senere i et træ i den schweiziske by Chur.

Man aner galskaben, Wertheimers livstruende og Bernhards kunstneriske galskab. Men jo også komikken.

Det handler altså om kunst. Om Glenn Goulds ”uhyrlighed” og ”klaverradikalisme”, med en karakteristisk Bernhard-sammensætning. Om modet til at gå planken ud og ikke at forkrøbles (Bernhard kursiverer i ét væk) i surrogater og almindelighed. Eller som ”aforismeskribent”, hvilket netop overgår stakkels Wertheimer, da han har skilt sig af med sit Bösendorfer. Inden noget endnu værre overgår ham.

Kunsten er farlig, forstår man, og ingen garanti for et lykkeligt liv. Lykke handler det i det hele taget meget lidt om, snarere om at lykkes eller ej. Og hvad det angår, er Glenn Gould  ”triumfatoren”, ikke mindst på grund af netop kunstens farlighed. Han banker panden mod Steinway’et i en alder af 50 år og midt i sine elskede Goldbergvariationerne. Større bliver det ikke. Han triumferer som sagt, han udsletter de andre.

Det handler også og som altid hos Bernhard og ikke mindre veloplagt end ellers om at forvandle idiosynkrasierne, irritationerne og væmmelsen til stil, til denne her kontrollerede bersærkergang og til afbalancerede urimeligheder. Angående katolicisme og socialisme, Østrig, hotel- og restaurationsværter, papirarbejdere og ølkuske … Angående alting.

Fremfor alt handler det dog om kunst. Og ikke kun om Glenn Goulds, men som en refleksion i hans spejlblanke Steinway-flygel nok så meget om Thomas Bernhards.

Han er en overdrivelseskunstner. Så vidt jeg husker, er ordet hans eget, han dyrker den slags sammensætninger. Men det er ikke overdrivelserne i sig selv, der gør hans bøger til kunst, det gør snarere stilens ejendommelige blanding af udbasunering og pertentlighed. Som en øksemorder med kikkertsigte.

Det sidste – kikkertsigtet – dækker over romanens mange raffinementer. Et af dem er fortælleren, der sammenfatter de 28 år i løbet af nogle få timer i Wertheimers landsby umiddelbart efter hans begravelse. De fleste af dem endda med benet halvt inde over hotellets dørtrin og i et gigantisk sug af koncentreret erindring, hvirvlet rundt i fortællerens ord- og tankecentrifuge og mellem handlingens dengang (”sagde han”) og refleksionens nu (”tænkte jeg”). Et andet og beslægtet raffinement er kompositionens og sætningskædernes fræsende gentagelsesmønstre, der ligesom Glenn Goulds elskede Kunst der Fuge lader de samme temaer og de samme skæbnesvangre scener returnere i vekslende tempo.

Måske er både den frenetisk talende jeg-fortæller, den destruktive Wertheimer og kunstnergeniet Gould udspaltninger af Thomas Bernhard selv. I hvert fald er de ham på en prik. Lige vanvittige, lige selvoptagede og lige vildt fascinerende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2008

Farvel og alt er ligegyldigt

Thomas Bernhards andet bind erindringer er endnu en omgang guddommeligt vredesrableri og ganske fornuftig livstydning

Thomas Bernhard: Kælderen. En unddragelse. Oversat fra tysk af Søren R. Fauth efter Der Keller. Eine Entziehung. Forlaget Sisyfos. 107 sider, pris ikke oplyst.

Thomas Bernhard er den vrede mand i østrigsk litteratur, en terminator med en kronisk skarpladt sømpistol af et sprog vendt mod – ja, mennesker og samfund fra en ende af, det facile i kulturen, al den røvsyge fordragelighed. Faren ved den uforandrede og ganske underholdende surhed er ikke, at den slider sig selv op, ikke hos Bernard i hvert fald, her er den snarere energikilde. Næ, faren er, at den som et trykluftbor kombineret med en vuvuzela kommer til at overdøve sig selv, dvs. vredens årsager og fine variationer, hele ideen med den.

I ’Kælderen’, den anden af fem små erindringsbøger, drejer hovedpersonen i bogens allerførste linje resolut om på hælene og går ”i den modsatte retning”, væk fra gymnasiet, borgerskabets robotfabrik, og i retning af fattigkvarteret, hvor han bliver købmandslærling i en kælderbutik. ”I den modsatte retning” kunne være bogens undertitel (og er det jo næsten også, bare med et lidt andet ord: ”unddragelse”). Vendingen og den altafgørende scene, der i Bernhards karakteristiske gentagelsesstil repeteres bogen igennem, er hans måde at redde sig over i en virkeligere verden, ja, i det hele taget redde sig. Det er enten selvmordet eller ”i den modsatte retning” eller med et citat, der har mottoets format over sig: ”I et sådant livreddende øjeblik må vi ganske enkelt være imod alt eller holde op med at være i det hele taget (…)”

Som erindringsbog er ’Kælderen’ – ligesom første bind, ’Årsagen’ – højst usædvanlig. Uden for kælderbutikken og den snævre og overbefolkede lejlighed derhjemme kommer vi sjældent. Der er kort sagt ikke meget livshistorie i almindelig forstand, snarere er erindringen et tydningsarbejdet med fokus på et tætvævet mønster, i takt med gentagelserne mere og mere metaforisk: Kælderen og fattigkvarterets råhed er et livsvalg, der ruster mennesket og gør det ”modstandsdygtigt” over for tilværelsens inderlige meningsløshed. Sidstnævnte meningsløshed kan udredes vidt og bredt, en af de lokale har efter en solid øl og pølse-frokost en kortere og for kvarteret mere passende version: ”Farvel og alt er ligegyldigt”.

Vredesrableriet i Thomas Bernhards skarpslebne sten af en bog finder andre guddommelige udtryk, godt fordanskede af Søren Fauth. Salzburg er en ”afskyelig stupiditetsstørrelse”, tilværelsen som skoleelev en ”industriel marioneteksistens”, og familien en ”ansamling af blodsbeslægtede”.

Det sidste lyder livstruende. Pointen er, at det er det også.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken juni 2012