31 historier om idioten skiftevis som rørende ideal og som billede på vores ulyksalige forsøg på at finde en mening i redeligheden
Ermanno Cavazzoni: Eksemplariske idioter. Oversat af Anna Wegener. Tiderne Skifter. 165 sider, 225 kroner.
Idioten – tossen, tåben, originalen – har en særstilling i litteraturen, ligesom barnet. Det går langt tilbage, narren, trubaduren, skælmen er også en slags idioter. Romantikken sætter ideen på formel, men den lever videre langt op i den moderne litteratur. Dostojevskij, Johannes V. Jensen, Kafka, Leif Panduro osv. har tosser i forskellige varianter. Moderne islandsk litteratur – Kárason, Gudmundsson – har tilsyneladende en forkærlighed for dem.
I nogle tilfælde, især i det modernistiske afsnit af litteraturen, er idioten et krisetegn, altså ikke godt. I andre tilfælde er han – det er som regel en han – et sundhedstegn, et udtryk for højere visdom, en slags formidler mellem det himmelske og det jordiske. Idioten som en universets engel, som det hedder i en titel af Einar Már Gudmundsson. Altså godt.
Hos mindre forfattere end fx islændingen kan fejringen af idioten virke anstrengende. Som en tyk litterær kliché og som en sentimental forherligelse af den åh, så følsomme litteratur. Det sker i en del af italienske Ermanno Cavazzonis 31 små tekster, en for hver måned, om lige så mange idioter. ”Eksemplariske” idioter, som titlen siger. Eksemplariske? Betyder det ikke efterlevelsesværdige, altså idealskikkelser eller symboler på forbilledlig enfoldighed og dårskab? De tekster bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder mig heller ikke om dem, hvor tåben bliver til en udklædningsdukke eller en abekat i matrostøj, rørende med alle sine spøjse påfund.
Stærkest og bedst er historierne, hvor tosseriet bliver en livsstrategi eller et billede på hele det umulige forehavende at finde en mening i redeligheden. Umuligt er det jo, så hvorfor ikke sætte verden på en fiks idé, med største beslutsomhed vælge et punkt og lade Jorden dreje om det? Og de historier, hvor man genkender sine egne anstrengelser med at finde sig til rette i verden eller de evindelige forskydninger af meningen, vi er ofre for.
Sindrigt konstruerede flyvemaskiner, fantasifulde forestillinger om, at de hellige tre konger var rejsende fra fremmede planeter, teksternes påfund og mærkværdigheder fundet i fantasiens skrotbjerge og svejset sammen til Storm P.-maskiner er sjov læsning, men også så ivrige efter at være det, at man hurtigt får grinet færdig. Der er også ganske enkle tekster. Fx om forfatteren, der forsøger at gengive sit liv som kendsgerning og realitet, men i hvert eneste forsøg bliver offer for forskønnelsernes tusind omsvøb – og går i stå. Og om manden, der lever i evig rædsel ved tanken om den hast, hvormed kloden suser gennem universet, og først besinder sig eller muligvis besinder sig, da han sammenholder klodens abstrakte hastværk med sin søns motorcykels højst nærværende fart.
Det er ikke tekster med stor flyvehøjde, men nærværende, genkendelige, mere realistiske end fantastiske. Spørgsmålet er også, om de overhovedet handler om idioter eller om den ret, vi alle sammen gør flittig brug af: retten til at opføre os idiotisk.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken marts 2010