Category Archives: Piñol, Albert Sánchez

Monster eller menneske

En grum og underholdende fortælling om undersøiske uhyrer – og menneskelig blindhed

Albert Sánchez Piñol: Kold hud. Oversat af Ane-Grethe Østergaard. 237 sider, 249 kr. Rosinante.

Mænd har deres grunde – i hvert fald i bøger som den her – til på et tidspunkt i livet at søge stillingen som atmosfærisk officer på en lillebitte atlanterhavsø tæt på Antarktis. Denne mands grunde er forviklinger i den irske frihedskamp og et tab af illusioner. Den historie skal vi ikke for langt ind i, det må være nok at sige, at vi har at gøre med et menneske, der har kæmpet de retfærdiges og undertryktes sag mod en knusende overmagt. Og tabt, ikke så meget i det ydre som i håbets og idéernes indre riger.

Nu skal han komme til en anden ø, kæmpe en anden kamp og gøre andre erfaringer. Eller de samme bare omvendt.

PÅ ØEN mødes han af et – hvad siger man, hvad ville spanske Sánchez Piñol med sin smag for det arkaiske sige? – grufuldt, uhyrligt, isnende syn. Ja, flere og næsten på en gang.

Først er det øens eneste anden beboer, en behåret kæmpe liggende til sengs i øens fyrtårn, tavs og med sammenknebne ”muldvarpeøjne”. Et gådefuldt tegn på det, der er hændt på øen inden den atmosfæriske officers ankomst og på det, der nu skal følge. Det er det andet: Allerede den første nat angribes vores unge hovedperson af monstre fra havet, uhyggelige amfibier med ”øjne som æg og pupiller som nåle, huller i stedet for næsebor, ingen øjenbryn, ingen læber, gabende stor mund.”

På én nat skal det forandre ham for altid. Farve hans hår hvidt, tvinge hans fysiognomis linjer og renskurede overflade om i forvredne og dyriske folder.

OVERLEVELSESKAMPEN, der strækker sig over mere end et år og det meste af romanen, er dramatisk og underholdende skildret.

Der er det vittige parløb mellem den atmosfæriske officer fra den grønne ø og hans behårede våbenfælle, der viser sig at have østrigske aner. Der er natlige overfald, rygende geværløb, afhuggede lemmer, livsfarlige ekspeditioner til lastrummet i et grundstødt skib, kort sagt vold, mord, gys og sørme også sex. For endelig er der maskotten, som hun kaldes, en kvindelig repræsentant for de undersøiske, der holdes som slave og gennem hvis skønhed og spirende følsomhed en anden sandhed om monstrene viser sig.

AK, JA, hun er skøn, men hun varsler også afslutningen på den løsslupne gotik. Når den ender – i affortryllelsens øjeblik, romanens didaktiske moment – mærker man til overflod hensigten og helt ned i ordvalget forfatterens antropologiske fortid.

Kold hud er en international bestseller, et af den slags pludselige gennembrud, der hvert år gives nogle stykker af. Vistnok ikke så sjældent inden for netop genren her eller beslægtede, på grænsen til kitsch, med indbygget allegori og en tilpas afmålt dybsindighed af den lidt bekymrede, men bestemt ikke kontroversielle slags.

Og i heldige fald så underholdende og umiddelbart spændende som denne.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information marts 2008