Tag Archives: Interviews

Masterclass

Den internationale litteraturfestival Cph:lit er forbi, og forfatterne rejst hjem. Politiken nåede at spørge den største af dem alle, Salman Rushdie, hvad litteratur overhovedet går ud på, hvordan man skriver den, og hvorfor man læser den. Vi gav ham tolv sætninger og bad ham afslutte dem. Her er hans noter

INTERVIEW

THOMAS THURAH

Når du skriver eller fortæller en historie, mister du din personlighed. Det hænger sammen med …

… at man bliver nødt til med sin forestillingsevne at trænge ind i andre personligheder. For at gøre bogen levende, skal man forstå sine personer indefra. Så der er et tab af personlighed. På den anden side er det stadig dig, der som forfatter skriver bogen, så der er et kontrollerende selv, der ikke forsvinder. Du kan også ligefrem opdage dig selv. Når jeg skriver, tænker jeg på måder, som jeg ellers ikke tænker på. For så vidt bliver du mere dig selv. Jeg kan endda opfatte det som et bedre jeg. I hvert fald som ét, der er mere interessant for mig selv.

Når du skriver en roman, skal du ikke på forhånd have planlagt det hele, for …

… du kan alligevel ikke vide, hvor historien fører dig hen. Det er uforudsigeligt. Der er nogle forfattere, der med vilje næsten ingenting ved om deres bog, når de begynder. De skriver hundredvis af sider og kasserer dem igen, inden de finder ud af, hvilken bog de vil skrive. Det er én måde. Den anden ekstrem er forfattere, der planlægger alting i mindste detalje som en kolossal arkitektur, hvor man bagefter bare skal udfylde de tomme pladser. Jeg ligger et sted midtimellem. Jeg kan ikke begynde, før jeg har et forholdsvis klart billede af, hvad bogen går ud på. Men selve skrivningen ændrer det altid. Og hvis det ikke sker, er bogen ikke levende.

Det er i stilen, forfatteren viser sin personlighed …

… men stilen ændrer sig, det har min i hvert fald gjort. Det skyldes, at en forfatters hele opfattelse af sproget forandrer sig med tiden. I ’Midnatsbørn’ var jeg meget optaget af at finde en form for skrevet talesprog og en slags indisk-engelsk. Det interesserede mig i lang tid, indtil jeg syntes, at jeg havde gjort det nok og ikke behøvede gøre det mere. Til sidst kan det føles som et cirkusnummer. Så må man finde på noget nyt.

Litteratur handler ikke om mennesker, men om figurer. Forskellen er …

… at de sidste ikke eksisterer. Og selv når de gør, dvs. når der er tale om historiske personer, eksisterer de alligevel ikke. For lige meget, hvor meget forfatteren ved om deres virkelige liv, ved han ikke nok til ad den vej at gøre dem troværdige. Det afhænger stadig af den skabende forestillingsevne. Én måde at skabe figuren på og gøre ham troværdig er at finde vedkommendes stemme. Når jeg selv skal skabe en figur, er det noget af det første, jeg overvejer: Hvordan taler han? Taler han meget eller lidt? Bruger han komplicerede eller enkle sætninger? Er han morsom eller ikke morsom? Så snart du har fundet ud af, hvordan han taler, kan du gå videre til det mest interessante: Hvordan tænker han? Hvad drømmer han om?

Der er en ejendommelig lighed mellem litteratur og musik. Det har at gøre med …

… to ting. Den ene handler om sætningen, den anden om værkets form, dvs. hele den symfoniske struktur. En roman er nemlig ikke så forskellig fra en symfoni. Du indfører et tema, varierer det, undersøger det. Du indfører et andet tema, som slutter sig til det første. Så på mange måder skriver man romaner, ligesom man komponerer musik. For mig er der et element mere. Klassisk indisk musik ligner jazzen meget, dvs. der er en struktur, men der er altid plads til improvisation. Musikken bliver aldrig den samme to gange i træk. Litteraturen ligger et sted imellem de to, altså imellem den klassiske symfoni og jazzen. Og så er der musikken i sætningen, som på en måde er mere interessant. Sætningens musikalitet meddeler en mængde ting uden at udtrykke dem. Skriver du staccato, skaber det én slags – fx en foruroligende – stemning; skriver du i lange, flydende sætninger, bliver stemningen mere lyrisk osv. Længden og rytmen i sætningen påvirker stemningen og for så vidt betydningen i hele afsnittet.

Ord, litteratur og sex hænger sammen. Det skyldes …

… at det seksuelle forhold mellem mennesker i virkelighedens verden har meget mere med ord at gøre, end man normalt tror. Måden, vi taler sammen, har meget med vores succeser eller fiaskoer i sexlivet at gøre. Sex er ikke nogen tavs handling, og hvis den er, er det temmelig kedeligt. Sex handler desuden om vores evne til at gøre os forestillinger om os selv i den bestemte sammenhæng. Så det er absolut ikke nogen alitterær ting. Det er imidlertid meget, meget svært at skrive om sex, fordi den fysiske dimension er fraværende. Og i forsøget på at skabe den, kan man begå frygtelige fejltagelser. Fx kan det blive ufrivilligt komisk, pinligt, sentimentalt, pornografisk. Mine fremstillinger er som regel meget indirekte. Der er noget uendelig kedeligt ved at skrive, at ’først lagde han hånden dér’, ’så gjorde hun sådan’, og ’så bevægede de sig så og så længe’. Selve akten er banal. Man må i stedet forsøge at beskrive det indre spil, dvs. hvad der sker inden i personerne. Jeg beundrer imidlertid forfattere, der som Henry Miller kan skrive fuldstændig ligeud om sex. Simpelthen om det hele og med en skræmmende direkthed. Og fordi han ikke er flov over at skrive det, er vi heller ikke flove over at læse det. Det er en strålende måde at gøre det på, men jeg er desværre ikke Henry Miller.

Det er hårdt arbejde at skrive …

… bortset fra én dag ud af hundrede.

Litteraturen fortæller os, at den forestillede verden er mere interessant end den virkelige, for …

… vi har alle sammen en fantasi, ikke kun forfattere, men alle mennesker, og fantasien er vigtig for os. Selv i den virkelige verden er det jo sådan, at alting har været en del af fantasien, før det blev en del af virkeligheden. Et kamera må være en forestilling om et kamera, før det kan blive et virkeligt kamera; man måtte forestille sig internettet, før man kunne lave det. Den skabende handling, hvad enten den er teknologisk eller kunstnerisk, forudsætter fantasi. Selv tyrannen må forestille sig ’den endelige løsning’, før han dræber seks millioner mennesker. Så også den destruktive handling, begynder dér. Alt begynder i fantasien. Og i litteraturen har fantasien en privilegeret stilling. Om den forestillede verden så er mere interessant end den virkelige verden, ved jeg ikke. Jeg opfatter snarere fantasien eller forestillingsevnen som en motor for den virkelige verden.

Romaner handler om …

… menneskets natur. Det gælder, hvad enten det er en socialrealistisk roman eller en Arabian Nights Fantasy. Og selv om den handler om Sinbad Søfareren og flyvende tæpper, skal man altid kunne finde den menneskelige natur i figurerne og tro på dem.

Litteraturen er ulydig, for …

… det er i hvert fald vanskeligt at komme i tanke om god litteratur, der er det modsatte. Tænk på litteraturen i det tidligere Sovjetunionen. Der var de officielle forfattere, og så var der de rigtige. Blandt de officielle var Mikhail Sjolokhov den bedst kendte. Hans ’Stille flyder Don’ er rædselsfuld, ubærligt dårlig! Og han blev anerkendt som den store forfatter, mens fx Pasternak og andre undergrundsforfattere blev negligeret. Det er meget svært at skrive seriøs litteratur i en sags tjeneste, lige meget hvilken sag eller ideologi det er.

I litteraturen kan du være, hvem du vil …

… du kan fx være Madame Bovary, også selvom du er en mand. Som Gustave Flaubert selv sagde: ”Madame Bovary, c’est moi.” Det er noget af det mest tillokkende ved litteraturen. Det er ikke alle, der er enige. Nabokov mente ikke, at man skulle identificere sig med personerne, men med forfatteren og med forfatterens vision af virkeligheden. Men som alle forfattere tror Nabokov ikke på, hvad han selv siger. Når man læser ’Lolita’, kan man ikke lade være med at identificere sig med personerne. Noget af det mest usædvanlige ved den bog er, at Nabokov får os til at identificere os med en pædofil. Du lever dig ind i Humbert Humbert, og du sympatiserer med ham og forstår ham.  Så litteraturen giver dig ikke bare lov til at være, hvem du vil, den giver dig også adgang til verdener, som ikke er dine egne.

God litteratur vil altid have læsere, for …

… når man læser et godt digt eller en god roman, er det, som om man hører en personlig stemme. Stemmen taler ikke på vegne af en sag, en ideologi, et parti. Du hører en stemme, der taler til dig, så sandt den kan. Jo større forfatteren er, desto mere personlig og individuel er stemmen. Læser du et afsnit af Hemingway, ved du, at det er Hemingway. Læser du et afsnit af García Márquez, ved du, at det er García Márquez.

Interviewet stod i Politiken maj 2009