Category Archives: På Herrens mark

Radbrækkende marionetteater

Måske er verden styret af en sinke og befolket af af Pokémoner, robotuhyrer, legohuse og legetøjsbiler. Måske er det bare noget, vi bilder os ind. Italienske Niccolò Ammaniti har skrevet en forrygende roman

Niccolò Ammaniti: På Herrens mark. Oversat af Cecilia Jakobsen. Gyldendal. 424 sider.

Man trykker speederen i bund, vælter muren og løber med hæveautomaten. Det er genialt, det vil ændre deres liv. Og det er bare at gøre det.

Niccolò Ammaniti, forfatteren til den meget roste roman ’Jeg er ikke bange’, har skrevet historien om Rino og Cristiano, far og søn. Den første er et kronraget muskelbundt, drikker som et svin, slås som en abe. Tænker som et næsehorn. Den anden kommer sikkert før eller senere efter det. Derudover er der deres to venner, Danilo, en fordrukken drømmer, og Quattro Formaggi, opkaldt efter sin yndlingspizza og ikke meget kvikkere.

De lever derude, hvor bilforhandlernes flagguirlander blafrer i vinden, og hundenes hylen går i ét med støjen fra motorvejen. Og de lever på en løgn eller stakkevis af dem. Først og fremmest den, at de er de virkelige helte, og at de andre er nogle røvhuller – sagsbehandleren, fabriksdirektøren, især den unge, skolelæreren, dem på kommunen, dem i fjernsynet, politikerne, indvandrerne, negrene. Hele lortet og dem alle sammen. Bortset fra Al Pacino, Robert de Niro, Hitler og de liderlige kællinger i pornofilmene.

DET er et proletarportræt af format, indfølt og præcist. I det indfølte ligger, at Ammaniti kan lade sin psykopatiske, naziforskruede hovedperson brække sig på gulvet og skide tønden fuld uden at slippe sympatien for ham. Og omvendt skildre hans machokærlighed til sønnen uden at lade det drukne i en sentimentalitet så tyk som bechamel. Rino Zena står der, i panser og plade, parat til at møde virkeligheden, som den med stor sandsynlighed aldrig viser sig, og klar til at kaste sig ud i den kamp, som for længst er afskaffet: virkeligheden i ren natur, kampen mand mod mand.

Det sidste er en del af portrættets præcist tegnede baggrund. Til det hører også den store forfaldsmyte, neonazistens, men også det almindeligt forsmåede menneskes guldalderkonstruktion: forestillingen om de gode gamle dage. Dengang der fandtes gode fjernsynsprogrammer, Pinocchio for eksempel. Dengang de lavede ordentlige biler. Dengang direktøren var til at regne med, et røvhul, men et anstændigt røvhul, der ikke forærede arbejdet væk til østsvin og halenegre.

Også her trækker Ammaniti tingene skarpt op, helt op i klicheernes og overdrivelsernes strålende himmel, hvor den ny tids direktør med gele i håret og afblegningstape på tænderne græder snot over at have fået den forkerte ringetone på sin mobiltelefon. Men samtidig så vi forstår, hvad Rino og hans overlevelseskamp går ud på. Og hvor håbløs den er.

SÅ selvfølgelig bliver frontalangrebet på bankens murværk ikke det afgørende vendepunkt, de har drømt om. Det går tværtimod galt, ikke bare overfladisk galt, men galt som i k-a-o-s.

Fra det punkt – godt og vel en tredjedel inde – skifter romanen desuden perspektiv. Nu får vi ikke bare skildringerne fra myrens fodsti, de fire elendiges liv mellem pizzabakker og øldåser, men hele den kriblende og krablende myretue i kosmisk belysning, hvis ikke det var, fordi det hele henlå i buldermørke. Dramaet udspiller sig nemlig gennem en lang nat, hvor himlen åbner sine sluser og lader de ulykkelige og usalige famle sig frem efter hver sin forudlagte og til stadighed reviderede plan. Farvel til det realistiske anslag, goddag til syret gotik med mord og voldtægt i et opskruet tempo, hvor fortælleren som Vorherre selv fletter handlingstrådene sammen, så personerne bogstavelig talt ender med at kløjes i dem.

Det er sørgeligt og lystigt på én gang og i allerhøjeste potens. Lystigheden ligger i perspektivet, i myretuens meningsløse mylder, i den komiske krablen og haven ting for. Der begynder samtidig det sørgelige, med personernes forsøg på at gætte sig til en vej gennem de labyrintiske gange. Og i enhver lille detalje eller fugleklat på forruden at se et Guds tegn. Som et monument over og billede på hele denne vanvittige myretue- og modelverden troner på Quattro Formaggis stuegulv et gigantisk krybbespil, skabt og opretholdt af sinken selv ved hjælp af Pokémoner, robotuhyrer, legohuse og legetøjsbiler.

Du milde himmel!

Niccolò Ammanitis radbrækkende og forrygende marionetteater står på ryggen af det første dusin genrer, herunder gyserfilmen, den socialrealistiske roman, den absurde roman og folkekomedien. Og så har det en ejendommelig lighed med noget så gammeldags som August Strindbergs symbolistiske dramaer. Det er stadig synd for menneskene, virkelig synd, men det er sørme også morsomt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2009