Category Archives: Atxaga, Bernardo

For meget sommerfugl

Følsom historie om baskisk ungdom og fædres ugerninger

Bernardo Atxaga: Harmonikaspillerens søn. Oversat af Iben Hasselbalch. 423 sider, 299 kr. Samleren. 

I et interview i The Guardian for nogle år siden advarede Bernardo Atxaga mod overdrevent føleri i hjemstavns- og barndomsskildringer og i litteratur i det hele taget. Han har muligvis ombestemt sig eller lægger noget andet i ordet, end jeg gør. I hvert fald er det netop føleriet, der gør hans store, panoramiske fortælling om David og baskernes historie fra borgerkrigen og frem omtrent ulæselig.

Det ligger i stilen, i dens dæmpede alvor og evindelige naturbilleder, hvor fugle „tager flugten“, mens fortælleren misunder dem deres „frihed“, fordi han ikke selv har lov „at fortsætte i et uafbrudt ridt.“ Det ligger i det hele taget meget i naturen, i frøernes kvækken, flodens hvisken, træernes af væde tyngede blade, men især i den hærskare af sommerfugle, der fløjter rundt mellem siderne for at minde os om „de hundrede måder at sige sommerfugl på“, alt sammen derhjemme i Obaba.

Sådan kunne vi godt blive ved. For eksempel med en beskrivelse af de evigt gode hovedpersoner og deres dybe venskaber og deres lige så dybe kærlighed til naturen, særligt altså til heste og til sommerfugle. For slet ikke at tale om den sentimentale ramme, hvori indgår flere stemningsfulde og hyppigt repeterede dødsfald, varm og inderlig samtale ved graven og på verandaen og sandelig fortællerens – Davids – to californiske døtre, til ære for hvem det hele skal fortælles, inden det er for sent.

Men det er måske mindre vigtigt og ikke så slemt. Det er til gengæld, at dette monstrum af følelser samt faderens, altså harmonikaspillerens, og andre fædres ugerninger under den spanske borgerkrig skal forklare os, hvorfor en gruppe unge mennesker i den næste generation slutter sig til den baskiske separatist- og terrorbevægelse ETA. Og stemme os mildt ved tanken.

Det er for meget i én underholdningsroman.

Det skal retfærdigvis siges, at romanen er oversat vidt og bredt og dens forfatter berømmet som baskisk litteraturs stemme nummer ét. Og endelig at romanens langsomme afsløring af alle hemmelighederne i Obaba, de unges eskalerende vrede mod de gamle frankister, en langstrakt og dramatisk flugt samt tre afsluttende „bekendelser“ angående et for hele historien afgørende forræderi vil kunne glæde og underholde mange læsere.

Men altså ikke denne.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information oktober 2007