Australske Peter Careys psykologiske roadmovie-roman fra hippiernes og den militante politiks jubelår med en – næsten – lykkelig slutning
Peter Carey: Den illegale. Oversat af Niels Lyngsø. Samleren. 286 sider, 299,95 kroner.
Che, syv år gammel, bliver bortført af Dial, en kvinde med forbindelser til tidens – de tidlige halvfjerdseres – socialistiske guerilla. Af sted går det, fra selveste Bloomingdale’s og drengens mondæne new yorker-liv i victoriansk stil (bedstemors erklærede mål: mange penge, total askese), via ’Philly’, den amerikanske vestkyst til Queensland, Australien.
Fra én vildmark til en anden.
Ches forældre er revolutionshelte i den akademiske ende (meget til bedstemors ærgrelse), men fjerne som solopgange og gulnede portrætter. Ikke underligt derfor, at Che i lang tid lever i den illusion, at Dial er hans mor, og at den overraskelse, hun lover ham på vej over det ene og det andet kontinent, er faderen. Men sådan hænger tingene ikke sammen, Dial er bare Dial, der har rodet sig ud i noget, hun ikke kan overskue. faderen ser vi ikke noget til, moderen kommer galt af sted med en af sine bomber, og løfterne bliver til – forvirring og orienteringsløshed. Altså mere vildmark.
Det er den, romanen skildrer som en mental tilstand og et halvfjerdserkendetegn, der imidlertid rækker ud over hippiekultur og miljøer af politiske outlaws. Det handler også alt sammen bare om familie, kærlighed, rod og kaos. De evige ting. Som støtte for oplevelsen tjener en række tidsspring og synsvinkelskift, fra Che til Dial og tilbage igen, så dele af rejsen bliver tilbagelagt flere gange og med vekslende betoninger. Skæv komposition, god komposition. Vi får ligesom de to hovedpersoner lige akkurat så mange glimt, at vi kan hitte rede i historien og ane en mening.
Meningen – livsmeningen – bliver for Dial en hytte omkranset af slyngplanter, skidt og lort og forulykkede køretøjer ”for enden af en grusvej i Jordens røvhul”. Et lille stykke inddæmmet vildmark, hvor besværlighederne fortsætter, men hvor også virkeligheden begynder. Og trods trængslerne et bedre liv på erstatningsfamiliens skrøbelige fundament.
Peter Careys roman er en fortælling fuld af psykologisk fornemmelse (for især de to skibbrudne, barnet og kvinden) og af social og kulturel analyse (Bloomingsdale’s, New York vs. Queensland) Den er også en rørende romantisk fortælling i ånden fra hippietiden over Hemingway til Thoreau (’Livet i skovene’), men i en meget moderne kulisse af natur og skrotplads. Og med den vigtige tilføjelse, at personerne i Careys roman slæber det meste af deres ideologiske og sociale forstokkethed med sig og først til allersidst og kun tilnærmelsesvis bliver klogere.
Men tænk engang – en roman fra den alternative livsstils epoke med en næsten lykkelig slutning!
Det er ganske usædvanligt.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken marts 2010