Category Archives: Tóibín, Colm

Ung kvinde på atlanterhavsdamper

Stilfærdig og stærk roman om udvandring og New York i 50erne, men først og fremmest om selv at vælge sin retning

Colm Tóibín: Brooklyn. Oversat fra engelsk efter Brooklyn af Jørgen Nielsen. Tiderne Skifter. 255 sider, 275 kroner.

Eilis forlader engang i 1950erne sin irske fødeby, søster og mor og sejler med damperen til USA, New York, Brooklyn. Hun har gode, men ikke tvingende grunde til udvandringen. Faderen er død nogle år før, brødrene taget til England. Det er fattigt, hvor hun kommer fra, perspektiverne lidt bedre, hvor hun tager hen.

Ung kvinde på atlanterhavsdamper, det er et klassisk motiv. Og storslået. Men her hviler snarere praktikaliteternes og almindelighedens skær over det. Det går igen i stilen. Colm Tóibín skriver i et sprog renset for markante kendetegn, næsten bemærkelsesværdigt upåfaldende. Lidt tankereferat, lidt handlingsreferat og dialog. Med små indlagte spændinger, men absolut ingen dramatik, ingen suspense. Selv dødsfald forløber stilfærdigt.

Eilis ankommer til byen, tiltræder som aftalt stillingen i stormagasinet og indlogerer sig som planlagt hos mrs. Kehoe sammen med en flok andre piger, irske indvandrere som hende selv. Der er intriger mellem pigerne, der er nylonstrømper i stormagasinet, senere hen og lige så sensationelt negere. Der er kurset i bogføring, der er bal, og på et tidspunkt er der Tony, som hun forelsker sig i, ikke brændende, men med en tempereret beslutsomhed helt svarende til resten af bogen.

ALMINDELIGHEDEN og det upåfaldende har imidlertid sin virkning. Man noterer sig i den rolige gennemlæsning, at normaltilværelsen – også indvandrerens – i grunden er temmelig triviel. Nylonstrømper, intriger og bal. Neger, når det går højt. Indtrykket understøttes et par steder meget raffineret. Lige som man tror, at Eilis skal indlede en romance med sin jura-lærer – hun er kommet så langt som til Manhattan, hører om hans jødiskhed og i enkelte ord om hans flugt fra det nazistiske Tyskland – brydes der af. Det bliver bare et penselstrøg på det store billede, kun lige antydningen af et motiv. Tilsvarende i en anden scene i stormagasinet, hvor Eilis prøver badedragter, nænsomt og ganske intimt hjulpet af sin kvindelige chef. Og i en tredje omkring bordet hjemme hos kæresten Tony, hvor en bror lyser op med sin skønhed og i et farligt øjeblik paralyserer Eilis.

Der er jo så meget, der kunne ske. Men som ikke sker.

Og så har almindeligheden alligevel også en vis dramatisk virkning, en kontrasteffekt. Eilis vender for en tid tilbage til Irland, møder alt det gamle som en varm omfavnelse, med den forskel, at hun nu regnes for noget og har alle muligheder. Der er en Tony i USA, nu er der også en Jim i Irland. Jeg skal ikke røbe, hvem – og hvad – hun vælger. Det afgørende er også, at valget denne anden gang er et andet. Eller først nu er et egentligt valg.

MAN kan læse Colm Tóibíns roman for dens diskrete portræt af 1950ernes New York; byens miljøer, tidens skikke, tonen i verden dengang. Man kan også læse den som en udvandrersaga, hævet over sin tid. I det spor giver Eilis’ apokalyptiske bræk- og skidetur på rejsen over Atlanten god symbolsk mening. Ligesom den dykkerklokketilstand, hun pludselig befinder sig i nogle måneder efter sin ankomst. Ensom og indespærret på bunden af det dybeste hav.

Jeg synes nu, den har sin største styrke som en moderne fortælling om en kvindes valg af livsretning, dvs. bundet til sin tid, med kønsfortegn, med erotikken som en af sine drivkræfter og det selverhvervende som en anden. Private grunde kan godt spille ind. Min mor, som må have været nogle år ældre end Eilis, tog på cirka samme tid, ikke til Brooklyn, men til Harlem, ikke for at gifte sig med Tony, men med David. Som var neger. Historien er under alle omstændigheder den samme. Om kvinderne nu blev der eller tog et andet sted hen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2011