Category Archives: Tiden i Prag

Vinter i Prag

Finsk litteraturs kusse- og beatdigter rapporterer fra 60 døgn i Prag – en boblende suppe af skrift og en vidunderlig forgabelse i det ubetydeligste

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag. Oversat fra finsk af Helena Idström. Basilisk. 107 sider, 150 kr.

Pentti Saarikoski (1937-1983) er en blanding af Henry Miller og Jack Kerouac, kusse- og beatdigter, foruden politisk digter med klassisk baggrund, en finsk Otto Gelsted med træk af Peter Laugesen. I begyndelsen af tresserne drejede han digtningen væk fra patosfyldt modernisme og mod en ’ny enkelhed’, talesprogsnær og konkret lyrik, samtidig med at han fortsatte med at oversætte alle klassikerne, både dem, der var det allerede (Homer, Heraklit, Joyce osv.), og dem, der senere skulle blive det (Ginsberg, Salinger, Osborne osv.). Derudover er der prosasporet, bl.a. tre egensindige rejsebøger, der med ’Tiden i Prag’ fra 1967 nu alle sammen – sent, men godt – er kommet på dansk.

Tiden i Prag, som titlen taler om, varer 60 dage, fra november til januar, fra ankomst til afrejse. Den anden tid, som registreres i rejsebogen, er en mere flydende tid. Den rækker til barndommen og farens spektakel, til lokummet på gangen i pragsk nutid og i mange sløjfer til det nærmeste værtshus og et varmt skød. Den omfatter ægteskabet hjemme i Finland, kommunismens historie, restaurantens åbnings- og lukketider, især åbningstiderne. Det, der skete i går og i en ordentlig brandert og på en anden klode en evighed herfra, kort og godt alt, hvad tanken kan komme på og sproget løbe efter.

Og så er der en anden tid. En ikke-tid eller en altid, hvor noget holder sig skjult eller afventer, og som skriften enten er på jagt efter eller på vild flugt fra – eller mest sandsynligt snart det ene og snart det andet:

”Der findes en omstændighed, som jeg ikke kan komme på, en detalje, som bliver ved med at være dunkel, et menneske, en ting eller måske en begivenhed, noget, som findes et sted meget langt tilbage, før jeg overhovedet var til, jeg vil aldrig finde ud af det, men jeg ville jo heller ikke så tydeligt kunne fornemme dets eksistens, hvis ikke det havde eksisteret, før jeg var til, et sted har der garanteret været en dør, som jeg må have passeret uden at have opdaget det, netop den dør, som jeg burde være gået ind ad for at støde på det, der kunne afgøre det hele, opklare dette rod, og for at kunne opleve en glæde, som jeg kan huske.”

Hvad det er for en omstændighed eller detalje, får vi aldrig at vide. Lige så lidt som det lykkes den navnløse rejsende at finde ud af, hvad der ligger bag de optøjer i Kina, som han læser om i sin avis. Eller hvad han ledte efter eller skal gøre med det, hvis han alligevel finder det. Eller hvad pigen hed.

Der er i Pentti Saarikoskis boblende kartoffelsuppe af en skrift en vidunderlig forgabelse i det mindste, det ubetydeligste og det grimmeste. Det er med det perspektiv på verden og i vældige spring mellem alting og ingenting, mellem højt og lavt, at hans hovedperson – han selv kun lidt forklædt – langsomt synker ned i en næsten-hjemmefølelse i det fremmede Prag. Det er også den følelse, man får, når man læser ham, godt nok en noget rastløs og forjaget følelse af hjemlighed. Og kortvarig.

Helena Idström har oversat tæt og godt og havde fortjent en lige så tæt korrekturlæsning.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2009