Døden kommer til middag

Ismail Kadarés allegori over diktaturet holder forbindelsen til den nære europæiske historie varm, men handler om meget mere

Ismail Kadaré: En middag for meget. Oversat fra fransk af Gerd Have. Tiderne Skifter. 144 sider, 250 kroner.

 En dreng sendes af sin far i byen med en middagsinvitation, som drengen skal give til den første, den bedste, der kommer forbi, fortæller et albansk folkeeventyr. Drengen bliver imidlertid træt af at vente, det gør drenge i eventyr, vistnok som i virkeligheden. I stedet lader han invitationen forsvinde ind over kirkegårdsmuren, hvor den efter et par gyngeture i vinden og pustet til af skæbnen lægger sig til rette på en grav. Man kan tænke sig til, hvem familien får besøg af samme aften.

Eventyret er ramme for den tilsyneladende uopslidelige albanske forfatter Ismail Kadarés lille allegori over diktaturet, det albanske diktatur, men først og fremmest ethvert diktatur. Her er det den pletfri doktor Gurameto, der uforvarende, men altså ikke helt uforskyldt, hvis man skal følge logikken, kommer til at invitere en dødning indenfor i skikkelse af en tysk officer, oberst Fritz von Schwabe. Året er 1943, obersten er i landet i lovligt ærinde, Albanien skal befries fra de italienske slapsvanse, men ak – det hele ender i kanonild og gidseltagning. Det bliver Gurameto, der under et animeret middagsselskab med den tyske oberst, en gammel studiekammerat, viser det sig, får blødgjort den nye besættelsesmagt og sat gidslerne fri.

Senere, efter endnu et politisk vagtskifte i den lille stat, skal bedriften imidlertid ramme ham som en boomerang. For hvad var vel den egentlige baggrund for doktor Gurametos heltegerning om ikke et omfattende komplot af jødisk-antikommunistisk art rettet mod lillefar, zarens bolsjevikiske efterfølger, Stalin?

Kadaré skriver i vanligt format, grum politisk historie, gamle myter og eventyr, det hele overtrukket med en let stil og tilforladelig ironi. I familie med nogle af José Saramagos sidste bøger. Men så let er det heller ikke, det er heller ikke helt så tilforladeligt.

Historiens to hovedpersoner er doktoren og obersten, men vigtigere end de to til sammen er den lille, underkuede by, Gjirokastra (i øvrigt Kadarés fødeby, besættelseshistorien har sin baggrund i virkeligheden) og senere i historien diktaturet. Det er rygternes og fortolkningernes ormegård, ingenting ved man, det svirrer af snak og gisninger. Alt det værste kan man vente sig.

Hertil kommer så moralen, at det onde – diktaturet – er en selvpåkaldt plage. Og ikke nok med dét, man er også dømt til at gentage dumheden, ifølge hvilken lov er nok uklart, men det bliver ingenting lettere af.

Overfladisk set holder Kadarés bog forbindelsen til den nære europæiske historie varm, men det er de skjulte skæbneveje og alle sandheders omskiftelighed, der er dens egentlige emne. Det er noget mere end bare Albanien.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2012