Død, hvor er din brod?

Nobelpristageren José Saramago tager en veloplagt svingom med fru død

José Saramago: Døden udebliver indimellem. Oversat af Peer Sibast. 192 sider, 249 kr. Samlerens forlag.

Døden forsvinder, sådan lige med ét, natten inden den første dag i det nye år holder folk simpelthen op med at dø.

Det er jo fantastisk, rent ud paradisisk. Hvor tit har man ikke leget med tanken? Men det er også et problem, endda et temmelig stort ét. For hvad nu? spørger kardinalen, ingen død, ingen genopstandelse. Ingen genopstandelse, ingen religion, ingen kirke. Og hvad nu? spørger de i forsikringsbranchen, ingen død, ingen livsforsikring. Ingen livsforsikring, ingen forretning.

Og sådan kunne man blive ved, når man først begynder at tænke over det. Men det er dog alt sammen ingenting mod regeringens, de politisk ansvarliges, dvs. samfundets, egentlige problem. Hvad nu? spørger de, med alle de døende, der hober sig op overalt, de ikke-døde, men heller ikke levende, kroppene, der er strandet i et hverken-eller og i den grad trækker ned på budgetterne. For slet ikke at tale om tålmodigheden rundtomkring i de små hjem.

Skulle man simpelthen slæbe bedstefar over grænsen og lige så stille jorde ham dér? Og skulle regeringen lige så stille indgå en aftale med mafiaen om den logistiske og forretningsmæssige side af sagen?

DEN DEL af José Saramagos (f. 1922) roman er både groteske – rigtig langt ude, som det skal være! – og moralsk fabel om menneskelig forråelse og kynisme. Den er holdt i hans karakteristiske stil med endeløse sætninger og tusind indskud i næsten ubrudte afsnit. Halvt kancelli, halvt pjank, båret af en kvik og ordrig dialog og en veloplagt fortællerstemme, der altid er frisk på en omvej og altid god for en kvik bemærkning til sin egen fortællings tildragelser og ejendommeligheder. Til gengæld er romanen så godt som renset for beskrivelser af ting, rum, steder. Her står kun et træ, hvis talen er om forgreninger.

Det er godt, det er sjovt, det er stærkt underholdende.

DEN ANDEN del af romanen er en art positivt modstykke til den første. Tonen er til en start den samme, så bliver den mere sprød, til sidst er den ligefrem bevægende.

Døden vender tilbage, efter syv måneders ensidig våbenhvile, som det hedder, så der er noget at tage fat på. Derefter bliver det mere personligt. Væk er overbygningen, det samfundsmæssige med konger, kardinaler, ministre, forbundsformænd, journalister osv., samfundets sande bærme. Frem dukker en kunstner, en cellist på omkring de halvtreds, og med ham det menneskelige.

Stillet over for ham – det sandt menneskelige – skal døden forvandles. Det er en metamorfose på allerhøjeste plan, en anderledes messiansk fortælling, hvor noget bliver til kød.

Mere siger vi ikke. Og så i øvrigt væk med ironien, for det er en fin historie, der herefter bliver fortalt. Hverken sentimental eller for meget, men tværtimod veloplagt, vittig og i kraft af sin enorme håbefuldhed, for ikke at sige overdrevne happy ending, melankolsk og med en smag af skumring.

Saramago har i de seneste romaner ikke holdt sit eget niveau, men det har han også lagt højt, dels med de tidlige, mere fabulerende, barokke og panoramiske beretninger, fx Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola og Historien om Lissabons belejring, dels med de senere tætte, filosofiske fabler, der deler flere temaer med denne og udvikler samme intense følsomhed over for det menneskelige og menneskelig integritet, fx En fortælling om blindhed og Alle navnene.

Denne hans seneste har træk af meget af det. Og en større skødesløshed, pjankethed. Eller hvad Per Kirkeby engang har kaldt ”alderens arrogance.” Den skal være velkommen og hører vel ligefrem hjemme i denne historie.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information februar 2008