Prins Charming går igen

Oscar Wildes underholdende og evigt unge fortælling om Dorian Grays begær efter skønhed, nydelse og mere af det hele – nyoversat og endelig komplet

Oscar Wilde: Billedet af Dorian Gray. Oversat af Karen Dinesen. 270 sider, 275  kr. Det lille forlag.

Af alle romanens skrækindjagende scener er den mest frydefulde den, hvor James Vane fuld af hævnens sydende begær retter et pistolløb mod den evige yngling Dorian Grays smukke hoved og med en knurren beder ham bekende sine synder og slutte fred med Gud – ”for i nat skal du dø.”

Dorian er søgt ud i Londons allerfattigste udkant, hvor synden blomstrer og opiumsskyernes søde dufte hænger tungt over de tarvelige rønner og faldefærdige fabriksbygninger. Han er på flugt fra sig selv og det mareridt, der ham forfulgt ham gennem et par årtier, da hans hemmelighed pludselig forrådes af en af stedets svampede kællinger. Med to ord, det navn, hans purunge elskede gav ham, inden han puffede hende fra sig og over i dødens kolde favn. Prins Charming, to små ord, men nok til, at James Vane, den unge kvindes bror, kan føre Dorian over glemslens, fornægtelsernes og ikke mindst de utallige nydelsers år og tilbage til hans forbrydelse.

Det er vildt, det er kulørt, det er dejligt.

DET BEGYNDER længe før. Da Dorian forelsker sig i sit eget billede og i sin ubegribelige, men ak så forgængelige skønhed. Og lamslået af lige dele betagelse og fortvivlelse erklærer sig parat til at ofre sin sjæl, hvis blot maleriet, vennen Basil Hallwards betagende portræt, og ikke han selv vil ældes og miste ungdommens strålende ynde.

Den slags letsindigheder skal man ikke tillade sig selv. I hvert fald ikke i en drillende, ironisk og tvetydig roman med mere end bare et penselstrøg af gotisk uhygge.

Herefter overgiver Dorian sig til sansernes uhæmmede tilfredsstillelse. Taget oplevelse for oplevelse rummer de måske nok kun en kortvarig glæde, til gengæld kan de for den, der har byttet sin sjæl for evig ungdom og tilmed er fløjtende rig, gentages i det uendelige. Sin lastefulde ubekymrethed og sit grådige raid gennem forførelsernes, musikkens, malerkunstens, digtningens, alt det glitrende skønnes herligheder opmuntres han til af endnu en ven, den alvorsfulde og moralske Basils modsætning, lord Henry. Hvor Basil ser renhed og en drøm om paradisisk uskyld afspejlet i billedet af det smukke, ser den charmerende og lapsede nydelsesprofet Henry uanede muligheder.

Dem får som sagt også Dorian snart andet end øjnene op for. Alt imens portrættet, billedet af Dorian Gray, der i mellemtiden er gemt af vejen på et mørkt og ubenyttet loftsrum, undergår sin grusomme forvandling fra skønhed til det allerhæsligste: Ælde, grimhed og spor af moralsk fordærv.

DET ER en variation over Faust-myten, den britiske forfatter Oscar Wilde skrev til Lippencott’s Magazine i 1890 og omarbejdede og udgav som roman i 1891. Kendt siden middelalderen og gjort berømt af Goethe i 1800-tallets begyndelse.

Hvor Goethe gør sin Faust fri af djævelskabet, lader Wilde sin Dorian gå til grunde i det. Og hvor Goethe forfatter på vers og for en del henlægger handlingen til overdådigt udstyrede mytologiske verdener, kommer vi med Wilde til et mere almindeligt, victoriansk miljø, til overflod kendt og berygtet fra Wildes dramatiske tekster. Og så fortælles der hos Wilde med en slående ligefremhed, så enkelt og ukunstlet, som et moderne, magasinlæsende publikum i det sene 1800-tal kunne ønske sig det. Og som Karen Dinesens nyoversættelse rammer fint.

Ligheder er der ellers en del af, også scene for scene.

Fx ovennævnte, hvor Dorian drevet af desperation og sine aldrig fuldkommen tilfredsstillede sanser tager til bærmens og fordærvets udkanter. Dertil kommer også Goethes Faust en dag. Til et natligt Bloksbjerg med hekse, hylende grise og dansende piger med mus springende fra munden. Dorian genser sin elskede Sibyl i brorens ansigt. Faust ser den Gretchen, som han svigtede i jagten på det næste øjeblik af altings kortvarige opfyldelse, i skikkelse af et spøgelse med lænker om fødderne og blodet piblende fra halsen.

Forskellen er, at Faust kan ile tilbage, for sent til at redde sin elskede, men lige akkurat hurtigt nok til efterhånden og ad erkendelsens og selvindsigtens snoede stier at redde sig selv. Hvorimod Dorian Gray takket være sit ansigts løgnagtige ungdommelighed undslipper hævnen, men kun for uforstyrret at indlede den endelige nedstigning til helvede.

Det er en vigtig grund til, at scenen brænder sig fast. Den er kulørt, dejlig. Og med fortællingens lille udskydende rømmen sig fatal og grusom.

DER STÅR en strid om Wildes roman. Om den er så moralsk, som man umiddelbart skulle tro. Eller om tvetydighederne og ironien er tykkere, end man med det samme mærker. Den strid kredser ikke mindst om forfatterbiografien, historien om den dekadente Wilde, pæderasten, skandalernes og nederlagets ulykkelige ridder. Billedet Dorian Gray, så at sige. Og om den diskussion om forholdet mellem forfatterliv og kunst, Wilde selv førte.

Striden tager vi ikke stilling til her. Men vi vil heller ikke kontrasignere forlagets opbyggelige opfordring til i Wildes roman at se ”alle de svirp til moderniteten og frisættelsen, som tænkes kan”.

Det er for småt og for kedeligt. Det er også forkert. ’Moderniteten’, den bandit. ’Skønheden’, ’længslerne’ og ’sanserne’, de unævnelige. ’Begæret’ og ’ubekymretheden’, det nymodens pjat.

Letheden kan godt være alvorligt ment. Og sammensat. Det er vigtigt at mærke sig, ikke mindst hos Wilde.

Til gengæld vil vi gerne byde Det lille forlags nye serie, 16 x 17, navngivet efter det optisk kvadratiske format, hjerteligt velkommen. Forlaget har hæderfuldt udgivet en stribe filosofi- og teoribøger. Nu har man fået ”mere litterære ambitioner”, siger vaskesedlen. Billedet af Dorian Gray, der er den første komplette oversættelse af romanen til dansk (den seneste, en anelse forkortet, kom i 1953), er efter en Kierkegaard-udgivelse nummer to i serien, og projektet er mere end vigtigt.

Må det gå det godt. Må ungdommens sol stråle over det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2006