Tag Archives: Anmeldelser

Asuf og krybskytterne

Hvad er tønderknipling, og hvad er levende tradition og litterær stil i libyske Al-Konis ørkenprædiken?

Ibrahim Al-Koni: Blod af sten. Oversat af Ellen Wulff. Forlaget Vandkunsten. 144 sider, 129 kr.

Visdommen rejser sig som sandstorme fra siderne i Ibrahim Al-Konis bog – myte og ørkenprædiken – ’Blod af sten’, mens mennesket, det skarn, bliver pisket med skorpioner. Det er en type litteratur, denne anmelder har det mere end svært med.

Historien handler om gedehyrden Asuf, der ligesom sin far lever afsondret fra andre mennesker, for mennesket er ondt, og ondskaben smitter. Der er to klimakser, et ad et positivt, et andet ad et negativt spor, et godt og et ondt, der til slut slår sammen og åbner eskatologiens himmelsluser. Det ene, det positive spor, handler om Asufs naturhengivelse og evne til gennem ekstrem udholdenhed at nå det punkt, hvor han ikke bare genkender sig selv i ørkenens dybe mytologiske og historiske perspektiv (guder og forfædre), men tilmed bliver ét med det i skikkelse af den hornede muflon. Ad det andet spor, det negative, ankommer to mænd i en jeep i den åbenlyst nederdrægtige hensigt at skyde en muflon og æde den. Klimaks – det store dialektiske – nås i en korsfæstelsesscene med muflonen/Asuf hængende med hovedet ud over klippekanten, ørkenens Messias, hvorefter regnen falder som blylodder.

Det hele minder lidt om Tarzan og krybskytterne i en poetisk og over lange stræk svulstig stil (”hin stolte muflon”, ”denne sandørkenens ånd, med ørkenens udbredte vidder”). Med til det svulstige og pyntesyge hører en kæde af mottoer under hvert kapitel eller de fleste af dem, fra Bibelen, af Ovid, Sofokles osv. Ganske svarende til mytens og billedsprogets økumeniske og transreligiøse art, altså lidt af hvert og godt med fut i.

Det er svært – i hvert fald svært for mig – at vurdere, hvad der i den libyskfødte forfatters bog er folkedragt og tønderknipling, og hvad der er levende tradition og personlig (litterær) stil. Men dæmoniseringen af menneskelig rationalitet og benzinslugende ørkenkøretøjer og en med poesi og slesk tale dyrket natur, er vel, ja, hvad det er, lige meget hvad stemplet i bunden og forlaget så har at fortælle.

Hvad det angår: Ibrahim Al-Koni (f. 1948) voksede op i en såkaldt tuaregestamme i Sahara. Han har studeret litteratur i Moskva, er i dag bosiddende i Schweiz og har skrevet en mængde bøger.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2009

Egypterens selvhad

Hvornår er litteraturen god, og hvornår er den bare fra en verden, vi ikke kender godt nok?

Alaa al-Aswany: Bokserhunde i alle farver. Fortællinger fra Egypten. Oversat fra arabisk af Elisabeth Moestrup. Hr. Ferdinand. 188 sider, 299 kr., indb.

Hovedpersonen og jegfortælleren – Isam – nærer et kulturelt selvhad på størrelse med pyramiderne. Og af samme meningsløse overdådighed, med samme vokseværk. Egypten, egyptere, historien, myterne, det selvfejrende – løgn er det fra ende til anden, en løgn, som dækker over en tjeners – en slaves – moral. Eller med et notat fra hans optegnelser: ”Egypteren – lige meget hvor høj hans status er, eller hvor megen viden han har – bøjer sig for dig, blot du er den stærkeste. Han smiler dig ind i ansigtet men hader dig samtidig og er kun ude på at gøre det af med dig, risikofrit og i det skjulte, uden at det indebærer nogen konfrontation eller fare for ham.”

Hadet næres af faderens eksempel. Et selvudslettende menneske, hvis kunstnerdrømme fører ham til en stilling som satiretegner på en avis, som ingen læser, og til et vegetativt liv i et af husets inderste værelser og under hashrøgens bedøvende gaze. Det gror videre i ham selv, bliver til utilpassethed og korporlig aggression – fanden om han vil finde sig i noget som helst! Inden det undergår to fatale forvandlinger, først til en dyrkelse af farvestrålende, fotografiske gengivelser af alt vestligt, så til psykose; tavst og lukket vanvid.

DET er en prægtig historie. Ikke mindst i sammenhængen og af to grunde. Hvad der sædvanligvis siges om den egyptiske forfatter Alaa al-Aswany og igen i presselanceringen af denne samling fortællinger, er, at han ikke holder sig tilbage for at kritisere, ligefrem rase mod, sine egne og sit eget. Med den engelske titel: ’Friendly Fire’. Og med vestlig parallel: Thomas Bernhard om Østrig, Imre Kertész om Ungarn, måske Günter Grass om Tyskland. Her får vi imidlertid takket være fortællerens fremskudte position også sygeligheden, det manierede, eller hvad jeg før kaldte vokseværket, i det kulturelle selvopgør. Skildringen af Isams had mod alt egyptisk virker tilbage på ham selv. Og kaster et flakkende og ubestemt lys på bogen og forfatteren selv. Er han selv ramt?

Den anden og beslægtede grund til, at Isams historie står sitrende og uafgjort tilbage er, at den anfører tvetydige psykologiske grunde til kulturhadet. Hvordan kan faderens ulykkelige eller måske ligefrem almindelige skæbne gælde for en hel nations og en hel kulturs umulighed? Hvad er det litteraturen gør, når den angiveligt portrætterer folkesjæl, historie, myte? Eller gør den overhovedet det, fortæller den ikke bare om, hvad det vil sige at være forsmået, krøbling eller kejtet, som de fleste er?

ISAMS historie fylder lidt under halvdelen af Alaa al-Aswanys bog. Bortset fra en enkelt er resten små psykologiske skitser, episodiske og egentlig banale fortællinger om den fede dreng, der iført snærende gymnastiktøj udleveres til de andre børns latter. Om lærerinden, der ansøger om stillingen som privatlærer for en rig mands datter og pludselig glemmer alle sine diplomerede kundskaber, da stillingen er hendes. Om den højtbegavede, unge kirurg, der skal ydmyges og gennemleve fysiske pinsler, inden han langt om længe får en fast stilling og dernæst kan reproducere det hierarkiske tyranni, han selv var et offer for. Osv.

Faktisk ikke gode tekster, til gengæld bombastisk pointerede. Og sagt til fansene: Vi er langt fra forgængerne, de episk snoede romaner med stort persongalleri, ’Yacoubians hus’ og ’Chicago’. Hvad er så fortællingernes kvalitet? At de fremhæver et særlig egyptisk nationaltræk – mobning, lavt selvværd, autoritetstro? Næppe.

Hvor er det dog stadig et ubesvaret spørgsmål i vores globaliserede verden, hvornår litterære tekster er gode, og hvornår de – bare – er kulturelle vidnesbyrd. Og hvor er der dog meget i forhold til det spørgsmål, der kompliceres af lanceringens hurlumhej.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2010

Livet i vildmarken

Australske Peter Careys psykologiske roadmovie-roman fra hippiernes og den militante politiks jubelår med en – næsten – lykkelig slutning

Peter Carey: Den illegale. Oversat af Niels Lyngsø. Samleren. 286 sider, 299,95 kroner.

Che, syv år gammel, bliver bortført af Dial, en kvinde med forbindelser til tidens – de tidlige halvfjerdseres – socialistiske guerilla. Af sted går det, fra selveste Bloomingdale’s og drengens mondæne new yorker-liv i victoriansk stil (bedstemors erklærede mål: mange penge, total askese), via ’Philly’, den amerikanske vestkyst til Queensland, Australien.

Fra én vildmark til en anden.

Ches forældre er revolutionshelte i den akademiske ende (meget til bedstemors ærgrelse), men fjerne som solopgange og gulnede portrætter. Ikke underligt derfor, at Che i lang tid lever i den illusion, at Dial er hans mor, og at den overraskelse, hun lover ham på vej over det ene og det andet kontinent, er faderen. Men sådan hænger tingene ikke sammen, Dial er bare Dial, der har rodet sig ud i noget, hun ikke kan overskue. faderen ser vi ikke noget til, moderen kommer galt af sted med en af sine bomber, og løfterne bliver til – forvirring og orienteringsløshed. Altså mere vildmark.

Det er den, romanen skildrer som en mental tilstand og et halvfjerdserkendetegn, der imidlertid rækker ud over hippiekultur og miljøer af politiske outlaws. Det handler også alt sammen bare om familie, kærlighed, rod og kaos. De evige ting. Som støtte for oplevelsen tjener en række tidsspring og synsvinkelskift, fra Che til Dial og tilbage igen, så dele af rejsen bliver tilbagelagt flere gange og med vekslende betoninger. Skæv komposition, god komposition. Vi får ligesom de to hovedpersoner lige akkurat så mange glimt, at vi kan hitte rede i historien og ane en mening.

Meningen – livsmeningen – bliver for Dial en hytte omkranset af slyngplanter, skidt og lort og forulykkede køretøjer ”for enden af en grusvej i Jordens røvhul”. Et lille stykke inddæmmet vildmark, hvor besværlighederne fortsætter, men hvor også virkeligheden begynder. Og trods trængslerne et bedre liv på erstatningsfamiliens skrøbelige fundament.

Peter Careys roman er en fortælling fuld af psykologisk fornemmelse (for især de to skibbrudne, barnet og kvinden) og af social og kulturel analyse (Bloomingsdale’s, New York vs. Queensland) Den er også en rørende romantisk fortælling i ånden fra hippietiden over Hemingway til Thoreau (’Livet i skovene’), men i en meget moderne kulisse af natur og skrotplads. Og med den vigtige tilføjelse, at personerne i Careys roman slæber det meste af deres ideologiske og sociale forstokkethed med sig og først til allersidst og kun tilnærmelsesvis bliver klogere.

Men tænk engang – en roman fra den alternative livsstils epoke med en næsten lykkelig slutning!

Det er ganske usædvanligt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2010

Skriget

Albert Camus’ litterære hovedværk fra 1957 er ikke bare en filosofisk roman, men også en intens gyser

Albert Camus: Faldet. Oversat af Hans Peter Lund. Gyldendal. 120 sider, 179 kr.

Hvis man overhovedet kan, skal man et øjeblik glemme, at Albert Camus er fadder til fransk eksistentialisme, sammen med Sartre sammenvokset med begreberne meningsløshed, fremmedgørelse, skyld. Væk med dem også, væk i det hele taget med filosofien bare for en kort bemærkning. Og ind med romanen: portrættet af den blaserte – intelligente, kyniske, dobbelt-dobbeltmoralske – Jean-Baptiste Clamence, hans kunstfærdige dialog (enetale med blind makker), historierne om menneskers flygtige omgang orkestreret af tåge, øde oceaner og fugles skrig, der skærer sig som knive gennem sjælen.

Jean-Baptiste fortæller sin historie siddende over for en anonym gæst på en bar i Amsterdams havnekvarter. Det kunne være til hvem som helst, til os læsere, til sig selv. Han fortæller den i tilbageblik, det hele kan derfor godt være sandt, det kan også for en del være et raffineret slør, det ene lagt oven på det andet.

Først levede han i en ophøjet falskhed, fortæller han, sikker på sin egen overlegenhed i alle de discipliner, det er værd at snakke om. Skønhed, begavelse, godhed, den sidste som et rent artisteri i forstillelse. Og derfor sikker også på retten til at indkassere, hvad der er at indkassere: et vist mål af rigdom, grænseløs beundring, kvinder i bundter. Så indtræffer den skelsættende begivenhed. En nat, da han netop har passeret en skikkelse på en af Seinens broer, hører han først lyden af et legeme, der rammer vandet, og derefter flere på hinanden følgende skrig. Han tænker: Nu må han handle hurtigt. Derefter fjerner han sig.

Skriget skal han flygte fra i flere omgange. Snart hører han det som en latter ukendte steder fra, snart i mågernes skrig over havet. Så vælger han at skjule sig for det bag en acceleration af udskejelser, drukkenskab, hor og sidenhen bag nye snedigt konstruerede livs- og selvfortællinger. Den allersidste af dem, den saliggørende, handler om den bodfærdige – dvs. angrende – dommer, der sikker på menneskets uforanderlige skyld påtager sig at dømme andre og samtidig tilstår sig selv alt, ”kvinder, stolthed, kedsomhed, nag”, fordi han dømmer sig selv hårdest: ”Jeg var den elendigste af alle elendige.”

Det er intenst spændende at følge, først afskalningen, så opbygningen af nye forsvarsværker. Fra anekdote til anekdote, i et stadig tættere sjæleligt og udvendigt mørke, så sygesengen, feberen, til sidst religiøst delirium. Der er mange genrer, der blander sig i Camus’ roman. Gyseren, den gotiske roman, er én af dem.

Bogen, der er Camus’ måske ikke bare litterære hovedværk, men hovedværk i det hele taget, er nyoversat til et strålende – glasklart, lettere pedantisk og svagt poetisk – dansk af Hans Peter Lund. Den perfekte sprogdragt til Jean-Baptiste Clamence.

En af anmelderiets mest utaknemmelige opgaver er at forklare, hvad bøgerne – hin enkelte, for slet ikke at tale om klassikeren – har at sige os, det moderne menneske, hvis ikke ligefrem det senmoderne. Skylden, dommen, faldet, forstillelsen, foruden spændingen og gyset? Godt i den situation at kunne henvise til den eneste rimelige anledning til, at romanen kommer netop nu, og som også er den, forlaget anfører: Det er halvtredsåret for forfatterens død.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2010

Om at se klart i mørke

Albert Camus’ bevægende skildring af håbløshedens vane og dens logiske svar, medmenneskeligheden, taler stadig direkte til læseren. Nu har hans gennembrudsromans mere end 60 år gamle oversættelse fået en klar og mundret afløser

Albert Camus: Pesten. Oversat af Hans Peter Lund. Gyldendal. 381 sider, 299,95 kroner.

Den amerikanske litteraturprofessor Elizabeth Hawes fortæller i sin portrætbog om Albert Camus, at de amerikanske kritikere godt nok tog pænt imod ’Pesten’, da den i 1948 udkom i engelsk oversættelse, et år efter den fransk original, men at de til gengæld fuldstændig havde misforstået den.

Oplysningen har Hawes fra et brev, som Camus’ forlægger skrev til ham kort efter udgivelsen. Desværre får vi hos Hawes ingenting at vide om, hvad misforståelsen går ud på. Et gæt vil være, at flertallet har opfattet den som den unge franske forfatterfilosofs rebelske udfald mod det nazistiske regime, der indtil to år før udgivelsen havde holdt Frankrig og Camus’ eget hjemland, Algeriet, besat. Camus havde lige efter krigen besøgt New York og var blevet fejret som en af eksistentialismens eksotiske og alvorsfulde bannerførere og som modig journalist og helt i modstandsbevægelsen. Hemingway på fransk, tilsat lidt James Cagney foruden det tredje krydderi, som amerikanerne slet ikke havde magen til. At opfatte bogen først og fremmest som en slags kampskrift skrevet i allegoriens kodesprog må have ligget ligefor, i hvert fald var det prædikatet, der klæbede til romanen i mange år. Også i Danmark.

Camus’ roman, der blev hans store gennembrud i Europa og i USA og skaffede ham penge og anseelse i større mængder, end han brød sig om, handler om pestens udbrud i den algierske havneby Oran. Først én død rotte på trappestenen, så et par stykker mere, til sidst en invasion, i samme takt skyder bylderne frem under armhulerne på den uskyldige befolkning, så følger døden. Camus gjorde grundige studier i historiens store epidemier, det giver fremstillingen en grum, men også nødvendig realisme. Alligevel kan man godt ane programskriftets skelet bag historien, men det er ikke først og fremmest modstandsmandens.

Dels handler romanen kun lidt om rotterne og pesten og langt mere om det lille samfunds reaktion. Dels ligger der nok i den hastige eskalering af tragedien og indbyggernes modtræk en opfordring til handling. Man skal ikke, som hovedpersonen, lægen Rieux, udtrykker det, falde på knæ, men bekæmpe den ulykke, der slår uskyldige mennesker ihjel og holder dem isoleret fra hinanden. Handlingen er bare ikke så meget en handling vendt mod en militær besættelsesmagt som mod meningsløsheden, opgivelsen, selve det livsødelæggende i tilværelsen.

Jeg har svært ved at beslutte mig for, hvad jeg synes virker stærkest i romanen. Er det den medmenneskelige mobilisering? Journalisten, der egentlig bare var på reportagerejse, forfatteren, der år efter år slås med sin bogs første linje, selvmorderen, de finder alle sammen noget nyttigt at gøre som svar på eksilet, ikke heroiske eller ”vidunderlige”, men ”logiske” svar, som Rieux’ siger. Eller er det de psykologiske tilstande, der kommer før mobiliseringen? Bedøvelsen, ”håbløshedens vane”, som det hedder. Begge dele er bevægende skildret og vedrører, som det også hedder i romanen og som en del af dens filosofiske program, naturligvis ”alle”. Stadigvæk.

Til næste år, 2013, ville Camus være fyldt 100 år. Gyldendal har foreløbig markeret begivenheden med Hans Peter Lunds nyoversættelse af ’Faldet’. Det er også ham, der har æren for, at den mere end 60 år gamle oversættelse af ’Pesten’ nu har fået en klar og mundret afløser. Det objektive og ukunstlede er Camus’ stil, det står også godt til hans fortællers logiske moral. Som han siger et sted: ”Jeg befinder mig i mørket og prøver at se klart.”

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2012

Livet i galakserne

Italo Calvinos kosmikomiske historier er myter til det moderne menneske; svagt sørgmodige, ganske poetiske og vildt morsomme

Italo Calvino: De kosmikomiske historier. Oversat fra italiensk af Lene Waage Petersen. Gyldendal. 408 sider, 299 kroner.

Vores hovedperson – Qfwfq, som han hedder – har en ganske usædvanlig evne til at være på pletten. Da universet blev skabt ved det siden så berømte ”Big-bang”; da havene trak sig tilbage og lod kontinenterne skyde op; ved celledelingens livskabende mirakel. Han var der, som en anden Kilroy, og udreder på et stikord sagens enkeltheder; poetisk, filosofisk, men frem for alt i et menneskeligt perspektiv. ”Sørens også!” udbryder han, da hans båd støder på Månen under dens opstigning fra jordhavet. Og fortsætter: ”Det er let nok at fortælle om det nu, men jeg gad nok se den der kunne have forudset den slags fænomener dengang!”

Ja, ærlig talt!

Det kosmiske i Italo Calvinos kosmikomiske historier er mytestof, sammenvævet af naturvidenskabelig teori og forfatterens fantasi og digtekunst. Det komiske i det kosmikomiske ligger – som oversætteren Lene Waage Petersens skriver i sin korte og kløgtige efterskrift – i ”afstanden mellem universets uendelige menneskeløse rumtid” og netop den jordbundne fortællerstemme, den til de fjerneste galakser og tidligste tider udsendte Qfwfq.

Vores – læsernes – Scheherazade.

Italo Calvino er herhjemme bedst kendt for sin roman ’Hvis en vinternat en rejsende’, der blev postmoderne kult i 1980’erne. En bevidst uegal sammenstykning af romanbyggeklodser, ivrigt snakkende med læseren, lige så ivrigt med en god del af det globale bibliotek. Afstanden til de kosmikomiske historier, som han skrev de fleste af i løbet af 1960’erne, og som nu udkommer samlet for første gang på dansk, kan virke stor, men er det egentlig ikke. Begge dele er veloplagt og humoristisk grundforskning i sprog og historiefortælling, begge dele er desuden nok proppet med ironi, men også gravalvorlige undersøgelser af, hvor langt fortællingen kan skabe mening, sammenhæng eller i det mindste tjene som tydning i en virkelighed, der mere og mere ligner den menneskeløse rumtid.

Gravalvoren er dog størst i de tidlige historier, det samme er den poetiske tristesse. Fx i et af pragtstykkerne, Priscilla, der sammenstiller celledelingen med et kun lettere modificeret romantisk kærlighedsbillede. Igen med vores ven Qfwfq, nu med maksimal indlevelse i livet som celle: ”Adskillelsen, umuligheden af at mødes ligger i os allerede fra begyndelsen. Vi er ikke født af en sammensmeltning, men af en sidestilling af adskilte legemer.”

Det er vilkåret, kære læser, kosmisk realitet på de indre linjer og metafor på de ydre.

Men heldigvis også og som overalt i samlingen urkomisk og smuk fortælling.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2011

’Jeg tørster efter at give mig til kende’

Er bombardementerne af Salzburg under Anden Verdenskrig, ligene i gaderne og byens nazistiske kostskole nøglen til Thomas Bernhards rasende forfatterskab?

Thomas Bernhard: Årsagen. En antydning. Oversat fra tysk af Søren R. Fauth efter Die Ursache. Eine Andeutung. Forlaget Sisyfos. 113 sider.

På en måde er alt ved det gamle hos brokkehovedet Thomas Bernhard (1931-1989): Det er noget lort fra en ende af, Østrig er, katolicismen og nationalsocialismen er, hvilket nu som før kommer ud på ét. Form og stil er også den samme; non-stop prosa, monomant kværnende, altnedrakkende, kategorisk, misantropisk, rasende til det sygelige. Som en mani, som et delirium. Men isprængt en vis munterhed, måske endda lyst, fx den at finde på nye, helst sammensatte ord for idiotien: en barndom i ”selvmordsspekulationernes skole”, et liv på den ”i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske-katolske dødsjord.”

Bernhard er overdrivelseskunstner. Eller som forlaget citerer den berømte tyske kritiker Marcel Reich-Ranicki: Bernhards ambition er ikke at gengive en realitet, der kan efterprøves, ”men at skabe en realitet, der [er] suggestiv nok til at gøre dens efterprøvelse overflødig.” Men hvad vil det egentlig sige? Suggestiv som en følelse, en vredesrus, et raserianfald, man overgiver sig til. Eller suggestiv som et billede på noget andet og noget, man kan føre vreden tilbage til? I bogen her, den første af fem små selvbiografiske romaner, er vi i forfatterens barndomsby Salzburg. Festspillenes glaserede kulturcentrum, en glansfuld løgn. Vi er også på den nationalsocialistiske kostskole fuld af udspekuleret ondskab, senere på den katolske skole med mere af det samme. Endelig er vi i fortrængningens bedøvende rige, hvor krigens grusomhed og konkrete ofre er forsvundet og for altid glemt under de udbombede huse. Er den åndløse, dødsmærkede møgbunke af et Salzburg, som Thomas Bernhard fremmaner, så en realitet i en anden potens – en møgbunke af en moderne kultur, tvangens, fremmedgørelsens, instrumentaliseringens doktrinære rædselsregime? Nazismen videreført med andre midler og ind i vores tid. Det ville formentlig ungarske Imre Kértesz, en af dem, der har ladet sig inspirere af Bernhard, sige. Han sad i kz-lejr og har skrevet i netop det spor. Eller er Salzburg en vilkårlig gestaltning af alt det lort, vi mennesker før eller senere løber over med og lader strømme tilbage i floder, kaster i ansigtet på den nærmeste eller i rasende fart skriver ned på papiret? Noget i den retning ville sikkert Peer Hultberg sige, en anden forfatter, der er påvirket af Bernhard.

Bogen antyder – som det hedder i undertitlen – et andet svar og en enklere sammenhæng. En årsagsmæssig, igen: jf. titlen:

Bernhard fortæller i faser næsten helt almindeligt (!) om bombningen af Salzburg under Anden Verdenskrig, om indbyggernes angst, om det skræmmende syn af lig stablet op i gaderne og som nævnt om glemslen. Ikke som billede på noget som helst, men som virkelighed, som realitet. Er det så årsagen, dvs. forklaringen på forfatterskabet. Var det noget i barndommen?

Det virker næsten skuffende. Og på ingen måde fyldestgørende. I hvert fald forklarer det ikke det særlige ved ham, med den tyske kritiker: den litterære suggestion, sprogmanien.

Den får man et andet sted og lidt mere diskret et bud på, hvor kommer fra:

Åndløshed og død er ét billedspor i bogen, oplysning et andet. De er hinandens modsætninger og i veritabel krig. I den forbindelse fortæller Barnhard om påvirkningen fra en bedstefar og slægtskabet med oplysningsmanden Montaigne, som bedstefaren introducerede ham til. En linje hos Montaigne har bidt sig fast: ”Jeg tørster efter at give mig til kende.” Uden tanke på konsekvenserne, i det hele taget uden hensyn. At give los, at fornægte al forstillelse og alle tilløb til selvbeherskelse. For alt i verden gælder det sandheden, også hvor den er grimmest. Det ligner ham selv, mindst lige så meget som det ligner Montaigne. Og så ligner det i høj grad en litterær og meget moderne strategi: Biografien og selvbiografien er også værket, kværnende og muntert lort fra en ende af.

Bernhards roman, som udkom på tysk i 1975, er forlaget Sisyfos’ første udgivelse. Forlaget lover os desuden de følgende fire foruden udgivelser fra det 20. og 21. århundrede, ”hvor hensynet til kvalitet er det altafgørende parameter.” Sisyfos skal være meget velkommen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2011

Øksemorder med kikkertsigte

Østrigske Thomas Bernhards fræsende og højkomiske roman om klaverradikalisten Glenn Gould – og middelmådigheden

Thomas Bernhard: Undergængeren. Oversat af Søren Fauth efter Der Untergeher, 1983. Forlaget Basilisk. 172 sider, 190 kroner.

Både romanens jeg-fortæller og hans ven Wertheimer – romanens Undergænger – får deres ellers lovende karriere som pianist ødelagt, da de i 1953 på et klaverkursus i Salzburg møder geniet Glenn Gould. Eller med en af Thomas Bernhards (1931-1989) typiske overdrivelser: Når Wertheimer 28 år senere begår selvmord, er det fordi Glenn Gould med sin strålende begavelse og med ordet Undergænger henvendt til Wertheimer afslører det talentfulde som middelmådighed. Eller for at lægge endnu et led til og med en af romanens pertentlige overdrivelser: Fordi Wertheimer kl. fire om eftermiddagen en dag i året 1953 passerer døren til værelse 33 på Mozarteum, hvor Glenn Gould netop sidder bøjet over klaveret, hænger Wertheimer sig 28 år senere i et træ i den schweiziske by Chur.

Man aner galskaben, Wertheimers livstruende og Bernhards kunstneriske galskab. Men jo også komikken.

Det handler altså om kunst. Om Glenn Goulds ”uhyrlighed” og ”klaverradikalisme”, med en karakteristisk Bernhard-sammensætning. Om modet til at gå planken ud og ikke at forkrøbles (Bernhard kursiverer i ét væk) i surrogater og almindelighed. Eller som ”aforismeskribent”, hvilket netop overgår stakkels Wertheimer, da han har skilt sig af med sit Bösendorfer. Inden noget endnu værre overgår ham.

Kunsten er farlig, forstår man, og ingen garanti for et lykkeligt liv. Lykke handler det i det hele taget meget lidt om, snarere om at lykkes eller ej. Og hvad det angår, er Glenn Gould ”triumfatoren”, ikke mindst på grund af netop kunstens farlighed. Han banker panden mod Steinway’et i en alder af 50 år og midt i sine elskede Goldbergvariationerne. Større bliver det ikke. Han triumferer som sagt, han udsletter de andre.

Det handler også og som altid hos Bernhard og ikke mindre veloplagt end ellers om at forvandle idiosynkrasierne, irritationerne og væmmelsen til stil, til denne her kontrollerede bersærkergang og til afbalancerede urimeligheder. Angående katolicisme og socialisme, Østrig, hotel- og restaurationsværter, papirarbejdere og ølkuske … Angående alting.

Fremfor alt handler det dog om kunst. Og ikke kun om Glenn Goulds, men som en refleksion i hans spejlblanke Steinway-flygel nok så meget om Thomas Bernhards.

Han er en overdrivelseskunstner. Så vidt jeg husker, er ordet hans eget, han dyrker den slags sammensætninger. Men det er ikke overdrivelserne i sig selv, der gør hans bøger til kunst, det gør snarere stilens ejendommelige blanding af udbasunering og pertentlighed. Som en øksemorder med kikkertsigte.

Det sidste – kikkertsigtet – dækker over romanens mange raffinementer. Et af dem er fortælleren, der sammenfatter de 28 år i løbet af nogle få timer i Wertheimers landsby umiddelbart efter hans begravelse. De fleste af dem endda med benet halvt inde over hotellets dørtrin og i et gigantisk sug af koncentreret erindring, hvirvlet rundt i fortællerens ord- og tankecentrifuge og mellem handlingens dengang (”sagde han”) og refleksionens nu (”tænkte jeg”). Et andet og beslægtet raffinement er kompositionens og sætningskædernes fræsende gentagelsesmønstre, der ligesom Glenn Goulds elskede Kunst der Fuge lader de samme temaer og de samme skæbnesvangre scener returnere i vekslende tempo.

Måske er både den frenetisk talende jeg-fortæller, den destruktive Wertheimer og kunstnergeniet Gould udspaltninger af Thomas Bernhard selv. I hvert fald er de ham på en prik. Lige vanvittige, lige selvoptagede og lige vildt fascinerende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2008

Farvel og alt er ligegyldigt

Thomas Bernhards andet bind erindringer er endnu en omgang guddommeligt vredesrableri og ganske fornuftig livstydning

Thomas Bernhard: Kælderen. En unddragelse. Oversat fra tysk af Søren R. Fauth efter Der Keller. Eine Entziehung. Forlaget Sisyfos. 107 sider, pris ikke oplyst.

Thomas Bernhard er den vrede mand i østrigsk litteratur, en terminator med en kronisk skarpladt sømpistol af et sprog vendt mod – ja, mennesker og samfund fra en ende af, det facile i kulturen, al den røvsyge fordragelighed. Faren ved den uforandrede og ganske underholdende surhed er ikke, at den slider sig selv op, ikke hos Bernard i hvert fald, her er den snarere energikilde. Næ, faren er, at den som et trykluftbor kombineret med en vuvuzela kommer til at overdøve sig selv, dvs. vredens årsager og fine variationer, hele ideen med den.

I ’Kælderen’, den anden af fem små erindringsbøger, drejer hovedpersonen i bogens allerførste linje resolut om på hælene og går ”i den modsatte retning”, væk fra gymnasiet, borgerskabets robotfabrik, og i retning af fattigkvarteret, hvor han bliver købmandslærling i en kælderbutik. ”I den modsatte retning” kunne være bogens undertitel (og er det jo næsten også, bare med et lidt andet ord: ”unddragelse”). Vendingen og den altafgørende scene, der i Bernhards karakteristiske gentagelsesstil repeteres bogen igennem, er hans måde at redde sig over i en virkeligere verden, ja, i det hele taget redde sig. Det er enten selvmordet eller ”i den modsatte retning” eller med et citat, der har mottoets format over sig: ”I et sådant livreddende øjeblik må vi ganske enkelt være imod alt eller holde op med at være i det hele taget (…)”

Som erindringsbog er ’Kælderen’ – ligesom første bind, ’Årsagen’ – højst usædvanlig. Uden for kælderbutikken og den snævre og overbefolkede lejlighed derhjemme kommer vi sjældent. Der er kort sagt ikke meget livshistorie i almindelig forstand, snarere er erindringen et tydningsarbejdet med fokus på et tætvævet mønster, i takt med gentagelserne mere og mere metaforisk: Kælderen og fattigkvarterets råhed er et livsvalg, der ruster mennesket og gør det ”modstandsdygtigt” over for tilværelsens inderlige meningsløshed. Sidstnævnte meningsløshed kan udredes vidt og bredt, en af de lokale har efter en solid øl og pølse-frokost en kortere og for kvarteret mere passende version: ”Farvel og alt er ligegyldigt”.

Vredesrableriet i Thomas Bernhards skarpslebne sten af en bog finder andre guddommelige udtryk, godt fordanskede af Søren Fauth. Salzburg er en ”afskyelig stupiditetsstørrelse”, tilværelsen som skoleelev en ”industriel marioneteksistens”, og familien en ”ansamling af blodsbeslægtede”.

Det sidste lyder livstruende. Pointen er, at det er det også.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken juni 2012

Forladte ting, forladte mennesker

Paul Austers nye roman er en ambitiøs fortælling om USA i skumringstimen – tyk på symboler, indimellem messende, men også bevægende og kunstnerisk sand

Paul Auster: Sunset Park. Oversat af Jørgen Nielsen. Forlaget Per Kofod. 286 sider, 299 kroner.

Kernen i historien er en banal, men tragisk ulykke med en understrøm af nagende tvivl: Hovedpersonen Miles og hans halvbror Bobby går en dag langs en hovedvej. De er midt i et skænderi, da Miles skubber til Bobby, som bliver påkørt og dræbt.

Tvivlen: Var det virkelig et uheld, eller lå der bag skubbet et had til broderen og bag det igen et ønske om at slå ham ihjel?

Det er kernen eller snarere det lange spor i Paul Austers roman med forgreninger op og ned og ud til alle sider. Miles, den begavede og reelle dreng, trækker sig tilbage fra verden. Han optager den døde bror i sig, hans råhed, vrede og selvdestruktion.

I en senere fase stikker Miles af. Forsvinder fra sin gamle verden, forældre og stedforældre, det kultiverede New York og det blaserte Hollywood, der var hans hjem, men som han ikke længere følte sig hjemme i eller ikke mere kunne skræve mellem. For så at dukke op i en anden, snart det ene sted, snart det andet, beskæftiget med skiftende småjobs. Inden han efter syv lange og omflakkende år af bodsgang og glemsel pludselig møder den unge Pilar og forelsker sig i hende – brændende og beslutsomt.

Det sidste er romanens andet vendepunkt og begyndelsen til hans lange hjemrejse.

PAUL AUSTERS nye roman adskiller sig nok på nogle punkter fra den typiske Auster-roman. Her er ingen gåder, ingen dybere filosoferen eller fortællemæssige og kompositoriske snurrigheder. Det er tilsyneladende mere lige ud ad highway’en, mere Richard Ford, mere Philip Roth. Og samtidig er den ét langt ekko af Auster og hans motiver.

Forholdet mellem fædre og deres sønner er ét af dem. Tilfældighederne, begivenhedernes ejendommelige sammenfald og hinanden krydsende spor, er et andet. Den nøgne, i faser svagt melankolske registrering af ting, steder, mennesker og de mærker, tidens gang sætter i dem, et tredje. Samfundets og USA’s langsomt fremadskridende historie tæt sammenvævet med den litterære fortælling et fjerde.

Det får for alvor og på smuk vis lov at udfolde sig i romanens sidste to tredjedele. Det er her, vi når til Sunset Park, et beboelseskvarter i Brooklyn, New York, for en del beboet af folk alle steder fra (polakker, kinesere, mexicanere, hvide, sorte), for en anden del tømt for liv og mennesker på grund af bolig- og finanskrise og krise i al almindelighed. Og nu – for ét af husenes vedkommende – overtaget af Miles og sådan nogle som ham, i alt fire-fem indtrængere, en slags samfundets løsdele, der slår sig ned på tomten og gør det til deres sted.

I den del åbner romanen sig. Vi får personernes historie kapitel for kapitel og derigennem dem alle sammen på skift indefra og udefra. I en vekslende rytme mellem det store panorama af løbende begivenheder og tætte sceniske fremstillinger. Brændpunkter i deres historie om at kikse og fare vild. Det perspektiv omfatter også forældrene, forlæggerfaderen fra New York, der balancerer mellem kærligheden til sin kone og sin genopdukkede søn, og skuespillermoderen fra Hollywood, der efter en lang tur gennem forfængelighedens blomstrende haver er faldet til ro med sin nye mand og sin kunst. Hun spiller betegnende nok og med stort engagement den trinde Winnie, der i Becketts klassiske stykke fornøjet og forestillingen igennem sidder i lort til lidt over livet.

Endelig åbner romanen sig mod USA’s historie, især i et langt kig ned mod Anden Verdenskrig og de hjemvendte soldater, ramponerede indvendig og udvendig, fremmede for sig selv, fremmede for andre. Den parallel er trukket hårdt op, men beskrevet nænsomt og snarere som en stemning og en lang refleksion end som en dom over eller et forenklet signalement af romanens nutid.

DET gælder i det hele taget romanens præg af kulturel undergangs- og aftenfortælling. Man mærker hensigten, man kan slet ikke lade være. Man aner også flere af de store grundfortællinger fra Kain og Abel over Odysseus til J.D. Salingers Holden Caulfield. Og bliver lidt urolig. Det er tykt, stort i formatet, nogle steder næsten messende. Men det er også bevægende og virker som en rimelig undersøgelse af de lange spor, fortællingen trækker, og virker sandt.

Det sidste skyldes ikke mindst stilen, tror jeg, den nidkære opremsning af detaljer, tings og personers navne, begivenheder, underlige sammenfald, hele den realistiske fremstillings grundighed. Vi kan komme højt op, helt op i symbolernes øverste skydække, men der er hele tiden en forbindelse tilbage til det konkrete, til en eller andens onkel, til en eller anden utrolig baseballkamp, til udrangerede tyggegummiautomater og telefoner med drejeskive.

Også på den måde er romanen umiskendeligt en Paul Auster og helt på højde med ham og med resten af det store forfatterskab.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2010