Tag Archives: Anmeldelser

Ildens foruroligende varme i skridtet

Det flagellantiske spor i moderne hvid/vestlig underholdningslitteratur er trukket dybt. Bortset fra det er tasmanske Richard Flanagans roman stærkt underholdende

Richard Flanagan: Savn. Oversat af Claus Bratt Østergaard. 237 sider, 299 kroner.

Historien er bestemt set før: Godlidende kolonialister vil redde ædle vilde. Eller føre dem frem til den engelske civilisations stade, som det hedder med victoriansk selvbevidsthed og i romanen med spids ironi. Bortset fra det med det engelske kunne det være en historie fra Grønland (apropos film- og bogaktuelle ’I den bedste mening’), men er denne gang fra Tasmanien, et underrige til underriget Australien. Plottet er heller ingen overraskelse: Det går skidt, Mathinna, yndigt barn (halvt en dukke, halvt et dyr) og hovedperson i den eksperimentelle forvandling (mere dukke, mindre dyr), ender i ulykke. Ligesom resten af hendes folk, hvad enten ulykken er myrderier, druk, prostitution eller uvante sygdomme bragt med som returprovision fra kolonimagten.

Noget lignende gælder romanens morale: Ja til bare tæer i græsset, ja til svedig dans, ja til begær og lidenskab og udlevet kærlighed, nej til korsetter, nej til fortrængt eller sublimeret driftsliv, nej til herskesyge forklædt som altruisme. Det er svært at modsige.

Sidste beklagelse: Hvor er det flagellantiske spor i moderne hvid/vestlig underholdningslitteratur dog trukket dybt, og hvor er der dog noget både naivt og patetisk over at holde hele herligheden op som et spejl for vores alle sammens synder, de dengang begåede, de i dag gentagede. Det sidste dels i uspecificeret almindelighed, for er al senere tids undertrykkelse ikke så nogenlunde og i meget elastiske begreber en gentagelse af det samme mønster? Og dels i det nære og psykologiske perspektiv, så sandt som der under den koloniale fortælling og drømmen om den vilde skjuler sig en sandhed om vores egne dagsaktuelle længsler efter et liv hinsides det konformes og fortrængningernes bunkerliv. Som om litteraturen skal føre sin læser frem til en højere følsomheds stade.

Jeg ved godt, det også er historien om et folk eller flere folk. Men jeg synes ikke, tasmanske Richard Flanagan i det perspektiv – kultur- og historieforståelsens – gør andet end at gentage klicheerne.

DET er den ene side af romanen og af karikaturen. Det forsimplende, stormløbet mod de åbne døre. Den anden side er den veloplagte fortælling, den overdådig krydsklipning mellem to kulturer, tasmansk ørken og britisk tåge, mængden af morsomme portrætter og barokke scener, stilens hæmningsløse retorik. I det hele taget det hæmningsløse. Og en fortættet, højfrekvent og begavet underholdning.

I det regi optræder forfatteren Charles Dickens, skruet ned i følelsernes pakis, forladt af kærligheden og alle andre lidenskaber end forfatterens. Og polarforsker, tidligere guvernør John Franklin i lignende omstændigheder, men i den rigtige is. Samt hans hustru, i én fase guvernørfrue i Tasmanien og det store eksperiments moder, i en anden travlt optaget af i et gigantisk fortrængningssamarbejde med Dickens at tilbagevise rygtet om, at hendes mand er kannibal. Og endelig Mathinna, kongedatteren i rød kjole og bare tæer, først med rosenmund, så med drankerkæft. Frem og tilbage og hen over kulturerne, fantasifuldt, velskrevet og drivende af smerte, ensomhed, barbari, længsler, savn, fede symboler og tyk ironi.

Alt det er der bestemt også. Og igen lige nedenunder den kontinentalsokkel af en kliché, det hele er surret fast til, igen med overgiven ironi: ”Vi har alle lyster og begær. Men kun de vilde går ind for at tilfredsstille dem,” ”kriteriet for visdom og civilisation bestod i evnen til at tøjle sit begær, fornægte det, knuse det. I modsat fald var man ikke bedre end (…) en eskimo.” Og som modbillede, med fuldtonende patos, protektor Robinson i natlig dans: ”Senere huskede han tilbage på det som naragtigt, men her og nu, mens han hoppede og hylede, mens luerne flammede op og han mærkede ildens foruroligende varme mod de nøgne lår og i skridtet, var han usikker, vidste ikke. Den nat flød universet ind i ham, han var åben for alting, han var levende i forhold til sig selv og til andre mennesker på en måde, som han aldrig før havde oplevet. Den nat følte han sig udspændt mellem stjernerne og bjergene, mellem skoven og ilden.”

Vilde himmel.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2010

Hensunket i skummel stilhed

Om det så er unge H.G. Wells med stiv pik i frugtskålen, så får læseren det her – foruden tidsrejser, opsprættede ludere og endnu en stjerne på bestsellernes cirkusplakat

Félix J. Palma: Tidskortet. Oversat af Iben Hasselbalch. Gyldendal. 528 sider, 349 kroner.

Første indslag i denne varieté af en roman er 1890’ernes London med alle de floskler, man kan stoppe ind i portrættet (ludere, lommetyve og Whitechapel ”hensunket i skummel stilhed”). Så følger alle de navne, forfatteren i en fart kunne komme i tanke om eller huske fra en film og med nogenlunde sikkerhed forvente, at læseren ville genkende (Jack the Ripper, Elefantmanden, Conan Doyle, H.G. Wells, Bram Stoker). Til sidst en fortænkt historie eller helt præcis to og en halv, hvor alle figurerne myldrer sammen og blander sig på kryds og tværs af tid, sted og kostumer. Først en om en ung mand fra overklassen og en pige fra underklassen (Whitechapel hensunket i skummel stilhed), der brutalt myrdes (Jack the Ripper), hvorefter den unge mand med hjælp fra en tidsmaskine (H.G. Wells) rejser tilbage i tiden og gør det gjorte ugjort. Tror han da (fortænkt historie). Og så den samme en gang til bare omvendt, nemlig om Gilliam Murrays tidsrejser til år 2000, hvor overklassepigen Claire skal møde proletaren Tom udklædt som menneskehedens frelser, kaptajn Shackleton, og de to mødes og skilles på tværs af epokerne, fantasifulde løgnehistorier og sødt bedrag – og igen mødes. Og så til allersidst den halve historie, hvori de to historier skal finde hinanden og elevere med hjælp fra en gasballon af spekulationer over tiden, forfra og bagfra (tidskort, tidsrejsende, ”deplacerede”, ”mutantgener”), og ’hvad nu hvis jeg havde myrdet min egen oldemor?’

Hele herligheden undskylder sig med en ironisk-svulstig stil og en iscenesættelse af fortælleren a la gamle dage og damen uden underkrop (”Lad os derfor forlade Harold – uden at jeg overhovedet tør love, at han dukker op igen …”). De overgearede fortællerkommentarer aftager i øvrigt efterhånden, måske for ikke at forstyrre alvoren (Whitechapel i skummel stilhed), måske fordi forfatteren glemmer dem.

Som ekstranummer er der billederne, i stribevis og til at blive deplaceret af: ”Gilliam beklædte sine sidste ord med et tyndt lag lak af spot.” Og: ”Otte lange år, hvor smerten i ham kun var vokset og havde bredt sig i ham som en forbandet efeu, der havde lagt sig om hans organer som en klam hånd og fordærvet hans sjæl.” Høj stil eller skolestil.

Det virker, som om den spanske forfatter – endnu en lysende stjerne på bestsellernes cirkusplakat – har tænkt, ’fanden stå i det, nu får de det hele på én gang og alt, hvad den kan trække. Om det så er unge H.G. Wells med sin stive pik i frugtskålen eller – eller noget med tidsmaskiner og Jack the Ripper og London i 1890’erne!’ Resultatet er en overlæsset, ujævn, forskruet roman, der foreløbig er solgt til udgivelse i 21 lande.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2010

Mørke i DDR

Eugen Ruges fremragende roman om DDR som politisk og åndelig tilstand er blevet sammenlignet med Thomas Manns ’Buddenbrooks’. Det er store ord, men ikke for store

Eugen Ruge: I tider med aftagende lys. Oversat fra tysk af Jacob Jonia. Batzer og co. 436 sider, 298 kroner.

Eugen Ruges roman lægger stilfærdigt fra land, stilen gør ikke meget væsen af sig, dramaet er nærmest underspillet, 30-40 sider inde er man opslugt.

Vi begynder i den nære fortid, det østlige Berlin 2001, så går det i et langt spring over Atlanten, Mexico 1956, hvor et landflygtigt ægtepar forbereder deres tilbagevenden til den endnu unge demokratiske republik. De er partitro af den gammeldags slags, betonhoveder, men håbefulde. Så går det igen frem, til Berlin kort før Murens fald, hvor et udsnit af romanens persongalleri er forsamlet til 90 års fødselsdag, på én gang højkomisk og en menneskelig tragedie, det hele bogstavelig talt tabt på gulvet. Og så tilbage igen, frem, tilbage. I tre slægtled, fire faktisk, vi får også et glimt af generationen, for hvem det hele, Muren, Stasi, die Wende, er sort middelalder.

Nedslagene, der er 20 i alt, beskriver altså en bue, den omtrent virkeliggjorte socialismens ballistiske bane. Først går det opad, hvis vi holder en hånd for det ene øje, øjet på undertrykkelsen, den korrumperede magt, fangelejrene, så næsten lodret ned. Fra håbefuldhedens solgnister til komplet mørke.

Punkterne bliver i læserens hoved til et panorama, det sker ikke af sig selv, men fordi Ruge udfolder dem i tætte skildringer af mennesker og hverdagsliv. Der er et raffinement mere. De samme begivenheder og scener bliver beskrevet i flere omgange (særlig opmærksomhed får en 90 års fødselsdag nogle få dage før den endelige sammensmeltning), men i skiftende synsvinkler. Betonhovedets synsvinkel, hans hustrus, deres søns, historikeren med en fortid i sibirisk fangelejr, hans russiske hustrus, hendes oldingemors osv. Er han for eksempel kuleskør, 90 år gammel endelig indhentet af en velkendt systemfejl, paranoiaens? Eller vil hans hustru faktisk hælde gift i hans aftente? Det er sandhedens og historieskrivningens variationsrigdom, vi her får indblik i, på statsniveau og i menneskelig skala.

SANDELIG om romanen ikke også er morsom, delvis i samme anledninger, altså takket være perspektivforskydningen og de raffinerede gentagelser. Den russiske oldemor bryder ud i sang til 90 årsdagen, og det varmer jo, for er vores to folk måske ikke forbundet, og er sangen ikke ligesom et pant på venskabet? ”Vodka”, istemmer de tyske folkekommunister og højtdekorerede partifunktionærer omkvædet, ivrigt klappende, efterhånden brølende, [kursiv, 2 x vodka:]vodka! vodka! Et halvt hundrede sider senere og efter et par spring frem og tilbage i historien vender scenen så tilbage i oldemors perspektiv. Hendes sang handler om det lille gedekid, en sang for de små, hun deklamerer løs, vers for vers og opmuntret af reaktionerne: [kursiv:] Vot kak, vot kak – hør dog, hør dog!

Eugen Ruge er selv født i Uralbjergene i det vestlige Rusland og boede indtil 1988 i DDR. Han kender med andre ord indgående den tysk-russiske forbindelse, der løber gennem kommunismens europæiske historie, og han kender DDR-tidens hverdagsliv og trakasserier. Forvildelserne og selvbedraget sparer han ikke for noget, men det er skildringens varme underside, dens sørgmodighed og indlevelse i spildet af menneskeliv, der giver romanen dens dybe og bevægende perspektiv. Den tyske ugeavis Die Zeit kaldte med henvisning til Thomas Manns romanklassiker om en tysk købmandsfamilies fald for ”den store DDR-Buddenbrooks-roman”. Det er store ord, men ikke for store. Bortset fra Uwe Tellkamps moppedreng fra 2008, ’Tårnet’, har jeg ikke læst noget bedre om DDR som politisk og åndelig tilstand.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2012

Man er sin egen Velgører

Per Olov Enquists erindringsbog er en digters store fortælling om rejsen ned gennem livet, om at kortlægge barndommens land og bjerge sig selv

Per Olov Enquist: Et andet liv. Oversat af Nanna Thirup. Samleren. 492 sider, 329,95 kr.

Der er tre hovedpersoner i P.O. Enquists erindringsbog, som forlaget ved en fejl, men en sigende fejl , kalder en roman. Den ene er moren, den anden er faren. Den tredje er den alkoholisme, der udvikler sig fra slutningen af halvfjerdserne og er tæt på at slå Enquist ihjel. Hvor de skærer hinanden eller skjult bag dem er han selv. Trods alle afsløringer og pinligheder – udbasuneringer, som det hedder et sted hos ham – lige gådefuld. Næsten lige gådefuld.

Moren er barndommen, taget under ét. Hun bliver alene med ham, da han er seks måneder gammel. Hun, en lærerløn og Vorherre, der vogter over sjælene i hele det nordsvenske Hjoggböle, men særlig nidkært over lille Per Ola. Der er kærlighed i portrættet af moren, bestemt, men ikke kun. Hun kunne ellers undskyldes med naivitet, enfoldighed, folk-på-landet og på-den-tid, men det kommer ikke på tale. Man mærker strengheden, nu og da iskulden. Og fordømmelsen, hendes og Vorherres, som har nok af anledninger, men foreløbig er de alle sammen hemmelige: bh-reklamerne på dasset, hovedpinepillerne presset op under overlæben som snus, ”digtermisbruget”.

Faren er en slags tomrum, modtageligt for fantasier. På dødslejet skriver han en formaning til sin søn, ”bliv en god kristen”, ”bliv præst”. Men var det ikke med ført hånd? Farens hånd, på den morens hånd og på den igen Vorherres hånd? Faren blev frelst sent, det åbner et tomrum mere. Før frelsen var der en motorcykel med sidevogn, før den igen en Chevrolet. Faren var ”sjovere” dengang, hvisker en farbror. Men især: Faren skrev digte, senere brændte hans mor dem.

På den måde oplæres Per Olov til den ene side i artighed. Til den anden side står faren, motorcykel-Chevrolet-digter-faren. Eller som han kommer til at hedde: ”Velgøreren”, ”Rejsekammeraten”. Velgøreren er en skytsengel, en himmelsk Jens Lyn, der ”i øjeblikke af yderste nød” kommer ham til undsætning. Rejsekammeraten er Jens Lyn i jordisk udgave, en nærværende og fortrolig ven. I begge tilfælde: Han er noget andet at måle sig på end synd, fortabelse og Hjoggböle.

DOBBELTHEDEN skal følge Enquist gennem hele livet eller næsten hele livet. Faren skal blive ved at være denne rejsekammerat, moren noget, han skal frigøre sig fra. Eller måske snarere: De to til sammen, moren og faren, skal gennem hele hans forfatterliv tjene som billeder på dette tomrum – gåden – i Enquist selv. Noget at fylde ud, noget at skrive på.

Erindringerne udtrykker det sådan: Han skal ikke være skovhugger eller skrabe bark i det nordlige Sverige, han skal rejse. Vi følger ham til universitetet i Uppsala i halvtredserne, til USA i tresserne, Berlin i halvfjerdserne, Paris og København i firserne. Det er det rastløse hos ham (motorcykel med sidevogn!), op- og fremdriften, det centrifugale. Det gælder også erhvervet, altså ikke i skoven eller på savværket, heller ikke seminariet. Ikke præst, ikke prædikant. Men derimod først universitetet, så forfatter.

Deri ligger en frigørelse. Han er mønsterbryder, som det kommer til at hedde. En lykkelig én, for tænk, at han gør det! Men lykken har en præmis: Når det går godt, når han har succes som forfatter, som skribent, som debattør og medieberømthed, går der hver gang en linje tilbage til det, han kom fra. En tråd vævet ind i mønsteret. Han har et begreb for det: ”et indre forankringspunkt”.

Hvor stærk forbindelsen er, hvor meget det ”indre forankringspunkt” har betydet og stadig betyder for forfatterskabet, forstår man, når man læser erindringsbogen. Den er som en rejse i det. Motiv for motiv, scene for scene dukker det op. At begå synd, at være uopmærksom, at ”tage til genmæle”. Det er der alt sammen. ”Kattegrotten”, et billede på forsoning og genopstandelse i forfatterskabet, findes også i virkelighedens Hjoggböle. ”Det grønne hus”, et billede på tabt barndom og identitetsløshed, er der, nu med forhistorie, til og med om rørføringen. Det hele er der, magisk, fortryllende, måske også – i erindringsbogens mere prosaiske og udredende form – affortryllende. Godt, at vi ikke vidste det før eller vidste det så godt.

OGSÅ som debattør, journalist og dokumentarist gælder dobbeltheden. Sat på spidsen: At han søger udefter for at finde hjem. Eller at han har en meget veludviklet evne til at finde noget af sig selv i næsten enhver historie og i næsten enhver historie et perspektiv, der rækker ud over ham selv.

Han tager til USA og oplever borgerrettighedsdemonstrationer og kommer ad den vej til historien om ”det svenske traume,” udvisningen af de baltiske soldater, der havde gjort tjeneste i den tyske hær under Anden Verdenskrig, som han skriver om i Legionærerne. Han tager til München i 1972, falder direkte ind i første del af halvfjerdsernes politiske terror og skriver historien hjemme ved morens køkkenbord. Sporten (man får ikke lov at glemme, at Enquist engang var højdespringer!) er også med, i form af Berlin-opholdet i slutningen af tresserne, hvor han turnerer fra militante gadekampe til larmende og blodige boksestævner og derfra igen til seksdagesløbenes piften og skrålen.

Det er bevægelsernes lange historie – politikkens, idrættens, religionens – spundet ind i det samme mønster og omkring det samme indre forankringspunkt. Læst sådan er erindringsbogen meget mere end Enquists egen historie. Den er en fortælling om kulturens historie gennem tre-fire årtier. I højeste grad stadig levende.

SÅ KOMMER den endelig, alkoholismen, den tredje hovedperson eller en blind makker i Enquists bog. Han hugger sig vej ind mod den, den inderste gåde, med alle romanmesterens sikre greb. Den foregribes i ét væk, bliver til en fortælling i fortællingen, som om ”han” – Enquist omtaler sig selv i tredje person gennem hele bogen – har haft retning mod den siden barndommen. Som om den har ventet på ham, måske ligget på lur i tomrummet.

Beskrivelsen af først optakten, siden de tre behandlinger, han gennemgår, inden det til sidst lykkes ham at erklære sig for ”totalafholdsmand”, som de sagde derhjemme, er stærk læsning. Brutale scener trukket på refleksionens og eftertankens bugtede og knudrede snor. Vi får vel egentlig ingen forklaring på alkoholismen, trods alle foregribelserne, hverken af Enquist-nu eller ”Enquist”-dengang. Forklaringer er der andre i bogen, der giver, det følsomme kunstnersind er jo modtageligt for så meget. Men den bedste forklaring er, at han drikker for meget. Den bedste kur, at han holder op.

Dog, en slags forklaring er der måske alligevel, for også alkoholismen er jo en del af den dobbelthed, som Enquists liv beskriver, en del af bogens særlige dramaturgiske psykologi: Først skal han ud, så skal han hjem. Og har han ikke noget hjem eller noget ”indre forankringspunkt”, må han genopfinde det.

Derfor et langt tilløb, som han indleder i Paris, fortsætter i København og i Brighton. Optegnelser om det grønne hus, en nøje kortlægning. Oven på det bygger han så historien op, romanen Kaptajn Nemos bibliotek, komplet med alle rekvisitter og symboler. Han ”tager til genmæle”, som det hedder i romanen og igen i erindringerne, mod, ja, mod hvad i grunden? Mod moren, sandsynligvis, mod en indre uforsonlighed mellem artigheden og den rebelske digterfar? Han ”lægger sammen” i hvert fald, genopstår ved Velgørerens, men vel især ved egen hjælp og får ”et andet liv”.

Den 6. februar 1990 holder han op med at drikke. Ikke en dråbe siden.

HVOR MEGET af alt det her, symbolernes almægtige redningskrans, der er sandt eller (alene) digterisk sandt, kan ingen afgøre. Måske ikke engang Enquist selv. Han bruger et sted om de allermest alkoholiserede år, årene i København, begrebet ”oplevet fiktion”. Et liv, der som Enquists har været gennem roman- og teatermaskinen en tyve-tredive gange efterhånden, er vel for længst nået det punkt, hvor det kommer ud på ét. Sandt eller digterisk sandt. Som det var, eller som jeg fortæller, det var.

Læst på den måde er Et andet liv ikke så meget en erindringsbog som en digters store fortælling om at rejse tilbage og bjerge sig selv og hele sin historie. En fortælling fuldt på højde med de andre i forfatterskabet, lige så pinefuldt afslørende og diskret tildækkende. Måske lidt mildere end forgængerne, mere rundhåndet. Lettere, ligefrem lettet. Det gik jo.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2009

Mord i Eiffeltårnet

Der er alle de okkulte selskaber og støvede antikvariater, man kan ønske sig, i argentinske Pablo de Santis’ underholdende og ironisk-begavede kriminalroman fra dengang genren var ung

Pablo de Santis: Gåden i Paris. Strålende oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Skjødt Forlag. 230 sider, 199 kroner.

Året er 1889, Eiffeltårnet skyder op, stærkt og lysende som en flamme fra ingeniørkunstens flade hånd. I skyggen nedenunder ånder byen tungt. Udstillingsrum og montrer bliver fyldt med alskens mærkværdigheder fra døde kroppe til hemmelige våben. Verdensudstillingen står foran sin åbning og skal markere erobringen af en ny koloni: forstandens.

Men sandelig om ikke der også dér begås forbrydelser og grusomme mord. Og sandelig én gang til: grusomme mord nok udført med forstanden, men drevet frem af fantasiens og følelsernes gigantiske turbiner.

I midten af den højspændte dramatik og med ambitionerne, følelserne og hjernevindingerne sitrende om kap befinder sig skomagersønnen Sigmundo Salvatrio. Han er netop ankommet fra Buenos Aires med en drøm om en dag at blive detektiv. Foreløbig og indtil mordenes opklaring må han nøjes med at tjene som assistent for et af medlemmerne af det lige så berømte som hemmelige selskab De Tolv Detektiver. Det er Sigmundos historie, der fortælles. Og hans vej, vi følger, gennem byens og sindets snævre gyder, over tankens kortslutninger og lidenskabernes fortalelser til – ja, til gådens endelige løsning og dens mangedobling.

PABLO de Santis’ (f. 1963) kriminalroman strømmer over af begavelse, skriveglæde og kærlighed til genren og til dens første storhedstid i slutningen af 1800-tallet, hvor også handlingen er sat. Og så har den et tykt, vittigt og elegant lag af meta-snurrigheder, både tænksomme og fortænkte, men aldrig kedelige. Især det sidste er en bedrift.

Der er lige præcis de okkulte selskaber, støvede antikvariater og dampende banegårde, man kan ønske sig. Og alle de metaforiske forbindelser fra forbrydelsen, opklaringen og dermed genren til eksistensens stjernetåger. Hold da op, man skal høre meget, før mulighederne er udtømte! For er gåden nu som en et puslespil eller som det blanke papirs vidtstrakte flade? Er morderen kunstner og detektiven hans kritiker? Eller er retssalen kritikeren og detektiven kunstneren? Og beror opklaringsarbejdet på platoniske eller aristoteliske principper? Osv. osv. a la Umberto-Eco-Jorge-Luis-Borges med gotisk topping.[kære korrektur, lad venligst bindestregerne står. Mvh th]

Bedst synes jeg om detektivernes excentriske positivisme og flamboyante lovprisninger af den glasklare slutning. Hvad med denne, formuleret af unge Salvatrios læremester, den navnkundige Renato Craig, grundlægger af De Tolv Detektiver: ”Selvmordet er det store mysterium, endda større end mordet. (…) Selvmordsraten ligger fast i alle byer og er hverken økonomisk eller historisk betinget. Det er en sygdom, der er knyttet til byen, ikke til det enkelte individ. På landet er der ingen, som begår selvmord; det er vores bygninger, der overfører den forfærdelige smitte, som hyldes af vores uansvarlige digtere.”

Lovet være dem, de uansvarlige digtere – og Pablo de Santis!

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken juni 2009

Undergangens ordbog

Med australske DBC Pierre på civilisationens dødsrute, fra limbo til glorieboble og til altings langsomme forsvinden, i et sus af en roman

DBC Pierre: Sidste udskænkning i Slaraffenland. Oversat fra engelsk af Jeff Matthews efter Lights Out in Wonderland. Hr. Ferdinand. 380 sider, 299 kroner.

Man kan opstille en mindre ordbog på baggrund af DBC Pierres roman, som samtidig kridter romanens dæmoniske og klaustrofobiske univers op. Første opslag er ’profit’, dvs. kapitalens kværnende og substansløse regime, ikke ifølge snævre marxistiske begreber eller måske nok ifølge dem, men ført til den alleryderste og svimlende konsekvens; profit som en infektion af alt. Som igen har omskabt ikke bare de konkrete samfund, men hele eksistensen til et ’limbo’, et tomrum, et ingenting, en værdi- og viljesløshed. Hvorover svæver og regerer ’overlimboet’, profittens og kapitalens øverste, guderne. Længst nede, blandt de knap levende, findes ’Lidenskaberne’, reminiscenser af vilje, måske drifter mod diffuse mål, for en stor del vistnok kropslige. Som kan slå om i dødsdrift og planer om selvmord, et rimeligt svar på ’limbo’, når ’Lidenskaberne’ da ikke med hjælp fra ødsle mængder af euforiserende stoffer (sprut, kokain, gift) katapulterer mennesket op i en lykkerus, ’glorieboblen’, som det hedder ifølge ordbogen. Også det virker som et passende svar på ’limbo’, på én gang total overgivelse og sanseløs flugt.

Ind på scenen træder – eller kastes – vores hovedperson og jeg-fortæller Gabriel, med det navn øjensynlig engel og Guds sendebud, men i limboets noget djævelske skikkelse. Han vågner op på en afvænningsklinik med en mislykket politisk aktion bag sig (et anslag mod ’profit’ og ’limbo’) og giftstofferne susende i blodet, dryppende i hjernen. Herfra er der kun ét tilbage, selvmordet, med resolutte skridt ind i limbos blide favntag. Væk, forsvinden, men med fuld knald på og via nogle intense møder med glorieboblen, inden lyset slukkes helt.

Det bringer ham og os ud på en odyssé, fra afvænningsklinikkens antiseptiske limbo og i første omgang til Tokyo. Som den gavtyveroman, bogen også er, har Gabriel naturligvis en medrejsende. Smuts, som han hedder, er en kær ven og medmisbruger med et exceptionelt gastronomisk talent og et nært forhold til det japanske køkkens giftige fugu-fisk. Heromkring – omkring fiskens giftighed, et orgie af mad og kokain samt et skæbnesvangert dødsfald – udvikler romanens intrige sig. Der igen tvinger Gabriel videre, nu til Berlin, hvor han i en art djævlepagt med overlimboets repræsentanter – stenrige og magtfulde skyggemennesker – forbereder alle tiders største, mest dekadente og perverse fest i den tidligere nazi-lufthavn Tempelhof. Satyricon, et gigantisk showdown for en hel civilisation.

Motiverne i DBC Pierres roman (DBC i forfatterpseudonymet står for ’Dirty But Clean’ og refererer til hans fortid som stofmisbruger) og dens syrede gennemhegling af vestlig limbo-kultur forlænger forfatterskabets eget spor, fra debut- og bookerprisvinderen ’Vernon G. Little’ og efterfølgeren ’Ludmillas gebrokne engelsk’. Men også et større og bredere spor, fx fra nyklassikere som Célines ’Rejse til nattens ende’ og Martin Amis’ ’London Fields’. For mig at se kan den måle sig med dem begge to.

Romanen er nok en konstruktion, nogle steder holdt noget håndfast sammen af udspekuleret kulturanalyse og tunge symboler, men så sprogligt egensindig, at den bliver sit eget uforfalskede limbo eller i hvert fald et stærkt og træffende billede på ét. Man har den samme oplevelse, som når man læser netop Amis og Céline, at sproget nok er et kunstsprog, men tætvævet, fuld af hemmeligheder, spring, blinde spor, overraskende mønstre, som rækker langt ud over kulturanalysens og symbolernes planlagthed. På en sær måde tales der inde fra det samme mørke, som romanen handler om.

Det er en fremragende roman, med et nyt sprog, et ”gebrokkent” sprog, og med det en ny – og foruroligende – bevidsthed.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2011

Syjomfruen

Sigrid Combüchen fortæller med støtte i gulnede fotografier og patriarkalske hængerøve en tæt historie om en ung piges liv og drømme i 1930ernes Sverige

Sigrid Combüchen: Spild. En dameroman. Oversat fra svensk efter Spill. En damroman af Pia Juul. Tiderne Skifter. 372 sider, 299 kroner.

En forfatter modtager et brev fra en ældre svensk kvinde, Hedwig, bosat i Spanien. Hun har genkendt sig selv på et fotografi, som forfatteren har beskrevet i en af sine bøger. ”Har datteren en ærmeløs hvid bluse på med meget lange kravespidser og en kamébrosche på?” For så kunne det meget vel være hende og hendes familie, fotograferet foran hjemmet i Lund i maj 1937.

Sammentræffet vokser der en roman ud af, stykket sammen af forfatterens lidt spredte research, nogle opklarende svar sydfra og ikke mindst af forfatterens tankespind og indlevelse. Bumpene mellem ’virkelighedens’ Hedwig, hendes ukrukkede og praktiske livsfacon, og det følsomme Hedda-portræt, som romanforfatteren maler op, skyldes ikke bare forskellen mellem gammel og ung. Romaner er nogle djævelske apparater, der før eller senere får deres eget liv og hensynsløst flår kravespidser og kamébroscher af virkeligheden eller sætter dem omvendt på. Historien om Hedda og hendes ungdomsliv i trediverne er således også forfatterens sindrige og kispusagtige projektion; hun digter om og digter til og lader også sig selv og sin egen tid titte frem på billedet.

Hedda, den meget unge pige fra 1930erne, får vi indefra, fortalt om i tredjeperson, men hele tiden filtreret af hendes sårbart-robuste altfølende bevidsthed, mens hun maver sig gennem tidens patriarkalske ævl og kønsgivne absurditeter. Den ene af tre brødre læser til læge, hun derimod sendes på syskole i Stockholm, indlogeret hos en faster, bogstavelig talt for lud og koldt vand og kun skilt fra sin mandlige medlogerende og hans kropslyde af et udspændt sækkelærred. Ydmygelsen tier hun om, det gør den komplet.

Der er også seksualiteten, pakket enten helt væk eller vist frem som hykleri. En onkel er et eksempel på det sidste, iført underbukser med hængerøv, stående foran spejlet, mens han studser næsehårene til ære for den et eller andet sted ude i byen ventende elskerinde. Som Hedda tænker for sig selv i biografen, hvor kønnet træder frem under skuespillernes bukser som knolde: ”hvordan kunne nogen ikke [ikke i kursiv] se det? Kun fordi man ikke ville [ville i kursiv] se det.” I det mindste seksualiteten forløses efterhånden, i heftig korpuleren i det forhold, der ender med afsked, og i alkoholisk overgrebsforfjamskelse i det, der ender med ægteskab.

Combüchens skrivestil – hun er tysk født i øvrigt, men svensk opvokset – er tro mod tidsbilledets skæve linjer og indbyggede løgne og mod den svimmelhed, det afsætter hos hovedpersonen. Sansninger, billeder, scener, tanker og dialog glider ind og ud af hinanden, nogle gange i små spring frem og tilbage på tidslinjen, så en middagskonversation kan blive afbrudt af næste aftens biografbesøg, inden man vender tilbage til desserten. Det flyder og vipper, og scenen er som bekendt skrå. Den fornemmelse understøttes af fortællingens tusind illusionsskabende detaljer; navne, togtider, filmtitler, for længst glemte ord og varemærker og en kjole, der trækkes ”en mere bekvem centimeter op af bukselinningen”.

Tæt og ufremkommeligt som overfyldte stuer og alt for mange regler, og fremragende fordansket af Pia Juul.

Er Heddas liv spildt, er den tids kvinders? Hedda blev ikke skuespillerinde, som hun vistnok gerne ville. Syskolen førte ikke til et liv som celeber modeskaber. Elskeren opløste sig, tilbage blev den lettere fordrukne og et liv i almindelighed.

Det er titlen eller rettere, det er de gulnede fotografier og forfatteren, der spørger. Lettere sværmerisk, selvspejlende og med hele kvindehistorien som resonansrum. Hedwig i sin sydspanske virkelighed ville ikke spørge og slet ikke svare sådan. Livet skal man lære at klare, skriver hun i et af sine sidste breve.

”Dameromanen”, som den ironisk kalder sig, kommer med sin indlevelse og særprægede forskydninger til at fortælle ikke én, men mange kvindehistorier. Og giver kun gode, dvs. dunkle svar.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2012

Du og dit snavs

Clemens Meyer giver historien om fortabt DDR-ungdom den realistiske romans råhed og mytens dybde

Clemens Meyer: Dengang vi drømte. Oversat fra tysk af Henrik Andersen. People’s Press. 476 sider, 349 kr.

Det er en kernescene. Danie, 12-13 år gammel, er gået ind på farens stamværtshus. Faren er der ikke, han sidder i spjældet, han blev anholdt og ført væk i en brandert. En ynkelig historie, helt igennem. Men med Danies opdukken forvandler den sig. Farens drukkammerater kommer på benene. Daniel? Horsts søn? ”Du vil se, hvor det skete. Er det ikke rigtigt knægt …” Det med hans far.

Og så følger den, historien om faderhelten og hans sidste kamp. En historie reddet ud af realiteternes tusmørke og løftet op under mytens sol. ”Og din far,” råber han, ”gode, gamle Horst forsvarede os, forstår du, knægt, forsvarede alt det, vi står for.” Deres ”ære”, som det hedder.

Det er en fantastisk scene. Og et spejl for hele Clemens Meyers kaotiske og suverænt komponerede fortælling om generationen af unge, der var børn i DDR og halvvoksne, da Muren faldt.

VI springer frem og tilbage over skæringspunktet, fra zonetid til genforening og tilbage igen. Og mellem pionerårenes surrogatverden og næsten-voksenalderens druk, vold og stammekrige. Det er en systematisk nedskrivning mod nul, en dødsmarch, og opleves trods springene i tid også sådan. Det går kun den ene vej, mens fortællerens – Danies – mor hændervridende ser til: ”Du – du og dit snavs!”

Hvad er det for snavs?

På overfladen er det almindelig afstumpethed. Druk, hor og narko i betonforstaden. Indbrud og biltyverier. Slagsmål og knivstikkerier mellem rivaliserende stammer – autonome, skinheads og Danies gruppe af udefinerede fribyttere. Du-og-dit-snavs er også ungdomsfængslet Zeithain og senere det rigtige fængsel. Det kan anes fra ungdomsfængslets gård, en oplyst olymp og de skæbneløses endestation. Hvis de da ikke er døde inden.

Under overfladen af snavs er der en anden slags snavs. Forestillingernes, illusionernes snavs. Eller det snavs, som drømme – apropos romanens titel – kan blive til.

Det går sådan til: Først var der ideologiens vås og løgne og den barnlige skræppen om ”min pionerære” og om altid at være beredt. Da alt det forsvandt, ikke med et brag, selvom det kunne se sådan ud, men som en langsom siven, var der ingenting. Så måtte man finde på noget nyt, noget nyt snavs, en ny illusion eller løgn. En ny drøm.

Den har i romanen mange skikkelser. Rico vil være mesterbokser, han bliver voldsmand, mestervoldsmand. Paul vil være pornokonge, han er bange for piger. Der er også drømmen om fodboldklubben, deres fodboldklub, Chemie Leipzig, der engang skal blive mestre og pokalvindere igen. Foreløbig ligger holdet til nedrykning og klubben til at få nyt navn.

Alle drømmene er imidlertid – uden undtagelse – af samme uvirkelige stof og har samme kerne. ”Æren”, som det hed i faderheltens historie. Den hjerteskærende forestilling og gentagne besværgelse, at de ”står for” noget.

Det er det virkelige snavs i romanens kunstneriske fremstilling af genforeningens sociale og menneskelige tragedie: Selvbedragerisk myte-snavs.

CLEMENS Meyers roman er en genforeningsroman – mig bekendt – helt uden sidestykke. Ikke fordi den i en besnærende rå stil skildrer genforeningens sociale og moralske tomhed, for det er der flere, der har gjort. Men fordi den meget diskret lægger en dybde i billedet, så historien om ødelagt leipziger-ungdom bliver til en evig fortælling om løgnen, det sande og om blindhed. Kort og godt til en myte, der først væver løgnen sammen, frem og tilbage mellem korrektioner og tilføjelser, og derefter langsomt og usentimentalt trævler den op.

Meyer har givet sin hovedperson efternavnet Lenz. Det kan være en hilsen til Siegfried Lenz, der skrev den på mange måder beslægtede roman Tysktime om tysk efterkrigsungdom. Meyers roman kan få samme klassikerstatus. Den fortjener det i det mindste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken februar 2009

Tåbers visdom og abekatte i matrostøj

31 historier om idioten skiftevis som rørende ideal og som billede på vores ulyksalige forsøg på at finde en mening i redeligheden

Ermanno Cavazzoni: Eksemplariske idioter. Oversat af Anna Wegener. Tiderne Skifter. 165 sider, 225 kroner.

Idioten – tossen, tåben, originalen – har en særstilling i litteraturen, ligesom barnet. Det går langt tilbage, narren, trubaduren, skælmen er også en slags idioter. Romantikken sætter ideen på formel, men den lever videre langt op i den moderne litteratur. Dostojevskij, Johannes V. Jensen, Kafka, Leif Panduro osv. har tosser i forskellige varianter. Moderne islandsk litteratur – Kárason, Gudmundsson – har tilsyneladende en forkærlighed for dem.

I nogle tilfælde, især i det modernistiske afsnit af litteraturen, er idioten et krisetegn, altså ikke godt. I andre tilfælde er han – det er som regel en han – et sundhedstegn, et udtryk for højere visdom, en slags formidler mellem det himmelske og det jordiske. Idioten som en universets engel, som det hedder i en titel af Einar Már Gudmundsson. Altså godt.

Hos mindre forfattere end fx islændingen kan fejringen af idioten virke anstrengende. Som en tyk litterær kliché og som en sentimental forherligelse af den åh, så følsomme litteratur. Det sker i en del af italienske Ermanno Cavazzonis 31 små tekster, en for hver måned, om lige så mange idioter. ”Eksemplariske” idioter, som titlen siger. Eksemplariske? Betyder det ikke efterlevelsesværdige, altså idealskikkelser eller symboler på forbilledlig enfoldighed og dårskab? De tekster bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder mig heller ikke om dem, hvor tåben bliver til en udklædningsdukke eller en abekat i matrostøj, rørende med alle sine spøjse påfund.

Stærkest og bedst er historierne, hvor tosseriet bliver en livsstrategi eller et billede på hele det umulige forehavende at finde en mening i redeligheden. Umuligt er det jo, så hvorfor ikke sætte verden på en fiks idé, med største beslutsomhed vælge et punkt og lade Jorden dreje om det? Og de historier, hvor man genkender sine egne anstrengelser med at finde sig til rette i verden eller de evindelige forskydninger af meningen, vi er ofre for.

Sindrigt konstruerede flyvemaskiner, fantasifulde forestillinger om, at de hellige tre konger var rejsende fra fremmede planeter, teksternes påfund og mærkværdigheder fundet i fantasiens skrotbjerge og svejset sammen til Storm P.-maskiner er sjov læsning, men også så ivrige efter at være det, at man hurtigt får grinet færdig. Der er også ganske enkle tekster. Fx om forfatteren, der forsøger at gengive sit liv som kendsgerning og realitet, men i hvert eneste forsøg bliver offer for forskønnelsernes tusind omsvøb – og går i stå. Og om manden, der lever i evig rædsel ved tanken om den hast, hvormed kloden suser gennem universet, og først besinder sig eller muligvis besinder sig, da han sammenholder klodens abstrakte hastværk med sin søns motorcykels højst nærværende fart.

Det er ikke tekster med stor flyvehøjde, men nærværende, genkendelige, mere realistiske end fantastiske. Spørgsmålet er også, om de overhovedet handler om idioter eller om den ret, vi alle sammen gør flittig brug af: retten til at opføre os idiotisk.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2010

I det underjordiske Bukarest

Det er ikke de postmoderne æskesystemer, men derimod drømmenes skræk og uvished, der gør rumænske Mircea Cărtărescus roman til en besættelse

Mircea Cărtărescu: Nostalgi. Oversat fra rumænsk af Erling Schøller efter Nostalgia. C&K Forlag. 420 sider, 300 kr.

Rumænske Mircea Cărtărescus fem store fortællinger er vandringer i det underjordiske, på etagerne under Bukarest, gennem kroppens snævre arterier og hjernens umådelige delta, som det hedder et sted. Først og fremmest er de imidlertid drømmeagtige forvandlinger af det virkelige og en anden måde at opleve på. I bratte overgange mellem det realistiske og det usandsynlige og uden – mange – faste holdepunkter, til gengæld med den største naturlighed, for sådan er det jo i drømme.

Det kan fx begynde i et boligkvarter uden for Bukarest, tilforladelig beton og åbne tomter, hvor børnene hengiver sig til hemmelige og småsadistiske lege, kort sagt gennemlever deres barndom. Indtil en dag en mærkelig dreng dukker op og vender deres verden på hovedet med sine fantastiske historier om himmelhvælvet, der i virkeligheden er hjernekuplen på et kæmpemæssigt barn, der igen er en spejling – eller en kloning – af den mærkelige dreng. Eller om at kvinder aldrig parrer sig med mænd, men skjult i bugen bærer på en celle, der på et passende tidspunkt og i komplicerede metamorfoser kan give liv – fra cellen en loppe, af loppen en bille, af billen en frø osv., indtil der af en abe kan komme et menneske. Hvis kvinden da ikke vælger at sætte den langstrakte proces i stå. Og nedkomme med fx en hund.

Også denne fantasiens virkelighed, uden kønsaktens forstyrrende indblanding, skal imidlertid forvandles, da drengen – Debilius, kaldes han – indfører en af den slags fyldepenne, der snart viser en påklædt kvinde, snart og med en ubetydelig hældning af fyldepennen en afklædt. Hvorefter han fordrives, efter hvad der vides til sine morforældre, muligvis til en kostskole.

Eller det kan begynde med en forvandling af en mand til en kvinde, komplet med kjole, paryk og kunstige øjenvipper. Hvorefter forhistorien følger, en lang og pinefuld beretning om en ung mand, der skiftevis forføres og afvises af sin elskede. Indtil også den historie overskrider grænsen mellem plump virkelighed og drømme- eller mareridtsagtig fantasi. Det sidste og sat på spidsen i kældrene under det naturhistoriske museum, hvor de to omgivet af arternes kaotiske mangfoldighed forenes for i sammensmeltningens altfavnende suk at bytte krop. Bogstaveligt, naturligvis.

Cărtărescus fortællinger – eller roman, både motiver og personer knytter dem sammen – er postmoderne litteratur for fuld udblæsning med en hældning mod det surrealistiske og med toner af dunkel romantik. Til det fulde billede hører rammerne, der er sat om de enkelte historier, typisk med en forfatter stillet over for gådefulde tildragelser et sted i fortiden og pakket ind i fortællingernes tusind æsker. De spegede, hinanden spejlende fortællere, på kryds og tværs af køn og arter. Selv en edderkop kan aflægge nøjagtig beretning om det udvendige og indvendige. Og endelig referencerne til alverdens litteratur, kongerækken af beslægtede forfattere, fra William Blake til den prominenteste af dem alle, argentineren Borges.

Bogen udkom i Rumænien i 1989, da det postmoderne var ved at klinge ud som litterær moderetning. Gensynet kan virke anstrengt. Det hænger ikke kun sammen med hele det genretro opbud af virkemidler, og hvad der indimellem ser ud som en stilens selvforelskelse. Det skyldes formentlig også, at den postmoderne litteratur på sin tid virkede så stærkt i kraft af sine chokagtige overskridelser af det moderne og realistiske. Formen var det derfor sjovere – mere rystende, øjenåbnende – at nå frem til dengang, end det i dag er at komme tilbage til den.

Det særlige og den største kvalitet ved Cărtărescus roman er for mig at se undersøgelsen af kærlighedens, erotikkens og barndommens krydspunkter og dødelige forviklinger. I det postmodernes kunstige belysning, men altså også i drømmens og fantasiens næstenklare psykologi. Kære red. og korrektur: ’næstenklare’ i ét ord, det er ingen fejl. Mvh Th.

Det første har noget af mekanikkens kedsommelige gentagelse over sig. Som et fasttømret holdepunkt, paradoksalt nok. Det sidste derimod det flydendes genkendelige skræk og uvished.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2011