Tag Archives: Anmeldelser

Sandhedens gudvedhvad

Günter Grass’ erindringsroman er både stor og sand kunst – med de sprækker og den tvivl, man kan kende forfatteren på

Günter Grass: Når løget skrælles. Oversat af Per Øhrgaard. 395 sider, 299 kr. Gyldendal.

Per Øhrgaard: Fortsættelse følger … Et essay om Günter Grass. 2. udgave. 218 sider, 19 kr. Gyldendal.

Günter Grass begynder sin historie i tyvernes Danzig, det nuværende Gdansk, og sætter punktum godt tredive år længere fremme, da han med ét slag bliver verdensberømt som forfatter til romanen Bliktrommen. Tiden derefter er allerede kendt og til overflod dokumenteret. Eller som Per Øhrgaard skriver i sit genudgivne essay med et nyskrevet kapitel om erindringsbogen: fra nu af er hans liv ikke længere privat.

Det er sandt, hvad den omfattende skandale, Grass’ erindringer vakte, da de sidste år udkom på tysk, i sig selv er et udtryk for. Men samtidig er det slående, hvor meget af alt det forudgående, der heller ikke er forblevet privat, trods hemmeligheder, fortielser eller med et af erindringsbogens billeder ”indkapslinger.”

Også det er Per Øhrgaard inde på, når han skriver, at Grass’ bog er langt mere end en bog om krigen og nazismen. Den er nemlig i lige så høj grad en historie om barndom og ungdom og ikke mindst om forbindelserne mellem virkeligheden, erindringens mangfoldige variationer og kunsten.

OGSÅ HER står imidlertid krigen og Grass’ deltagelse i den i centrum.

Han gør ingen undskyldninger for sig selv. Han siger det enkelt og ligeud, her, som han har gjort det tidligere: ”Som hitlerdreng var jeg jo ungnazist. Troende til det sidste.” I krigens næstsidste år melder han sig frivilligt til våbentjeneste. I første omgang forgæves, der er endnu ikke bud efter årgang ’27, men det skal der snart blive. Skæbnen, tilfældet, den tids omstændigheder vil, at indkaldelsen, da den kommer, kommer fra SS. Den oplysning var som bekendt ny, da Grass forud for bogens udgivelse lod sig interviewe til en tysk avis. ”SS”, med Grass’ eget udtryk et skammens og skændslens dobbelttegn. Sat på ham desuden et skandalens brændemærke.

Om tiden i uddannelseslejren og senere om den korte krigsindsats fortæller Grass med en ejendommelig tydelighed. I glimt, ganske vist, og som om det var en hakkende filmstrimmel med ridser og huller, men samtidig med stor og nidkær opmærksomhed.

Der berettes om ydmygelserne, som han en enkelt gang får lejlighed til at give igen på, da han pisser kaffen til, inden den sendes videre til de sadistiske officerer. Om soldaterne, såkaldte ”forsvarsnedbrydende kujoner”, der dingler fra træerne langs vejen mod fronten, ofre for MP’ernes lynjustits. Om en forårsdag med fuglekvidren og det første møde med fjendens ”stalinorgel”, der flår kød i stykker og trækker indvolde ud. Om de to gange han kommer på den gale side af frontlinjen og uden den marchordre, der er hele forskellen mellem soldater og desertører, forsøger at komme tilbage igen blandt sine egne.

Denne del af krigshistorien, der omfatter en skytsengel i skikkelse af en frisør, som krigen har gjort til korporal, er noget af det mest menneskeligt heroiske, jeg kan mindes at have læst om den slags.

FOR Grass ender krigen – med en frelsende granatsplint i skulderen og andre spredte skader – i en amerikansk krigsfangelejr. Det er her og siden som minearbejder i det første efterkrigsår, han gradvist forstår, hvad han ikke forstod tidligere. Takket være hvad? Nürnberg-processerne for en del. Billeder fra kz-lejrene, som den amerikanske ”education officer” viser de slagne Prisoners of War. Et madtyveri begået af en af værnemagtens officerer, en af de dengang forgudede. Og så naturligvis krigens virkelighed, der på den måde kommer til at kaste sin skygge ind over Grass’ politiske virkelighedsopfattelse, men også ind over hans kunst.

Skulle han have forstået det før? Hvorfor gjorde han det ikke? Det er erindringernes tilbagevendende spørgsmål og stikord i den gamle Grass’ forhør af den unge, af barnet, der senere skulle blive ham.

Der var anledninger nok, dem fortier Grass ikke. Barndomskammerater, der kendte en anden sandhed om krigen, end den han selv valgte at tro på. En onkel og en lærer, der begge to forsvandt, uden at nogen – uden at Grass selv – spurgte hvorhen eller hvorfor. Og måske stærkest, en Vigørikkesådannoget, et arisk mønstereksemplar af en soldaterkammerat, der i uddannelseslejren kan alt og er parat til alt, bortset fra det ene at tage fat om det våben, der igen og igen bliver rakt til ham. Han afslår, vil ikke, deraf navnet: Vigørikkesådannoget.

Men Grass gør altså.

BOGEN er således en bog om krigen, nazismen og det, der gennem tres år var Grass’ hemmelighed. Men den er som nævnt også en bog om kunst og i sig selv kunst.

Det er den, hvor Grass elegant og tankevækkende springer frem og tilbage mellem erindringerne og det senere værk; dér har det virkelige sat sig spor eller kastet sin skygge, sådan fletter Oskar Matzerath historie, skæbne og sære indfald med denne og hin.

Kunst er den også, hvor Grass i sit mangedobbelte og i flere lag forskudte krydsforhør af den, der engang var ham eller siden skulle blive det, springer fra 1. person til 3. person. Altså snart iagttagende ham, undrende sig, revsende ham, som om han var en fremmed, han forsøger at nærme sig eller skære og skrælle sig vej ind til. Og snart anskuende det hele fra oven og med jegets større bestemthed.

Det er jo omtrent kernen i Grass’ poetik og i hans politiske syn, hvis man kan skille de to ting ad. Her udtrykt gennem erindringens og historiefortællingens omtrentlighed, som vel at mærke ikke bærer løgnen i sig, men netop gennem forbeholdet kommer både det virkelige og sandheden nærmere. ”Erindringen sætter varianter fri (…)”, skriver Grass et sted. Og bogen igennem minder han læseren om det samme med sit gentagne ”gudvedhvad”, ”gudvedhvordan”, ”gudvedhvorfor”.

Det er altid sprækker, der lurer altid en tvivl.

JEG er gået let hen over det muntre i Grass’ bog – eller for min skyld: roman. Det har den ikke fortjent, for der skrives mere end morsomt, om den pik, den unge Grass ofte er halset efter. Og om den lange, beslutsomme vej gennem klostre og skoler og kunstakademier mod berømmelsens tvivlsomme tinder. Og om – for nu at kigge baglæns – den unge inkassator, moders kæledægge, der mod procenter inddriver tilgodehavender blandt kunderne i forstaden til Danzig. Et nyttigt hverv, indbringende, ikke kun pekuniært, for barnet får trods pandehåret, der hænger ham ned for øjnene, set lidt af hvert på sin vej op ad trapperne og lugtet og hørt adskilligt mere.

Det er kunstneren, der tager tilløb.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007

Brev til Dorine og mig selv

Den berømte franske filosof André Gorz begik i 2007 selvmord sammen med sin dødssyge hustru Dorine. Inden da skrev han et langt brev til hende om deres liv sammen

André Gorz: Brev til D. Historien om en kærlighed. Oversat af Claus Fenger. 70 sider, 198 kr. Forlaget Politisk Revy.

André Gorz og hans engelskfødte hustru Dorine mødte hinanden i Wien i et af de første efterkrigsår og levede og arbejdede sammen gennem mere end halvtreds år. De var dels med i kredsen omkring Jean Paul Sartres tidsskrift Les Temps Modernes, senere endnu var han med ved grundlæggelsen af magasinet Le Nouvel Observateur, dels var de engagerede aktører på den filosofiske og politiske venstrefløj, som Gorz bidrog til med bl.a. bøgerne Økologi og frihed og Farvel til proletariatet.

De to, som havde levet sammen i så mange år, begik i 2007 også selvmord sammen. På det tidspunkt havde Dorine gennem længere tid været dødeligt syg af cancer.

GORZ KALDER selv sin halvfjerds sider lange – eller korte – bog om deres liv sammen et ”brev”. Det kan man vel også godt, men så er der tale om et meget usædvanligt brev, først og fremmest pga. dets dobbelte adressat.

Brevet er nemlig rigtignok henvendt til Dorine, men bortset fra på et enkelt, afgørende punkt fortæller brevet ikke noget, som modtageren ikke ved i forvejen. Snarere end at meddele modtageren nyt sammenfatter Gorz deres liv med hinanden og giver det den særlige realitet, som ting får, når de bliver til sammenhængende skrift og fortælling. Brevets anden modtager er offentligheden, der i modsætning til Dorine ikke på forhånd er bekendt med alle brevets mere personlige detaljer og under normale omstændigheder heller ikke behøver at være det. Men omstændighederne i Gorz’ liv, der valgte at gøre det offentlige privat og det private offentligt, er heller ikke normale.

Af samme grund er offentlighedens delagtighed af størst betydning for det regnskab, han skal nå at gøre op.

DEN KORTE version af selvopgøret kredser om det billede, Gorz tegner af sit forhold til Dorine i selvbiografien Forræderen (der til skade for denne, Gorz’ seneste og sidste bog, ikke er oversat til dansk). Heri stiller forfatteren sig på de teoretiske tankesæts afstand af sin hustru og forskyder virkelighedens kærlighed til teoriens og selvbiografiens filosofiske opstyltethed.

Den lange version handler om i et langt liv at have levet i forfatterskabet og år ud og år ind at have ladet det almindelige og konkrete være underordnet den næste bog og den næste idé i abstraktionernes verden. Og desuden om at have hengivet sig så ivrigt til filosofiens ”rene, usynlige blik, der [er] fremmed over for det, som det ser”, og typisk for den blaserte intellektuelle positur om at føle sig mere hjemme ”i fiaskoens og tilintetgørelsens æstetik” end i ”succes’ens og bekræftelsens.”

Det har Gorz et skarpt, selvkritisk, ja, uforsonligt blik for.

Omvendt har han et kærlighedsfuldt blik for Dorines evne til at leve efter andre love. Hun kunne i modsætning til Gorz tidligt hengive sig. ”Vi vil blive det, som vi gør sammen”, svarede hun ham, da han som ung mand var ved at udvikle en slem metafysisk hovedpine ved tanken om ægteskab. ”Du svarede,” skriver han om et senere afsnit af deres liv, ”at teorien altid truer med at blive et åg, der gør det umuligt at opfatte det reelles foranderlige kompleksitet.”

MED André Gorz’ bevægende selvopgør får læseren ikke bare historien om forholdet mellem ham og Dorine, men også et indblik i den filosofiske venstrefløjs privatsfære i anden halvdel af det tyvende århundrede med dens spegede forhold mellem kønnene. Og så får vi med André Gorz’ uforanderligt selvhøjtidelige march gennem sit forfatterskab, som alting stadig måles og vejes imod, ufrivilligt besked om, at det hele ikke er så anderledes endda.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2008

Materiens evne til fornyelse

Sydafrikanske Nadine Gordimers roman om naturens og menneskets skrøbelige balance er en smuk – og kedelig – komposition

Nadine Gordimer: Få dig et liv. Oversat af Kirsten Vagn Jensen. 224 sider, 249 kr. Forum.

Det er et snit gennem det moderne Sydafrika. Post-apartheid. Men før den økologiske apokalypse, hvis man altså skal tro den, hvad økologen og miljøforkæmperen Paul selvfølgelig gør. Det er reklameverdenens glittede overflade, repræsenteret af hans smukke og succesfulde hustru Berenice. Det er også forfatningslovenes og for resten også karrierekvindens tidsalder, foreløbig dog mest den hvides. Den står Pauls mor, juristen og længere fremme i historien dommeren Lyndsay for. Over for hende har vi ægtemanden Adrian, ikke uden succes i forretningslivet, men det er ikke hans vigtigste rolle i romanen. Den er snarere den som amatørarkæolog, et ukorrumperet menneske med sans for historiens dybere lag og sandheder.

I den næste cirkel, men gennemlyst af det andet, følger hiv-smittede børn, sorte tjenestefolk med overgangstidens noget forvirrede status, multinationale selskaber, nye blandede og hippe kvarterer i byens centrum. Og naturturisme.

Længst ude og oven over det alt sammen svæver eksistensens alting og ingenting – kærlighed, elskov, død, forplantning. Og hvad romanen kalder ”eksistenstilstande”.

PAUL – midt i trediverne, i det væsentligste et tilfreds menneske, bortset fra det med økosystemerne – behandles for cancer i skjoldbruskirtlen og efterlades med en radioaktiv krop. I den tilstand vender han for at beskytte hustru og barn tilbage til sine forældre i barndomshjemmet og med særlig symbolsk vægt til sin barndoms have.

Da han efter sin lange isolation, et mentalt og eksistentielt pusterum, igen kan vende sig mod verden, er ingenting længere det samme. Noget er øjensynlig gået tabt, en uskyld, fristes man til at sige. Man kan også sige, at den skrøbelige balance, alting før hvilede i, er tippet.

Balancen i hans mors og fars ægteskab, mellem juristen og arkæologen, mellem hendes glansfulde karriere med fremtiden som mål og hans gennem det meste af et liv tilsidesatte fascination af det fortidige. I hans eget ægteskab mellem markedets og naturens prærogativ.

Og ud gennem romanens koncentriske cirkler følger så de andre: samfundets, naturens og eksistensens balance.

Her ender det i øvrigt ikke med, at Sydafrikas efterhånden mere end firs år gamle Nobelprismodtager maler fanden på væggen. Eller anbringer ham i opgivelsens vægtskål. En krop kan komme sig. Et liv kan.

Fortælleren taler et sted om ”materiens evne til fornyelse.”

PROBLEMET med romanen er ikke, at man tænker ’Nå, kan en cancerpatient efter endt strålebehandling sådan gå rundt og være radioaktiv til fare for sine omgivelser!?’ For det kan han, vistnok i sjældne tilfælde. Og det kan han bestemt også i en roman.

Problemet er snarere, at denne romanens ur-metafor har en så direkte afsmitning på alt resten. Metaforer er jo stærke og svære at komme af med, når man først har lukket dem ind. Problemet er desuden og som en konsekvens, at den allestedsnærværende fortæller er så travlt beskæftiget med at gøre den metaforiske forbindelse mellem romanens forskellige scener og miljøer begribelig for læseren. ”Stråling” og ”økosystem” er nogle af de tilbagevendende hjælpemetaforer. Og endelig at fortælleren – muligvis for alligevel ikke at virke for dominerende og i vejen – ofte kommer til at udtrykke sig svævende og uklart. Nogle steder – som regel hvor direkte fortællerkommentarer og indre monolog krydser hinanden – i næsten uforståelige brokker. (Det skal Kirsten Vagn Jensens i øvrigt gode oversættelse ikke lastes for.)

Romanen ankommer med andre ord med sin egen færdige fortolkning i kufferten. Tilbage er for fortælleren at forsøge at skabe spænding under udpakningen og på den måde at interessere læseren for de mennesker, miljøer og tildragelser, romanen beretter om. Men som først og fremmest tjener højere formål.

Det har Nadine Gordimer gjort i en smuk, meget omfattende, men også lidt kedelig komposition.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2006

Sagtmodig rationalist

Umberto Ecos veloplagte klummer i skrabsammenversion

Umberto Eco: Fordele og ulemper ved døden. Oversat af Thomas Harder. 363 sider, 279 kr. Forum.

Forlaget kalder dem essays, og det er vel ikke helt forkert, men langt flertallet er klummer, som Eco i årene 2000-2005 har skrevet til la Repubblica og L’espresso. Det er ikke, fordi det er mindre fint, men det er i reglen kortere og lige så meget ironisk (underfundigt, velunderbygget, morsomt …) statement som refleksion og undersøgelse.

Han er en mønsterintellektuel, Eco. Altid leveringsdygtig, hvad enten det er de faste deadlines, der kalder, eller anledningen er en gæsteforelæsning et eller andet sted på kloden. Den dygtighed ligger også både i stilens veloplagthed og i et kæmpestort filosofisk og kulturhistorisk beredskab. Til min overraskelse er han tilmed befriende ukrukket, selv når man læser ham i den store skrabsammenversion som den foreliggende. Ja, han er nærmest gammeldags som intellektuel figur, mere oplysningsmand og sagtmodig rationalist end glad og postmoderne nihilist.

DET FÅR man bedst indtryk af i de lidt længere tekster, der indleder bogen. Fx den skarpe (og kun lidt overbærende) om karnevaliseringen af samfundet, der har forvandlet legen fra noget, der fandt sted i en kortvarig tilbagetrækning fra de daglige rutiner, til en uophørlig og altgennemstrømmende aktivitet eller mental tilstand. Vi ”leger”, når vi arbejder, køber ind, ser fjernsyn, går i kirke, er politiske. Men legen, formaner Eco, tilfredsstiller ikke begæret, tværtimod skærper den det.

Den samme kritiske sensibilitet over for det postmodernes overflademylder finder man selvfølgelig i en stribe tekster om sprogets sløringsmekanismer. Langt, akademisk og historisk i et stykke om ”overgrebets retorik” og nærværende, politisk og samtidskritisk i åbningsteksten om den symbolske ”Oldkrig” som politisk og agitatorisk instrument. Oldkrigen er den gammeldags krig om territorier og med tydelige fjender og kalkulerede tab (altså rigtig døde mennesker). Den batter ikke ret meget i virkelighedens verden, men i den politiske propagandakrig på uvirkeligheds-virkelighedens hjemlige slagmarker kan den være nødvendig.

Det var ifølge Eco operationerne i Afghanistan efter 11. september et eksempel på.

SÅ ER DET også antydet, at mange af bogens tekster er bundet af tid og sted. Det ligger i genrens natur.

Enkelte tekster kan ligefrem virke bedagede (fx en udpræget her-og-nu-diskussion af den europæiske kritik af amerikansk enegang i Irak-krigen) og flere meget italienske. Hvad det sidste angår, er forskellen mellem hér og dér nu til at overse, apropos hvad Eco et sted skriver om de fælles europæiske erfaringer, der har rykket de afgørende kulturforskelle et stykke længere ud.

Derudover har bogens oversætter, Thomas Harder, gjort et stort og nyttigt arbejde med at forklare navne og baggrunde i noterne.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2007

Bedstemor med slag i

Munter roman om udvandringen fra Hitlers Tyskland og ankomsten til den nye verden

Irene Dische: Flugten til Amerika. Oversat af Ulrich Horst Petersen. 277 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.

Bedstemor fortæller, oppefra og ned, for hun er en dame, der sætter sin knold, som hun vil. Og i hele det lange perspektiv fra tiden mellem de to krige, i Øvre-Schlesien, hvor hun, en stovt katolik af god familie, gifter sig ind i den jødiske Rother-familie, og så i en ordentlig panorering frem til det moderne USA, hvor knolden er blevet til en ansigtsløftning.

Det er hundrede års slægtshistorie i tre (fire-fem) led, hvor temperamenterne og generne kriges, langtfra altid til bedstemors tilfredshed, der ikke er til flæb og kvindagtighed. Det er lige så mange års kulturhistorie, et giganternes møde mellem tysk biedermeier og amerikansk materialisme, mellem det katolske og det jødiske (bedstemor er den sødeste lille antisemit, man kan tænke sig, det er hendes mand sådan set også, af praktiske grunde) og mellem gudfrygtig humanisme (den fandtes!) og nazistisk menneskeudryddelse. Og så er det endelig selvbiografi med en fiks forskydning, for som rosinen i den tysk-amerikanske pølseende følger forfatterens navn, Irene Dische, bedstemors klynkende barnebarn med kartoffeltud og slatten moral.

Hun var så, hvad det hele blev til.

DET GÅR tjept, det her. Er den tyske historie gennem første halvdel af det tyvende århundrede ofte blevet givet adstadigt, samvittighedsfuldt og med en sømmelig alvor, så får vi den her i the fast lane, letfærdig og med en aldrig svigtende sans for det muntre indfald og historiens næste dramatiske tilspidsning. Passende nok, må man sige, for det er vel romanens hele pointe. Det er en assimileringens beretning, hvor den af historien til smertegrænsen tyngede tyskhed letter sig – slanker sig, bedstemor smider sandelig i omegnen af 120 pund! – for at kunne passe ind i en ny tid og kultur, hvor kæledyrenes navne veksler mellem Happy og Lucky.

Til sådan en historie hører naturligvis en fortællerstemme, der kan ramme tonen og få tingene til at flytte sig. Og en fortæller i øvrigt, hvis pessimistiske forudsigelser om sin egen snarlige død til stadighed skuffes, så historien kan vokse og knopskyde og berette om endnu tusind sjove begivenheder. Og tragi-komiske og bitter-søde tildragelser.

INDVENDINGER?

Indimellem slår det en, hvor fluffy og selvglad fiktionslitteratur kan være. Hvor mange hittepåsomhedens omveje, man skal gå for at komme frem til meget lidt. Og hvor meget der slides på de evigt samme motiver og billeder som et litteraturens myndige segl i strømmen af trivialiteter.

Og hvor mange fortræffelige og pletfri bøger, man har læst den ene dag og glemt den næste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information april 2007

Dage i et liv

Vil Christa Wolfs fascinerende beretning om en kunstners og intellektuels dilemmaer under DDR-styret også finde adressater i den danske debat? Så er årets vigtigste bog hér

Christa Wolf: En dag i året. Selvbiografiske optegnelser 1960-2000. Oversættelse, noter og efterskrift af Henning Vangsgaard. 592 sider, 349 kr. Forlaget Athene.

Det begyndte i 1960 med en opfordring fra moskvaavisen Izvestija til forfattere over hele verden om at føre dagbog den 27. september. Det gjorde Christa Wolf og fortsatte med at gøre det i mere end fyrre år, helt frem til i dag.

Det er støttepiller for hukommelsen, skriver hun i sit forord. Et lille forsvarsværk rejst mod glemslen og det ”uophørlige tab af eksistens”. Derfor er de fyrre optegnelser, hun lod udkomme i Tyskland i 2003,og som nu foreligger på dansk med gode noter og efterskrift, skrevet uden ”kunstneriske hensigter”. Hvad dagen tilfældigvis kom til at bestå af, skulle med, det betydningsfulde måtte ikke skygge for det banale.

Samtidig er optegnelserne, hvad Christa Wolf i forordet kalder ”et tidsdokument”, der kan meddele nutiden noget om fyrre års tysk historie, heraf tredive års DDR-historie. Sådan som hun oplevede den, sådan som den kom til at forme hendes liv.

Det sidste er vigtigt. At opfatte sig selv historisk, dvs. ”indlejret i og bundet af sin tid”, som Christa Wolf skriver, betyder nødvendigvis, at man iagttager begge dele. Aldrig kun sig selv, aldrig kun tiden. Den osmotiske forbindelse mellem jeget og historien og jeget og samfundet, som er så karakteristisk for Christa Wolf, forklarer delvis den enestående status, hun selv og hendes forfatterskab fik i DDR-tiden. En succes, som den unge og endnu ikke debuterede forfatter naturligvis ikke kunne forudse i 1960. Og som den modne Christa Wolf meget gerne havde været foruden.

DE FYRRE optegnelser er fascinerende og gribende læsning, intet mindre. Men hvorfor egentlig?

En af forklaringerne er formen, nedslaget på den tilfældige dag med dens tilfældige indhold. Det tvinger læseren til at fylde ud, aktivt at forme eller i det mindste at forsøge at forme den historie, der ligger mellem det ene års 27. september og det næste. Det er et tema, Christa Wolf selv er inde på, dette at øjeblikke forbinder sig til andre øjeblikke, at punkter bliver til linjer, og dage til liv.

Set i det perspektiv er der noget ulykkeligt, ja, tragisk over bogen. Den er dette forsvarsværk mod glemslen, et forsøg på at genskabe – og også det er Wolf inde på – linjerne bagud i historien, alt imens tiden i ekspresfart fjerner os fra dengang og skærer linjerne over. Wolfs ”erindringer er blevet underligt stedløse” og har ingen ”fremtidige adressater,” skriver hun mod slutningen. Det gør tragikken dobbelt, kan man hævde. For adresseløsheden eller med en metafor fra forfatterskabet, dette ”intet sted”, som erindringerne nu retter sig mod, gentager en erfaring fra tidligere, nemlig Christa Wolfs tvetydige oplevelse af på en gang at være hjemløs i og for altid bundet til DDR-staten.

Det er det forspildte og helt konkret menneskers forspildte liv, som der ofte nok er blevet talt om i sammenhænge som den her, men som Christa Wolfs bog gør levende og føleligt. Og for resten også indimellem morsomt: Pastor Weskott fra Katlenburg, noterer hun, har reddet 4 millioner bøger fra DDR-forlag, der ellers allerede var endt på lossepladsen eller stod for at skulle makuleres. Wolf: ”Han opbevarer dem i en tidligere hønsestald og udleverer dem hver søndag mod en donation til Brød til verden.”

DER ER andre temaer og fortællinger, man ikke kan lade være med opslugt at forfølge, forud og bagud og ind i det tætvævede og komplekse net, Christa Wolfs optegnelser efterhånden bliver til, uden nogensinde at blive den mindste smule svære eller kunstlede.

Forholdet til børnene for eksempel, Annette og den yngre Tinka. Den sidste er så rar at fylde år dagen efter ”årets dag”, så Christa Wolf på den måde får foræret et ledemotiv; forberedelsen af fødselsdagen. Vi møder således Tinka første gang, da hun dagen før sin fire års fødselsdag læser højt for bamserne på sit værelse. Og i 1990 i en ejendommelig spejling af denne scene med barnet-der-leger-voksen, da hun, nu medarbejder i ”Statssekretariatet for ligestillingsspørgsmål hos ministerpræsidenten”, beder sin mor tænke over, hvad hun ”har oplevet af smukke ting i det seneste år.” Genforeningsåret, et år, der for Christa Wolf bragte mere forvirring end skønhed.

Forholdet til ægtemanden Gerd er en endnu synligere tråd gennem bogen. Også den med knuder eller i hvert fald nuanceringer. Var de blevet sammen, hvis de havde boet i Vest? Er det behovet for tryghed og fortrolighed i det mindste ét sted, der har gjort forholdet så gammel? Og var prisen fra et tidspunkt i tilværelsen et samliv uden lidenskab?

OG I KORTERE overskrifter, men ikke mindre vigtige og ikke i mindre forbindelse med det øvrige:

Selvcensuren, hele tiden det uløselige at få sagt nok og samtidig bevare muligheden for overhovedet at sige noget. De smertelige iagttagelser af sporene, som tiden og hele den kreperlige situation sætter på hendes krop, ikke kun aldringens spor, men også sygdommens. Måltidets, madens glæder, hverdagens og gentagelsernes lykke, alt det er steder midt i stedløsheden. Diskussionen af det patriarkalske i det politiske magtspil, ikke mindst i våbenkapløbets hidsige faser, forsøget på at tænke politikken ad andre spor.

Og endelig, befriende: de små idiosynkratiske portrætter af hverdagsmennesket, ham i supermarkedet, hende på parkeringspladsen, fortalt som korte kapitler i irritationernes meget menneskelige historie. Den kan Christa Wolf også fortælle.

SÆRLIG stærkt står imidlertid to spor, som så meget andet er de tæt sammenvævede.

Det ene er spørgsmålet: Hvorfor blive, hvorfor ikke rejse? Også det løber gennem det meste af bogen, mere og mere udtalt. Svaret giver hun flere steder, med vekslende betoninger, men allerklarest i form af et brev fra en kvinde, der med en følelse af håbløshed over for det overgreb, DDR-staten begår mod sine borgere, beder Christa Wolf vise hende, ”hvorvidt og hvordan der endnu findes et håb her, især for mine børn.”

Det har med hendes status at gøre, som en, man lytter til og orienterer sig efter. Det har også med ansvar og pligt at gøre, ja, opofrelse.

Der ligger begyndelsen til det andet spor. At hun hele tiden også har lyst til at kaste ansvaret af sig, blive en ikke-deltager, fri for pligten, fri for venners og fjenders mistænkeliggørelse og udskældning.

LÆST PÅ langs og ad det, mange vil opfatte som hovedsporet, er Christa Wolfs optegnelser historien om en tiltagende desillusion. Hun, der i sin ungdom var tro mod staten i en grad, så hun frem til 1967 kandiderede til Enhedspartiets centralkomité, bliver efterhånden smerteligt klar over, at magtens mænd ikke bare har beton i hovedet, men også i årerne.

Der er flere højdepunkter. Den lange række af sammenstød med den officielle kulturpolitik, Stasi-overvågningen, der for Christa Wolfs vedkommende begynder helt tilbage i 1969 og ti år senere bliver til åben overvågning. Og ikke mindst fratagelsen af sangeren Wolf Biermanns statsborgerskab i 1976.

Og alligevel bliver hun. Alligevel føler hun en forpligtelse og skriver videre ’inden for systemet’, på sit forfatterskab, på sine foredrag, sine breve og artikler. Og senere på et udkast til en forfatning for en ny stat, da der i 1989/90 tilsyneladende og kortvarigt eksisterer en spinkel mulighed for at gå en ”tredje vej”, ikke Forbundsrepublikkens, ikke DDR’s.

På den måde pådrager Christa Wolf sig denne sære medskyld, der i genforeningsåret 1990 fører til en hetz mod hende, anført af ivrige højrekræfter og selvretfærdige protokolførere. En hetz, der får ny næring, da det i 1992 kommer frem, at Stasi fra 1959 til 1962 havde hende opført som såkaldt ”uformel medarbejder” under dæknavnet Margarete.

DET MÅ have været kært for Christa Wolf undervejs i alt det at vide, at hun i sine optegnelser havde et gigantisk korrektiv til Wende-årenes forsimpling af hendes liv. Ligesom det ville være kært, om optegnelsernes uendeligt fine nuancering af tilværelsen for en kunstner, for en intellektuel, for enhver i et styre som DDR’s samt af hele fortidsbearbejdelsens problem kunne smitte af også på den danske debat.

Og vil de mon ikke, Christa Wolfs optegnelser og lignende som hendes, før eller senere alligevel finde deres steder og deres adressater, også her?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information marts 2008

Sandsynligvis var det igen Adolf Hitler

Han spadserede fra Berlin til Moskva med kort og notesblok. Denne gang har han taget turen rundt om Tyskland – hele vejen rundt

Wolfgang Büscher: Tyskland – en rejse. Oversat af Hanne Lund. 216 sider, kr. 225. Gyldendal.

Wolfgang Büscher giver meget mere af sig selv i denne gigantiske svingom med Tyskland og tysk historie. Og det klæder hans stil, der ellers har det med at lægge det formfuldendthedens slør hen over det fortalte, der er så typisk for den essayistik, han dyrker: Indtrykkenes og eftertankens respektable prosa.

Forklaringen er måske enkel. På sin fodrejse fra Berlin til Moskva var han en fremmed. Ikke bare fra det øjeblik, han krydsede den tysk-polske grænse, men fra begyndelsen. Her var nemlig hele rejsen underlagt sit mål; opsporingen af den faldne bedstefar og den hovedstad, han og den tyske hær lige akkurat aldrig nåede til. Måske var rejsen en bodsgang, som nogen har foreslået. I hvert fald var der noget tilbageholdende og måske ligefrem frygtsomt over både den rejsende og den skrivende Büscher.

Anderledes her. Nu er manden trods alt det eksotiske og anderledes i landets udkanter på hjemmebane. Der er et par dialekter, han ikke fanger, men ellers kan han selvfølgelig sproget, også alt det underforståede. Han kan også det meste af historien og en god del af anekdoterne. Han er sin egen medrejsende og part i sagen. Derfor kan han tillade sig at skeje ud, flirte, more sig, være uforskammet over for de mennesker, han møder. Og kaste sig skidefuld rundt i sneen, hylende som en præriehund, mens den lokale troubadour synger sjofle sange på kroen, og de andre tyske præriehunde danner kor.

Det er en befrielse, for læseren og givetvis for Büscher.

HAN rejser langs vestgrænsen, den tysk-hollandske, videre langs Østersøen og ned gennem den nye østgrænse til Polen og Tjekkiet. Igen vestpå med Østrig og Svejts sydfor, og så endelig nordpå langs grænsen til først Frankrig og siden Belgien.

Hans metode, hans teori? Måske har han ligesom amatørhistorikeren, han støder på nogle gange, ikke nogen. Han lader sig bare opsluge. Men længere rækker ligheden ikke. For i modsætning til den prototypiske amatør og nørd forstår han, at det gælder om at komme videre. Ikke noget hjemstavnsmuseum her, ingen relikvier og ikke for mange spøgelser, tak! Büscher lader tilfældet bestemme og derefter sin utålmodighed. Han skover stedet for de historier, det er værd at fortælle, og de indtryk, der er mening i at opholde sig ved. Begge dele handler ikke sjældent om krigen og de spor, den har sat. Sådan er det altså, tres år efter dens afslutning, så længe siden, at man ingenting forstår, og så tæt på, at man aldrig slipper helt. For er det ikke ligefrem de efterlevende, Büscher støder på, så er det krigens følger i den ”nye tyske sjæl”: ”lysedugene på bord og skab, de rørstrømske billeder, sød dreng giver sød pige en blomst, dagligstuens tikkende stilhed, det dybe ønske om fred”.

Det kan gælde hele Tyskland, det antyder han. Det gælder i hvert fald de nærmeste steder, grænselandet. Som det hedder et sted, der giver genlyd gennem hele bogen: ”Sandsynligvis var det igen Adolf Hitler.”

MEN også her får utålmodigheden det sidste ord. Det kan være retorik, rejsen skal trods alt slutte et sted, det skal også både historien og essayet. Büscher kalder afsnittet ”Den sidste gæst”. Det fortæller om en mennesketom kro ved grænsen til Belgien, hvor tyske og amerikanske officerer i årtier efter krigen nætter igennem højrøstet genopførte deres afgørende slag. Et relikvie fra den tid har stedet også, en værnemagtsofficers samvittighedsfulde redegørelse for det hovedløse i landets sidste offensiv. Nu er det også blevet værtinden for meget. Hun gider ikke mere, nok er nok, hun lukker og slukker.

Og Büscher samstemmer: ”Jeg havde set det hele endnu en gang, hørt det hele endnu en gang, jeg var den sidste gæst. Nogen skulle slukke lyset og lukke døren og lade spøgelserne være i fred, når de drøftede deres gamle slag, nat efter nat. Det var godt.”

Det er et sent punktum. Om det så faktisk er et punktum, er svært at sige.

BÜSCHER er blevet kaldt en tysk Bruce Chatwin, fortæller forlaget. Det vidste jeg ikke, men det er muligvis rigtigt. Eller en tysk Claudio Magris, hvad jeg heller ikke rigtig ved, for sammenligninger er næsten altid umulige, lige meget hvor gode de er. Men i hvert fald er Büscher en fortæller af et lands lange og meget nærværende historie. Følsom, skarp, morsom, uforskammet og utålmodig.

Sådan én, som vi i Danmark godt kunne bruge lige præcis nu.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information juni 2006

Under de lukkede øjenlåg

Bruno Schulz’ geniale roman fra drømmens og forvandlingernes virkeligere rige

Bruno Schulz: Sanatoriet under timeglasset. Fremragende oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Efterskrift af Karsten Sand Iversen. 320 sider, 298 kr. ISBN 978-87-90524-70-8. Batzer og co.

Der er bøger, der er så overvældende, at det virker forkert at skulle anmelde dem. Bruno Schulz’ Sanatoriet under timeglasset er sådan en bog. Den er en af de mærkeligste og mest foruroligende, jeg har læst i lang tid. Kunne jeg nøjes med at trykke læseren et eksemplar i hånden, ville jeg gøre det.

Det er ikke kun ordskvalder og et ærbødigt skrabud for en genial bog. Jeg tror, at ulysten ved at skrive eller sige noget om den har nogle ganske bestemte årsager, som godt kan ligge hos mig, men samtidig er tæt sammenvævede med tekstens æstetiske ejendommelighed.

BRUNO SCHULZ er polsk jøde, født i 1892 og død i 1942, skudt ned på åben gade af en SS-officer i hjembyen Drohobycz, som han var en art fange i, indespærret, ikke bare af den tyske besættelsesmagt, men også af sin egen eminente følsomhed. De sidste to oplysninger – den vilkårlige nedskydning og det intime tilhørsforhold til den lille galiciske by – optræder rutinemæssigt og voldsomt betydende i alle de korte, biografiske tekster, jeg har kunnet finde om ham. Det kan skyldes, at der ikke er så meget mere at sige om manden, der kan også være andre forklaringer. Men uanset hvad, så tegner de i to omrids den historie, eftertiden har fortalt om ham, og som passende nok for hans prosa stadig kan skyde og vokse.

Drabet er banalt sagt historien om hans korte liv, men giver det også dets præg af tilfældighed og noget ufærdigt. Han blev halvtreds år, fik mådelig succes som tegner (én separatudstilling i Wien i 1922) og nåede at skrive to bøger, Kanelbutikkerne (1934, på dansk i 1964) og Sanatoriet under timeglasset (1937). Dertil kommer så det sagnomspundne prosaværk Messias, angiveligt færdiggjort før hans død og bragt ud af ghettoen i Drohobycz, hvortil Schulz og hans familie var blevet tvangsforflyttet i 1941, men siden sporløst forsvundet.

Det tilfældige og ufærdige ligger også i de spage, sært viljeløse forsøg, han gør på at forfølge en karriere. Der er et studieophold i Wien, et andet i Lwow, det afbrydes af sygdom. Selv forfatterskabet virker, i det mindste i ét perspektiv, som en tilfældighed, vokset frem, ikke af en plan eller med tanke på at meritere sig de rigtige steder, men helt konkret ud af en længere brevveksling med den polsk-jødiske forfatter og kunsthistoriker Debora Vogel.

Rækken af tilløb og tilfældigheder afsluttes så med nedskydningen en dag i 1942. Hvorefter – vil historien tilmed – Schulz’ lig fik lov til som en glemt rest at ligge i gaden, indtil en ven om aftenen begravede det på den jødiske kirkegård.

HAN ER altså henvist til eller forviser sig selv til provinsbyens lukkede rum, der tegner det andet omrids af hans liv. Her ernærer han sig som sløjdlærer på et gymnasium, ”hvor rakket som hidtil vil trampe rundt på mine nerver”, som han på én gang spydigt, bittert og selvbevidst noterer i et brev i 1934. Og han fortsætter: ”For man skal vide at mine nerver forgrener sig ud over hele sløjdsalen, breder sig ud over gulvet, tapetserer væggene og har overtrukket sløjdbænkene og ambolten med et tæt fletværk.”

Det siger noget om indespærring og provinsiel forsnævring. Brevet er karakteristisk nok skrevet umiddelbart efter, at Schulz har fået afslag på en ansøgning om orlov, han må altså atter engang blive, hvor han er. Men det antyder jo også, hvordan det nære og konkrete gennem hans overfølsomme nervebaner kan vokse indad og forvandle sig, organisk, frodigt, i tegningernes og teksternes motivverden. Ikke som afbildninger, men som visioner under – sådan hedder det et sted i Sanatoriet under timeglasset – ”de lukkede øjenlåg” eller vekslende mellem, som det også hedder, ”en visions anagrammer”, en ”strålende åbenbarings rebuser” og et ”tomt og blindt kornmod.”

Biografien konstaterer således, at Drohobycz bliver hans skæbne, en linje i hans liv, men det er en linje, der krummer indad og bliver til hans kunsts kruseduller og tætte skraveringer.

DET GØR så i øvrigt Sanatoriet under timeglasset omtrent umulig eller i hvert fald meningsløs at referere. Man kan pege på et byrum, et miljø omkring den tids små næringsdrivende, en gennemgående fortæller, Józef, nogle tilbagevendende figurer, fx moderen, faderen, tjenestepigen osv. osv. Men det har kun lidt med sagen at gøre, ikke meget mere end de ovennævnte høvlebænke og væggene, der omslutter dem.

Det vigtige – og det virkelige, kan man tilføje – ligger i forvandlingen. Ikke i forvandlingen fra ét til noget (bestemt) andet, men i en række af frapperende syner, hvor mennesker bliver til dyr og til planter og igen til mennesker, der med søvngængeres naturlighed foretager sig de ejendommeligste ting, og hvor hvert lille lysglimt, hvert støvkorn, hver lille blafren i gardinet registreres og tælles med på lige fod med horoskoper og årstidernes skiften. Og hvor det meste i øvrigt og paradoksalt nok er fuldkommen konkret, plastisk og scenisk, som i drømmens sært ubetvivlelige virkelighed.

”Det er en mulighedernes farverige ”panmaskerade”, evig Ovidsk metamorfose,” skriver Karsten Sand Iversen i sin strålende efterskrift, og han fortsætter i en højstemt og billedrig stil, som Schulz’ prosa tillader ham: ”Under virkelighedens porøse skorpe spruder en glødende magma, sindets og sprogets aldrig størknende masser.”

Hvilken virkelighed, hvor konkret er det? I et afsnit af bogen er det såmænd et varekatalog, som Józef bøjer sig over og glubsk fletter med sin fantasi og fabuleren. I et andet afsnit af bogen er det et frimærkealbum.

JEG TROR, at forklaringen på den ulyst ved at skrive eller sige noget om Sanatoriet under timeglasset, som jeg indledte med, netop ligger i, hvad Sand Iversen kalder ”sindets og sprogets aldrig størknende masser”. Der ligger også det foruroligende ved bogen.

Et andet sted i sin efterskrift skriver Sand Iversen, at ordene hos Schulz ”længselsfuldt, i kortslutninger og bratte regenerationer, [søger] tilbage mod den mytiske urmening.” Mens det omtrent som en replik til den formulering og med adresse til frimærkealbummet lyder hos Schulz: ”Hvad man må vogte sig for i disse sager er snæversyn og pedanteri og for at tage teksten for bogstaveligt. Alting er forbundet, alle tråde ender i den samme knude.”

En urmening, men en mytisk. Indfoldet i en tekst, der er hærdet mod pedanteri og bogstavelighed. Og fører mod den samme uløselige knude.

Det er, hvad Villy Sørensen har kaldt ”det ufortolkelige”. Det betyder ikke, at der ikke kan fortolkes (på faderfigurer og strenge kvinder og en bunke andet…), men at fortolkningen gennem rækken af forvandlinger leder det samme sted hen, nemlig tilbage. Ikke til heling og forløsning, men til en gentagelse af det samme i evige og farverige variationer.

Det er svært at anbefale sådan en bog. Men umuligt at lade være.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information juli 2007

Det gamle er forbi

Hermann Brochs ambitiøse og inciterende hovedværk endelig på dansk – måske for sent

Hermann Broch: Vergils død. Oversat af Jon Høyer til et strømmende, nuancerigt og kraftfuldt dansk, med efterskrift af Per Øhrgaard. 440 sider, 379 kr. Gyldendal.

Groft sagt – meget groft sagt – hører Hermann Broch og særlig hovedværket Vergils død fra 1945 hjemme i den ene af to nært beslægtede traditioner i moderne europæisk litteratur fra årene omkring Første Verdenskrig og frem.

Slægtskabet ligger i en erkendelse af religionernes og de gamle værdiers opløsning, de sociale hierarkiers sammenbrud og sprogets utilstrækkelighed. ”Faldet”, som Villy Sørensen kalder det. Eller slet og ret det moderne.

Forskellen traditionerne imellem ligger – lige så groft sagt – i, at den ene vil genoprette og hele, dvs. etablere nye hierarkier, og derfor bliver metafysisk. Hvorimod den anden lader en vis fascination af tingenes nye tilstand smitte af på værket, der derfor fører tilbage til den spaltede og forræderiske, grumsede og myldrende verden, det udsprang af. Man kan også sige, at den første er moralsk og den anden amoralsk, den første patetisk og den anden ironisk. Og at der i den første sjældent er noget at grine af, hvorimod den anden har gjort humoren og latteren til en del af hele sagen.

Til den ene hører foruden Broch fx Max Frisch og Hermann Hesse. Til den anden fx James Joyce, Thomas Mann, Alfred Döblin og senere endnu fx franskmanden Céline.

I et nutidigt perspektiv er det let at se, hvilken af de to der havde tiden for sig. Broch-sporet blev et sidespor. Så meget endda, at det kan virke, som om det førte helt ud af litteraturen og ind i den politiske og kulturelle debat. Det er på en kun lidt anden måde Villy Sørensen et eksempel på. Og Broch selv for resten.

Dertil kommer, at Broch er svær, kompleks. Det har aldrig gavnet nogen i den moderne verden. Derfor har tyngdepunkterne i hans forfatterskab – det litterært-filosofiske og det metafysiske – verdensberømmelsen til trods aldrig fået bred appel. Hvad den meget sene danske oversættelse af Vergils død er et udtryk for.

Anderledes med de meget lettere Frisch og Hesse. Den ene har talt stærkt og direkte til følsomme anti-rationalister. Den anden har tilfredsstillet en mystisk længsel hos hippierne.

VERGILS DØD handler om de sidste 18 timer af den romerske digters liv. Fra han sengeliggende anløber havnen i Brindisi, og til han næste dag efter en hvileløs nat og lange, både drømte og virkelige samtaler endelig overgiver sig til dødens klarhed ”hinsides sproget”, som det hedder.

Det handler om kunst. Helt konkret om Vergils Æneiden, som han ønsker at tilintetgøre før sin død. For værket er et utilstrækkeligt skønmaleri, et forfængeligt overfladeværk, der billede for billede beretter om Roms tilblivelse, men aldrig formår at trænge om bag billedet og åbne virkeligheden i dens egentlige og videste perspektiv – mod altets uendelighed, samtidighed og dets med alting forbundethed. Det er imidlertid ikke kun Æneidens, men al kunsts og alt sprogs uløselige dilemma at være bundet af ”skønhedens symbolik, af skønhedens grænses symbolik”, dvs. repræsentationer, og samtidig være underlagt en fordring om at overskride den samme grænse for symbolet og nå til absolut indsigt. Deri ligger samtidig en fordring om at overskride grænsen mellem liv og død, så sandt som ”livets ufattelige mening [helt og holdent] udspringer af dødens meningsfuldkommenhed”. Og så sandt som liv og død, det jordiske og det overjordiske, ikke er to, men ”enfoldigt”.

TIL DET punkt har altså Vergil ikke bragt det og heraf hans fortvivlelse, hans omfattende livsskuffelse. Men dertil – og det er en lige så vigtig dimension af Hermann Brochs roman – kunne han umuligt bringe det, bundet som han er til sproget og til sin tid, den før-kristne, romerske tid.

Det er et af de stærke og forførende greb i Brochs roman:

Vergil, den historiske, der døde år 19 f.Kr., forudså eller anede, siges det, kristendommens komme. Den opfattelse, der støtter sig til hans hyrdedigte, Ekloger, gør Broch til sin. Derfor kan han i sin roman indføje halvt visionære, halvt filosofiske profetier om en ”frelser”, en ”forløser”, blevet til gennem ”en jordisk fødsel og en ujordisk besvangring”, med ”et sprog for det guddommeligt-menneskelige”, der således vil legemliggøre ”det guddommelige i mennesket” og åndeliggøre ”det menneskelige i guden” osv. osv.

Kort sagt: Broch kan indføre en Kristus-skikkelse, der i fiktionens tid, i den dybe kløft mellem to tidsaldre, er svanger med løfter om alle spaltningers heling.

Heraf kommer romanens genlydende og gådefulde ”endnu ikke og dog allerede.” En håbefuld overskrift for Vergils og kejser Augustus’ mellemtid. Og i Brochs samtid, dvs. 1940rnes, efter to verdenskrige illusionsløse og værdiomstyrtede verden, en utopi, der takket være romanværkets bevægelse ad denne lange akse ned om historiens uomtvisteligt virkelige kristendom taler med en mærkværdig og besnærende kraft.

Man skal af mange grunde og også af dén indimellem virre lidt med hovedet for ikke at miste orienteringen.

MEN SÅ bogstavelig skal man selvfølgelig ikke tage Hermann Brochs og værkets etik. Den er nok metafysisk og kristelig, men så entydigt messiansk er den ikke. For taler den meget om det guddommelige, så gør den det i lighed med også den almen- eller kulturgjorte kristendom i et jordisk perspektiv.

Her har Brochs begreb om ”indsigtsviljen” (i forhold til altet) sin parallel i en ”indsigtshandling”, som er Kristi komme, dvs. det guddommelige gjort menneskeligt. Her er ”fromhed” ikke at slå blikket ned og te sig ordentligt, men at slå øjnene op og se gennem tomheden. Ligesom ”dydig” ikke er den, der begrænser sig, men den, ”som skæbnen har bestemt til fællesskabsbærende og hjælpende pligtopfyldelse”.

Og så er etikken jo overhovedet en fortolkning af værdiernes sammenbrud. Dvs. den nøgne konstatering, at noget gammelt er forbi, slidt op eller ført så langt, det var muligt, og at noget nyt skal blive til. Eller noget oprindeligt skal blive til gennem nye former.

I værkets fremstilling af forholdet mellem viden, frihed, fællesskab og sjæl kan man måske ane omridset af et moderne demokrati. Og hvad Villy Sørensen har kaldt det ”myndige” menneske: ”For indsigtens rige (…), den sande virkeligheds rige, vil ikke være et rige for folkemasserne, ikke engang et rige for de enkelte folkeslag, men derimod et rige for det menneskelige fællesskab, båret af mennesker, der har fået viden, båret af det enkelte menneskes sjæl, båret af dens værdighed og af dens frihed som det guddommeliges udtrykte billede.”

Altså bortset fra det med det guddommelige.

DET ER et af mange steder, værket taler direkte til den nutidige læser. Det er også et af de steder, værket er på vej væk fra litteraturen og over i det politiske, kulturelle og filosofiske. Fra fiktion til refleksion.

Brochs roman er i det hele taget en tankens digtekunst. I traditionens stil brudt op i en strømmende, prosa-lyrisk (3. persons-) monolog med en lang række ledemotiver og dramatiske og mytiske ordsammensætninger – ”løftebryder”, ”flokdyr”, ”løvefarvet”, ”drømmefjernhed”, ”guddomsmildt”. Men sammenvævet med det lyriske ligger et tankesystem spændt op mellem en stribe begrebsmodsætninger – ydre-indre, krop-sjæl, nede-oppe, tale-stumhed, tid-samtidighed, animalsk-menneskeligt, skønhed-sandhed. Altså tankesystem. Eller metafysik under poetisk udvikling.

Det er inciterende, især at følge gentagelserne og gentagelsernes variationer side for side og kapitel for kapitel. Mindre inciterende, når det får aforismens, det forkyndendes og det alt for højtideliges præg, hvad det unægtelig gør indimellem. Og så er det naturligvis krævende at forsøge at følge tanken så tæt. Men det er nødvendigt, i modsat fald bliver man tosset eller falder i søvn.

Flettet ind i tankesystemet ligger også de små indslag af pulserende, åndende, frivol hverdag, der møder den døende Vergil på hans tur fra havnen til kejserpaladset, eller som han kan følge fra sit vindue i paladset. I hvert fald både Joyce og Döblin ville have fortabt sig i det. Céline ville have vredet det for den sidste kropslige uddunstning og ynkelige sukken. Broch, derimod, tager lige akkurat med, hvad der rækker til mytisk benævnelse (”elendighedsgyden”) og begreb (”blindhed”).

Vi bliver i det almene. I abstraktionernes og mytens landskaber.

SPØRGSMÅLET er så, om det er der, en nutidig læser befinder sig bedst. Eller helst eller bare frivilligt.

Per Øhrgaard skriver i sin korte og præcise efterskrift, at den danske oversættelse af Brochs hovedværk ikke kommer ”et øjeblik for tidligt”, men at det umuligt kan ”være for sent.”

Det første er rigtigt. Det sidste tvivler jeg desværre på.

Selv et værk, der er skrevet for evigheden og som Brochs endda tematiserer den, hører også en bestemt tid til. Brochs er – trods alle over- og undertoner – umiskendeligt formet af fyrrernes adventstanke, forløsningsdrømme og håb om genfødsel. Der er nok at drømme om nu om dage, men er dét drømmen? Eller vil den nutidige læser snarere holde på kejser Augustus’ på en gang resignerede og fattede synspunkt under Vergils metafysiske bombardementer:

”Vi må ikke glemme, at virkeligheden også findes, selv om vi selv er begrænsede til bare at kunne udtrykke den og udforme den gennem metaforer … Vi lever, og det er virkelighed, skinbarlig virkelighed.”

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2006

Menneskelige skemaer for det guddommelige

Borges’ knivskarpe essays – eller ”inkvisitioner” – om litteratur og anden gådefuldhed

Jorge Luis Borges: Andre inkvisitioner. Oversat af Peter Poulsen. 271 sider, 299 kr. Gyldendal.

Der er noget passende borges’k over, at hans små fyrre ”inkvisitioner”, der nu endelig er kommet i dansk oversættelse, ved første øjekast virker som et mat genskin af den strålende indflydelse, den argentinske forfatter særligt i de postmoderne firsere øvede på dansk litteratur og litteraturkritik. Det var dengang, Svend Åge Madsen, Ib Michael, Per Højholt åd ham fra en ende af og spyttede ham ud igen i form af fantastiske æskesystemer og svimlende spejlkabinetter. For slet ikke at tale om de stakkevis af opgaver, min generation af litteraturstuderende frembragte, alle som én illustreret med et möbius-bånd og et stykke grafik af Piranesi.

Det ville være for smart at sige, at Borges skriver som en dårlig kopi af ovennævnte danske forfattere, selvom lighederne både i stil og tema er slående. Men det ligger i det mindste også et andet sted. ”Jeg vil hævde,” skrev Borges i forordet til den Nederdrægtighedens verdenshistorie, som Gyldendal (i Morten Søndergaards oversættelse) udgav for nogle år siden, ”at enhver kunstarts sidste stadium er barok, når den udstiller og forspilder sine metoder.” Og barok, skriver Borges desuden, er den stil, ”som med fuldt overlæg udtømmer (eller prøver på at udtømme) alle sine muligheder, og som grænser op til sin egen karikatur.”

Det er jo det, han gør, og sådan han føles.

Hvilket naturligvis gør det hele endnu mere borges’k, for så skriver han ikke bare som en billig efterligner af Madsen, Højholt og Michael, men også af sig selv.

HELT BORTSET fra dette (altså mit) utidige krukkeri, er bogen en fest at læse.

Det gælder de tekster, der har alle metafiktionens, postmodernismens, kabbalaens, gnosticismens osv. sikre kendetegn. Fx noten om den engelske digter Samuel Taylor Coleridge, der i 1797 drømte et digt af stor skønhed og næsten fuldkommen perfektion om et palads opført af den persiske kejser Kubla Khan. Tyve år senere dukkede så i Paris historien op om, hvorledes Kubla Khan byggede sit palads ”efter en plan, han havde set i en drøm og bevaret i erindringen.”

Hvilket får Borges til at afslutte sin tekst:

”Hvis mønsteret holder, vil en eller anden, i en nat som er århundreder borte, drømme den samme drøm uvidende om, at andre har drømt den, og forme den i marmor eller musik. Måske slutter drømmerækken aldrig, måske er nøglen til det hele i den sidste drøm.”

SAMME karakter og det særlige borgeske mærke har teksten om John Wilkins, der omkring 1664 delte universet i fyrre kategorier, med henblik på at udvikle et sprog, der til forskel fra vores ikke var bygget op omkring arbitrære, dvs. vilkårlige, tegn. Men et sprog, hvor hvert eneste bogstav havde ”en betydning, som bogstaverne i Den hellige Skrift havde for kabbalisterne.”

Vilkårligheden slap Wilkins dog ikke helt af med. Selvfølgelig ikke, bemærker Borges, men ”umuligheden af at trænge ind i universets guddommelige skema kan ikke afholde os fra at udtænke menneskelige skemaer, også selv om vi ved, at de er provisoriske.”

Menneskets provisoriske kortlægninger af det gådefulde og guddommelige var i øvrigt ikke nogen upassende overskrift for Borges’ eget forfatterskab.

VED SIDEN af de prototypiske Borges-tekster findes mere traditionelle litterære essays. De er ikke mindre skarpe.

I to omgange skriver han om Kafka og frem mod den pointe, at ”en stor forfatter skaber sine forgængere.” I den formulering er mystikken ren overflade, det er en meget konkret læsererfaring, Borges peger på. Den nemlig, at Hawthorne – det er Borges’ eksempel – gennem sin form og i kraft af sine temaer nok foregriber Kafka. Men det er Kafka, ”der modificerer og forfiner læsningen af” Hawthorne. Dvs. det er Kafka, der skaber den Hawthorne, vi kender.

Det er jo glasklart – når først det er sagt.

DET SAMME gælder, hvad Borges et sted skriver om Cervantes’ roman Don Quijote, spansk litteraturs store opgør med og parodi på ridderromanens opstyltede høviskhed og naragtige drømmerier. Og alligevel ikke helt. For – skriver Borges – ”Quijote er mindre en modgift mod disse historier end en hemmelig nostalgisk afsked.”

Den slags små og på samme tid værk- og forfatterskabsåbnende pointer er der et mylder af i Borges’ lille bog – om bl.a. Oscar Wilde, Keats, Bernard Shaw.

Og så er der, lige så henkastet og lige så rammende, en karakteristik af den store forfatter. I én sætning: ”Der findes ingen verdensberømt forfatter, som ikke har udmøntet et symbol.” Dvs. skabt i det mindste ét billede, som historien bærer med sig, og som for hver ny generation slår ring om et stykke af virkelighedens mystik: Sofokles’ tragiske konge, Dantes helvedeskredse, Melvilles hvide hval, Kafkas labyrinter …

Og Borges’ gådefuldhed, kunne man tilføje.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information februar 2008