Tag Archives: Anmeldelser

Mit liv under køerne

Hollandske Gerbrand Bakkers romandebut er en overbevisende og elegant skildring af et opbrud sent i livet

Gerbrand Bakker: Ovenpå er der stille. Oversat af Birthe Lundsgaard. 280 sider, 199 kr. Gyldendal.

Det er et stille sted, nogle kilometer nord for Amsterdam, hvor gråkragerne vender. Én er her i hvert fald, der indimellem stiger blafrende op fra sin gren. Ellers sidder den med hovedet på skrå og sender blikke ind gennem vinduet i det lille bondehus. Derinde bor 56-årige Helmer og hans far.

Der er nogle vigtige skæringsår i deres liv, der ellers er lige så fladt som landet omkring dem.

Det ene er 1947, da Helmer og hans tvillingebror Henk blev født. Enæggede, Helmer et par minutter ældre end Henk, men siden dengang altid et par skridt bagefter. Henk er fars dreng, Helmer er ikke mors. Henk skal overtage gården, Helmer læse litteratur i Amsterdam. Det er nok, hvad Helmer har lyst til, men ingen udmærkelse.

Et andet vigtigt år er 1967. Henk og Helmer har på et værtshus mødt skønheden Riet. Det var Henk, hun fik øje på og siden blev kærester med. Det hele er planlagt, til og med det lille hus på grunden, de skal starte i, inden de rykker over på gården. I 1967 kører de galt i farens Simca, bilen lander på den oversvømmede mark med vandet stående ind. Henk drukner.

Der er endnu et skæringspunkt en snes år senere, da moren dør. Men fra 1967 er det hele afgjort.

Henk er færdig med ”det der i Amsterdam,” som faren siger til ham med en løftet pegefinger. Nu venter i stedet et liv ”under køerne”, som Henk selv kalder det.

DET ER et stille liv. I hvert fald set udefra, som det ofte er i romanen. Af for eksempel gråkragen og et par unge kanosejlere, der glider forbi på åen. Af Ada, nabokonen, der nysgerrigt, men mest omsorgsfuldt, måske endda forelsket, følger Helmer gennem en kikkert. Og så af Helmer, der har det med mere og mere at falde ud af sig selv.

Så noget er i opbrud, det indre er ikke lige så stille som det ydre.

Det kan have med faren at gøre. Den stovte husbond, kold og bestemmesyg. I hvert fald bliver han – langt om længe en skravlet gamling – slæbt op på et loftskammer med nøgle i døren, udvendig. Imens stuerne bliver ryddet og sengen i farens gamle soveværelse skiftet ud. Billeder pillet ned, andre hængt op. Senere vender Riet tilbage efter det meste af et liv, hustruen, som broren aldrig fik. Og med hende hendes søn, der rykker ind på gården som karl.

OPBRUDDET er et sært og ubestemmeligt et. For læseren, men ikke mindst for Helmer selv.

Kernen i det er tvillingebroren og det liv, han efterlod Helmer med. Et halvt liv, en halv krop. Og igen faren, der med sin patriarkalske egoisme og bondske nærsynethed startede adskillelsen længe før Henks død og har fortsat den tæt ind under sin egen.

Men opbruddet kommer diskret til syne: I den lidt kaotiske ommøblering som nævnt. I en vågnende fysisk fornemmelse, en pulseren i kønnet, der både har med den nyanskaffede seng og erindringen om Henk og tidligere berøringer at gøre. Desuden som en uklar længsel efter Danmark, danske stednavne, dansk natur. Derudover i relationer, der gentager Helmers forhold til mennesker langt tilbage. Vigtigst er gårdskarlen, Riets søn, der igen gør Henk nærværende og på en speget måde også Helmer selv. Og sandelig, i endnu en fordobling og gennem Helmers hidsighed og berøringsangst, den forhadte far.

Endelig er der nøgle- og urscenerne, der kommer tilbage. Vigtigste, henkastet og besættende beskrevet: En redningsaktion i et mudderhul, mand og får bjærget og bragt tilbage i historien. Det er atter forholdet mellem tvillingerne, der spøger, nu i nye positioner.

DET ER en overbevisende skildring af et gennembrud for følelser, længsler og intellekt. Langt fra digebruddets pludselighed, snarere som en gletschers langsomme skred.

Elegant og utvungent er det også, ligesom de indbyggede spejlinger, der spiller på bogens kiggen-udefra-motiv. Her skal nævnes måske romanhistoriens mest diskrete parallelfigur, nabokonens mand Wim. Han viser sig ikke i en eneste scene og understreger på den måde sit slægtskab med, for ikke at sige tvillingeforhold til, Helmer: Wim er bundet til sin gård, skruet fast i den, han tør ikke forlade den om så bare for et øjeblik.

Gerbrand Bakkers debutroman kommer hertil behængt med priser, strålende anmeldelser og salgstal. Det skal der ikke spindes nogen lang ende over.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2008

For meget sommerfugl

Følsom historie om baskisk ungdom og fædres ugerninger

Bernardo Atxaga: Harmonikaspillerens søn. Oversat af Iben Hasselbalch. 423 sider, 299 kr. Samleren.

I et interview i The Guardian for nogle år siden advarede Bernardo Atxaga mod overdrevent føleri i hjemstavns- og barndomsskildringer og i litteratur i det hele taget. Han har muligvis ombestemt sig eller lægger noget andet i ordet, end jeg gør. I hvert fald er det netop føleriet, der gør hans store, panoramiske fortælling om David og baskernes historie fra borgerkrigen og frem omtrent ulæselig.

Det ligger i stilen, i dens dæmpede alvor og evindelige naturbilleder, hvor fugle „tager flugten“, mens fortælleren misunder dem deres „frihed“, fordi han ikke selv har lov „at fortsætte i et uafbrudt ridt.“ Det ligger i det hele taget meget i naturen, i frøernes kvækken, flodens hvisken, træernes af væde tyngede blade, men især i den hærskare af sommerfugle, der fløjter rundt mellem siderne for at minde os om „de hundrede måder at sige sommerfugl på“, alt sammen derhjemme i Obaba.

Sådan kunne vi godt blive ved. For eksempel med en beskrivelse af de evigt gode hovedpersoner og deres dybe venskaber og deres lige så dybe kærlighed til naturen, særligt altså til heste og til sommerfugle. For slet ikke at tale om den sentimentale ramme, hvori indgår flere stemningsfulde og hyppigt repeterede dødsfald, varm og inderlig samtale ved graven og på verandaen og sandelig fortællerens – Davids – to californiske døtre, til ære for hvem det hele skal fortælles, inden det er for sent.

Men det er måske mindre vigtigt og ikke så slemt. Det er til gengæld, at dette monstrum af følelser samt faderens, altså harmonikaspillerens, og andre fædres ugerninger under den spanske borgerkrig skal forklare os, hvorfor en gruppe unge mennesker i den næste generation slutter sig til den baskiske separatist- og terrorbevægelse ETA. Og stemme os mildt ved tanken.

Det er for meget i én underholdningsroman.

Det skal retfærdigvis siges, at romanen er oversat vidt og bredt og dens forfatter berømmet som baskisk litteraturs stemme nummer ét. Og endelig at romanens langsomme afsløring af alle hemmelighederne i Obaba, de unges eskalerende vrede mod de gamle frankister, en langstrakt og dramatisk flugt samt tre afsluttende „bekendelser“ angående et for hele historien afgørende forræderi vil kunne glæde og underholde mange læsere.

Men altså ikke denne.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information oktober 2007

De besatte

Højdepunktet i et nyt Tage Skou-Hansen-udvalg er hans opgør med gamle positioner i Heretica-miljøet inspireret af to poetiske besættelser – digteren Ole Wivels og katastrofemennesket Knud Jensens

Tage Skou-Hansen: Indhentet af erindring. 192 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Af Thomas Thurah

Man får et godt indtryk af Tage Skou-Hansens evne til at ”få fat i” et menneske, når man læser hans lille hilsen til vennen og kollegaen Ole Wivel i anledning af Wivels 60-årsdag i 1981. At ”nå” eller ”få fat i” er ord, Tage Skou-Hansen ellers bruger om sine litterære figurer, Holger Mikkelsen, for eksempel, hovedpersonen i hans lange romanserie. Tage Skou-Hansen skal kunne fortælle sine personer indefra, mærke og tænke med dem. Kan han ikke det, lader han dem ligge.

Ole Wivel lader han ikke ligge. Han lærer ham at kende i et af de første år efter krigen, da han via Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, studiekammeraterne fra Aarhus, introduceres til kredsen omkring tidsskriftet Heretica og Knud W. Jensen, den senere grundlægger af Louisiana. Siden følges de to ad, vidt forskellige af temperament og forudsætninger, måske af samme grund nært forbundne, i hvert fald i perioder.

FØRSTE del af fødselsdagshilsnen er varm, respektfuld, grænsende til det ærbødige. Så kommer det: ”Somme tider tænker jeg, at du måske turde være mere åbenhjertig, hvis du agtede dig selv en smule højere. Skulle det værste virkelig være for gemént til at du kunne indrømme det med selvrespekten i behold?”

Det er ikke til at vide, hvad Tage Skou-Hansen præcis har tænkt på med ”det værste”. Sandsynligvis er det mere et indtryk, en fornemmelse af vennen bag den aristokratiske bryskhed, end en viden om ham, han har reageret på. Men læst i dag og indsat i bogens ramme er det svært ikke at tænke på de nazistiske sympatier, som Ole Wivel havde næret i sin tidlige ungdom og til det sidste valgte at fortie og benægte. Indtil bomben detonerede i fuld offentlighed.

Detaljerne om Wivels Sturm-und-Drang-periode kendte Tage Skou-Hansen ikke i 1981. Han hørte først om dem godt ti år senere, da han blev ringet op af en bekendt fra tiden, en forbindelse, han i øvrigt skyndsomst viklede sig ud af, fordi han ville være loyal over for Ole Wivel. Den beretning gav Tage Skou-Hansen i et interview til bogen ’Hånden over Ole’ fra 2008, men forinden havde han nedskrevet den i det vemodige erindringsessay ”Sensommeraften” (2006), der nu offentliggøres for første gang.

FOR Tage Skou-Hansen er historien om Ole Wivel egentlig en sidehistorie eller en sen udløsning af en anden historie, der går 70 år tilbage.

Historien handler om Knud Jensen, studiekammeraten, der meldte sig til tysk krigstjeneste i 1943 – efter Stalingrad, da krigen var tabt – og kort tid efter omkom i Normandiet. Knud Jensen skrev Tage Skou-Hansen om allerede i 1964 i Den poetiske besættelse, senere brugte han ham som forlæg for Aksel i de fire romaner, der fulgte efter Holger Mikkelsen-bøgerne.

Knud Jensen var et ”katastrofemenneske”, forklarer Tage Skou-Hansen, hans krigsdeltagelse var et forsøg på at bryde igennem ”til virkeligheden”. Da det slår fejl, står han ved det.

Det er det virkelighedsproblem og eksemplet Knud Jensen, Tage Skou-Hansen stadig rækker bagud for at få hold på og samtidig bruger til at gentænke egne og andres positioner. Og til flere opgør, sympatiserende, men også kontante.

Det gælder som nævnt Ole Wivel, der digtede og heppede vennen Ole Høst til østfronten og bagefter skjulte sig bag et panser af utilnærmelighed. Det gælder Thorkild Bjørnvig, mere drilsk, men alvorligt nok, der løste omverdensproblemet ved at stikke hovedet skiftevis ned i barndommen og op i poesiens syvende himmel. Altså ved at lade, som om omverdenen ikke fandtes. Og det gælder Martin A. Hansen, der ikke kunne finde alvor nok i litteraturen, fordi der ikke var forkyndelse nok. Af samme årsag kunne han heller ikke finde afløb for sit raseri og sin fortvivlelse. For Martin A. Hansen forblev det som for Wivel – men på en anden måde, ja, nærmest omvendt – mørk alvor og snærende indvendighed.

ERINDRINGSESSAYENE er højdepunkter i bogen, bevægende både i deres indhold og i kraft af den lange forbindelse, de trækker ned gennem Tage Skou-Hansens liv og forfatterskab. Han er jo selv en alvorsmand, tænker man, tungsindig som et digterkammer, og nu for hundrede og syttende gang balancerende hele kloden på hovedet. Men også med en hårdt tilkæmpet lethed, den, der hænger sammen med det, vi ikke selv har ansvar for, noget uden for os selv. Det er hans utopi, der ligger ”befrielsen”. Der begynder også letheden.

Herudover består bogen af flere gode noveller om kærlighed og ægteskaber skrevet mellem 1980’erne og i dag og to interviews af ældre dato (jeg har – skal jeg højlydt erklære – begået det ene). Foruden noget om fodbold, lidt om Per Højholt og K.E. Løgstrup og oveni en takketale.

En rodebunke altså, udvalgt af en lille redaktionsgruppe efter et princip om erindring. Og alligevel som ét stykke skrevet af Tage Skou-Hansen.

Anmeldelsen stod i Information november 2013

Romance på Rivieraen

Irsk roman om Mussolinis Italien, uopfyldte skæbner og forkortede livsbaner genfremkaldt på gulnede fotografier

Christine Dwyer Hickey: Sidste tog fra Ligurien. Oversat fra engelsk af Bente Kastberg. Forlaget Turbine, 519 sider, 299 kroner.

Gamle menneskers hemmeligheder er godt romanstof, i hvert fald skal det tit holde for, gemt på loftet i en skotøjsæske eller som her i en håndtaske, skjult i ansigtets rynker eller som her bag bevidstløshedens glasvæg. Om romanen så også bliver god, kommer an på så meget.

Bella forlader sin lægefar i 1930ernes London for at passe lille Alessandro ved den italienske riviera. Nogenlunde samtidig ankommer fra Dublin unge Edward, der skal lære Alessandro at spille klaver. Det behagelige liv varer lidt, så går skyerne for solen, Mussolini rører på sig og signora, Alessandros mor, er jøde.

Fra 1930ernes Italien og et eskalerende, men ikke helt uforudsigeligt drama, der skal kulminere med flugt og flere forviklinger, springer vi til nærmeste fortid, Dublin i 1990erne. Her søger barnebarnet Anna fortvivlet svar på sit eget kaotiske livs gåder hos bedstemor Bella, der ligger bevidstløs hen i en hospitalsseng uden nogensinde at have røbet noget om sit italienske liv for nogen. Det sidste kan være svært at forstå, men må Anna acceptere, det samme må læseren. Herefter springes der retur til Italien med sideblikke til det øvrige Europa, nogenlunde som man kender historien.

Udpenslinger er der en del af, glas løftes og sættes igen, hun siger, han siger, hvorefter den ene går op for at lægge sig, og den anden stikker i et par støvler. Fortælleren giver sig god tid. Rollerne ligger nogenlunde fast, der er de sværmeriske (overklassekusiner), de tro (tjenestefolk), fascisterne og antifascisterne, den følsomme (Alessandro) og den svigefulde, men når det kommer til stykket retskafne og modige (Edward). Og naturligvis skrøbelige, samvittighedsfulde og tapre Bella. Men først og fremmest er der det disede dengang, følelsernes og romancernes lange tilløb, uopfyldte skæbner og forkortede livsbaner, som romanens sidste sider kan genfremkalde på gulnede fotografier.

Romanen, der var indstillet til Prix L’Europeen de Litterature, kan minde om en tv-film, man engang har set, men ikke rigtig kan huske. Den kan også minde om en tv-film, man husker lidt for godt, men aldrig har set.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2012

En fars forsvinden

Anderledes roman om eksilets tomhed og længsel

Hisham Matar: En forsvindens anatomi. Oversat fra engelsk af Mich Vraa efter Anatomy of a Disappearance. Gyldendal. 245 sider, 279,95 kroner.

Den libysk-britiske forfatter Hisham Matar (f. 1970) er en slags andengenerationsoffer for Moammar Gaddafis diktatur. Han bidrog til det arabiske forår ved tilsyneladende utrætteligt at skrive og tale regimet ned fra det eksil, han har levet i, siden han var seks år gammel. Han havde, som de fleste eksilerede, stærke personlige grunde.

Matar er født i New York, hvor faderen var en del af Libyens FN-delegation. Senere fulgte nogle år i Tripoli, inden familien måtte flygte til Cairo. Her blev faderen en dag i 1990 kidnappet – af de samme vagter, som den egyptiske stat havde stillet til familiens rådighed – og ført til det berygtede Abu Salim-fængsel i Libyen. Bortset fra et udsmuglet brev seks år efter tilfangetagelsen har ingen siden hørt fra ham.

Den personlige historie griber langt ind i Hisham Matars debutroman ’Mændenes land’, der var shortlistet til Man Booker Prize. Den beskriver i et barns perspektiv den politiske undertrykkelses brændpunkt; angsten, arrestationerne, volden, modstanden og forholdet mellem en far og en mor, han den handlekraftige modstandshelt, hun det skrøbelige offer for både regimet og mandens heltemod.

Matars nye roman er på et vigtigt punkt anderledes. Den har bevaret barnets synsvinkel, ganske vist i en voksens erindring. Historien er igen om en diktaturstat og konsekvenserne for de mennesker, der lever i den eller har måttet flygte fra den. Faderen er stadig en hovedperson, et barns ideal og samtidig en skyggefigur, ufrivilligt medvirkende til familiens ulykke. Men det fysiske drama, diktaturvirkeligheden, er blevet en fjernere, næsten usynlig kulisse for den psykologiske konflikt mellem faderen og sønnen. Det kunne være en historie hvor som helst fra, når som helst.

Hos Hisham Matar er den både elegant og fintfølende fortalt.

Som trådt ud af himlen sidder den unge og smukke Mona pludselig en dag på kanten af swimmingpoolen i en skriggul badedragt. Fra samme øjeblik bliver hun det charmerende, halvt naive, halvt vidende, halvt barnlige, halvt voksne midtpunkt i en kærlighedskamp mellem far og søn. Den ene tidligere magtfuld, kongelig rådgiver, nu rastløs i sin landflygtighed, den anden bristefærdig af beundring for faderen og af ugengældt opmærksomhed, foruden moderløs. Drengen forelsker sig i næsten-kvinden, begærer hende, komplet og forsvarsløst. Men faderen får hende.

Skildringen af den jaloux teenager i et næsten mytologisk slagsmål med faderen er stærk. Og som billede på en længsel efter den verden af i går, som faderen lever i, og dermed efter faderen selv er den meget overbevisende. Undervejs bliver hemmelighedskræmmeriet og spændingsopbygningen, særligt efter faderens bortførelse og definitive forsvinden, mere forceret, end plottet kan bære. Det er, som om vi skifter genrespor og vups! – ryger over i en amerikansk spændingsfilm med støvede politikontorer og spegede forviklinger. Romanens vandmærke – billedet af den eksileredes og hjemløses tomhed og desperate savn – står imidlertid usvækket. Også i den symboltunge udgangsscene, hvor sønnen efter en lang rejse og nu på tærsklen til voksenlivet iklæder sig den fraværende fars mørnede tøj.

’En forsvindens anatomi’ er ikke nogen typisk roman om et statsregimes undertrykkelse. Den er bortset fra sit mærkelige genreslør og en indimellem parfumeret stil bedre end de fleste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2012

Slangen i det antarktiske hav og andre latterbrøl

”De vil tage erindringen om Ilija Trojanows iskrystal af en bog med Dem i graven” – en udskrift

Ilija Trojanow: Isbrud. Oversat fra tysk efter Eistau af Jacob Jonia. Forlaget Tiderne Skifter. 164, 279 kroner.

– Goddag, goddag, vi ringer fra miljøorganisationen Det hulkende isbjerg, kan vi få lov at tale med brugtbogsbehandleren. – Speaking! – Jamen, øh, splendid! Vi forstår, at der er kommet en ny og medrivende roman om klimaforandringerne, et indtil i dag sørgeligt underbelyst emne i litteraturen, et uigenkaldeligt sidste stormflodsvarsel for polerne. – The melting point, so to speak! – Øh, ja. Det er brugtbogsbehandleren? – Himself! – Hvorfor taler du hele tiden engelsk? – Undskyld, jeg sad og skrev anbefalinger af fra nettet. Her er jeg, til tjeneste! – Er det mon noget for vores medlemmer? – Hvad er? – Bogen. – Jamen, selvfølgelig, bogen er for alle, bogen er en skatkiste, bogen er den korteste afstand mellem mennesker! – Vi mener dén bog. – Dén bog! Det er en anden snak, den ville jeg holde mig fra, hvis jeg var jer. Tænk på Joseph Anton! – Joseph Anton? – Rushdie. – Vi mener ikke dén bog, vi mener den tyske bog, Ilija Trojanows gribende roman om de glaciale mammutter, et rekviem fra naturens iskirkegård. – Åh, den! – Kan du fortælle lidt om den? – Den er sjov! – Sjov? – Ét langt latterbrøl! Da professor Zenon ser sin elskede gletsjer udånde under den brændende sol, skifter han tilværelsen som forsker ud med livet som foredragsholder og rejseleder på et krydstogtskib i fast rutefart mellem den mellemeuropæiske ørken, et helvede for de levende døde, og Antarktis’ truede, men endnu stolte og majestætiske ismassiv. – Ha! ”Mellemeuropæisk ørken”, ta’ den CO2-svin! – Men pas på! Der er en slange i Paradis. Dan Quentin, en af den blaserte kunstnerscenes neonguder, vil tage naturen som gidsel i en storslået happening. Zenon holder sig imidlertid parat, og så er rammen sat for en finale, der når syndflodsagtige højder og antarktiske havdybder! Vi siger ikke mere. – Sådan! Jeg er solgt, jeg mener, jeg køber! – Husker De italienske Ammanitis’ rablende komedie fra Berlusconis Italien? – Øh, jeg ved ikke. – Hvad ved du ikke? – Spurgte du ikke, om jeg har læst en rablende komedie fra Berlusconis Italien? – Overhovedet ikke. Og har De stadig DBC Pierres vanvittige tour de force gennem aftenlandet på hjernen. Ja, så vil De tage erindringen om Ilija Trojanows iskrystal af en bog med Dem i graven. – Fantastisk! Og han, hvad siger man, han skriver røven ud af bukserne? – Han skriver med et brændende engagement og en sval ironi – Sval! Det er jo vidunderligt! Nu spørger jeg ligeud. – Spørg løs! – Er der dyr med, fugle, fisk? – Masser af dyr. – Jeg vidste det! Hvilke? Nej, vent, lad mig gætte! – Gæt løs! – Albatrosser, havmåger – Rigtigt! – Isfisk, søpunge, hvaler, søelefanter, pingviner? – Masser af pingviner, søde og nuttede! Og filippinere. – Filippinere, er der filippinere på Antarktis? – Besætningsmedlemmer. – Åh, sådan! Jamen, så siger vi tak!

THOMAS THURAH

Upubliceret anmeldelse

Samlejets fedtede morfin og andet vrøvl

Franske Régis Jauffrets roman om Fritzl-historien er bras og spekulation. Og helt enormt kedelig

Régis Jauffret: Claustria. Oversat fra fransk af Jesper Tang. Forlaget Turbulenz. 500 sider.

’Claustria’ er en ”roman”, skriver forfatteren Régis Jauffret, ”frugten af forfatterens skaberkraft.” Når man har læst bogen, får det sidste en ejendommelig klang. Ordene kunne være sagt af bogens hovedperson, den megalomane sadist Josef Fritzl, der med skiftevis sval og ophidset nydelse iagttager sin egen idioti, men sådan skal de nok ikke forstås. Det første er behændigt. Lægger man nemlig ”roman” ned over et begivenhedsforløb, der bortset fra nogle kluntede tidshop i hovedtræk gentager historien, som den allerede er udpenslet i pressen, så kan man vifte moralisterne væk med den ene hånd og dokumentaristerne med den anden. Forarget? ’Men det er jo ham, Josef Fritzl!’ Løgn? ’Men det er jo bare noget, jeg har fundet på!’

For at sige det ligeud: Var det ikke for sagen, som bogen er blevet til i Østrig (østrigerne er sure), og var det ikke for den rekord- og damptromleagtige spekulation i smat, som bogen unægtelig ligner, var den nok aldrig blev anmeldt her i avisen. Bogen er noget bras, dårligt tænkt og dårligt skrevet.

Jamen, Josef Fritzl, indespærring i et kvart århundrede, voldtægter, hustruvold, spædbørnsdrab, dyppet i iskoldt og kogende, brændt i fyret, der må da være noget!?

Næ. Bortset fra en forsvarsadvokat, en burlesk figur givet nogle grotesk morsomme replikker (han dør inden side 200), er der ikke andet end en triviel og rodet gennemskrivning af en kendt historie og en følelse hos læseren af næsten grænseløs kedsomhed.

Det sidste er i det mindste interessant: Hvordan kan trivialisering og udvendighed forvandle ondskab til et gab?

DET har vel logisk set sine omvendte årsager, hvilket vil sige, at man må søge forklaringen i alt det, bogen kunne have været, men netop ikke er.

Litteratur, kunst, for eksempel, og ikke som nu et slingrende forsøg på at fremstille ondskaben i ironiens og absurditetens grelle lys. Her skal les med en dybere latter. Men ikke så længe, for snart skal vi høre, hvordan forfatteren under sin research har afleveret magtesløshedens, væmmelsens – eller er det sorgens? – brækklat på kældergulvet i helvedeshuset. I det hele taget svinger fortælleren effektjagende mellem meget forskellige positioner: anklager, fabulant, terapeut, provokatør, moralist.

Afsløring kunne den have været, for eksempel af de tynde loftsplader, som umuligt kan have holdt Fritzls hemmelighed skjult for hustruen eller for byens myndigheder. I det hele taget: sagen genåbnet. Men hvad er så afsløring, og hvad er ”frugten af forfatterens skaberkraft”?

En fortolkning af den lille by Amstetten som billede på ondskaben. Nej, eller rettere ja, det er bogen heller ikke. Den er et postulat om latent fascisme, en hovedløs generalisering a la ’i Østrig holder de børn i kælderen’ (men vistnok ikke i garagen) og derimellem en uklar forbindelse. Dvs. vrøvl.

Gyser, smæk for skillingen. Nemlig heller ikke. Grænseoverskridende, chokagtigt ophidsende, pervers. Og nemlig heller ikke.

Helt bortset fra alt det er bogen for skams skyld sjusket og rig på sprogskvalder. Her kan man ”bakke baglæns”, så man må se sig for til begge sider to gange. Terninger er – med en særlig snoet hånd? – kastet ”tilfældigt”. Og så indstilles hermed følgende sætning til kontrol hos politiets narkohunde, de veterinære myndigheder og Danmarks Jordbrugsforskning: ”Samlejets fedtede morfin perler på urinrørets spids, før den fosser, oversvømmer og gør Angelika lykkelig som en markfuld af valmuer.”

Læs bare en gang til.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2012

Brøleaberne og de undersøiske skatte

Barbara Kingsolver tager læseren med på en lang rejse – fra Mexico til USA, fra aztekernes blodige historie til mccarthyismen. Lige lovlig lang.

Barbara Kingsolver: Lakunen. Oversat fra engelsk af Michael Alring. Verve. 607 sider, 229 kroner.

Hovedpersonen er et af nationernes blandingsprodukter, moderen er mexicaner, faderen amerikaner eller gringo. Det gør ham hjemløs både syd og nord for grænsen, men også til et særlig følsomt vidne til kulturernes langsomme forandringsprocesser. En skønne dag bliver han så et af forandringernes ofre, af nogenlunde de samme grunde.

Historien begynder syd for grænsen, hvor moderen lever af sin skønhed og skiftende mandlige bekendtskaber, drengen af sin fantasi, og de begge to på drømmen om, at noget en dag vil ske. Den slags er hun ikke skabt for, men det er han. Grænsegængeren, opdageren, gavtyven.

Han bliver en rejsende, først i barndommens undersøiske landskaber, hvor den gamle mexicanske kultur findes bevaret som eventyrskatte. Så til Nordamerika i de politisk urolige 1930’ere. Derefter tilbage igen og sandelig lige i favnen på endnu en af historiens store fortællinger, den om kunstnerparret Frida Kahlo og Diego Rivera i dens mest fortættede fase, da de lægger hjem og skjul til den bortløbne Trotskij. Vores hovedperson bliver først køkkenmedhjælper hos parret, et passende sted at befinde sig for en historiens rejsende. Senere bliver han Fridas nære fortrolige og sjæleven.

Sidste stationer på rejsen: først litterær berømmelse grundlagt på barndommens opdagelsesfærd til aztekernes kultur og blodige historie. Så efterkrigsårenes mccarthyisme, der skal blive næsten lige så blodig. Som nævnt: af cirka de samme grunde.

Det er en romantisk historie, amerikanske Barbara Kingsolver har skrevet. Både i den ene forstand, at den handler om splittelse og tabte riger, som det kun er kunstnere, gavtyve og galninge forundt at se ind i. Og i den anden, at hele fremstillingen er båret af stærke følelser for det gode og en udtalt foragt for det onde, eller hvad der i romanen går under metaforen ”brøleaber”. Hvad den kulturkritiske konstruktion angår, den aztekiske kultur, nyere mexicansk historie, herunder nationale og kommunistiske frihedsbevægelser, spændt op mod nordamerikansk kapitalisme og koldkrig, har jeg ingen stærke indvendinger, udover at den efterlader en snert af det samme indtryk af romantik. I begge betydninger.

Det skal ikke forhindre os i at kvittere med et tak for turen, gennem et halvt århundrede, stakkevise af breve, dagbogsoptegnelser, forsvundne og igen opdukkede notesbøger, over sletter og bjerge, gennem floddale og tunneler.

En underholdende tur. En lidt lang tur.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2011

Violinmusik og teatertåge

Pascal Mercier har skrevet en god historie om sorg, kærlighed, musik og forholdet mellem en far og hans datter – og ødelagt den

Pascal Mercier: Lea. Oversat af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 247 sider, 269 kroner.

Der er noget i Pascal Merciers bog, jeg godt kan lide, og som jeg ikke kan huske, at jeg har mødt magen til andre steder. Eller overhovedet mødt. Og så er der en masse udenom, der er fortænkt og overarrangeret, og som på den mest pascal mercierske måde trækker læseren ad de litterære konventioners tåbeligste omveje. For litteratur skal det være, noget så litteratur.

Det sidste først. Hvorfor skal Mercier altid anbringe sine to mandlige, midaldrende hovedpersoner i en bil mellem Saint-Rémy og Bern, og hvorfor skal historien altid pakkes ind i denne stemning af fortættet og fortrolig voksenkonversation? Hvorfor skal den ene af de to mandlige, midaldrende personers historie altid kaste et skævt lys ind over den andens og de tos til sammen danne denne teatertåge af centraleuropæisk voksentristesse? Og hvorfor skal det altid antydes, at historien lige straks og senest i morgen vil afdække endnu dybere lag i fortrolighedens og livserfaringens lerede jord? Hvorfor skal det altid være sådan, og hvis ikke sådan, så alligevel sådan bare på en anden måde?

Inde i hele den anstrengte orkestrering – og det er det andet – findes en historie, der er både enkel og kompliceret. Den handler om Lea, der otte år gammel mister sin mor og som en kærlighedserstatning eller som en beskyttelse mod sorgen begiver sig ind i musikkens verden. Hun bliver – tilskyndet af tilfældet, sin far og et overvældende talent – violinvirtuos, en passioneret, men også fanatisk dyrker af instrumentet, forført af dets skønhed og drømmen om at beherske det til fuldkommenhed. God historie, åben for alting, men med et brændpunkt hos faderen, der magtesløs ser sin datter forsvinde ud i musikkens stjernetåger og i selvspejlingens kynisme og selvfortabelse. Eller værre end magtesløs, med kun ét at gøre: at holde den umulige drøm levende for sin datter, indtil hun brister og går under.

Den historie har det hele, også alle over- og undertoner om kunst og virkelighed, brændende længsler og livsfarlig forskrivelse, fædre og deres døtre osv. osv., men ikke nok tilsyneladende. For også her skal vi en teatralsk omvej, først et sving omkring Pasteur og Marie Curie og de midaldrende mænds naturvidenskabelige verdensbillede, så vi forstår både bredden og dybden i det hele. Så et ordentligt stykke ad gotikkens gustent oplyste stier til et parti skak om liv og død og om sjælfulde instrumenter fra svundne århundreder og så fremdeles til og med en violinistinde med maske og klumpfod.

Herre du milde, mindre kunne gøre det! Eller meget mere, hvis det endelig skulle være.

Forlaget har på titelbladet kaldt Pascal Merciers bog ”noveller” og siden i en mail til redaktionen rettet sig selv, ”det er en roman.” Sagen er, at Pacal Mercier selv kalder bogen en ”novelle”. Den egentlige fejl er imidlertid ikke forlagets, men Merciers. Han skulle have holdt fast i sin første indskydelse, novellen, det lille og tætte format. Uden terapeutisk snak og gotisk vrøvl.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2009

Nattog til helvede

Forfatteren til bestselleren Nattog til Lissabon har skrevet en medrivende og underholdende roman om en sprogprofessors livsløgne og fortærende angst

Pascal Mercier: Perlmanns fortielser. Oversat fra tysk af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 513 sider, 329 kr.

Helvede er de andre, hævdede Sartre. ”De andre er virkelig andre. Andre,” har schweiziske Pascal Mercier sat som motto for sin roman. Og det får hans hovedperson at føle. Philipp Perlmann, som han hedder, bliver både flået og ristet.

Romanen er en blanding af komedie og realistisk midtvejskriseroman. Foruden filosofisk fortælling, satire og krimi. Så har vi ikke lovet for meget.

Perlmann er leder af en konference for en udsøgt kreds af sprogforskere forsamlet på et luksushotel ved den italienske middelhavskyst. Herlig udsigt, til det azurblå hav og til lange dage med fortættede diskussioner. Men Perlmann har ikke noget at sige. Ingenting overhovedet – som i blank, som i tom og som i på-randen-af-et-sammenbrud.

Det begynder som forstillelse og uklare svar, mens det roterer indvendig. Nedtællingen er begyndt, hans oplæg er om 18 dage, 17, 16, 15 … Så tager han flugten, væk fra de andre, til et fjernt og mørkt hjørne af hotellet, i tankerne tilbage til barndommens, ungdommens og ægteskabets stillestående vande, ind i sovepillernes rus og – åh, skæbne! – ind i en russisk kollegas endnu upublicerede artikel. Denne sidste handler om – ja, kort fortalt om menneskets evne til at digte sig en fortid til, der passer til selvbilledet. Den slags løgne og fortrængninger altså, som Perlmann selv er på en livslang rejse i.

Det er romanens psykologiske kerne, en opbyggelig én, men ikke så spændende og langtfra så underholdende som de ydre pareringer og det plot, der langsomt udvikler sig omkring dem. Egentlig kunne han jo bare sige det, som det er. Beklager, kære kolleger, jeg har ikke noget. Men det er præcis, hvad Perlmann ikke kan, for de er jo de andre, konkurrenter, fjender, påtrængende med deres lyde og krav. Ikke til at være til for. Derfor flugten, derfor alle de forhastede beslutninger, der lige akkurat holder verden på afstand, men samtidig skaber et vakuum af bedrag og uvirkelighed omkring ham.

SÅ KAN VI godt røbe, at helvede alligevel ikke er de andre, helvede er derimod Perlmanns sociale fobier. Titlens ”fortielser” eller på tysk ”Schweigen”, tavshed, der både går på det oplæg, der ikke kommer ud af munden på ham, og på den historie, han har skabt om sig selv og tager tilløb til at prikke hul på. Om det lykkes, skal til gengæld ikke røbes. Det skal plottet heller ikke, bare et par ord: videnskabeligt plagiat, afsløring, mord. Og så ikke mere.

Pascal Mercier har en fin evne til at udlede de uhyggeligste konsekvenser af hvert eneste lillebitte fejltrin i en på én gang fuldkommen logisk og mere og mere forviklet, for ikke at sige formørket historie. Man hænger på. Og så forstår han at give konsekvenserne fysisk udtryk. Det står ud ad begge ender på hovedpersonen, synet flimrer, vejrtrækningen er hivende, han er ved at kvæles i snot og blod. Perlmann spares ikke for noget, det gør læseren heller ikke.

513 sider skal man igennem, det føles langt og kunne være gjort kortere. Men inertien og langsomheden må også siges at klæde Perlmanns eksistentielle klaustrofobi og romanens mareridtsagtige fastlåsthed. Det går trægt og mest nedad og ind i et tiltagende mørke.

FORLAGET kalder romanen ”uforglemmelig”, det skal så vise sig. ”Ny” er den til gengæld ikke. Den udkom på tysk i 1995, små ti år før Perlmanns store, internationale gennembrud med romanen Nattog til Lissabon, der kom på dansk sidste år. Herudover har Perlmann, hvis egentlige navn er Peter Bierie, udgivet to romaner, Der Klavierstimmer (1998) og Lea (2007).

Mercier/Bieri er filosof og var indtil for et par år, og endnu mens han skrev Perlmanns fortielser, professor ved Freie Universität i Berlin. Han kender universitetsmiljøet, også fra dets på én gang skumle og komiske sider, positioneringens og highbrow-maskeradens. Og så er han altså filosof, en slags skønlitteraturens Jostein Gaarder, der giver almene filosofiske spørgsmål – her forholdet mellem sprog, fortælling, virkelighed og identitet – en medrivende, dramatisk og stærkt underholdende form. Det sidste, det dramatiske og underholdende, føles i romanen om den hårdt prøvede Philipp Perlmann stærkere og som et større aktiv end den filosofiske undertekst.

PS. Hvorfor har mon såvel den danske som den tyske udgave af Merciers roman en omslagsillustration, der forestiller en solbeskinnet marmorvindueskarm (eller er det en altan?) fuldt udstyret med manuskriptsider, kuglepen, bøger, lighter og askebæger med rygende cigaret, når det nu er en pointe i romanen, at Philipp Perlmann tilbringer samtlige sine arbejdstimer i skjul på hotelværelset?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2008