Tag Archives: Anmeldelser

Som smurt i valnøddeolie

Underholdende og begavet eventyrroman om den britiske officer Richard Francis Burtons møde med det fremmede – der hurtigt kommer til at ligne en masse andet

Ilija Trojanow: Verdenssamleren. Oversat fra tysk af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 432 sider, 325 kroner.

Richard Francis Burton er som britisk officer udstationeret i Indien, imperiets juvel, i midten af 1800-tallet. Nogen helt almindelig repræsentant for koloniherrerne er Burton nu ikke. Han kaster sig ivrigt over omfattende sprog- og kulturstudier, graver sig i det hele taget meget længere ind i det fremmede, end den almindelige autorisation inviterer til. Som det hedder et sted: ”den unge mand havde en svaghed, en fatal svaghed. Han nøjedes ikke med at iagttage det fremmede. Han ville tage del i det. Han var betaget af det, og det i en grad at han ville bevare det i dets primitive tilstand.”

Det må bekymre imperiets mere konventionelle forpagtere. Blandt dem generalen, en af romanens kontrastfigurer, der omvendt Burton vil ”lave om på det fremmede, forbedre det”.

Så er temaet slået an.

Burtons historie og rejse fortsætter til Arabien. Først er det sproget, han tilegner sig og i nogen grad forvandler sig gennem. I Arabien fortsætter transformationen, her optræder han forklædt som dervish, tigger og medlem af et sufisk broderskab, overdådigt kostumeret med fuldskæg og valnøddeolie. Således og konverteret til islam ankommer han til Mekka. Inden romanens tredje og sidste rejse indledes, denne gang til Østafrika og i retning af endnu et af kulturhistoriens sagnomspundne klenodier: Nilens kilder.

DER er også både valnøddeolie og forklædningskunst i romanens fortælleform. Vi skal nok frem til dens tre destinationer, men vi skal også runde alle rejsens forviklinger og samtalens tusinde misforståelser, for ikke at tale om beskrivelsernes utallige sammenligninger og sætningernes orientalske piruetter og flagrende gevandter. Det er veloplagt, fantasifuldt, det kører som smurt.

Noget lignende gælder romanens motiver og temaer. Det fremmede, kulturmødet, den gensidige mistænksomhed, ironien i alle ordets betydninger, herunder den dobbelte umulighed: At bevare og forbedre er lige dårlige løsninger eller ingen løsning. Det er overdådigt stillet op, underholdende, begavet, vittigt, ikke mindst de skiftende synsvinkler, snart hos Burton, snart hos hans vankundige tjener, snart hos guvernører og storvisirer.

Romanens hovedperson er en historisk skikkelse, som forfatteren har fulgt det meste af sit liv og til de fjerneste steder på kloden og gennem alle hans forvandlinger. Nu også den til romanhelt, hvad man kan glæde sig over. Man kan samtidig notere sig, at Richard Francis Burton på den måde er kommet til at ligne så mange andre romanhovedpersoner i så mange andre romaner af samme slags, også fra de seneste år; af Federico Andhazi (’Conquistadoren’), af Daniel Kehlmann (’Opmålingen af verden’), af Richard Flanagan (’Savn’).

Det er ingen indvending. Kun lidt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2011

Ung kvinde på atlanterhavsdamper

Stilfærdig og stærk roman om udvandring og New York i 50erne, men først og fremmest om selv at vælge sin retning

Colm Tóibín: Brooklyn. Oversat fra engelsk efter Brooklyn af Jørgen Nielsen. Tiderne Skifter. 255 sider, 275 kroner.

Eilis forlader engang i 1950erne sin irske fødeby, søster og mor og sejler med damperen til USA, New York, Brooklyn. Hun har gode, men ikke tvingende grunde til udvandringen. Faderen er død nogle år før, brødrene taget til England. Det er fattigt, hvor hun kommer fra, perspektiverne lidt bedre, hvor hun tager hen.

Ung kvinde på atlanterhavsdamper, det er et klassisk motiv. Og storslået. Men her hviler snarere praktikaliteternes og almindelighedens skær over det. Det går igen i stilen. Colm Tóibín skriver i et sprog renset for markante kendetegn, næsten bemærkelsesværdigt upåfaldende. Lidt tankereferat, lidt handlingsreferat og dialog. Med små indlagte spændinger, men absolut ingen dramatik, ingen suspense. Selv dødsfald forløber stilfærdigt.

Eilis ankommer til byen, tiltræder som aftalt stillingen i stormagasinet og indlogerer sig som planlagt hos mrs. Kehoe sammen med en flok andre piger, irske indvandrere som hende selv. Der er intriger mellem pigerne, der er nylonstrømper i stormagasinet, senere hen og lige så sensationelt negere. Der er kurset i bogføring, der er bal, og på et tidspunkt er der Tony, som hun forelsker sig i, ikke brændende, men med en tempereret beslutsomhed helt svarende til resten af bogen.

ALMINDELIGHEDEN og det upåfaldende har imidlertid sin virkning. Man noterer sig i den rolige gennemlæsning, at normaltilværelsen – også indvandrerens – i grunden er temmelig triviel. Nylonstrømper, intriger og bal. Neger, når det går højt. Indtrykket understøttes et par steder meget raffineret. Lige som man tror, at Eilis skal indlede en romance med sin jura-lærer – hun er kommet så langt som til Manhattan, hører om hans jødiskhed og i enkelte ord om hans flugt fra det nazistiske Tyskland – brydes der af. Det bliver bare et penselstrøg på det store billede, kun lige antydningen af et motiv. Tilsvarende i en anden scene i stormagasinet, hvor Eilis prøver badedragter, nænsomt og ganske intimt hjulpet af sin kvindelige chef. Og i en tredje omkring bordet hjemme hos kæresten Tony, hvor en bror lyser op med sin skønhed og i et farligt øjeblik paralyserer Eilis.

Der er jo så meget, der kunne ske. Men som ikke sker.

Og så har almindeligheden alligevel også en vis dramatisk virkning, en kontrasteffekt. Eilis vender for en tid tilbage til Irland, møder alt det gamle som en varm omfavnelse, med den forskel, at hun nu regnes for noget og har alle muligheder. Der er en Tony i USA, nu er der også en Jim i Irland. Jeg skal ikke røbe, hvem – og hvad – hun vælger. Det afgørende er også, at valget denne anden gang er et andet. Eller først nu er et egentligt valg.

MAN kan læse Colm Tóibíns roman for dens diskrete portræt af 1950ernes New York; byens miljøer, tidens skikke, tonen i verden dengang. Man kan også læse den som en udvandrersaga, hævet over sin tid. I det spor giver Eilis’ apokalyptiske bræk- og skidetur på rejsen over Atlanten god symbolsk mening. Ligesom den dykkerklokketilstand, hun pludselig befinder sig i nogle måneder efter sin ankomst. Ensom og indespærret på bunden af det dybeste hav.

Jeg synes nu, den har sin største styrke som en moderne fortælling om en kvindes valg af livsretning, dvs. bundet til sin tid, med kønsfortegn, med erotikken som en af sine drivkræfter og det selverhvervende som en anden. Private grunde kan godt spille ind. Min mor, som må have været nogle år ældre end Eilis, tog på cirka samme tid, ikke til Brooklyn, men til Harlem, ikke for at gifte sig med Tony, men med David. Som var neger. Historien er under alle omstændigheder den samme. Om kvinderne nu blev der eller tog et andet sted hen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2011

Verden er jo rædselsfuld, ja

Sentimental fransk roman krydsklippet mellem barnets smil og verdens smuds

Philippe Claudel: Jeg giver slip. Oversat fra fransk af Elisabeth Ellekjær efter J’abandonne. Forlaget Arvids. 96 sider, 228 kroner.

Tog man Michael Douglas’ William Foster i ’Falling Down’, manden, der en dag fik nok af alt det rædselsfulde, som verden er blevet til, og rørte man ham op med Robin Williams’ ikke så lidt sentimentale mrs. Doubtfire, ville man have den mandlige hovedpersonen i franske Philippe Claudels seneste roman, der som nummer fem i forfatterskabet nu kommer i dansk oversættelse, hvad jeg ikke helt forstår årsagerne til.

Tåbelige reklamer, den kunstige og forskruede kultur under ét, hensætter ham – hovedpersonen, muligvis også Claudel – i et afmægtigt raseri. Hans 21 måneder gamle datter, som han ved moderens død er efterladt alene med, er kunstighedens antipode, altså ægthed i højeste potens. Den modstilling er giftig, særligt når der krydsklippes hårdt mellem barnets smil og verdens smuds. Bedre bliver det ikke af de glimt, vi får fra hans liv på kontoret. Han er den pludseligt opståede døds budbringer og organdonationens snedige forhandler, en ”hyæne”, som de hedder på hospitalet. Altså mere kunstighed, mere dehumanisering. Og flere projektioner, spejlinger og krydsklip, nu mellem barnet, den afdøde elskede og en af kunderne i butikken, moderen til en trafikdræbt pige.

Det bliver, om jeg så må sige, bare for meget.

Der er ellers noget ved det der afmægtige raseri, som Claudel har fat i, og mange vist kan genkende. Svimmel fortvivlelse på grænsen til galskab, som når vores hovedperson presser læberne mod kinden af en mand, der har kaldt en flok tiggere ”snyltere” og ”beskidte ludere”. Scenen har noget klassisk over sig, den er romanens bedste.

Herefter følger så i lange baner skingre udbasuneringer og sentimentalitetens flomme.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2013

Nøgternheden når nogen dør

Tyske Judith Hermann har skrevet et lille under af en bog om døden og om det liv, der grænser op til døden

Judith Hermann: Alice. Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Batzer & co. 184 sider, 198 kroner.

Én hovedperson, fem noveller, fem dødsfald. Vi får sjældent noget særligt at vide om, hvem de døde er, eller hvad de har gjort og udrettet i livet. Og vi får fra lidt til ingenting vigtigt at vide om, hvilket forhold de havde til Alice, hovedpersonen. Raymond, det sidste dødsfald, er hendes kæreste. Micha var det engang. Malte var hendes onkel. Men det siger jo i sig selv ikke noget. Conrad kunne være en tidligere lærer. Eller elsker eller en af forældrenes venner. Richard er en venindes mand. Det er altså ikke det, der siges eller fortælles om personerne, der står i fokus i Judith Hermanns fem noveller. Men derimod, hvad der konkret sker og gøres, hvordan mennesker tænker og sanser tæt på nogen, som er ved at dø; den underlige mærken alting, det vigtigste og det banaleste vendt ind i hinanden, alt det følsomme lagt ned i praktisk foretagsomhed eller i ord og lytten og venten. Den iagttagelse og selviagttagelse, der kan virke som en uddybning af det liv, der grænser op til døden.

”Man bliver så mærkeligt saglig/ når nogen dør”, skriver Rifbjerg i et af sine ’Amagerdigte’. Man kan sige, at det er den saglighed, Judith Hermann på forskellig måde undersøger.

Det kan anslås i én sætning, novellens første: ”Men Micha døde ikke.” Opholdet forlænges altså lidt, også for hustruen og parrets lille barn og Alice, som i det her tilfælde er tidligere kæreste, men mest med i en ikke nærmere fastlagt rolle som støtte og barnepige. Det gentager sig – det ubestemte, det fremmede – i alt det andet i situationen. I det nye korttidslejemål i kælderen hos et ældre ægtepar og i ægteparrets efterladenskaber af shampoo, køkkengrej, tøfler. I byen, der omgiver dem, Zweibrücken, et billede også på overgangen. I fællesskabet og en vis forlegen fortrolighed mellem de to kvinder, der ophører, da Micha endelig dør.

Døden kan også komme tidligere end ventet, overrumplende. Hvorefter ferieturen fyldes af fraværet af det, de havde forestillet sig at gøre sammen, og af de gåder og spor, der nu tilsyneladende ligger i alt det tilbageværende. Nøgternheden kan her slå ned som en pludselig oplevelse af det uendeligt proportionsløse: tænk, at han døde, netop som jeg foretog mig det almindeligste af alt; valgte mellem frysediskens tre, fire, fem forskellige slags is. Eller det samme udtrykt i en linje fra en anden af de fem noveller: ”i denne lejlighed i dette hus i denne gade ligger en jeg kender og dør. Alle andre laver noget andet”.

Teksterne har enkelte konkrete forbindelseslinjer til hinanden. Hovedpersonen er den vigtigste, derudover er der den tid, der forløber mellem de fem nedslag, og som læseren kun kan gætte på, hvor lang er, og hvad går med. Det fortolkende gætteri er også det eneste, man har at støtte sig til, hvis man vil forsøge at udrede, hvad Alice erfarer gennem de enkelte dødsfald. Om hun bliver klogere på noget. Endelig går også enkelte andre personer igen, elsker i én novelle, ven i en anden, eller omvendt.

Måske er det i den forbindelse en pointe, at den sidste af novellerne fortæller om den elskedes død. Med endnu en vinkel på nøgternheden: oprydning i det fælles liv, tøjet i store papkasser, bilen foræret væk. Også her er pludselig et spor af ubestemmelig betydning, en krøllet papirpose fra et bageri med resterne af et mandelhorn: ”Havde været sulten. Den levendes enkle sult. Købt sig et mandelhorn.” Og endelig er her og muligvis som en sum af de foregående dødsfald en vis lethed over for døden, overbærenhed over for de endnu levende. Natten er ”venlig”, står der.

Det er den tredje bog og tredje novellesamling af tyske Judith Hermann. Et lille under af en bog.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2011

Døden kommer til middag

Ismail Kadarés allegori over diktaturet holder forbindelsen til den nære europæiske historie varm, men handler om meget mere

Ismail Kadaré: En middag for meget. Oversat fra fransk af Gerd Have. Tiderne Skifter. 144 sider, 250 kroner.

En dreng sendes af sin far i byen med en middagsinvitation, som drengen skal give til den første, den bedste, der kommer forbi, fortæller et albansk folkeeventyr. Drengen bliver imidlertid træt af at vente, det gør drenge i eventyr, vistnok som i virkeligheden. I stedet lader han invitationen forsvinde ind over kirkegårdsmuren, hvor den efter et par gyngeture i vinden og pustet til af skæbnen lægger sig til rette på en grav. Man kan tænke sig til, hvem familien får besøg af samme aften.

Eventyret er ramme for den tilsyneladende uopslidelige albanske forfatter Ismail Kadarés lille allegori over diktaturet, det albanske diktatur, men først og fremmest ethvert diktatur. Her er det den pletfri doktor Gurameto, der uforvarende, men altså ikke helt uforskyldt, hvis man skal følge logikken, kommer til at invitere en dødning indenfor i skikkelse af en tysk officer, oberst Fritz von Schwabe. Året er 1943, obersten er i landet i lovligt ærinde, Albanien skal befries fra de italienske slapsvanse, men ak – det hele ender i kanonild og gidseltagning. Det bliver Gurameto, der under et animeret middagsselskab med den tyske oberst, en gammel studiekammerat, viser det sig, får blødgjort den nye besættelsesmagt og sat gidslerne fri.

Senere, efter endnu et politisk vagtskifte i den lille stat, skal bedriften imidlertid ramme ham som en boomerang. For hvad var vel den egentlige baggrund for doktor Gurametos heltegerning om ikke et omfattende komplot af jødisk-antikommunistisk art rettet mod lillefar, zarens bolsjevikiske efterfølger, Stalin?

Kadaré skriver i vanligt format, grum politisk historie, gamle myter og eventyr, det hele overtrukket med en let stil og tilforladelig ironi. I familie med nogle af José Saramagos sidste bøger. Men så let er det heller ikke, det er heller ikke helt så tilforladeligt.

Historiens to hovedpersoner er doktoren og obersten, men vigtigere end de to til sammen er den lille, underkuede by, Gjirokastra (i øvrigt Kadarés fødeby, besættelseshistorien har sin baggrund i virkeligheden) og senere i historien diktaturet. Det er rygternes og fortolkningernes ormegård, ingenting ved man, det svirrer af snak og gisninger. Alt det værste kan man vente sig.

Hertil kommer så moralen, at det onde – diktaturet – er en selvpåkaldt plage. Og ikke nok med dét, man er også dømt til at gentage dumheden, ifølge hvilken lov er nok uklart, men det bliver ingenting lettere af.

Overfladisk set holder Kadarés bog forbindelsen til den nære europæiske historie varm, men det er de skjulte skæbneveje og alle sandheders omskiftelighed, der er dens egentlige emne. Det er noget mere end bare Albanien.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2012

Amalie fylder tåren endnu engang

Poetisk og billedrigt fortæller Herta Müller om totalitarismens foragt for sine borgere og om borgernes foragt for hinanden

Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden. Oversat af Karsten Sand Iversen. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. 154 sider, 198 kroner.

I en landsby i Ceausescus Rumænien hører det til undertrykkelsens almindeligt accepterede orden, at man betaler for sin udrejsetilladelse med sex og landbrugsvarer. Ikke én gang for alle, men over flere år og i en art bureaukratisk kispus, hvor de nødvendige papirer et passende antal gange bliver pist væk, indtil mel fra møllen, glas fra glasfabrikken, men især ungt kvindekød i lige så tilpas mængde og det samme antal gange får dem til at dukke op igen. Til allersidst, når papirerne er forsynet med myndighedernes nødvendige stempler og underskrifter, kan familien, eller hvad der er tilbage af den, så pakke kufferterne.

Familien Windisch – far, mor og datteren Amalie – tilhører det tyske mindretal. Deres rumænske tilværelse er en mellemtid eller en ikke-tid. Forude og bag et slør af vage fornemmelser og lavpraktiske spekulationer venter det attråede Vesttyskland, bagude, langt bagude, og som var det i går, ligger krigen og de russiske fangelejre.

Den tætte forbindelse mellem de tre tidsniveauer trækker et dystert perspektiv op og sætter sagen på spidsen: Udnyttelsen i dag er som udnyttelsen dengang; som moderen spredte ben for de russiske vagter og for sine medfanger, spreder datteren ben for præsten og politibetjenten.

Man ser væk, husker alt og udholder sine egne ydmygelser ved at pine de andre med deres.

DET er på kort form historien i ’Mennesket er en stor fasan i verden’, men det er ikke sådan, vi hører den.

Herta Müller, der selv forlod Rumænien i 1987, året efter romanens udgivelse, fortæller i et poetisk sprog og med kæder af billeder, der slynger, snor og forvandler sig gennem bogens ultrakorte sætninger og kapitler. Det hvide i blomsterbladene går fem, ti kapitler længere fremme i ét med barberskummet og gentages i melet, senere i den russiske sne og lægger sig til sidst som krave om datteren Amalie, da hun gør sig klar til den afgørende ”audiens”. Det er billede på billede og ét mere ovenpå, fra naturens skræppen og piblen til Bibelens galende haner og ormstukne æbler, til eventyret, til hverdagen og tilbage igen.

For det meste er det betagende, ja, rystende, også når man går tabt i billedrebussen. Eller i den litterære pantomime, som stilen også kan minde om, med ordenes tavse fagter og figurernes og genstandenes ejendommelige mekanik: ”Windischs kone stiller sine kindben ind i spejlet”, ”Amalie fylder tåren endnu engang”.

På andre tidspunkter – eller allerede hér? – bliver det komisk eller kan af ufølsomme læsere opfattes sådan. Sikkert forstærket af, at Herta Müllers skrift for alt i verden vil undgå at være det. Her er intet at grine af, ingen humor, ingen ironi, ikke så meget som ét sekunds pause fra patossen.

Klaustrofobien, man også kan opleve, er muligvis en del af stilens kølige beregning. Det er i det hele taget en intellektuel skrift, Herta Müllers. Er den også med alle sine snurrigheder og koder en bevidst forskansning mod den anden virkelighed, det totalitære og perverse bureaukratis? En skrift, der snart søger efter en mening bag om tingene og i billedernes fine væv, snart opløser al mening i hvid lyd som et passende svar på systemets absurditet? Det kunne godt være sådan.

Karsten Sand Iversen har oversat Müllers bog. Det mærker man – mærkede jeg – ingen steder.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2009

Flaskepost fra håbløshedens ø

Tænk engang – nobelprismodtager Herta Müller med det sorteste sortsyn kan også være morsom, som Fellini, som Beckett

Herta Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv. Oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen efter Heute wär ich mir lieber nicht begegnet. Gyldendal, 168 sider, 229,95 kroner.

Hun er ”tilsagt”, sikkerhedspolitiets major Albu venter hende på slaget ti. Med sig i sporvognen, i håndtasken, har hun tandbørste og håndklæde. Tilsigelserne er blevet hyppigere på det seneste, denne gang bliver opholdet i cellen under majorens kontor måske af længere varighed. Uvisheden er en del af ydmygelsen og går i ét med angsten. Noget lignende gælder overgrebets seksuelle indhold: Major Albu kan med den ene halvdel af munden presse et spytvådt kys mod hendes hånd og med den anden fremhviske: ”Jeg synes du er ved at få overskæg, lidt tidligt i din alder.”

Herta Müllers roman om den navnløse fabriksarbejderske er femten år gammel. Måske på grund af en lidt forbeholden tysk kritik dengang udkommer bogen først nu i dansk oversættelse, tre år efter, at den rumænskfødte forfatter modtog Nobels litteraturpris. Forbeholdene – Frankfurter Allegemeine Zeitung talte ligefrem om en ”kunstnerisk stagnation” – er ikke lette at forstå i dag. Sortsynet, romanens afvisning af ethvert tilløb til menneskelig lykke, som fik en del af skylden, er ikke blevet mindre udtalt siden dengang. Mesterværket fra 2009, ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’, et langt pinefuldt portræt af lejren og lejrfangen, overgår det vel snarere. Måske er der sket det, at kritikken har vænnet sig til det, måske er håbløsheden og overgrebets korrumpering af alle menneskelige relationer, ikke mindst de sproglige, blevet Herta Müllers vigtigste signatur.

Og hvis jeg så i en fart må ændre mening eller tillade mig at have to: I romanen her er Herta Müller ikke bare hensat i sit sædvanlige tungsind, hun er også i et næsten overgivent fortællehumør, og så er hun – ja, undskyld – morsom.

Vi får historien fortalt i en række tilbageblik undervejs på sporvognsturen, indimellem den kvindelige jeg-fortællers nervøse, vanemæssige forberedelser til mødet med efterretningsofficeren og mange små iagttagelser af livet set fra et sporvognsvindue. Det er en gentagelsernes sørgelige og angstfyldte historie, en bare lidt følsom læser giver det en kold fornemmelse i overhuden. Men det er også absurd komisk, fra den vrantne vognstyrers tre birkeshorn, mekanisk fortæret undervejs, til gnaveriet og den evige hakkeorden mellem de rejsende. Fellini på rumænsk – eller Beckett.

Samme blanding af tragedie og komik er spundet ind i et af romanens hovedmotiver, kønslighedens og undertrykkelsens (diktaturets) tætte forbindelser. Kønnet er et bytteobjekt, med den kan man tuske sig til visse privilegier, måske ligefrem frihed. Der byttes ikke så lidt romanen igennem, mellem datter og stedfar, forfølger og forfulgt. Sørgeligt, ja, man hvad så når hovedpersonen forsyner buksebaglommerne på trikotagefabrikken, hvor hun arbejder, med små kærligheds- og ægteskabsannoncer til kommende italienske buksekøbere? Flaskepost fra håbløshedens ø.

Tilbageblikkene, de mange korte nedslag i form af scener og små personportrætter, er trods den absurde komik også en langsom afskalning af alle illusioner. Fortælleren har også sine kønslige bytteforretninger at spekulere sig trist over; bedstefarens ophold i en fangelejr er stadig levende virkelighed; og den eneste fortrolige, drukkenbolten Paul med den næsten lykkefremkaldende brummende Java-motorcykel – ja, det er en sort historie, men suverænt fortalt.

Mit eget og eneste forbehold er et uafgørligt mellemværende med forfatterens overmættede, radikalt egensindige og uendeligt langsomme sprog (perfekt indfanget i den danske oversættelse). Som et insekt i en ravklump, skønt og klaustrofobisk. Indimellem anstrengende (”vandet klippede livet over i ét tag”), men i allerhøjeste grad passende, jeg medgiver det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2012

Der kommer jeg ikke væk fra

Man undslipper aldrig lejren, man bliver der. Herta Müller skriver i et mættet poetisk sprog om en 17-årigs deportation til sovjetisk arbejdslejr

Herta Müller: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen. Gyldendal. 248 sider, 279 kroner.

Den historiske baggrund for Herta Müllers roman er den deportation af tyskere i alderen fra 17 til 45 år bosiddende i Rumænien, som Sovjetunionen gennemførte efter krigsafslutningen i januar 1945. De deporterede blev anbragt i sovjetiske arbejdslejre med henblik på ”genopbygning” af den krigsødelagte sovjetstat. Man må altså formode, at de deporterede i kraft af deres nationalitet havde et medansvar for de ødelæggelser og mord, det nazistiske Tyskland havde påført den sovjetiske befolkning. Eller at de som en slags symbolske erstatninger måtte undgælde for forbrydelserne. Så vidt logikken.

Begivenheden er også en del af Herta Müllers eget liv. Hendes familie er tysk, hendes mor sad i sovjetisk fangelejr i fem år. Deportationen, den ejendommelige medskyld og straffen for den, først i form af deportationen, senere ved hjemkomsten til det kommunistiske Rumænien, er et motiv i flere af hendes bøger.

Denne bog er på i hvert fald én måde anderledes. Den er baseret, ikke på hendes egne, men på vennen og digteren Oskar Pastiors erindringer fra årene i en ukrainsk arbejdslejr. Deres plan om at skrive bogen sammen måtte opgives, da Oskar Pastior døde i 2006. Et år senere tog Herta Müller så selv hul på fortællingen, med støtte i sine noter fra deres samtaler og fælles rejse til lejren i Ukraine.

Der løber på den måde flere historier sammen i romanen. Oskar Pastiors konkrete oplevelser, Herta Müllers erindringer eller snarere stemningsbilleder fra en barndom i skyggen af deportationen. Heri desuden moderens historie. Og endelig Leopold Augsbergs, den 17-årige dreng, som Herta Müller har gjort til romanens fiktive hovedperson.

Hvad den viden om historiernes sammenfald og skæbnernes synlige og usynlige forbindelseslinjer præcis tilfører læsningen, har jeg svært ved at forklare. Men den er en klangbund for den.

I DET ydre følger ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ linjen i de fleste lejr- og vidneskildringer og har med, hvad de fleste har med. Afskeden, togrejsen, udmattelsen, overlevelseskampen, som også er en kamp mod medfangerne og dermed en moralsk kamp eller en kamp mod moralen. Døden, brutaliteten, volden, hjemveen, hævnfølelsen. Og stærkest af alt, alle steder, altid: sulten.

Hos Herta Müller er imidlertid de ydre tildragelser som altid gjort til noget indre. Eller sansningen – kroppens, mavens, fingrenes, hudens sensibilitet – først indfanget med stor nænsomhed og dernæst omsat til følelse og følelsen igen omsat til og potenseret gennem Herta Müllers finmaskede poetiske sprog. Bogen fortæller altså nok en historie, både synlig og sanselig for læseren (og i denne roman egentlig mere end normalt hos forfatteren), men den har sit brændpunkt i den bevidsthed, der oplever den, og det sprog, den opleves gennem.

Herta Müllers sprog er et komprimeret sprog, associerende, abstrakt, fuld af sammensætninger, besjælinger, metaforer, sammenligninger. Nogle müllerske ord som eksempel: ”skindogbentiden”, ”sultenglen”, ”dødsabeansigt”. Og en sætning: ”Jeg kender mundlykken og hovedlykken.” En anden: ”Jeg har ikke grædt i en evighed, lært min hjemve tørre øjne.” Der er få, der kan skrive sådan, der er også få, der har kræfterne og tålmodigheden til det. Den modtagelige læser vil opleve sproget som en sammensmeltning af følelse og sansning. Andre vil opleve, at bevidsthed og følelse er så udtømmende og egensindigt beskrevet, at lejrlivets fysiske virkelighed forsvinder for dem.

Jeg indrømmer, at jeg engang imellem oplever det sidste. Jeg indrømmer også, at det ikke nødvendigvis er tekstens – eller den fintmærkende oversættelses – skyld.

Titlen gentager et andet motiv hos Herta Müller. De otte ord – ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ – beskriver lejrfangens identitet, reduceret til krop og sine få ejendele. Samtidig udtrykker de hans erfaring; at man aldrig undslipper, hvad man én gang har erfaret. Eller som fortælleren udtrykker det i et af bogens sidste kapitler: ”DER BLIVER JEG”, ”DER KOMMER JEG IKKE VÆK FRA.”

Det forklarer, så vidt jeg kan se, Herta Müllers stil. Stilen er en fastholdelse af det oplevede, i hendes rumænske barndom, i moderens historie. Den er hendes kommen-ikke-væk-fra og et vandmærke i hele forfatterskabet.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2010

Skælvende omslag

Klichéfyldt og udpenslet roman om sårbar ungdom

Paolo Giordano: Primtallenes ensomhed. Oversat af Jytte Lollesgaard. Bazar Forlag. 317 sider, 199 kroner.

To sårbare unge møder eller snarere nærmer sig hinanden. Hun er anorektiker, slået i stykker indvendig af familiens neuroser og udefra af en skiulykke. Han har ansvaret for en anden ulykke, sin udviklingshæmmede søsters forsvinden, og er selv søgt væk i matematikkens og cutterens parallelverden. Bag hver sin isvæg forsøger de to nu at nå hinanden.

Det er en rørende historie, i hele sin længde, fra de mindste skoleklasser og i store hop ind i hendes ægteskab og hans karriere som universitetsforsker. Om ensomhed, som titlen siger, men vel især om livsangst.

Læst som ungdomsbog (hvad den vistnok ikke er, i hvert fald giver den sig ikke ud for at være det) har romanen den kvalitet, at andre unge med psykiske sår kan spejle sig i den og i de to hovedpersoner se træk af sig selv. Måske kan de også finde nyt livsmod. Læst som voksenlitteratur eller litteratur i det hele taget er den en pine at komme igennem. Hver eneste følelse, hver eneste lille sitren mellem personerne er penslet ud. Personerne er en opmarch af stereotyper, fra den tilknappede advokatfar til den sadistiske veninde og hovedpersonerne selv. Hele historiens psykologiske mekanik er klichéfyldt og forudsigelig.

Værst er sproget. For det første er der for meget af det. Dvs. for få pauser, for få steder, hvor tingene får lov at ske og scenerne tid til at udspille sig. Uden forklaring, uden baggrund og opsamling og rapport fra alle tilstedeværende bevidstheder. For det andet er det overgjort, nogle steder står klichéerne tæt op ad hinanden, andre steder er det bare komisk. En sindsbevægelse fuser væk ”som sodavand der fordamper i augustsolen.” Kærligheden brænder ud ”som et glemt stearinlys i et tomt rum.” Herudover lægger snart det ene og snart det andet sig som ”et varmt omslag” om ansigtet, når ikke der løber ”en skælven” ned gennem en eller andens rygrad.

Man gyser, men af andre grunde.

Romanen er italienske Paola Giordanos debut. Den har fået priser og ros mange steder. Jeg har svært ved at forstå hvorfor.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2010

Gasgennemløbsvandvarmere og ubekymrethed

Et fremragende monstrum af en roman om DDR-tidens indelukkede virkelighed og om flugtens bedøvende virkning

Uwe Tellkamp: Tårnet. Oversat af Hanne Lund. Gyldendal. 842 sider, 349 kroner.

Romanen er mere end sine mange historier – dem kommer vi til om lidt. Den er en bevidsthedstilstand eller flere, at læse den er som at flytte kortvarigt ind i andre menneskers virkelighed, at færdes de steder, de færdes. Bundet til dem. Det har noget med romanens længde at gøre, 842 tættrykte sider, et ordmassiv, der kræver udholdenhed og langsomhed. Men det skyldes også Uwe Tellkamps stil, den vekslende fremstilling. Snart får vi scener, som de blev lavet i gamle dage, åbningsscenen fx, den ene af hovedpersonernes fødselsdagsfest, hvor et helt miljø bliver gennemlyst. Snart får vi lange indre monologer, snart poetiske, snart knastørre beskrivelser af natur, mennesker, regler (’bekendtgørelse om fyringstrinene for virksomheder og institutioner’), dyr (sommerfugle og sommerfuglevinger, størrelse, farver), kunst, litteratur, steder. For ikke at tale om ting (gasgennemløbsvandvarmere).

Det er en pertentlighed, der binder fremstillingen og romanvirkeligheden sammen. Vi tvinges ind i det udsigtsløse, det bureaukratiske, det på alle ledder og kanter forløjede, det absurde, det livsfarlige og det ufremkommelige DDR.

Tårnet er et gammelt villakvarter i Dresden, engang et fornemt sted, nu en tidslomme, hvor beboerne – dannede mennesker med andre værdier end statens og enhedspartiets grundsætninger – lever en slags museumsliv. Med romanens ord: ”nutiden var kun et blegt skyggebillede, en utilstrækkelig og forkrøblet variant, et fadt opkog af de store dage fra dengang.” Evigt ejes kun det tabte, sådan ser det ud for Tårnets beboere. Her læser man sonetter, ikke så gerne aviser.

Den position skal det blive stadig vanskeligere at forsvare i løbet af de år, romanen skildrer, 1982 til 1989, dvs. fra kort efter den sovjetiske leder Breznjevs død og til systemets endelige sammenbrud med Murens fald.

Richard er en af tre hovedpersoner, en kirurg, der polstrer selvfølelsen med sit fags sindrigheder og lange historie. Det er den ene kortfristede løgn, han lever på, den anden er dobbeltlivet som familiefar med kvinde og barn ude i byen. Svogeren Meno er forlagsredaktør og forfatter, han administrerer uvilligt, men dygtigt den censur, der som en skjult overenskomst mellem redaktøren og forfatteren gør egentlige indgreb unødvendige. Her kan man tale om selvcensur. Endelig er der Christian, Richards søn. Han er stillet medicinstudiet i udsigt og har hjemmefra lært sig alle fornemhedens dyder. Også den at holde sin kæft og at lyve med overbevisning. Det lykkes ikke helt. Hans lange eksercits gennem militærets vilkårlige og perverse afstraffelsesformer er lige så tæt og tungt beskrevet som romanens andre dele og er lige så udsigtsløs.

Fælles for de tre er, at de immuniserer sig mod virkeligheden eller snarere bedøver sig. Fælles er også, at bedøvelsen ikke bare fjerner dem fra virkeligheden, men også fra hinanden. Og fra sandheden, hvis der er nogen.

Romanen har sine muntre sider, mange endda. Fx en komisk skildring af et skænderi mellem en opsynsbetjent, ”omkringstående moderne husmødre” og en sælger over en samling ubrugelige piskeris, der falder fra hinanden for et godt ord. Meget til opsynsbetjentens utilfredshed: ”også hans kone havde krav på fejlfri håndsvingsrøremaskiner til før-julebagningen.” Og tilsvarende beretninger fra køen, hvor man opnår godkendelse af eller foreløbig tilladelse til, men især retten til at komme igen en anden dag eller stille sig bagerst i køen.

Men latteren overdøver ikke og dulmer ikke ubehaget. Den understreger det snarere.

Det går igen i hele kompositionen. Den tager ikke et langt tilløb til den endelige befrielse. Der er borgergrupper og uro ved grænsen til Ungarn, og nogle i romanen tager da også del i forberedelserne, men for hovedpersonerne kommer den bare. Først uventet, så som kaos, slagsmål og sygdom. Så er den der, slut, kolon og blank uvished.

I det kaotiske og hovedkuldse ligger ikke bare en beskrivelse af DDR-tiden, men også af tiden, der skal følge efter. Det siger noget om romanen, det siger også noget om systemets skadevirkninger.

Hanne Lunds oversættelse skal nok være med fejl i, formelle fejl, det ville være mærkeligt andet, men jeg har ikke fundet dem. Tonen, det lufttætte rum, sproget skaber, stilskiftene, det kantede, det omstændelige, det strømmende, skal man ikke besvære sig over, tværtimod.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken februar 2010