Tag Archives: Anmeldelser

Usynlige hære

Krigen i columbianske Evelio Roseros roman er både den virkelige borgerkrig med drab og bortførelser og krigen som mentalt rum – og både sval teknik og hidsig afdækning

Evilio Rosero: Hærene. Oversat af Kirsten A. Nielsen. 170 sider, 249,95 kr. Forlaget Sohn. 

Hærene, der på skift og i en ukendt rytme trækker hærgende gennem den columbianske bjerglandsby San José, er ikke nogen bestemte hære. Hvad der startede konflikten, hvad den går ud på, og hvad der en dag kan afslutte den, er uklart. Krigen er skam virkelig nok. Det er bortførelserne også, de uhyggelige forsvindingsnumre, fulgt op af krav om løsesum. Ligesom overfaldene, drabene og voldtægterne fortæller en velkendt sydamerikansk historie. Det er bare ikke sådan, forfatteren Evelio Rosero gengiver den.

Det anslås fra romanens begyndelse. Vi er et sted mellem den realistiske roman og myten. Den pensionerede skolelærer og bogens fortæller, Ismael, er steget til vejrs for at plukke sine appelsiner og glo øjnene ud af hovedet på sin afklædte nabokone. Det er paradisisk lykke i en moden alder, så meget desto mere uskyldig. Og dog, for scenen er også et varsel om død og ufred. I tilbageblik hører vi om Ismaels første møde med hustruen Otilia. Også den historie handler om blikket, altså om at kigge. Først overværer den unge Ismael et bestialsk mord udført af en stor dreng, et barn, dernæst slår han døren op til en toiletkabine og ser sin kommende hustrus nøgenhed. Siden har der i hans bevidsthed eksisteret en nær forbindelse mellem de to ting, døden og nøgenheden.

Vi er altså nok i krig, men vi er i høj grad også i symbolernes og den litterære betydnings landskaber. Stærkest kommer det til udtryk gennem fortællerpositionen. Det er Ismaels bevidsthed, der udmåler rædslerne og gengiver dem for læseren. Vi ser, hvad han ser, og når tiden og begivenhederne løber forskelsløst sammen, sker det samme for læseren. Krigen er i Evelio Roseros roman ikke årsag og følge, den er et mentalt rum, flere steder også et sanseligt.

Mærkeligt nok skaber det radikalt subjektive på den måde en åbning mod læseren. Man kan også spørge, om romanen overhovedet handler om krigen, eller om den gør krigen til billede. Roseros fortæller stiller det samme spørgsmål lidt anderledes. Er det den anden krig? spørger han. Samvittighedens, skammens, eksistensens perlerække af pinsler og dumhed. Nej, svarer han på ét tidspunkt, det er den virkelige krig. På et andet tidspunkt kunne han have svaret bekræftende, ja, det er også den anden, indre og evige krig.

Det er en styrke ved romanen, dobbeltheden. Bortset fra i enkelte sprækker af litterært teater, særlig mod slutningen. Den kræver tilsyneladende et opløb af stiliserede scener, herunder et gensyn med den nu til overflod besudlede kvindekrop i nabohaven, og med løs hånd referencer til den halve verdenslitteratur.

Ellers holder romanen sig i det magiske krydspunkt, på én gang tæt på og langtfra, på én gang sval teknik og hidsig, påtrængende afdækning.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2012

Fantasiens kviksand

Franske Raymond Roussel er en af litteraturhistoriens mærkeligste skikkelser – excentriker, surrealist og selvmorder. Hans hovedværk er nyoversat og stadig værd at læse

Raymond Roussel: Locus Solus. Oversat af Lars Vissing. Gyldendal, 272 sider, 299 kroner.

Manden bag er som historie betragtet mange gange bedre end romanen.

Raymond Roussel blev født den 20. januar 1877 som søn af en overdådigt rig vekselerer og ejendomsspekulant og en eksalteret og bestemmesyg mor. Atten år gammel indledte han en mangeårig psykiatrisk behandling, afbrød omtrent samtidig en karriere som pianist for i 1897 at debutere med en efter samtidens mening næsten ulæselig versroman. I øvrigt finansieret af forfatteren selv, en praksis, han fortsatte, og som åd store bider af formuen.

Berømt er han også for sine mange rejser, flere af dem med moren. Ved én lejlighed tillige med hendes kiste og et komplet balsameringsudstyr, i fald hun skulle bestemme sig for at dø undervejs. Senere rejste han med en Charlotte Dufrène, ansat til formålet for at undgå sladder om homoseksualitet. Endnu senere med og i et skrummel af et automobil med eget toilet og plads til tre tjenestefolk, en såkaldt roulotte, som Mussolini personligt besøgte, da Roussel kom forbi Rom. Paven nøjedes med at sende en kardinal.

Årene fra 1900 til 1920 var Roussels mest produktive. I lange perioder isoleret fra verden omkring sig skrev han endnu en versroman, en samling digte og to egentlige romaner, Indtryk fra Afrika og hovedværket Locus Solus. Alt sammen blev brutalt afvist af kritikken og hånet for dets principielle meningsløshed. Eneste lyspunkt var den langsomt voksende status blandt dadaister og surrealister, blandt dem Marcel Duchamp. På den tid var det en ringe trøst.

Efter travle rejseår, stofmisbrug, flere indhug i formuen samt et par teaterstykker, der fører til regulære optøjer i salen, begår Raymond Roussel under et ophold i Palermo i 1933 selvmord. Ifølge oversætter Lars Vissings forord som et sidste bidrag til værket og i et sidste desperat forsøg på at skaffe det opmærksomhed og anerkendelse. Det samme formål skulle det efterladte manuskript tjene, Hvordan jeg skrev nogle af mine bøger, hvori Roussel afslører spillereglerne, han opsatte for sig selv. De består af en blanding af strenge formelle krav (til kombinationen af semantik og fonetik, dvs. ordenes betydning og udtale) og fuldstændig frihed.

SPÆNDINGEN mellem logik og fri fantasi går igen i Locus Solus.

Romanen har navn efter videnskabsmanden og eventyreren Martial Canterels ejendom, hvortil læseren ankommer sammen med en gruppe af Canterels kolleger. Kapitel for kapitel, og idet vi skrider gennem den store, afsides park nogle kilometer uden for Paris, præsenteres vi for excentrikerens underfulde opfindelser eller erhvervelser, hvortil knytter sig en ikke mindre underfuld historie eller sindsoprivende mulighed.

Hvad enten det drejer sig om tidsmaskiner, magiske substanser eller sindrige meteorologiske apparater følger hver gang en nøjagtig og indtil det pinefulde omstændelig beskrivelse af samtlige skruer og rør, for slet ikke at tale om stativer og samlinger, i det uendelige benævnt ”facetter”. Dernæst får vi med samme grundighed forhistorien, til de fjerneste egne, århundreder baglæns, langs et mylder af navne og begivenheder. Eller de tekniske omstændigheder, trinvist gennem et manualernes kviksand. Når ikke de to, dvs. forhistorien og teknikken, er vævet sammen, og det hele apparat del for del bliver til for øjnene af os i en proces strækkende sig fra de tidligste tider til 1914 og denne bestemte dag på Canterels ejendom.

Som Lars Vissing bemærker i sit forord: ”Spændingseffekten” er ”på det absolutte nulpunkt”, kun ”udsigten til forklaringen skaber perspektiv fremad.” Hvad man så ellers vil bruge den til.

Det kommer nemlig ikke så meget an på at forstå. Det gør det i det hele taget ikke hos Raymond Roussel. Snarere kommer det an på at give sig hen til beskrivelserne og blive ét med sit indre kviksand. Og på at overgive sig til fantasiens perfekte løgnehistorier med alle deres detaljer og virkelighedsgarniture og dermed til romanens vildeste monstrum af en opfindelse: Raymond Roussels ord- og billedgenerator.

Det må i hvert fald surrealisterne have tænkt. Og i 1950’erne digterne i den såkaldte New York School of Poets, blandt dem John Ashbery, James Schuyler og Kenneth Koch, der fortsatte fantasiens leg mellem reglernes faste koordinater. Og i tiåret efter må det samme have foresvævet ’den ny romans’ forfattere , der ligesom Roussel skrottede plot og historie for i stedet at mikroskopere genstandenes overflade.

Om Roussels surrealistiske illusionskunst stadig kan inspirere, må vise sig. Den kan i hvert fald stadig læses, med tålmodighed.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2012

Dødsfuglene

Salman Rushdies erindringsbog om fatwaen imod ham og 13 års politiovervågning fortæller en grusom historie om at miste sit liv til dødsfuglene og om langsomt og med egne kræfter at vinde det tilbage. Den fortæller også om forfatterens smålighed, selvretfærdighed og hævntørst og rejser – frivilligt eller ufrivilligt – det evige spørgsmål: Hvordan bekæmper man fanatismen uden at lade sig smitte af den?

Salman Rushdie: Joseph Anton. Oversat fra engelsk af Thomas Harder. Gyldendal. 660 sider, 349,95 kroner.

Han beskriver fatwaen som at blive delt i to. Der er den gode, gamle Salman, vennernes og familiens Salman, den, han er for sig selv-Salman. Og der er den nye, dæmoniserede Rushdie eller Karikatur-Rushdie, ham, der er så irriterende, ham, der selv er ude om det, ham, der så brændende ønsker at blive berømt, at han er parat til at lægge sig ud med en verdensreligion og se mennesker dø.

Den sidste af de to går verden rundt. Han ses afbildet med horn i panden, da demonstrationerne bryder løs i Storbritannien, i Indien, i Pakistan og så i resten af verden. Han bliver en plet på den indvendige side af tv-skærmen, ikke til at komme af med, lige meget hvor meget man gnubber. Den første trykker sig på skiftende skjulesteder rundt omkring i England med en flok Special Branch-folk siddende i stuen eller skramlende rundt i køkkenet, mens han selv klamrer sig til en kuffert af en mobiltelefon, hans vigtigste og i perioder eneste forbindelse til den virkelige verden, herunder til hans søn. Ved en enkelt lejlighed ses han pludselig i gadebilledet, gode, gamle Salman, denne gang i skjul under en paryk.

TIL skizofrenien hører navneskiftet, dikteret af hensynet til hans sikkerhed. Han beslutter sig – som i titlen på bogen – for Joseph Anton; [kursiveret: Joseph:] Joseph som i Joseph Conrad, mørkets og det ukendtes reporter, [kursiveret: Anton:] Anton som i Anton Tjekhov, melankoliens og det tabtes skildrer. Men først og fremmest følger med skizofrenien, spaltningen, naturligvis ønsket om at blive hel igen, længslen efter normalitet og anerkendelse.

Man kan undre sig over bogens enorme mænge af frokost- og middagsselskaber med navnene på alle de bænkede berømtheder remset op fra en ende af. Jamen, [selv i kursiv:] selv meget berømte Salman Rushdie, er det da nødvendigt? Men man kan også opfatte det som et svar på længslen; her hører jeg til, her elsker de mig. Samtidig er middagsselskaberne og al den anden sociale kontakt og hektiske, indimellem aggressive aktivitet en del af den konstante mobilisering. Han skal skaffe sig opbakning, insistere på begge sit jegs to halvdele og på sin romans ret til at udkomme og blive læst. Hans liv afhænger af det.

Derfor den omhyggelige, næsten besatte registrering af litterære priser og gode anmeldelser. Og derfor det uforsonlige pres på politikere, forfatterkolleger og især på forlæggere forskanset bag flere slags modvilje, hvoraf én skyldes økonomi og sikkerhedspolitik, en anden uenighed med forfatteren (man [kan i kursiv:] kan strengt taget godt mene noget andet), en tredje – angst.

ANDRE ting er sværere at forklare som andet end et overskud af selvretfærdighed og hævntørst. Karaktermordet på Rushdies anden hustru, Marianne Wiggins – eksekveret med alle forfatterens dramaturgiske færdigheder (der bygges langsomt op) og så blodigt, at det virker ubehageligt – er én af dem. Og sandelig om ikke også hustru nummer ét og tre får et gok i nødden. Og fotomodelkonen. Og ham, der skrev, for slet ikke at tale om ham, der sagde. Forståeligt? Ja, afgjort, man kan jo blive så forbandet. Udtryk for storsind og skrevet på samme melodi, som Rushdie skriver om litteraturens – hin, som det alt sammen handler om – evne til at opmuntre ”til forståelse, sympati og identifikation med andre mennesker, der ikke var ligesom én selv”? Nej.  Men så morsomt da? Havde det så bare været det.

Han husker imidlertid også for det gode. Den ellers ikke meget sentimentale Rushdie kan her mange år efter stadig med varme og bevægelse glæde sig over den støtte, han fik.

En af de vigtigste figurer – ja, helte – i den forbindelse er hans norske forlægger William Nygaard, der bliver dødeligt såret ved et attentat og fra hospitalssengen lige akkurat kan hviske ned i telefonrøret, at et nyt oplag af den bandlyste bog er sat i gang. En anden er hans danske forlægger, Johannes Riis, hvis ”ægte mod” får forfatteren til at føle sig ”ydmyg”.

Også her ligger en selvmodsigelse, af større vigtighed, et uløseligt og med Rushdies kamp og alle tilsvarende nært forbundet paradoks.

Krisen, kampen mod fatwaen, var, skriver Salman Rushdie et sted, ”som et stærkt lys, der skinnede ned på alle folks valg og gerninger og skabte en verden uden skygger, et skarpt aftegnet, entydigt landskab af rigtige og forkerte handlinger, gode eller dårlige valg, ja og nej, styrke og svaghed. I dette grelle lys forekom nogle forlæggere heltemodige, mans andre virkede kujonagtige.”

Også det forstår man godt. Ligesom man forstår Rushdies pointe, at  uden det entydigt rigtige og det entydigt sande – enten er du med mig, eller også er du imod mig – er kampen for ytringsfrihed og demokrati dårligt stillet. Spørgsmålet er dernæst, hvornår entydigheden bliver til skråsikkerhed, og skråsikkerheden til intolerance og begge dele til fanatisme.

GENNEMBRUDDET for Rushdies ”kampagne”, i bemærkelsesværdig grad drevet af ham selv, kommer langsomt. Det er som en stifthammer mod et bjergmassiv, men efterhånden går der hul. Det følger nogle år efter hans (sådan fremstiller han det selv) skamfulde knæfald for uretten, da han i en uoverstigelig længsel efter normalitet og (stadig ifølge hans egen fortolkning) efter at blive elsket med sin underskrift erklærer, at han er ”blevet muslim” (den fulde tekst indsætter han ikke, den er stadig en smerte). Noget af en kolbøtte, som ingen praktisk betydning har. Alt i alt: total selvydmygelse.

Herfra arbejder han sig op, sætter alle sin kræfter og alt sit mas ind på at gøre det sagte usagt. Man kan ikke slutte en sikker fred med de kræfter, der har truet ham, men man kan indgå visse aftaler, man kan få en fornemmelse af sammenfaldende interesser i, at roen sænker sig. Og til sidst kan endelig faren være løjet så meget af, at Special Branch-drengene kan smutte ud ad bagdøren, og Salman Rushdie igen leve et normalt liv.

Det ender godt, han kommer tilbage, i øvrigt også til sit første fædreland, Indien, som ellers i en årrække nægtede ham indrejse. Blive-sig-selv-historien – Rushdie taler om at veksle sin kulturelle rodløshed til en mangfoldig rodfæstethed – ender således også godt.

Men ikke kun godt, kan det forekomme. Han slipper af med Karikatur-Rushdie, også på en komisk symbolsk måde, da han efter sin befrielse får løftet øjenlågene og således forvandler sin dystre djævlemaske til en glad og smilende Salman. Som en del af prisen bliver han imidlertid også efterhånden til en Ikon-Salman, et omkringrejsende symbol på ytringsfriheden, som enhver forsøger at hænge sin hat på eller fodre sin egen sag med. Er der dernæst endnu en forvandling? Bliver han også på et tidspunkt, i de første euforiske år efter at være undsluppet fangenskabet, til en jetset-Salman, til den fashionable Rushdie, U2-forsanger Bonos bedste ven, fotomodellens – alle fotomodellers – mulige intellektuelle kæreste, en højpandet photo opportunity?

En ny karikatur?

HVIS det er sandt, er det imidlertid ikke hele sandheden. Og det er naturligvis slet ikke Salman Rushdies sandhed.

Hans egen fremstillings vigtigste pointe er, at rejsen rækker langt og også ud over ham selv, nemlig fra ayatollahens fatwa i februar 1989, over terrorangrebet den 11. september 2001 og frem til i dag. Så langt fører han historien op, begyndt og afsluttet med Hitchcocks sorte fugle, der én ad gangen slår sig ned i klatrestativet på legepladsen som et varsel om den død, der skal følge ham i 13 år, og om de dødsfugle, der senere endnu skal bore sig ind i World Trade Center.

Den fortolkning er det svært at indvende noget imod, ulykkeligvis ikke mindst lige nu, mens jeg sidder og skriver anmeldelsen her, og hvor Hizb ut-Tahrir-demonstranter og andre fanatikere tordner løs med trusler, krav og skråsikker og barnlig dumhed: Det vil vi have, det vil vi ikke have. Andre steder med drab. Rushdie overlevede, han har lov at sige, at han vandt og for en stor del vandt alene. Historien er imidlertid ikke slut, den fortsættes. Måske er den først lige begyndt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2012

Ordstrømmens mirakler

Maksimalisten og Gåforvidt-forfatteren Salman Rushdie har skrevet en fantastisk roman om fortællingens kraft og om at stjæle ilden fra guderne – én gang til

Salman Rushdie: Luka og Livets Ild. Oversat af Thomas Harder efter Luka and the Fire of Life. 228 sider, 249 kr. 

Den ikke så lidt almægtige Rashid Khalifa med panamahat og cinnoberrød safariskjorte falder i en dyb søvn. Almagten kommer vi tilbage til, foreløbig er det op til hans 12-årige søn Luka at rejse til Magiens Verden, dens allerinderste, og stjæle Livets Ild og på den måde vække ham af hans slummer. Sådan gør man i den familie, der ligner Salman Rushdies egen ikke så lidt. I den tidlige overgang fra barn til voksen krydser man grænsen mellem den virkelige og den magiske verden, belærer hans storebror ham, man får sit eventyr.

Rushdie skrev i 1990 bogen ’Harun og Eventyrhavet’ til sin ældste søn. ’Luka og Livets Ild’ er skrevet til hans yngste til hans tolvårsdag.

Det gør den uhyggelige historie lidt mindre uhyggelig, vi er i trygge hænder, hele tre par; faderens, forfatterens og fortællerens. Man kan også sige, at man må holde tunge lige i munden. For så er Rashid Khalifa, eventyrpatriarken, Ordstrømmens kilde, jo Rushdie selv eller en spejling af ham. Og så er de begge to ophav til eventyret og dermed til Magiens Verden, for ikke at sige to sider af den samme skabende og opretholdende kraft, og ikke så lidt almægtige. Selvom den ene af de to altså er faldet i søvn.

DET intimt – og typisk – rushdieske præger på flere måder den eventyrlige rejse.

Først og fremmest er der ordenes og indfaldenes lyntempo. Rushdie virker ikke som en forfatter, der først tegner sin verden op på et kort, derefter befolker den og til sidst begynder at fortælle om den. Det hele bliver tilsyneladende til, mens han skriver, i rasende fart og nogle gange oven i hinanden. Glemmer han noget i farten, han senere får brug for, opfinder han det på stedet og gør det til et af fortællingens små mirakler. Fik jeg ikke sagt, at der var kroge fastgjort til det flyvende tæppe? Men det var der skam, én i hvert hjørne, skinnende kroge!

Rushdie er maksimalist, jo mere, desto bedre. Der er ikke ét hav, der er Det Store Dødvande, Den Uundvigelige Malstrøm, Visdommens Sø, Tidens Flod, Livets Flod, Cirkelhavet. Historiens heltinde er fra landet Gåforvidt. Det kunne være et af hans egne mottoer, det kunne være hans litterære program.

Genre- og kulturrøremaskinen – det-hele-blandet-sammen – er et andet træk. Romanen er et eventyr, fantasy, med alt, hvad der hører sig til af ondt og godt, en ret-verden og en vrang-verden, fint vævet ind i hinanden. Men den er sandelig også et computerspil, med save-knap, levels og game rules.  Det er eventyrpatriarken Rashid-Rushdie-Khalifas anerkendelse af fantasiens højteknologiske former. Det er også hans måde at sige, at han har det hele i sin fortællerhånd og kan gøre med det, hvad han vil. Den almægtige.

Men vigtigere endnu lægger det en dimension til bogens inderste tema: fantasien, fortællingen. Vi mindes om begge deles kunstfærdighed, at det er en leg, noget, vi træder ind i og på et tidspunkt må forlade igen. Det forklarer samtidig maksimalismen og gåforvidtheden hos Rushdie. Vi skal tro på det, men vi skal ikke tro på det på den måde.

SÅ kom vi endelig til det, level syv, otte eller ni, Magiens Hjerte, det Allermest Rushdieske:

For enden af rejsen, efter at have forceret De Store Ringe af Ild, krydset floder og bjerge, står det lille eventyrselskab – Luka, en hund, en bjørn, fru Gåforvidt og et par venlige drager – ansigt til ansigt med guderne. De rigtige, fra alverdens religioner, men i en sølle forfatning.

Her skal ikke røbes noget, men det kommer til uroligheder. Ragnarok, Armageddon, Apokalypse. Det kommer også til en styrkeprøve mellem to slags skabende og opretholdende almægtigheder, den hellige og den profane, religionens og fortællingens. Mere siger vi ikke.

Læsere med sans for det psykoanalytiske og religionspsykologiske vil fundere over forholdet mellem faderen og sønnen i romanen. Den første sovende, den anden sat til at redde ham og det rige, han har skabt. I en kamp så at sige på den indvendige side af faderens hovedskal og med hans ord. Igen: Man må have tungen lige i munden.

For dem og alle andre er romanen samtidig en litterær totaloplevelse. Leg, fantasi, intensitet, mening. Den er gameplay.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2011

Far med skrue i ryggen

Sadie Jones tager læseren med tilbage til fyrrernes og halvtredsernes patriarkalske robotvirkelighed med en duft af tobak, fysisk afstraffelse og menneskelig ødelæggelse

Sadie Jones: Den udstødte. Oversat fra engelsk af Jan Hansen. Thaning & Appel. 400 sider, 299,95 kroner. 

Lewis mister sin mor ved en drukneulykke. De to har kun haft hinanden, mens far var i Europa og slås mod Hitler. Hun er omsorgsfuld, kærlig. Faren siger, hun forkæler drengen.

Efter morens død er tiårige Lewis overladt til farens verden i en af fyrrernes og halvtredsernes stivede og klorduftende småbyer nogle kilometer uden for London. Det er en verden udstyret med alle sætstykkerne, herunder en ung og stadig mere alkoholiseret stedmor, regler og faste tidspunkter for alt, sølvtøj og krystalvaser og kirke på torvet, det hele holdt sammen af gode miner og skarp politur.

I den verden går Lewis under, ligesom først moderen og senere stedmoderen, bare på en anden måde. I lang tid siger han ingenting, så stammer han, så slår han og råber og skriger han. Så går han på bar i London og knalder den modne – og omsorgsfulde og kærlige – Jeanie Lee. Så sætter han ild til kirken og skærer sig med en søvngængers beslutsomhed i armen med farens barberkniv.

Historien er god, som case i høj grad troværdig. Hvis man har nogen erindring om den tids, fyrrernes, halvtredsernes, tressernes, patriarkalske robotvirkelighed, faren som mekanisk dukke med egen skrue i ryggen, så bliver den vakt til live her. Ligesom duften af læder, tobak, en rank ryg og lange traveture. Replikker som ”Når du er i mit hus, har du værsgo at følge mine regler, og hvis du ikke kan gøre det, må vi sende dig væk, forstår du?” Voksenverdenen eller i det hele taget verden som sammensværgelse, de andres, de glade og velopdragne børns, frygtindgydende eksempel. Det hele er her. Også fornemmelsen af altings undergang, at far om et øjeblik bryder grædende sammen eller spytter en metalfjeder ud af munden. At stedmor spreder benene og stikker noget op. Og at kirken slår revner eller futter af som et sankthansbål.

Romanen virker til gengæld uspændende, for villet og for arrangeret. Fortælleren ved alt, ikke bare hvad personerne tænker og hvornår, men også hvad de burde tænke og i virkeligheden tænker, når de selv tror, de tænker noget andet. Eksempel: Når en far (der til overmål hedder Dicky) flår livremmen ud af bukserne og lader den svirpe på sin datters lår for at slutte af med to x to lussinger med flad hånd, lægger man ikke noget til scenens perverse mystik ved at tilføje et ”uden anden grund, end at han godt kunne lide det.” Tværtimod, man trækker den sidste rest ud.

Det samme kan siges om romanens to afsluttende scener, den ene henlagt til ærkesymbolet kirken, udstødelsens kultsted, den anden til jernbanestationen, den følsomme fortællings yndlingsarena. Mere skal ikke røbes, men tag ’Dr. Zivago’ og ’Fagre voksne verden’ og rør dem godt sammen.

Sadie Jones’ storsælgende debutroman ville have stået stærkere med mindre indfølelse og mere scene. Og med en større generøsitet over for den gruppe af mennesker, den afsiger dom over. De ”ødelagte”, som den kalder dem, ikke Lewis, ikke hans veninde og åndelige tvillingesøster på den anden side af hækken eller fristelsernes Jeanie. Men de voksne og blandt dem især faderen med skruen i ryggen. Romanens anden hovedperson og Lewis’ skygge.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2009

Krig i børnehøjde

Bog om det kurdiske mindretal i Irak gør det troskyldige barn til fortællergidsel

Hiner Saleem: Min fars gevær. Oversat af Marianne Madelung. Forlaget Underskoven. 147 sider, 199 kr. 

Hiner Saleem (f. 1964) tilhører Iraks kurdiske mindretal. Som stor dreng, 17 år gammel, lykkedes det ham at flygte til Italien. I dag lever han som forfatter og filminstruktør i Frankrig.

’Min fars gevær’ er – vistnok – baseret på Hiner Saleems egen historie. Når jeg skriver sådan, skyldes det, at bogens hovedperson hedder noget andet, hvilket altså giver forfatteren fiktionsfortællingens frihedsgrader og forærer ham dens følsomhed og fortællegreb. Mens samtidig bogens forside er prydet af et fotografi, der ifølge flapteksten forestiller ”Hiner Saleems far som dreng”. Det hedder da også i forlagets pressemeddelelse, at Hiner Saleem ”gennem den unge Azad” fortæller ”om sine erindringer og opvækst i et samfund præget af krig og utryghed.” Så er også både vidnesbyrdets objektivitet og legitimitet på plads.

Bogen gør i øvrigt, hvad forlaget lover. Med sine mange som regel nøgterne beskrivelser af bombardementer, sammenstød med repræsentanter for det frygtede Ba’ath-parti, fængslinger, afhøringer, ydmygelser osv. får man – og får de børn og unge, bogen er tiltænkt – et ganske klart billede af krig og utryghed, så vidt som det nu er muligt.

Når jeg alligevel må sige fra, så er det, fordi den manipulerer, næppe bevidst eller ud over, hvad forfatteren selv finder rimeligt, men manipulation er det ikke desto mindre. Én ting er den lidt ejendommelige genreblanding. Noget andet er den retorik, der ligger indkapslet i den. Til den ene side får vi en historie med klare politiske sigtepunkter. Igen med forlagets ord, som jeg dog har svært ved at lodde den egentlige betydning af: ”Drømmen om et forenet Kurdistan står stærkt i bogen, der tilfører et anderledes og fængende perspektiv til dagens debat om Irak.” Et fængende perspektiv? I hvert fald et politisk. Til den anden side får vi som et gidsel fortælleren, den uskyldige Azad, der med store øjne og barnets troskyldighed fører os gennem sin virkeligheds gru. Eller hvem er det egentlig, der fører os? Azad eller den voksne forfatter, hvis erindringer Azad til lejligheden er blevet udstyret med, og som bagefter er krøbet i skjul bag barnet?

Det ligger ikke kun i flapteksterne og pressemeddelelsen, det ligger i stilen. Tydeligst i den kvalmende retoriske sløjfe, som fortælleren – det uhyggelige voksen-barn – binder om rækken af overgreb og ulykker: ”Jeg var stadig bare en knægt.”  Igen og igen bogen igennem. Som en besværgelse og en påkaldelse af alle gode hjerter.

Det er skamløst.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2009

 

’Det er den tid, jeg nu må gennemleve’

Ungarske Sándor Márais dagbøger om livets afslutning er stenhård konfrontation med det værste: tomhed, forladthed – med tilbagevirkende kraft

Sándor Márai: Dagbøger 1984-89. Oversat af Péter Eszterhás. Forlaget Basilisk. 203 sider, 200 kr. 

Man kan se af hans dagbogsoptegnelser, at han mod slutningen af sit liv er ved at genopstå i den litterære hukommelse. Han skriver kort og sarkastisk om tilbuddene, der løber ind, bl.a. fra det ungarske Forfatterforbund, der er parat til at udsende de samlede værker i skind. Et mindesmærke? spørger han. Mindesmærker pisser hundene på. Ellers er fortiden mest et ekko. Dels i form af personlige erindringer fra ungdommen i Budapest, Tyskland, Frankrig, over emigrationen i 1948 og mere end tre årtier i USA. Dels i kraft af hans notater om sine læsninger (Shakespeare ved sengetid, Cervantes i løbet af natten, tidsskrifter, aviser osv.) og med dem en dannelseshorisont så svimlende. Han hører en anden tid til og er godt klar over det.

Men det er bare en ramme om det egentlige eller det, der giver portrættet et dybdeperspektiv, et sug. Det egentlige er døden eller snarere dødsprocessen (”Døden er intet. Dødsprocessen er.”) Nedtællingen begynder allerede på nogle af de første dagbogsblade i 1984, blandet med bemærkninger om Orwell og et par anekdoter om Marx’ piberøg og private bekymringer. Notaterne er nøgterne, som regel også sarkastiske og illusionsløse, indimellem efterfulgt af et ”men det kunne være værre”. Efterhånden som han maler tomhedens og den endeløse ulysts perspektiv op, begynder man at tvivle.

Hans hustru, L., bliver syg, blind, kan ikke komme omkring, besvimer også. Herefter indlæggelse, lang og udsigtsløs, og så hendes død. Hans søskende dør, opringninger eller breve fra Budapest tager dem en ad gangen. Deres adoptivsøn på 46 når også at dø, før han selv gør det. Til sidst er der kun dagbogen og læsningen. Men den første mindre og mindre, der går måneder imellem. Han ”skammer sig” over at skrive, hvad hans liv ellers har handlet om. Nu virker det på ham som forfængelighed, det er som ”at vrikke med røven”.

På plussiden? På plussiden er der ingenting i betydningen afbødning. Ikke for ham, men der er meget for læseren. Fx hans beslutning om en dag at gå ind i en butik og erhverve sig et skydevåben. Med våbenet følger 50 patroner. Dem får han ikke brug for, siger han til ekspedienten. Man ved aldrig, lyder svaret. Senere og som endnu et af dagbogens grosteske højdepunkter går han – blind på det ene øje, slæbende på begge ben – til skydeundervisning. Til sidst, den 22. februar 1989, lidt mere end fire år efter hustruens død, bruger han den ene af de halvtreds patroner på sig selv.

Eller er der en afbødning alligevel? Det, han kalder sin ”hotline”, drømmene om hende eller snarere hendes talestrømme og digitale tekster om deres liv sammen, der når ham om natten. Det fortæller han om, som om de var lige så konkrete som telefonopringninger eller breve (”I nat fortalte hun ’alt’. ’Alt’ er en lang kærlighedserklæring”). På samme måde er der hans læsninger i hendes dagbøger om deres fælles liv, nogle linjer eller få sider hver aften.

Derudover og især er der som nævnt dødsprocessen, den lange venten. Med hendes ord en af de sidste dage: ”Hvor er jeg lang tid om at dø.” Og i hans fremstilling: vreden, utålmodigheden, savnet, hans holden styr på dagene og årene (så og så mange siden emigrationen, siden døden, siden begravelsen). Og lugten, følelsen af døden, som han har ord og tusind billeder for.

Man skal nok slet ikke gøre det op i et på den ene side og på den anden side. Sorg over for trøst. Det hele ligger snarere i samme punkt, intetheden, eller det, der med et abstrakt ord hedder det sublime. Han udtrykker det meget bedre, når han taler om skønheden i hustruens ansigt, når alle erfaringer, alle følelser, alle spor af liv er væk. Ingenting, nøgenheden.

Der er intet sentimentalt over Sándor Márais dagbøger, intet kunstigt, ingen vrikken med røven. Der er stenhård konfrontation med det værste: tomhed, forladthed. Med den fornemmelse, som han selv godt midtvejs sætter ord på, at tomheden har tilbagevirkende kraft: ”I slutningen af ens liv kommer der er en tid, hvor alt, hvad man har erfaret gennem et langt liv, alt, hvad man har håbet og stolet på, på én gang mister sin mening. Det er den tid, jeg nu må gennemleve.”

Alt det andet må man tilsyneladende digte sig til eller have sørget for forinden.

Der er noget højrøvet ved forlagets beslutning om ikke at udstyre bogen med et introducerende forord eller efterord til en i Danmark så godt som ukendt forfatter. Og noget paradoksalt – og fedterøvsagtigt – over til gengæld at skrive lidt til anmelderen i pressemeddelelsen. Om data og om det ”intelligente” og ”konstant vedkommende” og noget for mig at se frygteligt vrøvl om ”ensomhedens triumf”.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2012

Skægabernes kz-lejre

Fremragende algerisk roman trækker en provokerende parallel mellem holocaust og vore dages islamisering. Bogen har vakt voldsom debat i Frankrig, det vil den sikkert også gøre her

Boualem Sansal: Tyskerens landsby. Eller brødrene Schillers dagbog. Oversat fra fransk af Lars Bonnevie efter Le Village de l’allemand. Ou le journal de frères Schiller. Forlaget Turbine. 220 sider, 299 kroner.

Tanken virker uhyrlig, ja, dobbelt eller snarere tredobbelt uhyrlig. For det første fordi enhver sammenligning med det nazistiske holocaust er uhyrlig. Sådan har det traditionelt været: Sammenligningen formindsker grusomheden. For det andet fordi sammenligningen dæmoniserer en religion, i dens fundamentalistiske og militante form, javist, men alligevel. For er det nu så slemt?

I en algerisk og fundamentalistisk muslimsk sammenhæng er sagen særlig prekær. Holocaust er tabu, af politiske og historiske årsager, det vil i begge tilfælde sige på grund af hadet til Israel og en udbredt antisemitisme. Først at bryde tabuet, dernæst at redegøre for de meget konkrete omstændigheder, der knytter fortidens nazisme og den arabiske verden sammen, og endelig at sidestille de to totalitære bevægelser, så at sige at lade den systematiske menneskeudryddelse gå lige op med islamiseringen, er mere end prekært. Det er skandale.

Algeriske Boualem Sansal (f. 1949), der fortsat lever i Algier, modtog den tyske Friedenspreis for sin roman. Bogen er derimod slet ikke udkommet i hans hjemland.

Romanes to hovedpersoner, brødrene Rachel og Malrich, er født i en landsby i de algeriske bjerge af en tysk far og en algerisk mor. Endnu mens de er små, bliver de sendt til Frankrig, hvor de kommer til at leve to meget forskellige liv i den samme forstad til Paris. Lillebror Malrich på 17 er del af et slæng og som regel ”på skideren”, Rachel alt det modsatte, næsten dobbelt så gammel og succesrig sælger. Så forandrer verden sig to gange. Først med nyheden om, at deres forældre er blevet myrdet af en bevæbnet bande hjemme i landsbyen i Algeriet. Så med afsløringen af, at deres far – en tysk kemiker – var et højtstående medlem af SS og tjenestegørende i den nazistiske Endlösung.

Historien fortælles herefter ad to vekslende spor og gennem brødrenes dagbøger. Den ene, storebror Rachels, beretter om en desperat og fortvivlet rejse i faderens spor, over den frygtede kemivirksomhed IG Farben i Frankfurt til udryddelseslejrene og endelig til Rachels selvmord. Det er både som psykologisk tegning af hans paralyserede bevidsthed og som analytisk, fabulerende essay om udryddelsens djævelske absurditet blændende skrevet (og som resten af romanen fremragende fordansket). Den anden dagbog, den temperamentsfulde lillebrors, har to tyngdepunkter. I nogle passager reflekterer den over storebroderens selvmord og derigennem, skønt med nogen forsinkelse, over den ubærlige sandhed om faderen. I andre drejer den gradvist perspektivet over mod den nære virkelighed i den parisiske forstad, dvs. mod den kz-lejr, som ”skægaberne” og islamiseringen med deres hadefulde og morderiske doktriner er ved at forvandle stedet til, mens ingen gør noget.

Så tæt er altså jævnføringen, udtrykt gennem romanens komposition og gennem personernes stadig mere rasende – og hadefulde – tankestrømme: Nazismen og islamiseringen udvikler sig modsigelsesfrit, hadet bliver den luft, man ånder ind og puster ud. Herefter er det kun et spørgsmål om tid, med Malrichs opremsning: Så følger ”gaskamrene”, ”ovnene”, ”masseudryddelsen”.

Boualem Sansals roman er provokerende, sådan er den også blevet opfattet både i den franske og i den tyske debat, vistnok især i den franske. Men før det er den en radikal – klar og modig – kunstnerisk undersøgelse af hadets, forførelsens og medansvarets natur. Og på et mere jordnært plan af nogle af islamismens og nazismens fælles udgangspunkter. Den er let nok at kritisere, fx for dens tilspidsninger og dristige kortslutninger, men det må være omtrent umuligt ikke også at blive bevæget og klogere af den.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken februar 2012

Almægtige elefant

Den portugisiske nobelprismodtager José Saramagos næstsidste bog hører til det bedste, han har skrevet

José Saramago: Elefantens rejse. Oversat af Mone Hvass. Samleren. 166 sider, 249,95 kroner.

Kongen af Portugal beslutter det herrens år 1551, at hans østrigske fætter, Maximilian, ærkehertug af Østrig, vicekonge af Spanien, skal have en elefant, intet mindre. Anledningen er underordnet. Eller rettere, at der ikke rigtig er nogen anledning, er af stor betydning. For sådan er det hele vejen igennem i Saramagos veloplagte, drillende, sludrevorne, indtil det uforskammede respektløse historie om den tids og alle tiders majestæter, velærværdigheder og velbyrdigheder: Det hele er til udvortes, til pynt, og til det beståendes opretholdelse, således at magten kan forblive på de magtfuldes hænder og ikke – aldrig og må Gud forbyde det! – overgå til de forstandiges.

Hovedpersonen, foruden bemeldte gave, hedder Subhro. Det er ham, der som elefantpasser og elefantens – Salomons – fortrolige danner centrum i det ejendommelige rejseselskab. Han er vores helt, en rigtig Saramago-helt, en skælm, kvikkere end de fromme, menneskeligere end de magtfulde. Subhro er imidlertid ingen omstyrter, ingen revolutionær, han kan både smiske og sno sig. Og alligevel – med sleben ironi og dygtig konversation – gøre jorden under de verdslige søjlehelgener svampet og porøs.

Rejsen går fra Lissabon til den spanske kystby Valladolid, hvor det behager Maximilian at opholde sig nogen tid, og derfra videre med skib og hele den østrigske ærkehertugs følge til Italien og endelig via Alpernes frosthårde og vindomsuste tinder til Wien. En mageløs rejse. Inderligt overflødig. Og desto rigere på symbolsk indhold, sabelraslen, diplomatiske trakasserier, buk og skrab og høvisk tale. Mindeværdige stunder er der mange af. Fx da en katolsk pater forsøger at få Salomon til som ved en pludselig indskydelse at knæle foran den lokale basilika og således skænke den af reformationen hårdt trængte katolske kirke et mirakel. Eller da skælmen Subhro, tilpasningsdygtig, som han er, skaber sig en lille formue ved at sælge det afklippede og nu hellige hår fra Salomons ryg som et probat middel mod diarré og skaldethed.

På vanlig vis hos den portugisiske nobelprisvinder går det i fuld fart fremad og op og ned ad indfaldenes sideveje. Få punktummer, ingen store begyndelsesbogstaver bortset fra efter punktum og i dialogen, der til gengæld springer fra den ene talende til den anden inden for samme linje. Fortælleren skylder ikke protokollerede sandheder og regler noget, er kun tro mod fortællingens bravur og sine egne digressioner og en lille smule mod Subhro.

’Elefantens rejse’, der er den næstsidste roman, Saramago nåede at skrive inden sin død tidligere på året, er lille af omfang, men så god som det bedste i forfatterskabets satiriske, samfunds-, kultur- og religionskritiske del. Eller bedre: komediedelen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2012

Goplernes fuldkommenhed

Tyske Judith Schalanskys strålende roman begynder som en veloplagt lektor Blomme-historie, så sprænger den sit eget perspektiv og bliver til en bog om døde utopier, opløste samfund og den størst mulige ensomhed

Judith Schalansky: Giraffens hals. Oversat fra tysk af Anette Petersen efter Der Hals der Giraffe. Bildungsroman. Forlaget Vandkunsten, 220 sider, 279,95 kroner.

Historien slås muntert an, verden ifølge lektor Blomme, i det her tilfælde er lektoren bare en kvinde, biologilærer Inge Lohmark, og højst nutidig, på den lidt gammeldags tyske måde. Ikke om hun kan fordrage de møgunger, slatne, pubertære repræsentanter for racen og den igen i en sørgelig tilbagegang. Degeneration, som det hedder i fagsproget. Oven i det hele skal hendes skole lukke, Charles Darwin-gymnasiet har optaget sin sidste klasse. Bastionerne falder, fløjlsmavernes og svagpissernes regime venter.

Sarkasmen a la Scherfig er gennemført, ond og komisk i alle retninger, dvs. ikke kun på bekostning af lektor Lohmark. Eksempel, ydre scene: Den elevleflende billedkunstlærer vil udskifte lektor Lohmarks gopler med Manets åkander. Åh, skal vi ikke forskønne det hele lidt, fru Lohmark! Indre, fru Lohmark om billedkunstlæreren: ”Hun dirigerede og svingede med armene. En kort kjole over cowboybukser. Grib mig, jeg er foråret.”

Så tager det en drejning. De korte sætninger, en mellemting mellem piskeslag og skalpeller, røber langsomt en mere sammensat historie. Vi er i det østlige Tyskland, DDR-tiden spiller en rolle som et – set med lektor Lohmarks ubønhørlige blik – idealistisk vrøvleprojekt, alt det modsatte af naturens logik. Det er det samfundsmæssige perspektiv, romanen lægger, de forliste utopiers lidt pinlige historie, grib mig, jeg er foråret! Efter de tågede drømmerier er fulgt stenhård virkelighed, affolkning, forfald, store dele af den foretagsomme industrikultur taget tilbage af naturen, om et øjeblik på ny sprunget i skov. Det er Charles Darwin-gymnasiets virkelighed, som lektor Lohmark tager til efterretning. Naturen har jo altid ret.

Der er også det personlige perspektiv. Fru Lohmarks fraværende mand, optaget af sin strudsefarm, og især datteren Claudia, på trettende år forskanset i sit eget liv i USA, siger os noget om, hvad fru Lohmark har sat over styr med et liv levet efter den naturlige selektions strenge principper. Det sidste lidt firkantet? Ja, nok. Historien om den kvindelige elev, som fru Lohmark udvikler varme – seksuelt tonede – følelser for, der igen spejler forholdet til den svigtede datter, lidt for pædagogisk? Tjoh, muligvis. Til overflod afrundet med en omgang høvdingebold, hvor de svage plaffes ned efter tur. Dem, der ikke som giraffen kan strække halsen og nå de højest siddende blade. De slet ikke egnede.

Ja, tjoh og alligevel ikke, for der er en drejning mere. Plot, familieulykke og lektor Blomme-sarkasme er vel godt nok, men får først for alvor – foruroligende ubestemt – mening med romanens lange naturhistoriske foredrag. Det fylder det meste, side for side, fru Lohmarks slående billeder af bakteriekulturer og urfugle, langhalsede kæmpeøgler og slimet ursuppe, bundet sammen til et skønt evangelium om tavs, magtfuld natur og til en sang til goplerne, skabelsens følelses- og bevidsthedsløse fuldkommenhed. Det er skrapt. Pointen er, at det faktisk er [’er’ skal kursiveres] skønt og bevægende, pointen er også, at det på en suveræn måde gengiver fru Lohmarks stolte og størst tænkelige ensomhed. Man kender det godt, men oplever det forskelligt. Så stor naturen er. Så ligeglad den er med dig.

Der er gode bøger, og så er der gode bøger, der sprænger både deres eget og læserens perspektiv. Jeg synes, Schalanskys roman gør det sidste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2012