Tag Archives: Anmeldelser

Mennesket og blykammeret

Tysk-engelske W.G. Sebalds første bog og gennembrudsværk er en svimlende spejlskakt boret ned gennem det gamle Centraleuropa med gammelnyt om menneskets ensomhed og lidelse

W.G. Sebald: Højde. Skræk. Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad efter Schwindel. Gefühle. Forlaget Tiderne Skifter. 214 sider, 269 kroner.

W.G. Sebald blev født i Tyskland i 1944, et krigsbarn, som i nogle afgørende år var overladt til familiens og landsbyens kvinder og gamle, mens faderen sad i fransk krigsfangelejr. Efter studieårene bosatte han sig i England, først i Manchester, så i Norwich, hvor han ved sin død i 2001, 57 år gammel, var professor ved universitetet. Hans skønlitterære forfatterskab, eller hvad man nu skal kalde det, omfatter fire bøger, som nu alle sammen foreligger på dansk. Forlaget har valgt at slutte med den første, ’Højde. Skræk’ (oversat til et træffende sebaldsk-dansk med alle dets ejendommelige og udsøgte variationer), som forfatteren skrev, da han var i midten af fyrrerne.

Det er sent at indlede et forfatterskab. I virkeligheden ligger begyndelsen da også langt før.

De skønlitterære bøger er en slags forlængelse af eller skriven oven på Sebalds kritiske forfatterskab om tysksproget litteratur; Elias Canetti, Joseph Roth og ikke mindst Franz Kafka. De er strømme af fortælling og refleksion, og især her i den første af de fire en sammenvævning af litterære universer, malerkunst, drømme, stemninger og erindringsglimt fra det fjerne Centraleuropa, som Sebald voksede op i og forlod som ung mand. Det skønlitterære forfatterskab begynder således med læsningerne, kan man hævde, eller måske snarere med barndommen eller endnu før, med den verden, der går under i melankoli og svimmelhed hos Canetti, Roth og Kafka og forsætter med at gå under hos Sebald.

’HØJDE. Skræk’ består af fire fortællinger, tilsyneladende vidt forskellige, men i så høj grad ekkoer af hinanden, at de fire snarere er én.

De udspiller sig i en vifte af tidsaldre, alle sammen lige til at kigge ned gennem som glas eller holde op mod hinanden som spejle i svimlende fordoblinger. Der er året 1800, da Napoleon og hans 36.000 mænd forcerer Alperne inden slaget ved Marengo, og 1980’erne, da en forfatter – Sebald selv – drevet af en livskrise, hvis nærmere årsager vi ikke hører om, rejser via Wien til Venedig og videre til bl.a. Verona, altså i det samme landskab. Der er også året 1913, da Franz Kafka deltager i en kongres om førstehjælp og hygiejne i Wien for senere at forlænge rejsen til Trieste og endnu senere Venedig, og året 1755, da Casanova i lidt mere end et år sidder indespærret i de såkaldte blykamre i det samme Venedig. Og så er der efterkrigsårene, 1940’erne og 1950’erne, idet Sebald under en rejse til sin bayerske fødeby genkalder sig scener fra sin barndom og sandelig under samme ophold og på et støvet loft finder en uniformsjakke tilhørende en af de østrigske jægere, der som såkaldt friskarer og efter at have forceret Brennerpasset kæmpede mod Napoleons hær ved Marengo.

Vi kastes ligesom hovedpersonerne hid og did, højt til vejrs og om ikke skrækslagne, så i hvert fald svimle, men er ligesom Wien-vandreren i den ene af de fire historier spærret inde i det samme mønster. Teksterne og de gentagne landskaber er sjælelige tilstande, en rast- og hjemløshedens geografi, og glemslens. Man undslipper dem ikke, man når aldrig frem.

Oven på landskabet lægger sig ledemotiverne, til alle tider de samme billeder. Sankt Georg i sin evige kamp mod dragen, jægeren, et Kafka-symbol på den ensomme, snart i et glimt i en gammel film, snart i en fjern barndomserindring. Og i samme spor: forbrydelsen, dommen, angsten for at blive en morderbandes eller et uigennemskueligt retssystems næste offer eller lide samme skæbne som Casanova, afløst af længslen efter kærlighed og berøringens nådegave. I ét afsnit og i én tidsalder strejfer en hotelværtindes hånd en skulder, i en anden er erindringen om hånden og den korte berøring støbt ind i gips.

Endelig er der bogens illustrationer, lidt over 70 fotografier, postkort, udklip, breve, tegninger. En slags dokumentarspor, der på én gang befæster fortællingen i det virkelige (eller nidkært forsøger at gøre det) og lige modsat tjener som afsæt for nye fordoblinger eller som snubletråde, der fører til endnu et fald ned gennem spejlskakten.

DET er ved hjælp af alle disse associationer, Sebald binder sine fortællinger sammen, på tværs af tiden, stederne, på tværs også af teksterne, i vilde, men drømmeagtigt indlysende spring. Heri ligger en idé, som er ud over alle grænser ambitiøs og patetisk i den oprindelige betydning af ordet: Historien, som formen og associationernes tætføringer fortæller, er historien om menneskets smertelige og latterlige lidelse og højst usikre forhold til virkeligheden, al litteraturs inderste tema, ikke til at holde ud at tale om, umulig ikke at skrive om.

Heldigvis kan det ikke bare gøres så ubegribelig suverænt, som Sebald gør det, men også morsomt. Således – hold nu fast! – rammes den unge hovedperson i den sidste fortælling engang i 1950erne af en smertefuld og blødende halslidelse, der til forveksling ligner den, som hovedpersonen i den første pådrager sig omkring år 1800 som følge af en syfilitisk infektion, der igen på sælsom vis er følgen af et kærlighedstab. Det kan igen forklare udbruddet hos den unge hovedperson cirka 150 år senere, idet han tidligere har set jægeren Hans Schlag, genstand ikke bare for læserens, men også for hovedpersonens massive identifikation, støde sit gevær dybt i en indtagende og attrået kropige, og senere endnu den afsjælede jægers legeme anbragt på en slæde.

Den slags, forstår man, smitter.

Må det samme gælde lysten til at læse Sebald, en af den europæiske litteraturs mest traditionsbevidste og mest originale forfattere. En af de allerbedste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2012

’Det er os nu engang bestemt at spadsere’

Fra sindssygeanstalten i en lille schweizisk by tog forfatteren Robert Walser gennem tyve år på vandreture med vennen og kollegaen Carl Seelig. Senere skrev sidstnævnte det hele ned i en vidunderlig bog – om livet og kunsten og om at spise og drikke

Carl Seelig: Vandringer med Robert Walser. Oversat fra tysk af Morten Riis efter Wanderungen mit Robert Walser. Forlaget Arena. 176 sider, 198 kroner.

Robert Walser var schweizer, født i 1878, samme generation som sin tyske kollega Thomas Mann. Meget andet havde de ikke tilfælles. Mens Mann fra begyndelsen var en succes, økonomisk grundforsikret og siden blev fejret som sit lands kunstnerfyrste og moralske brohoved, gik det Walser stik modsat. Hans tre tidlige romaner om udgrænsede og ydmyge eksistenser var der ingen uden for en snæver kreds af kolleger og bladredaktører, der ænsede. Først forsørgede han sig som bankmand og efter det mislykkede forsøg på at slå igennem som forfatter ved at sælge små prosatekster til blade og tidsskrifter. Fra 1933 og til sin død i 1956 var han så indlagt på et sindssygehospital i den lille schweiziske by Herisau. Her fejede han gulvet, foldede papirposer og var tilsyneladende godt tilfreds. Skrive ville han nødig.

Det er på anstalten, den noget yngre kollega Carl Seelig opsøger ham en sommerdag i 1936 for de næste godt 20 år at blive hans vandrerkammerat og fortrolige. De går et par gange om året, i sne og sol, gennemblødte, bundfrosne, med sveden løbende ad sig, kilometer efter kilometer, op ad bakke, ned ad bakke, fra værtshus til værtshus. De vandrer, de æder, drikker og snakker. Så det er en lyst.

DEN mislykkede forfatterkarriere er tit et emne, enten direkte, når Walser mere fortørnet end bitter fortæller om et af de tåbelige råd, han har modtaget, eller om en fornærmelse, han har måttet indkassere, eller indirekte, når han siger sin mening om samtidens litteratur og forfattere. Her fx på et stikord fra Seelig om Thomas Manns ”kraftige, ublegede hår”, som han netop har siddet bagved i en teatersal: ”Det skyldes succesens sygdomsforebyggende evne,” kvitterer Walser. ”Hvor mange har fiaskoen ikke allerede sendt i graven! Helt fra sin ungdom har Thomas Mann haft alt: Borgerfred, sikkerhed, familielykke, anerkendelse. Ikke engang immigrationen kunne slå ham ud. Som en flittig prokurist på sit kontor fortsatte han på fremmed grund bare med at skrive (…)” Eller med et andet eksempel, hvor de skrivende landsmænd kaldes ”skolelærere”, ”verdensforbedrere” og ”lugtløse drivhusplanter”, der slår alt det dæmoniske i verden ihjel og lader deres personer fremtræde ”så kærlige og hjertensgode”.

Begge dele er alt det modsatte af Walser selv, og fanden om han kan tage det! Men portrættet, som Seeligs vandrerhistorier efterhånden tegner af ham, er så langtfra entydigt negativt bestemt. Walser befinder sig øjensynlig godt med sit ukrukkede og synftige forhold til tilværelsen, skiftevis hjertelig overgiven og idiosynkratisk indtil det misantropiske. Der er noget af en landstryger over ham, noterer Seelig, snart veltilpas i krovarmen og i let snak med den yndige servering, snart sky og på flugt fra en flok venlige bønder.

Seelig har heldigvis ikke forskønnet noget, sådan virker det i det mindste ikke. Vi får en tæt beskrivelse også af alle kropslighederne, fra Walsers strithår over de dårlige tænder til den kreperlige ”tarmlammelse”. Og på den psykologiske eller på temperamentets side af humørsvingningerne, utilnærmeligheden, det ydmyge i Walsers væsen, der forbyder ham at nyde privilegier på anstalten, som de øvrige patienter ikke også nyder, på én gang højst sympatisk og endnu et af hans væsens skjulesteder. Det sky, det unddragende.

FORUDEN et sammensat og usentimentalt portræt af en stor forfatter er der samtiden som en fjern torden. Fra nazismens første trommen over det sønderlemmende bombardement af de tyske byer og et stort stykke ind i den kolde krig. Walser kommenterer det med store spring og i samme ånd som alt andet. Efter Tysklands krigsnederlag og siddende på banegårdsrestauranten i Herisau: ”Kunne tyskerne da blot i politiske sammenhænge lære at forholde sig lidt roligere med deres geni! Det er deres forbandede hang til romantik, der har ruineret dem. Evig og altid skal de vise verden, hvor flinke og ualmindeligt dygtige drenge, de har.”

Igen: Alt det modsatte af Walser, alt, hvad han ikke kan døje; artig affektation, der leder direkte til menneskelig ruin og dårlig kunst.

Det hører naturligvis med, at Walsers forfatternavn siden er hentet ud af den ”glemmebog”, hvori det ifølge ham selv stod opført. I dag rangerer han i den tysksprogede litteratur, både takket være romanerne og de korte prosastykker, blandt dem de posthumt udgivne ”mikrogrammer”, på linje med Thomas Mann. Seeligs lille perle af en bog, der udkom første gang i 1957, hjalp til, som en påmindelse om hans eksistens og originalitet.

Man behøver ikke at ane, hvem Walser er, for at kunne nyde bogen i Morten Riis’ gode oversættelse. Det er nok at føle sig som en del af det samme fællesskab af lettere foruroligede, der holder af uroens kortvarige afbrydelse. Som Walser siger til Seelig i et af de betryggede øjeblikke: ”Det er os nu engang bestemt at spadsere.” Og at spise, drikke og snakke med en god ven.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2012

Stirrende mod evigheden

En historie om den blinde, ortodokse tro, der rydder alt andet til side. Også de nærmeste

Jan Siebelink: Knæler mellem stedmoderblomster. Oversat fra hollandsk af Lise Bøgh-Sørensen og Gudrun Gilhuis-Glenthøj. Tiderne Skifter. 463 sider, 325 kroner.

Det bedste ved hollandske Jan Siebelinks roman er dens mislykkede forsøg på at forklare hovedpersonen Hans Sievez’ afhængighed af calvinismens sortfrakkede og livsfornægtende lære.

Han har en dejlig kone og to børn, han har det gartneri, han altid har drømt om. Han har smag for smukke ting, for blomsternes hede og duggede skønhed og for hustruens. Hvorfor forspilder han alt det, hvorfor lader han sig trække ned? Hvorfor siger han ikke bare nej?

Forklaringerne står fra siderne som frø fra springbalsaminer:

Hans vokser op i begyndelsen af det tyvende århundrede med en streng, calvinistisk far, der skiftevis i arrigskab og med køligt overlæg forløber sig på sine omgivelser. Til og med på Hans’ lille kanin. Sådan et barn kan flygte, så langt væk han vil. Skyggerne, herunder fars og Vorherres, skal nok få ham til sidst. Hvorefter Hans skal genskabes i farens billede og repetere alle hans dumheder.

Det er miljøets og naturens love, der her er forklaringen.

Hans er desuden lidt af skuespiller. Han har sin egen scene i et hjørne af skolegården. Der er i det hele taget noget undseligt, en beskedenhed grænsende til det udflydende og selvudslettende, over ham. Efterligneren Hans.

Det er den psykologiske forklaring, for hvordan skulle han kunne sige nej til prædikanternes svovl og kufferter fulde af gamle bøger?

DET er sikkert vældig gode forklaringer, men også vældig romanagtige. Til hvilke hører et flor af passende scener og billeder og gentagelser og spejlinger. Og sirligt anbragte bibelske motiver.

Tilbage står – stadig lige gådefuldt – billedet af Hans Sievez. En af herrens disciple, med en søvngængers eller en narkomans selvødelæggende beslutsomhed. Hård som marmor og sprød som oasis. Flået i stykker af dårlig samvittighed over at svigte sin familie, men til det sidste urokkeligt og ufravendt stirrende mod evigheden.

Det billede er skarpt gengivet, muligvis fordi forfatteren, selv barn af det ortodokst calvinistiske miljø, kender det fra alle vinkler. Billedet kunne også være fra Indre Mission, Jehovas Vidner eller et af de andre sekteriske trossamfund.

ELLERS har jeg ikke meget godt at sige om Jan Siebelinks lange, skemafaste roman med dens ud i alle hjørnerne flagrende og alt kommenterende fortæller. Det er en roman med sine sympatier solidt plantet på den rigtige side af hegnet og med en spændingsudvikling så diskret som fyndord og skriftsteder.

Indimellem bliver det ligefrem komisk, om det nu er meningen eller ej. Fx portrættet af de sortklædte prædikanter, som kryber ind og ud gennem hækken, der omkranser det lille gartneri, Hans Sievez’ jordiske, men hårdt angrebne paradis. De arme syndere ikke bare stinker som svin, de er også hele tiden ved at tabe gebisset i floder af savl, har mærkelige udvækster i nakken og er for skams skyld iført fedtede slips.

Ikke rare fyre.

Den noget anstrengte sammenknytning af troens og kødets begær kan også virke løjerlig. Især når fortælleren iler til for at pege på og forklare betydningen af det spændte hyppejern: Den er gal med Hans – men måske skulle han hellere gå til konen end dyppe den i en af giftdåserne i drivhuset.

Jan Siebelink har skrevet seks romaner før denne, fortæller forlaget. Jeg er ikke sikker på, at vi får mere at se af ham på dansk. Det er historien om troens – den blinde, ortodokse tro, som rydder alt andet til side – der bærer romanen her. Nu har han fortalt den.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2008

Hep-hep, Lillefar

Vladimir Sorokins roman om Putins Rusland er overophedet satire på en bund af iskold analyse

Vladimir Sorokin: En opritjniks dag. Oversat fra russisk af Tine Roesen. Forlaget Vandkunsten. 176 sider, 249 kroner.

Ofrene hører vi ikke meget til. Vi ser dem i glimt, når de trækkes ud af deres skjulesteder og under mekaniske tilråb – ”Ord og gerning!”, ”Hep-hep!” – bliver hængt i porten eller voldtaget på køkkenbordet. Men synsvinklen ligger på modsat side, hos undertrykkerne og det sammentømrede korps af opritjnikker med navn efter Ivan den Grusommes lejesvende og i romanens nutid – 2027 – tjenestegørende under Herskeren og ledet med fast og kærlig hånd af Lillefar. Og der ligger den godt, synsvinklen. For er de ikke nogle pragtfulde gutter, disse opritjnikker i deres store biler med afhuggede ulvehoveder fastspændt til kofangeren? Er deres kammeratskab ikke til at blive misundelig over, er der ikke noget harsk og kernesundt over hvert eneste slag, de tilføjer hinanden med birkeriset i Lillefars badstue? Og er deres sag ikke storslået, som det hellige Rusland, som Urals bjerge, som bjørnen med lutret blod?

Sympati får vi ikke for dem, det lægger hverken romanvirkelighedens klaustrofobi og grumhed eller fortællingens overdrivelser og tusind indfald op til. Hovedpersonen – Andrej Komjaga, som han hedder – er en skabelon, skåret ud i pap og tyndt beskrevet. Og Sorokins satire under ét mere gakket, syret og pueril end ligefrem uhyggelig. Så synsvinklen gør nok læseren til en indforstået, men også gradvist mere og mere ligeglad. Jamen, herre du milde, mordbrand og lemlæstelse, hvorfor ikke? Herskerens liderlige kone på hugst blandt løjtnanterne i Kremlgarden. Hvorfor ikke? Og hele banden af opritjnikker op på række i Lillefars badstue og så pikken op i røven – ”Heeeeeep!!!”. Hvorfor ikke, og hvad bliver mon det næste?

Det er godt nok, især sjovt nok og ikke uden mening. Men under satirens rabalder og overophedede påfund ligger noget mere, nemlig en analyse af undertrykkelsens logeagtige broderskab og de bånd, der knytter det sammen. Her er Sorokin lige så kold, som han andre steder er rødglødende, og lige så beregnende som et helt politbureau og vore dages Putin-regime lagt sammen.

For hvem er de, disse opritjnikker? Og hvad er det for en russisk virkelighed, romanen skriver et par årtier frem og op i satirens skarpe lys? Det er Putins Rusland med hele den mytologiske overbygning og nepotismens fletværk og skrøbelige balance. Bagude ligger ”den røde urotid”, ”den hvide” og endelig ”den grå ”, inden Herskeren ”strammede grebet om den sårede bjørn” og ”årelod den for det rådne blod, som fjender havde forgiftet”. Der er fra samme eskatologi og genesis – død og genfødsel – naturens helligdomme; birketræerne, tundraen, bjergene, floderne. Der er logesproget, de kodede meddelelser og dyreagtige råb. Der er kraften og hensynsløsheden gjort til afguder. Og der er renselsen som overbegreb for næsten det alt sammen – den evindelige badstue, de psykedeliske trip fremkaldt af euforiserende fisk (!), blod, sex, mord, men helst og bedst: afbrændingen, den altfortærende og skabende ild.

Det er de uartigheder, der har gjort Vladimir Sorokin til en fjende af det russiske regime. Og det er dem, der gør ham værd at læse for os andre.

Jeg tænkte undervejs på to andre russiske romaner. Den ene er Alexander Solsjenitsyn ’En dag i Ivan Denisovitj liv’, der udmåler trivialiteterne i et enkelt døgn, ikke i en bøddels, men i en straffefanges tilværelse. Sorokins roman kan godt læses som en venlig hilsen til Ivan Denisovitj. Den anden er Vasilij Aksjonovs roman fra sovjettiden, ’Forbrænding’, der fortæller landets og dermed også undertrykkelsens historie gennem en syret og ophedet bevidsthed. De tre romaner er kapitler i samme lange fortælling og kan anbefales lige – varmt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2009

Turistnips og truckerplysterning

Må islandsk litteratur snart forlade den magiske realismes sentimentale og udslidte form

Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys, og så kommer natten. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir. Batzer & Co. 280 sider, indb., 298 kr.

Vi er i en landsby på den islandske vestkyst, 400 mennesker viklet ind i den samme historie. Eksistensens, ensomhedens, kærlighedens, længslernes snart sarte, snart synftige anekdote. Det er nemlig også der, vi er, helt oppe i patosens og den magiske realismes syvende himmel. På sådan en beskeden, selvudslettende, ’åh-du-kender-os’-måde.

Direktøren for Trikotagefabrikken begynder at drømme på latin, erhverver sig astronomiens klassikere i kostbare førsteudgaver og slår sig ned som lokal vismand med månedlige foredrag i forsamlingshuset. Jonas, det skrøbelige og følsomme barn, projicerer i en kunstnerisk raptus alle sine og landsbyens længsler op på mejeriets væg i form af en brændende sol og tresindstyve vadefugle. Elísabet, Astronomens assistent, får med sine brysters synlige tinder den mandlige del af landsbyen til at sitre, inden hun giver hele sin opdæmmede og af format både globale og mytologiske seksualitet frit løb. Og jorden under Lageret åbner sit mørke gab til tidligere tiders forbrydelser og svigt. Og Gaui, den arme alkoholiker, der har rejst sig på rystende ben, betaler sin husleje med ugentlige fortællinger af femten minutters varighed. Og Áki, hvis Gud er tal og regnskaber, kan pludselig ikke tælle havets fisk og genopstår som forhutlet, men rigtigt menneske. Og – og – og …

Vi er i Island, Litteraturisland. Mere end godt er.

DET sidste sørger til overflod fortælleren for. Et ’vi’, landsbyens fælles hukommelse og bevidsthed, ikke så forskelligt fra posthusets Ágústa, der tjekker al post, indgående og udgående. Og heller ikke så forskelligt fra forsamlingshusets vismand. En – halvt – skjult fortæller med så mange meninger, sorgmuntre aforismer og messende tekstudlægninger møder man ikke så tit.

Så hvad handler det om? Om den papirtynde væg mellem liv og død, lys og mørke, glæde og depression osv. Eksistensens skælvende flamme, kort og godt. Udtrykt på mangfoldige måder, indimellem så man er ved at kaste bogen fra sig: ”og så sidder far og søn under det åbne tagvindue, aftenen har strøet stjerner ud over himlen, der står en flaske whisky mellem de to, og mundharmonikaens toner bugter sig ud ad vinduet, finder sig en stjerne, leder efter en kvinde.”

Må de begge to – alle tre – drukne i havet eller få en stor stjerne i hovedet.

Jón Kalman Stefánssons roman var i 2007 indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Det var tredje gang, forfatteren var indstillet. Det er ikke underligt, for Stefánsson er utvivlsomt en god forfatter, men han er også en forførerisk forfatter, der har skrevet sig ind i en form, som islandske forfattere efterhånden har trukket så meget på, at den er blevet til kitsch og turistnips. Og truckerplysterning.

Må de snart forlade den.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2009

Hjertets krystaller

Den franske 1800-talsforfatter Stendhals strengt videnskabelige, men mindst lige så vittige, poetiske og forbløffende moderne kæmpeessay om det, hvormed alting begynder og slutter – kærligheden

Stendhal (Marie-Henry Beyle): Om kærlighed. Forord ved Horace Engdahl. Oversat fra fransk af Karsten Sand Iversen efter De l’Amour. 568 sider, tre bind, 350 kroner. Basilisk.

Det ligner, hvad der langt senere kom til at hedde sublimering. Eller er der snarere tale om en slags forskydning, fra kvinde til bog? I hvert fald: Den franske forfatter Stendhal forelsker sig i den underskønne italienerinde Matilde Dembrowski, men helt uden udsigter. Hun lige akkurat tåler ham, dvs. giver ham adgang til sin salon, men kun på betingelse af, at han ikke siger et ord om kærlighed. Nogle år senere – vi er i begyndelsen af 1820’erne – følger så den første udgave af hans bog ’Om kærligheden’. Her er alt det, han ikke fik sagt, et afløb for opdæmmede følelser, en monoman hengiven sig til emnet, endda med salontonens blanding af vid, flirt og sval ironi overtrukket med en glasur af forfængelighed.

”I en loge,” skriver Stendhal, ”møder Albéric en kvinde smukkere end hans elskede; med forlov vil jeg tilføje en matematisk vurdering: det vil sige en kvinde hvis ansigtstræk lover tre enheder lykke i stedet for to (jeg forudsætter at fuldkommen skønhed giver en lykkemængde udtrykt ved tallet fire).”

Sådan er stilen, ”med forlov”, og idet ”jeg forudsætter”. Men stilen er også det nøjeregnende, ”tre enheder” og ”udtrykt ved tallet fire”. Stendhal er kendsgerningernes forfatter, essayist og videnskabsmand frem for digter. Vi får altså kærligheden på en snorlige række i koncise, afmålt doserede tekststykker.

Der er fx kærlighedens faser, syv i alt, fra ”Beundring” over tvivl og forhåbning, inden kærligheden for alvor rodfæster sig. Eller med Stendhal – to gange ”krystalliserer” sig. Det sidste er en psykologisk iagttagelse udtrykt ved hjælp af et billede: Når en gren ribbet for blade kastes ned i en af Salzburgs dybe miner og tre måneder senere hentes op igen, vil den være dækket af tindrende krystalliseringer, ”et utal af foranderlige og blændende diamanter”. Det er det samme med kærligheden, den så at sige overfører krystalliseringens forskønnende pragt til den elskede. Som antydet i to faser, for den første krystallisering, forelskelsens tusind overdrivelser, afløses af tvivl, dvs. en opvågnen fra forundringens narkose. Herefter følger så krystalliseringens anden fase.

Teksternes rationalitet, de åndrigt udtænkte faser og kategorier, er essayistik i oplysningssporet fra Montesquieu og vores egen dansk-norske Holberg. Kærlighed med encyklopædisk nøjagtighed. Det samme kan man sige om det vittige, stilens elegante og let bidende karakter. Oplysningen er sjældent kedelig. Hertil kommer så litteratur- og digtsporet, som Stendhal af alle kræfter forsøger at undslippe ved at hengive sig til – som han skriver – ”videnskabens gnavenhed”. Man forstår straks, at det ikke lykkes. Eller som han skriver et andet sted: ”Jeg gør mig alle tænkelige anstrengelser for at være tør. Jeg vil pålægge mit hjerte tavshed skønt det mener at have meget at sige. Jeg skælver altid for kun at have skrevet et suk når jeg mener at have optegnet en sandhed.”

Bogen er i øvrigt en rodebunke, eller på skønneste og mest poetiske vis et slaggebjerg af sammenstyrtede kategorier. Kærlighedens typer og faser har Stendhal skrevet sig igennem i løbet af de første 60-70 sider. Så følger mere psykologiske betragtninger, bl.a. om kvinders følelsesliv og den spændte omgang mellem kønnene. Til eksempel: ”Blikket er det dydige koketteris store våben. Man kan sige alt med et blik, men man kan også altid benægte et blik for det kan ikke gentages bogstaveligt.” Herefter er han igen i kategorisk storform, kærligheden bestemt på baggrund af klima og temperament, der løber over i mere traktatagtige tekster som en art klimateoriens samfundsmæssige følger (”Om ægteskabet”, ”Om det man kalder dyd”). Endelig er der det løse, aforistiske sentenser uden for nummer, men skærende pointerne i det foregående. Fx de stadige udfald mod det affekterede både som psykologi og litterær stil: ”Kun et stort sind tør have en enkel stil; det er derfor Rousseau har så megen retorik i ’Den ny Héloïse’, hvilket gør den ulæselig når man er tredive.”

Rodebunke og slaggebjerg. Og et sammensurium af genrer. Foruden de nævnte: anekdoten, sladderen, eksemplet, vitsen. Og dagbogsoptegnelsen, fodnoten. Vævet ind i det alt sammen eller anbragt i en af bjergets indre krybegange er han der selv, den forelskede Stendhal, foruden genstanden for hans kærlighed, skjult bag skiftende navne og snart i Berlin, Rom, Venedig, så i Ravenna, Dresden, Napoli, den dobbeltkrystalliserede, men stadig lige uindtagelige Mme Dembrowski. Det er et litterært maskespil, salonen værdigt, der fuldender sublimeringen, men også truer med at overdøve den med den elskendes suk. Herlig – sitrende, pirrende – dobbelthed, på en prik svarende til stilens blanding af nøjeregnende kategori og poetisk raptus.

Det er et forbløffende moderne, nærmest samtidigt europæisk hovedværk, det sejt kæmpende Basilisk her har udgivet. Godt introduceret af Horace Engdahl, forrygende veloplagt oversat af Karsten Sand Iversen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2011

Håndbog for kriminelle og andre gode ideer

Australske Steve Toltz’ store og underholdende romanodyssé minder om alt muligt andet, men ikke så meget om sig selv

Steve Toltz: En brøkdel af helheden. Oversat fra engelsk af Birgitte Bank Jensen efter A Fraction of the Whole. Forlaget Ordenes By. 572 sider, 299 kroner.

Jeg talte for sjovs skyld, hvor mange forfatternavne australske Steve Toltz’ bog (f. 1972) ifølge forlagets mange anmeldelsescitater minder om (eller har fået en anmelder til ’at tænke på’ eller nu er ’i fornemt selskab med’): 13. Charles Dickens, John Irving, Martin Amis, Chuck Palahniuk, Kurt Vonnegut, García Márquez, Jonathan Franzen, Peter Carey, John Kennedy Toole, Borges. Foruden Tom Robbins, Tristam Shandy og Voltaire. Hertil kommer andre seks, som han ifølge forlaget er inspireret af. Det er sikkert rigtigt, og man kunne nok lægge flere til. Samtidig bekræfter det det indtryk, at Steve Toltz’ debutroman, der var shortlistet til Man Booker-prisen, er enormt talentfuld, vildt underholdende og midt i det enorme og vilde minder læseren om en hel masse, men at det er langt vanskeligere at finde ud af, hvad der i romanen minder om Steve Toltz. Og kun om ham.

Romanen er en odyssé, en hæsblæsende og hastigt springende familiekrønike med nedslag i tre verdensdele – Europa, Asien, Australien og dem alle sammen én gang til. Det er også en historie om en far og hans søn, sønnen fast besluttet på ikke at ende – overhovedet ikke at være – som sin misantropiske, ansvarsløse og af alverdens ulykker ramte far. Det er en historie om to brødre, den ene med et Kainsmærke i panden (komaramt, fysisk deformeret, forhadt), den anden alt det modsatte. Det er en historie om bedrag, menneskers evige tilbøjelighed til at snyde hinanden, i sport, i spil, i det hele taget. Og en historie om det ubehag, som mennesker føler for hinanden, det opdæmmede had, der på et enkelt stikord eller som i romanen takket være en såkaldt ”forslagskasse” opstillet midt i byen får frit løb og som lava først oversvømmer og så med lange, apokalyptiske ildtunger tilintetgør alt. Og så er det en historie om at ville elskes, om at blive sig selv, efter års indre og ydre udlændighed igen at ankomme til Australiens kyster og dø smilende.

Underholdende, som nævnt, vaks og på tæerne, man læser sig over lange stræk i godt humør. Største øjeblik er den forhærdede forbryder Harrys forsøg på at slå igennem med en håndbog for kriminelle, en blanding af lavpraktiske tips og livsfilosofisk dybde: ”Kidnapning. Hvis medierne får nys om det, bliver det meget svært, hvis du ikke har valgt offeret med omhu. Kidnap aldrig en, der er ung og tiltrækkende, det sidste, en kidnapper har brug for, er en vred offentlighed.” Fra forordet: ”Der er mænd, der er på denne jord kun for at lave love, der skal nedbryde folk. Så er der dem, der er på denne jord for at blive nedbrudt af dem, der er her af samme årsag. Så er der dem, der er her for at bryde de love, der nedbryder mænd, som sørger for at nedbryde andre. Jeg er en sådan mand.”

Fint, men snart bliver højdepunkterne sjældnere, en fornemmelse af anstrengt hittepåsomhed breder sig. Også fra sproget, der noget flovt og mekanisk følger trop med handlingens og temaernes indfald: ””Jeg kan smage din ensomhed – den smager af eddike.” Det irriterede mig. Alle ved jo, at ensomhed smager af kold kartoffelsuppe.” Osv.

Til sidst går det med den lange historie som med Steve Toltz og de 13 sammenlignelige forfatternavne: Den handler om alting, men hvad handler den egentlig om?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2011

Vinter i Prag

Finsk litteraturs kusse- og beatdigter rapporterer fra 60 døgn i Prag – en boblende suppe af skrift og en vidunderlig forgabelse i det ubetydeligste

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag. Oversat fra finsk af Helena Idström. Basilisk. 107 sider, 150 kr.

Pentti Saarikoski (1937-1983) er en blanding af Henry Miller og Jack Kerouac, kusse- og beatdigter, foruden politisk digter med klassisk baggrund, en finsk Otto Gelsted med træk af Peter Laugesen. I begyndelsen af tresserne drejede han digtningen væk fra patosfyldt modernisme og mod en ’ny enkelhed’, talesprogsnær og konkret lyrik, samtidig med at han fortsatte med at oversætte alle klassikerne, både dem, der var det allerede (Homer, Heraklit, Joyce osv.), og dem, der senere skulle blive det (Ginsberg, Salinger, Osborne osv.). Derudover er der prosasporet, bl.a. tre egensindige rejsebøger, der med ’Tiden i Prag’ fra 1967 nu alle sammen – sent, men godt – er kommet på dansk.

Tiden i Prag, som titlen taler om, varer 60 dage, fra november til januar, fra ankomst til afrejse. Den anden tid, som registreres i rejsebogen, er en mere flydende tid. Den rækker til barndommen og farens spektakel, til lokummet på gangen i pragsk nutid og i mange sløjfer til det nærmeste værtshus og et varmt skød. Den omfatter ægteskabet hjemme i Finland, kommunismens historie, restaurantens åbnings- og lukketider, især åbningstiderne. Det, der skete i går og i en ordentlig brandert og på en anden klode en evighed herfra, kort og godt alt, hvad tanken kan komme på og sproget løbe efter.

Og så er der en anden tid. En ikke-tid eller en altid, hvor noget holder sig skjult eller afventer, og som skriften enten er på jagt efter eller på vild flugt fra – eller mest sandsynligt snart det ene og snart det andet:

”Der findes en omstændighed, som jeg ikke kan komme på, en detalje, som bliver ved med at være dunkel, et menneske, en ting eller måske en begivenhed, noget, som findes et sted meget langt tilbage, før jeg overhovedet var til, jeg vil aldrig finde ud af det, men jeg ville jo heller ikke så tydeligt kunne fornemme dets eksistens, hvis ikke det havde eksisteret, før jeg var til, et sted har der garanteret været en dør, som jeg må have passeret uden at have opdaget det, netop den dør, som jeg burde være gået ind ad for at støde på det, der kunne afgøre det hele, opklare dette rod, og for at kunne opleve en glæde, som jeg kan huske.”

Hvad det er for en omstændighed eller detalje, får vi aldrig at vide. Lige så lidt som det lykkes den navnløse rejsende at finde ud af, hvad der ligger bag de optøjer i Kina, som han læser om i sin avis. Eller hvad han ledte efter eller skal gøre med det, hvis han alligevel finder det. Eller hvad pigen hed.

Der er i Pentti Saarikoskis boblende kartoffelsuppe af en skrift en vidunderlig forgabelse i det mindste, det ubetydeligste og det grimmeste. Det er med det perspektiv på verden og i vældige spring mellem alting og ingenting, mellem højt og lavt, at hans hovedperson – han selv kun lidt forklædt – langsomt synker ned i en næsten-hjemmefølelse i det fremmede Prag. Det er også den følelse, man får, når man læser ham, godt nok en noget rastløs og forjaget følelse af hjemlighed. Og kortvarig.

Helena Idström har oversat tæt og godt og havde fortjent en lige så tæt korrekturlæsning.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2009

Absolut fedtglinsende sjæletogt

Hvorfor vil medarbejdere på det franske kulturinstitut styrke fransk litteraturs omdømme med dårlige krimier og svulstig tale?

Thierry Jonquet: Erindringens fængsel. Oversat fra fransk af Jesper Tang. Forlaget Labyrint. 197 sider, 149 kroner.

Forlaget Labyrint er grundlagt af medarbejdere ved det franske kulturinstitut i København, Institut Français, og har den dobbelte ambition at promovere ny fransk litteratur og at bekæmpe danske læseres fordomme. Derfor stiller forlaget to ”absolutte krav” til sin udgivelsespolitik, forklares det på forlagets hjemmeside: ”publicering af franske bøger i dansk oversættelse og respekt for en udgivelsessammenhæng baseret på én litterær retning: kriminalromanen.”

Altså absolut kriminalromaner og absolut på dansk.

På samme hjemmeside tales der desuden om den franske kriminalromans ”adelsbrev” og en ”ekstraordinær anerkendelse” af genren, der i de senere år har gennemgået en ”enestående forvandling” i såvel ”stilarternes varietet” som i ”beskrivelsernes mangfoldighed”, så den i dag gennem ”sine uophørligt fornyede togter i menneskesjælens undergrund” kan tilbyde et nyt syn på samfund, kultur og menneske. Man er således garanteret ”en gribende litterær oplevelse” i mødet med genren, som ”simpelthen [er] blevet en del af den store litteratur.”

Hvad det er for fordomme, der tynger danskere læsere, fremgår ikke. Synes vi, at fransk litteratur er kedelig og dum? Eller for god, for litterær, for ”stor”? Eller er det medarbejderne ved Institut Français, der synes det. Eller synes, at vi synes det? I hvert fald kommer her noget andet. I respekt for en udgivelsessammenhæng baseret på et ekstraordinært adelsbrev og mangfoldighedernes varietet, som simpelthen er blevet en del af den store litteratur. Så absolut, men også en ejendommelig udmelding fra kulturinstitut-medarbejderne, og meget lidt i respekt for fransk litteratur i øvrigt.

Hvad der muligvis kan siges om andre af forlagets indtil nu seks udgivelser, kan ikke siges om Thierry Jonquets ’Erindringens fængsel’. Den har i hovedrollen en pige på 15, som er blevet fejlopereret, og nu, bundet til en kørestol og erklæret åndssvag, pønser på blodig hævn over lægen. Og derudover, skønt blodig på en anden måde, over moderen og stedfaderen, der lod det ske. Plottet iler vi i møde ad skiftevis lange kursiverede indre monologer (pigen, lægen, en ung plejer på hospitalet med kalorius strittende ud af bukserne) og passager fortalt i tredjeperson. Stiv mekanik. Det samme gælder selve plottet og romanens togter i menneskesjælens undergrund; den hvidkitledes antiseptiske sjæl, den unge mands sexistiske og kønsforskrækkede sjæl, mors og stedfars forurettede sjæl, datterens lidende og hævngerrige sjæl. Derudover er der sproget, stilartens varietet og beskrivelsens mangfoldighed: ”Morier var der til tiden, præcis som sædvanlig. Næsten neurotisk præcis.” Eller: ”en tyk, fedtglinsende mand på grænsen til at være stærkt overvægtig.” Eller: Den på grænsen til det neurotiske præcise Morier, der som sædvanlig var der til tiden, mødtes med den fedtglinsende, stærkt overvægtige og næsten tykke mand.

Det er som forlagets selvpræsentation så udpenslet, så ordrigt.

Så alt for meget om så lidt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2011

Det sære

Villy Sørensens bedste – og særeste – fortællinger er siden udgivelsen for et halvt århundrede siden blevet forstået ihjel. Kan man genopfinde dem – og det strittende, sitrende og sære? I dag udkommer hans samlede historier

Villy Sørensen: Samlede historier. Efterskrift og redigering: Gert Posselt. Gyldendal. Bd.1, 520 sider, 279 kroner, bd. 2, 448 sider, 249 kroner. Som sæt, 968 sider, 399 kroner.

Der er sikkert også andre, der vil fortælle historien i dagens højtidelige anledning, men De skal ikke spares. Det skal digteren og forlæggeren Ole Wivel i sin himmel heller ikke:

Da Villy Sørensen et par og tyve år gammel sendte manuskriptet til sin første bog, ’Sære historier’, til Ole Wivels forlag, blev det ikke bare refuseret, men myrdet med samme voldsomhed, som er på spil i nogle af bogens historier. Et uddrag fra blodbadet: ”Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge. (…) Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får én til at tænke på en tålmodig onanist.”

Ingen dybere forståelse hér, blank afvisning. Måske bortset fra den beslægtede afgrund af komik og absurditet, der åbner sig i billedet af den tålmodige onanist. Hvad er dog det for et fænomen? Og er fx en ”hidsig onanist” mindre slem – eller mindre sær?

Bogen udkom i stedet på Gyldendals forlag og gjorde siden sin forfatter til spydspidsen af dansk modernisme og litteratur i det hele taget. I dag snart tres år efter, hvor den for længst er slået til klassiker, foreligger den så endnu engang, nu som del af forfatterens ’Samlede historier’ i to drabeligt tykke bind med en i varierende grader skælmsk smilende Villy Sørensen på forsiden.

Vinderen efter mødet med en forlæggers uforstand. Et superintellekt opsat på flere drengestreger.

Forsonende, tilbageholdende, drilsk.

SET fra vores bagkloge nutid, hvor særhederne mere er forpligtende norm end original undtagelse, er det let at gøre sig lystig over fejltagelsen. Men hvordan har det set ud fra en forlæggers stol (og en forlagskonsulents, han hed i øvrigt Tage Skou-Hansen) i begyndelsen af halvtredserne? Freuds ’Drømmetydning’ var stadig ikke oversat til dansk. Kafka var først lige blevet introduceret. Beckett havde ingen hørt om. Og af naturlige årsager heller ikke om hverken Peter Seeberg eller Klaus Rifbjerg, i det mindste ikke som forfattere. Til gengæld læste man gravsens alvorlige H.C. Branner og Martin A. Hansen. Og Frank Jæger, hvis det skulle være moderne.

Uden den forhistorie (og dens fortsættelse) var Villy Sørensens historier ikke bare sære, de var oprørende sære. Med deres ejendommelige blanding af radbrækket eventyr, underlig legende, modernistisk novelle og lodret uforståelig allegori. Med deres skiftende stillejer, snart højtideligt mytologisk (”grum om blikket”), snart knastør kontorprosa a la Kafka (”jeg konstaterede med tilfredshed at jeg havde skrevet næsten tre ark fulde og belavede mig på at slutte af”), snart fladt københavnsk børnesprog med varme blodstænk og iskold ironi (”Å man ser da straks at han er død som en død sild”).

Men mest af alt var historierne vel oprørende sære i kraft af deres indhold, hvis man da kom så langt: historier om en gartnersøn, der skyder op fra jorden, om to brødre, der ivrigt saver benet af et tredje barn, om en tiger midt på køkkenets linoleum osv.

I DAG er Villy Sørensens historier og fortællinger så grundigt gennemtyggede, at man ved et hurtigt opslag eller en søgning på nettet kan få svar på, hvad særhederne går ud på. Hvis man da ikke har fået det hele serveret i skolen i lette anretninger sammen med resten af vore dages skemasatte lærdom om det fortrængte og fremmedgørelsen og seksualiteten og den disintegrerede skyggeside.

Det er naturligvis godt, men det er naturligvis også en skam, for så er særheden væk eller værre endnu blevet til ligegyldig indpakning. Skal man læse hans tre første og absolut vigtigste samlinger (’Sære historier’ fra 1953, ’Ufarlige historier’ fra 1955 og ’Formynderfortællinger’ fra 1964, der udgør det meste af første bind) og få nok ud af dem, dvs. alting og ingenting, må man derfor forsøge at bevare naiviteten, genopdage sin uvidenhed og ikke straks oversætte til alle fortolkningsklicheerne.

Set i det lys var den diabolsk smilende forfatters største øjeblik, da han blev maltrakteret af den uforstående forlægger. Siden er han blevet forstået ihjel.

Det er ved siden af klassikerstatussen den skæbne, der i de mellemliggende år er overgået Villy Sørensen (eller den pris, han har måttet betalte for at blive klassiker). Pakket ind i Freud, Kafka, Kierkegaard, H.C. Andersen og med modernistisk sløjfe på behøver ingen længere læse ham, og hvis nogen alligevel forsøger, er der ikke mere at komme efter.

Det er firkantet sagt, måske for firkantet, men jeg tror desværre ikke, det er helt forkert.

Det sære er blevet almindeligt.

ER DET også forfatterskabets egen skyld?

Det er det muligvis. Og vistnok har Villy Sørensen, der vidste det meste, også vidst dét.

I hvert fald bliver hans historier mindre og mindre sære og mindre og mindre digt og fiktion. ’Formynderfortællinger’ er allerede så meget filosofi og samfundsdebat, at de ligger tættere på essaybøgerne, som han er begyndt at skrive nogle år forinden, end på de to første fortællingesamlinger. Herefter – dvs. fra 1964 og frem – er det i det væsentligste slut med fiktionen. Der kommer nogle kortprosatekster i løbet af 1980erne og gendigtninger af nordisk og græsk mytologi i samme periode og op gennem 1990erne (de udgør hele andet bind). Men tyngdepunktet i forfatterskabet har forskudt sig, fra fortællinger til essays og afhandlinger.

Villy Sørensen er ikke længere digter, men filosof.

Det var i øvrigt hans egen skelnen, ikke at han brugte den så meget om sig selv som om henholdsvis H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Det er ikke svært at se, at Villy Sørensens forfatterskab går fra den første, altså digteren, til den anden, filosoffen. Det er heller ikke til at overse, at han som digter fra begyndelsen er styret af filosoffen, og at digteren – drømmeren, den gale og sære – efterhånden får meget lidt plads at røre sig på. Der bliver mindre splittelse og færre drengestreger i forfatterskabet, mere tanke, mere abstraktion.

I den forstand er det forfatterskabets egen skyld. Det holder op med at forandre sig i nye mærkelige former og begynder i stedet at forklare sig selv.

HVIS MAN læser – eller som jeg skiftevis bladrer og læser – det nye tobindsværk fra en ende af, er det en bedrøvelig affære. Man kommer fra det strittende, sitrende, sære til det underfundige og redelige. Vi mangler – og må tænke os til – forfatterskabets ekstra katapult, den filosofiske, der sender den anden Villy Sørensen til vejrs, mens den første lægger an til en blød landing i gendigtningens og næsten-aforismernes pædagogiske landskaber.

Kan man genopfinde det, forfatterskabets første eksplosive del, som det i sin tid kunne gennemryste en garvet læser og forlægger? Sikkert ikke. Men man kan prøve ved at nærme sig det i samme tilstand, som forfatteren tilsyneladende skrev det i: åbent, følende, halvt drømmende, halvt tænkende.

Og skælmsk smilende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2010