Tag Archives: Anmeldelser

Kinas blod

Forfatteren til ’Kinas døtre’ har interviewet generationen, der sled og blødte under Mao, men også førte Kina ind i den moderne verden

Xinran Xue: Kinas vidner. Stemmer fra en tavs generation. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen. Rosinante. 528 sider, 349,95 kr.

På en flere tusinde kilometer lang rejse gennem Kina har Xinran Xue interviewet en række såkaldt almindelige mennesker, hvis bugtede livsfortællinger trækker en ukendt eller underbelyst side af historien frem: Medicinkvinden, der gennem tre, fire årtier har passet sin lille bod med mange hundrede slags krydderurter, mens højhusene er skudt op omkring hende, og de nye velfærdssygdomme har føjet sig til de gammelkendte. Lærerinden, der i slutningen af 50erne drog til Kinas nordvestlige hjørne og under de kummerligste forhold og sammen med bønder og banditter forvandlede ørken til landbrugsjord. Generalen, politimanden, akrobaten, skomageren, veteranen fra den lange march. Og en af landets oliepionerer og hans hustru, der adskilt og sammen og ligeledes under ubærlige fysiske forhold skubbede til landets langsomme, uendeligt langsomme udvikling.

Det er i det hele taget pointen. Menneskene, vi møder, tilhører Maos og Kulturrevolutionens Kina, den forførte – ”tåbelige”, ”naive” – generation. Men også generationen, der, ikke på trods af, men som led i samme politiske tåbelighed, der som bekendt kostede millionvis af mennesker livet, førte Kina fra kulturel og økonomisk tilbageståenhed og ind i den moderne verden. Ikke i revolutionens og propagandaens fjedrende spring, men i bittesmå og bogstavelig talt blodige skridt.

Det er en både god og vigtig historie. Og svimlende. For tænk engang, at to så uforenelige kendsgerninger kan være lige rigtige, og at mennesker, som tilværelsen har været så ubarmhjertig imod, kan tale med taknemmelighed om Mao og hans kamp mod ”de tre bjerge”: feudalismen, imperialismen og det forhadte nationalistparti, Guomindang. Og tænk engang, at historierne, de gamle mennesker fortæller, for store deles vedkommende stadig ikke kan bekræftes nogen steder. Ikke engang de enkleste fakta som tal, navne, steder. For de findes ikke nedskrevet, og hvis de gør, er de enten hemmelige eller umulige at stole på. Den situation ændrer sig ligesom resten af landets historie kun meget langsomt. Xinrans bog er en sten til huset.

Hendes foregående bog – om Kinas kvinder under og efter Mao, ’Kinas døtre’ – blev en international bestseller. Og denne nye er godt på vej til at blive det, forhåbentlig – hvis man må stille sig på det mellemfolkeliges side et øjeblik – til gavn for den historiske hukommelse og det almindelige fremskridt.

Det er da også i den ende af genrespektret, vi befinder os, desværre. I kulturorganisationens – Xinrans hedder motherbridge.org – lidt selvhøjtidelige, følsomt-besværgende og noget kedelige ende. Xinran er journalist nok til at gøre rejsen og overvinde forhindringerne, men ikke nok til at få mere med end det ærbødige referat. Forfatter eller essayist er hun slet ikke. Her er ingen egentlig komposition, men en række tekster bundet sammen af rejsens rutiner og faste møder med taxachauffører og folk på gaden. Her er ingen forsøg på at aflokke historierne andet end vidnesbyrdet og den evige forsikring om, at det har givet forfatteren stof til eftertanke eller mindet hende om dette eller hint, især mindet hende om gamle kineseres værdighed. Endelig er der sproget, et underligt plastiksprog, i øvrigt med en ejendommelig og indimellem meget forvirrende brug af citationstegn. Det sidste har jeg ingen forklaring på, det første kan skyldes hele kulturorganisationstilgangen til stoffet, og at der ligger hele to oversættelser mellem den danske udgave og Xinran Xues kinesiske manuskript.

Så er dét sagt – og glemt. Bogen skal læses for historiernes skyld, de oprørende, men også nøgterne historier om ofre, der så langt fra kun er ofre.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2010

Kærlighed i krigens tid

Algeriets blodige splittelse skildret med alle melodramaets finesser. Men historien er ægte nok og virker for det meste også sådan

Yasmina Khadra: Som dag følger nat. Oversat fra fransk efter Ce que le jour doit à la nuit af Nina Gross. 350 sider, 349 kroner.

Det er drama i stort format, hvor mennesker mødes, så deres skæbne kan besegles, men især for at de kan genses på måder, som man ellers kun oplever i sit indre livs biografmørke. I et glimt i folkemængden, som soldat i en fremmed magts hær, efter mange eftermiddages venten på en café. Eller – hvorfor ikke gå hele vejen? – foran hendes grav.

Yasmina Khadras roman er forførelse af den ubarmhjertige slags, sentimental, så det drypper fra den, og udspekuleret ned til den sidste lille krølle på handlingen. Enhver ordentlig læser har lært at frygte romaner, der slutter med en tekst i kursiv, et brev om det, der var og aldrig mere skal komme. Yasmina Khadras slutter med to.

Alligevel er man med, nødtvungent og indimellem blasert sukkende, men mest med.

Algeriet i 1930’erne, familiens høst går op i flammer, et liv slået til jorden. Faderen, for hvem æren er det største, pukler sig gennem småjobs i storbyen til en ny mindre formue, så går også den til, frarøvet ham på grænsen til en ny lykke.

Det afgør faderens skæbne, det udstikker også sønnens, hovedpersonens. Han anbringes hos en onkel og dennes kone, et paradis af komfort og økonomisk rigelighed sammenlignet med, hvad han kom fra. Og samtidig en mellemstation, den mellem muslimsk ortodoksi og vestlig inspiration. På nippet til frihed og oplysning, men også kun på nippet.

Det er romanens ene hovedspor, om en kulturel og eksistentiel splittelse, der begynder som modsætninger og gniderier mellem arabiske og franske børn og ender med Algeriets blodige befrielseskrig. Den skærer – skar – som bekendt landet midt over. Noget lignende gælder hovedpersonen, et menneske med to identiteter eller snarere to halvdele af en identitet, der ikke passer sammen. Født på det arabiske bondeland som Younes, opvokset i en urolig tid i byen som Jonas.

Andet spor er om kærlighed, en forviklet og umulig én. Younes/Jonas forføres af den skønne madame Cazanave. Så viser det sig, at madame Cazanave har en om muligt endnu skønnere datter. Man genkender dilemmaet og det meste af plottet fra Charles Webbs ’The Graduate’ om unge Benjamin og Mrs. Robinson. Men udgangen er mildt sagt en anden. Man genkender desuden motivet fra romanens – Yasmina Khadras romans – kulturelle spor: splittelsen, handlingslammelsen, den aldrig fuldbragte eller færdige historie.

Det er romantik af den slags, hvor forsoningen er en sød drøm. Og melodramatisk følelse. Det har også sin sproglige side, i et bombardement af opulente billeder og sammenligninger, der lader et blik glimte ”som en krumsabel” og solen vokse sig stor som ”bortrejsendes bedrøvelse”. Glitterstads fra den indre poesibog.

Historien, den underliggende, er imidlertid ægte nok og forekommer for det meste også sådan i Yasmina Khadras (pseudonym for Mohammed Moulessehoul) skildring. Det samme gælder miljøerne, dilemmaerne, det udsigtsløse i et så splittet land, særligt for den generation – Albert Camus’ i øvrigt – der voksede direkte ind i splittelsen og dens mange fordoblinger. For så vidt er følelserne ikke spor for rigelige, kun måden, der spilles på dem, måden, der stables ovenpå.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2011

Li Shans henrettelse

Stærk og smukt komponeret roman om ødelagt menneskelighed i Kina under og efter Mao

Yiyun Li: De hjemløse. Oversat fra amerikansk-engelsk af Ellen Boen. Gyldendal. 375 sider, 349 kr.

Li Shan skal henrettes, en ung kvinde på 28. Hun er tidligere rødgardist, et af Kulturrevolutionens børn, der hånede, slog, torturerede, i nogle tilfælde dræbte fjender af systemet. Det kunne være jordbesiddere eller efterkommerne af dem, intellektuelle og som i Shans tilfælde børnenes egne forældre. Det kunne være hvem som helst.

Det er imidlertid ikke den forbrydelse, Shan er dømt for. Ironisk nok, hvis ironi er ordet. Hun er dømt for sin egen voksende tvivl på systemet, som hun har røbet for sin kæreste, der igen har røbet den for myndighederne.

Omdrejningspunktet for romanen er den fordømmelsesceremoni, der går forud for henrettelsen. Bedstemor Hu sætter plakaterne op, der annoncerer begivenheden på byens stadion. Nini, en fattig, forkrøblet pige, der hver morgen skal opsamle kul på gaden, kommer forbi og smager forsigtigt på melklisteret, der holder plakaten fast til muren. Derefter er det Bashi, en frygtløs og elskelig fribytter. Så er det drengen Tong, senere endnu Kwen, der lever på byens natside, dækker over dens hemmeligheder og har sine egne. På den måde trækker romanen fortælle- og skæbnespor gennem den lille by, Mudderfloden. Og sådan væves historierne sammen, på én gang tilfældigt og skæbnesvangert. For det meste når personernes krydser hinandens vej eller viser sig at have gjort det et sted bagude, på andre tidspunkter fordi fortælleren svævende højt over sin egen beretning knytter forbindelser mellem byens huse og deres beboere.

Det er både romanens styrke og svaghed.

Styrke, fordi forfatteren så suverænt kontrollerer stoffet og skaber en smuk komposition i en tætføring af handlings- og motivlinjer. Der kommer i den grad vægt bag romanen og dens skildring af det postmaoistiske Kina, som handlingen er henlagt til. Ikke bare dokumentationens, men også romankunstens vægt. Byen bliver scene, personerne teaterskygger i en stadig sørgeligere fortælling om, hvordan alt, hvad der er godt i mennesket og mellem mennesker, kan ødelægges. Eneste lyspunkt er barylen Bashi, sprunget direkte ud af den europæiske gavtyveroman. Jeg vidste ikke, at han også fandtes i den kinesiske, men godt at vide det nu.

Svagheden? Måske en overvægt af eksemplarisk ondskab. Vi får ikke bare fordømmelsesceremoni og henrettelse, men også organtransplantation til ære for højtstående embedsmænd, overskårne stemmebånd og spandfulde af blod. En udpensling, der på det dokumentariske niveau kan være nok så sand, men på det kunstneriske virker som en forcering. To gamle menneskers erindringer om syv efterladte pigebørn, de har taget sig af og mistet igen, virker til sammenligning både stærkere og sandere.

Yiyun Li er født i 1972 og opvokset i Beijing. Hun har siden midten af 1990’erne boet i USA, hvor hun egentlig skulle skrive en afhandling om immunologi, men via et kursus i creative writing satte gang i forfatterskabet. Set i bogflappens glasklare lys træder det skolede i hendes stil indimellem for tydeligt frem. Glemmer man oplysningen, er ’De hjemløse’ mere end bare en god roman.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2010

Barcelonas underjordiske himmel

Spanske Carlos Ruiz Zafón slår generøst og under stort rabalder dørene op til andre og mystiske virkeligheder – det kan anbefales at benytte dem

Carlos Ruiz Zafón: Englens spil. Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch. Lindhardt og Ringhof. 572 sider, 399,95 kr.

David Martín modtager under mystiske omstændigheder og af alle steder i et nedlagt bordel, men ikke så nedlagt, at det gør noget, et kort fra en fransk forlægger. Forlæggeren vil betale den unge forfatter hundredetusind francs for at skrive en bog, en ganske usædvanlig bog, som snart skal lede den på krop og sjæl ramponerede David ind i voldens, spiritismens og den sorte magis livsfarlige riger.

Plottet er svimlende som en tur i Barcelonas berømte svævebane, hvorfra vi til sidst lige akkurat og vistnok kan overskue det hele, mens de onde dør (i hvert fald nogle af dem), og de gode græder. Hvad kan røbes? At bogen, David skal skrive, er en slags mørkets og grumhedens bibel, og at den franske forlægger er identisk med den engel, der er på spil i romanens titel, ikke sådan en med basunkinder, men Lucifer, den nedstyrtede. At David undervejs skal falde over et manuskript med lignende takter, altså skrevet til en mørkets og forskrivelsens uheldsvangre melodi. At vi når at hilse på både skrupelløse advokater, brutale politikfolk, hjertesyge læger, afdankede kabaretskuespillere, godmodige boghandlere og en del flere. Og at det hele absolut ikke ender godt, men så meget desto mere tilfredsstillende og i en passende apokalypse af støv, blod, flammer og de føromtalte tårer.

Man følger betingelsesløst med, lige lykkelig over gådernes langsomme afskalning på romanens realistiske plan som over de overraskende åbninger mod det ukendte, herunder De Glemte Bøgers Kirkegård, der skjuler sig bag en af byens knirkende porte. Og hele vejen godt underholdt og behørigt stimuleret af den elegante vekslen mellem høj og lav puls. Spanske Carlos Ruiz Zafón – forfatter til bestselleren ’Vindens skygge’ – har mesterens umiskendelige håndelag.

DET er imidlertid ikke plottet alene, der gør det.

Byrummet skal nævnes, en ejendommelig verden, der på nogle indlysende punkter ligner 1920ernes Barcelona, men nok så meget en tusmørkets og sprækkernes kunstige scenografi. Der er hovedpersonens hjem, ”tårnhuset”, som én koordinat og silhuet, vennen don Pedros ”Villa Helius” som en anden. Og derudover avisredaktionerne, barerne, kirkegården, boghandlen, verdensudstillingens mange efterladenskaber osv. i vekslende belysninger og skiftende vejrlig, vævet sammen til ét i fortællingens urolige raster.

Den generøse brug af effekter, der ganske hæmningsløst lader fortællingen spidse til i rene karikaturer af cliffhangers og personerne udstøde suk på passende tidspunkter og gennembore af spidse instrumenter på andre – også den skal nævnes. For hvad var mon romanen uden denne knirken og knagen, disse trillende tårer og floder af blod, hele denne larmende regi, der ikke gør nogen hemmelighed af, i hvilken genre uhyrlighederne udfolder sig? Ikke den roman, klart nok.

Forklaringen på, at det kun indimellem bliver for meget, er naturligvis den overvældende tekniske dygtighed og derudover de mange indbyggede – ironiske, kvikke, morsomme – bemærkninger, romanen har at gøre om sig selv og tjubanglitteratur i det hele taget. Det er ikke overraskende på den genre, David har grundlagt sit mangetydige litterære renommé, i øvrigt i en skabelsesrus over adskillige år og fire, fem gange så mange bind. Alene af den grund er man helt indforstået med, at han – jeg-fortælleren – tegner sin historie op i gotisk spidsbuestil med skarpe farver og krudtslam. Så meget desto mere, som det er en af romanens pointer, at man aldrig er helt sikker på, om det nu alt sammen er, som han siger. Eller om fortællingens djævelske magi netop er at forvandle det kendte til lokkende ukendelighed, denne verden til en verden på vrangen.

Og deri ligger måske den enkleste forklaring. Den nemlig, at romanen ikke på trods af, men gennem sit genrerabalder får fortalt en både god og vigtig historie om at åbne dørene til andre virkeligheder og lære at gå igennem dem, som det omtrent hedder i en af Davids følsomme dedikationer. De døre fører i Zafóns roman foruden det nævnte ind til kærlighedens og tidens gådefulde krumninger. Det kan varmt anbefales at benytte dem.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2009

I en himmel sort som kul

Zafón disker underholdende op med mørke magters rænkespil, gotisk gys og den sædvanlige tåge over Barcelona

Carlos Ruiz Zafón: Himlens fange. Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch. Forlaget Tiderne Skifter. 304 sider, 299,95 kroner.

Løjerne er troskyldige hos Zafón, tågen, der hviler over Barcelonas gader, for ikke at tale om den omkring Montjuic-bjerget og fængslet deroppe, er, hvad den giver sig ud for, teater hele vejen igennem. Noget lignende gælder resten, ingen forstillelse her, det er flødeskum bagt ind i sprød marengs.

Vi springer mellem de dystre 1950’ere, Francos og civilgardisternes glansår, og 1930’erne begsorte efterborgerkrigstid, hvor det var om muligt endnu værre. I den ene ende kaster en mørkklædt, haltende skikkelse sin skygge over vores venner i det gamle antikvariat, i den anden vikles langsomt historien ud. Inden vi returnerer til den lidt nærmere fortid og en åben slutning.

Det næstsidste, dvs. romanens store midterdel, er det mest underholdende. Her er vi hos fangerne i bjergfængslets højtliggende helvede, snævre celler fyldt med lort og kryb, styret af den ondsindede direktør og hans torturbøddel. Men her er også snarrådighed og de sidste rester af menneskelig noblesse, der godt hjulpet af en gammel bog (’Greven af Monte Cristo’) åbner en dør til lyset.

Zafón skriver, som man ellers mest møder det i ungdomsromaner, med hele meningen liggende øverst i sætningen, i en lidt gammeldags, kæk og let ironisk stil. ’De 5’ flettet med gotisk gys, det hele med let hånd indfanget af oversætteren. Kapitlerne er så korte, at man har læst det næste, inden man når at lukke bogen. Det og et umiskendeligt talent for at skrue historier sammen, tegne rene karakterer, ærkeskurke, ærkehelte, og lade det hele gennemstrømme af en svag tone af magi forklarer tilforladeligheden, men også det særlige zafonske, som bestemt ikke er uden charme.

Læsere, der kunne lide ’Vindens skygge’ og ’Englens spil’, kan fortsætte her. Trods de himmelske skærmydsler når den ikke helt op til forgængerne, men mindre er også underholdende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2012

Lille dreng i mørke

Tyske Andreas Maiers lille roman om et følsomt barn under 60’ernes og 70’ernes velstandsboom genfortæller en tysk historie om løgnen og det forlorne

Andreas Maier: Huset. Oversat fra tysk af Henning Goldbæk efter Das Haus. Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. 138 sider, 199 kroner.

Nøgternt betragtet lider den meget unge hovedperson – vi møder ham kort efter fødslen og tager afsked med ham i den første skoletid – af socialfobi. Først er der to salige år tæt på naturen, tæt på oldemor, en amøbeagtig, men altså også lykkelig afsondrethed, så dukker verden med dens mennesker op, og med dem angsten.

Læst på den måde, nøgternt og uden forklaringer på lidelsen, er tyske Andreas Maiers (f. 1967) lille roman en knivskarp, solidarisk og ikke mindst grum registrering af et skrøbeligt barnesind. Det almindelige liv er et tungt mørke befolket af faretruende væsener. Måltiderne, børnehaven og skolen er levende mareridt.

Historien er fortalt af hovedpersonen i tilbageblik, de første vegetative år stykket sammen af familieanekdoterne om den nemme fødsel og ”det enkle væsen”. Men i glimt får vi også den voksne fortæller at se. Ikke overraskende har han siden ”tvangsagtigt rekonstrueret” den paradisiske tid, han ikke kan huske, dels ved at indrette de præcis samme stuer med det præcis samme bohave som dengang, dels ved at gå gennem de samme parker, gøre holdt ved de samme bænke og sætte sig på de samme caféer, som dengang oldemoderen skubbede hans barnevogn. En lignende tilbagerejse forsøger han at foretage i det indre. Den skal føre ham tilbage til hans ”daværende verdens enkelhed” og den tidligste barndoms førsproglige fantasier, hvorfra han så kan bygge det hele op på ny.

På en måde er det jo, hvad han gør med bogen her.

’Huset’ er Andreas Maiers anden roman i en længere serie om hans familie, der blev indledt med ’Værelset’ (på dansk sidste år). Den selvbiografiske vinkel understøtter den saglige læsning, det samme gør den skiftevis kølige og indlevede tone. Samtidig er det umuligt at se hen over de mange spor, forfatteren har lagt ned i sin beretning, og som gør det stumme, apatiske barn og ikke mindst hans omgivelser til billede på noget mere end psykologi og selvoplevelse.

Familiens hus, hvormed al dårligdom begynder, er bygget på familiens ”gravstensfirmas grund”. Kirkens ritualer og præsten som kultleder og Mester Jakel-dukke må holde for, når verdens forlorenhed skal udmales. Skolens hujende børnehorder skildres som instinktstyrede medløbere. Forældrenes arbejdsomhed og materielle gevinster op gennem 60ernes og 70ernes velstandsboom har noget neurotisk over sig og følges da også som en skygge af faderens lammende migræne. Der er direkte henvisninger til det sejrende USA og det tabende Tyskland og sidstnævntes underkastelsesreflekser. Tilmed er der en parallelscene til den berømte fra Günter Grass’ ’Bliktrommen’, hvor en barnlig hovedperson som en konsekvens af den voksne verdens løgne og forrykthed falder fra en kældertrappe og ned i kælderens mørke.

Det trækker en lang tråd tilbage til netop de livtag, som tyskerne i de første årtier efter Anden Verdenskrig tog med deres nærmeste historie, og det gentager et fortolkningsmønster og en metaforik fra samme tid. Andreas Maiers roman får på den måde en dybde, som man kan finde foruroligende, men det lægger også til portrættet af den unge Andreas og hans skrøbelighed noget salvelsesfuldt: det syge menneske som billede på det bedre menneske.

Jeg føler mig både overbevist og bevæget af den psykologiske og eksistentielle skildring af det menneskeangste barn. Ikke så meget af fortolkningen, der er stablet ovenpå.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2012

Ven med frygten

Tankevækkende lille bog fra den indonesiske revolutions dage om menneskets indre dæmoner, i krig og i det hele taget

Mochtar Lubis: Vejen uden ende. En roman om frygt og idealer. Oversat af Lisbeth Littrup og Vagn Plenge. Forlaget Hjulet, 147 sider, 188 kroner.

Baggrunden for den lille roman er klassisk kolonihistorie. Anden Verdenskrig er slut, japanerne har kapituleret derhjemme og i Indonesien, som landet har holdt besat siden invasionen i 1942. En dør har altså pludselig åbnet sig for indoneserne, ikke helt uventet, men tidligere, end nogen havde forudset. Godt en uge efter, at atombomberne er faldet over Japan, erklærer landet sin uafhængighed. Man må være der, når chancen er der. Det bekræfter fortsættelsen, for snart efter gør den tidligere kolonimagt Holland igen krav på landet og bekæmper med britisk hjælp og militær brutalitet revolutionens nationalistiske forhåbninger. Døren er ved at falde i.

Romanens fortælling ligger pakket ind i koloni- og selvstændighedshistorien, den handler lidt om det ydre drama og mere om det menneskelige. Lidt skabelonagtigt, kan man mene, lovlig pædagogisk, men også med en afvæbnende troskyldighed. Romanen er gennemsigtig som det gode eksempel og let at diskutere med, sikkert som menneskerettighedsforkæmper, chefredaktør, journalist og forfatter Mochtar Lubis (1922-2004) ønskede det, da han i de tidligere 1950’ere skrev den.

Hovedpersonen skolelærer Isas frygtsomhed er trukket hårdt op, der er en skælven om dagen, søvnløshed om natten, bristefærdig af bekymringer er han, for maden, barnet, hustruen, arrestationerne og larmen i gaderne. Han er også impotent. Over for Isa står vennen, den virile, idealistiske og frygtløse Hazil, der er en ledende skikkelse i den revolutionære bevægelse. Billedet bliver komplet, da han indleder et forhold til Isas hustru. Og overkomplet, da de to også finder sammen i fælles bekymring og omsorg for den stakkels Isa.

Romanens forløsende afslutning har noget af eventyrets psykologiske morale over sig. Da Isa endelig møder frygtens nøgne realitet, ikke bare dens truende skygger, forliger han sig med den. I den modsatte ende af fængselscellen, som de to er endt i, hulker Hazil som et barn, han, som lod frygten komme bag på sig, fordi han ikke begreb dens omfang.

Lærestykkelitteraturen må have sin plads. At den også har sine begrænsninger, er indlysende. I Lubis’ tilfælde får man et stykke autentisk kolonihistorie med i købet (bogen er skrevet, mens den politiske konflikt endnu var levende virkelighed), og en tone og en opbyggelighed, der minder en lille smule om vore dages selvhjælpsbøger.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2013

Odysseus som søvngænger

Med unge Wilbur på verdens længste rejse – frem og tilbage over Atlanten, fra kuvøsen til voksen

Rolf Lappert: Svømme hjem. Oversat fra tysk af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 506 sider, 299 kr.

Wilbur kommer til verden – i 1980 – et par måneder for tidligt, moderen dør af anstrengelserne, faderen flygter på grund af chokket. Tilbage ligger Wilbur i kuvøsens terrarium med strittende fingre i en urolig søvn. Og sådan bliver det ved. Fra kuvøsen i Philadelphia, Pennsylvania går turen over børnehjem, bedsteforældre, plejefamilie, opdragelsesanstalt og psykiatrisk hospital. Med lille Wilbur i samme øglesøvn klamrende sig til to stykker legetøj og et stærkt ønske om at dø.

Det gør Wilbur til en usædvanlig hovedperson, ikke set under virkelighedens horisont, men romanens. Han er som en søvngængeragtig Odysseus eller en Dante (som bogens motto sender en hilsen) i frit fald ned gennem de ni kredse. Og hvis man læser romanen om ham som en moderne udviklingsroman, og det kan man bestemt godt, så må man konstatere, at Wilbur på det bestemteste modsætter sig enhver tanke om udvikling og om nødvendigt griber til ildspåsættelse, vold og selvmord. Han skal blive en stor dreng, før han sætter det lidt, han har, ind på at opspore sin far og knytte sejere bånd til pigen Aimee, en medrejsende på de forulykkedes hav. Så sker der imidlertid også noget, Wilbur flytter sig. Eller lærer at holde sig oven vande og svømme hjem, som romanens mestermetafor til overflod vil.

Selve romanen rummer også sine ejendommeligheder. Den lader ganske skamløst skæbner afgøre af knasthårde begivenheder (selvmyrdede brødre, røvede skatte, fædre skudt på klos hold osv.) og holder styr på det hele ved hjælp af blinkende ledemotiver og spejlblanke metaforer. Gammeldags, kan man sige, kunstigt. På mig har kunstigheden imidlertid den gode virkning, at romanen aldrig falder rigtig til ro. Når den nærmer sig det Oliver Twist-agtige og børnehjemsdystre, lyder der en skratten og en hvæsen fra et Bliktrommen-univers, der slår revner i glasset og flår tapetet af væggene. Det er en fornuftig dissonans, der også går den modsatte vej og forhindrer det omhyggeligt tillavede og anstrengt skæve i at blive for meget.

På toppen af alle kunstfærdighederne står dog fortællingens indimellem næsten bizarre detaljeringsgrad, når det kommer til mennesker og deres forgrenede veje gennem livet. Vi skal ikke bare følge bedstefar Eamon frem og tilbage over havet eller plejemor Alice gennem ægteskab og tung alkoholisme, men hver eneste lille sidefigur tilbage til den tidligste barndom og ind og ud af samtlige forelsker, ægteskaber og lidt længere ansættelsesforhold. Drevet, jeg ved ikke rigtig af hvad, måske af et ønske om et sted at finde det store mønster.

Historien om Wilbur er trods alle sine ejendommeligheder også bare en roman om at prøve at blive voksen og finde sig selv. Den kan anbefales alle, der har forsøgt sig, men jeg kunne godt forestille mig, at romanen har noget særligt at sige dem, der står midt i det. Gad så i øvrigt vide, om ikke hele det stort anlagte episke perspektiv inklusive alle stikvejene vil virke anderledes. Måske som helt nødvendige tankespor ind i endnu ukendte verdener.

I en tid, hvor der er langt mellem nye udenlandske – svømmedygtige – forfatterskaber på det danske bogmarked, kommer schweiziske Rolf Lappert (f. 1958) lige tilpas. Må vi snart se ham igen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2009

Teatertorden i Berlin

Kriminalroman fra 1930ernes Berlin og tidens højspændte politiske miljøer og underholdningsindustri er ærlig underholdning. Ikke dårlig, heller ikke god

Volker Kutscher: Den stumme død. Oversat fra tysk af Hanne Lund efter Der stumme Tod. Forlaget Sohn, 619 sider, 299,95 kroner.

Vi er i stumfilmens allersidste dage, gamle stjerner slukkes, nye fødes, filmselskaberne opruster, det er som en krig. Så sker det, Betty Winter, en af det lille produktionsselskab La Belle Films opstigende stjerner, dør midt under optagelserne af tonefilmen ’Elskovstorden’, ramt i hovedet af en af studiets centnertunge projektører, dernæst brændt ihjel.

Skæbnens, ironiens, gudernes lunefulde spil? Et attentat anstiftet af det konkurrerende Montana? En gal mands værk?

Tyske Volker Kutschers anden kriminalroman fra Berlin under Weimarrepublikken er ikke meget forskellig fra forgængeren ’Den våde fisk’.

Vi følger igen kriminalassistent Gereon Rath gennem opklaringsarbejdet og et endnu uafsluttet faderopgør (faderen er politichef i Köln), som har afsmittende virkning på hans forhold til sine foresatte i Berlin, foruden gennem hans besværlige kærlighedsliv og traumerne efter et uagtsomt drab begået i tjenesten. Forfatteren er gået langt for at give Rath dybde og indfoldninger, resultatet er en sympatisk noir-kliché. Vi er også endnu engang på tur gennem historiske kulisser i et politisk oprørt Berlin med autentiske bifigurer. Blandt de sidste er Horst Wessel, den legendariske nazimartyr, hvis begravelsestog blev fulgt af 30.000 berlinere, heraf et par af Gereon Raths kolleger fra politistationen på Alexanderplatz. En anden er Konrad Adenauer, Kölns overborgmester og senere det til husbehov afnazificerede Vesttysklands første forbundskansler. Det er fornøjeligt, ligesom den grundige registrering af gadenavne, værtshuse og forlystelsessteder, der gør det muligt at følge den evigt omkringfarende Rath hen over den tids berlinkort. Men mest virker det nu som staffage og teatertorden. Endelig er vi igen i den noget gumpetunge fremstillingsform, der afrapporterer fra personernes indre i lange udredende, for ikke at sige indtil det drøvtyggede forklarende tankereferater: ”Krempin! Som var styrtet i døden for øjnene af ham! Hvad mon Böhm ville sige til den historie på mødet i morgen!” Samme håndfasthed præger stilen. I romanens sproglige univers kommer man ”bag tremmer”, ”vreden raser” i én, man ”dulmer nerverne” med en cigaret, man ”priser sig lykkelig”, i mere dristige øjeblikke bliver lyset ”søvnigt”, mens kulden holder berlinerne ”på pinebænken”.

Volker Kutschers roman gør – som forgængeren – et forglemmeligt indtryk, men er over samtlige sine mere end 600 sider ærlig underholdning, ikke dårlig, heller ikke god.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken februar 2012

Gensyn med borgerkrigen

Birgithe Kosović’ meget personlige roman om krigen på Balkan bør give hende en tydeligere plads i dansk samtidslitteratur blandt dem, der både kan tænke og skrive

Birgithe Kosović: Det dobbelte land. Gyldendal. 254 sider, 299 kr.

Den mættede stil er smuk, men også næsten ufremkommelig. Man kan ikke være der for den, alt udpensles og bliver til følelser, tanker, billeder. Indimellem det hele oven i hinanden og omtrent uforståeligt. ”Den nye verden var endnu ikke trængt helt igennem billedet af virkeligheden”. Hm? Man når også at tænke: Sådan kan en gammel mand, bondefødt i Hercegovinas bjerge og uden uddannelse, altså ikke tænke, og han ville brække sig, hvis han hørte nogen tale sådan. Det er et poetisk postulat stoppet ned i halsen på ham. ”Men han ved, at den stilhed, der omgiver ham her, bedrager.” Gør han virkelig?

Men så – på side 111 – går det op for én, hvad det er for en slags roman. Hovedpersonen hedder Kosović, får vi at vide, ligesom forfatteren. Det er altså nok fiktion, men ikke kun, vi er et sted mellem digt og dokumentation, eller hvad man kunne kalde digterisk rekonstruktion. Fortællerstemmen med alle sprogblomsternes støvdragere og dufte er mere end bare stil, det er Birgithe Kosovic’, forfatterens, forsøg på at nærme sig en af sine forfædre. Hun er med i romanen, det er hende og hendes indlevelse, vi hører. Det bekræfter i øvrigt efterordets tak fil ”onkel Risto” for ”frie hænder i mit arbejde med vores families historie”.

Det er helt afgørende, ikke oplysningen i sig selv, men sammenhængen. Det gør bogen både hel og virkelig.

DEN har to brændpunkter, to plot. For det første er der borgerkrigens forhistorie, hvor snart kroater, snart serbere myrder løs på hinanden, på egen hånd eller i ledtog med andre magter (tyrkere, nazister). Det er skildret i lange tilbageblik ned gennem Jugoslaviens historie og på hvert trin bundet til en person i slægten. Sidste vidne er hovedpersonen Milovan, serbisk borgmester og senere kommunistisk partisekretær i det kroatiske Dubrovnik i dagene før krigen, mens kampvognene kommer stadig nærmere. Allersidste vidne er forfatter-fortælleren, hvis man tæller hende med.

En anden anmelder ville diskutere det apologetiske i romanen og spørge, om den er en parthavers følsomme forsvarsskrift for serbernes grusomheder, der følger i næste kapitel (men altså ikke i næste kapitel i Kosović’ fortælling). Det kunne man godt. Man kan også nøjes med at konstatere, at romanen har sit fokus på hævnens og gentagelsens tragedie. Og i det, som hovedpersonen kalder ”Jugoslaviens falskhed”, dvs. svagheden i den nationale konstruktion, som landsfader Tito bliver det symbolske billede på. Det helt konkrete billede – forstørret og indrammet – lander i øvrigt mod slutningen af romanen med et brag og i en eksplosion af splintret glas på gulvet i partisekretærkontoret.

Det andet plot er personligt og handler – spejlende det første – om Milovans forræderi. Dels da han stikker af fra det hele, fra sin syge kone især, og tager tilbage til Hercegovinas bjerge, hvor familiens forhistorie udspillede sig, og hvor han genoplever sin egen. Dels da han er sin kone utro med sin bedste vens hustru, en indviklet intrige, der også handler om tabte idealer og et desperat – og ejendommeligt – forsøg på at fastholde dem. Mere om det i romanen.

MEGET i Birgithe Kosović’ fortælling er skrevet med en – synes jeg – for høj bevidsthed om de fortolkninger, der i de mellemliggende år har lagt sig hen over krigen, uden at erklære sig og lade fortælleren komme fri af den poetiske uniform. Ligesom scener kompositorisk er spændt så sigende op mod hinanden, at man føler sig undervist både i temaer og sammenhænge og for lidt overladt til fortællingens og personernes egne gåder. På den anden side skriver hun så godt, så klogt, indfølende og chokagtigt præcist, i spring mellem det grusomste af alt, i nøgne, udmalende tortur- og dødsscener, og det skønneste, mest lidenskabelige og varmeste, i de voldsomme og direkte gengivelser af selvforglemmende og lykkelig kopuleren. Netop i springet og sammenstødet ligger vel nerven i romanen og i den menneskelige sandhed og tragedie, den skildrer.

Romanen, den kun tredje i forfatterskabet, bør give Kosović en tydeligere plads i dansk samtidslitteratur blandt dem, der både kan tænke og skrive.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2010