Tag Archives: Anmeldelser

Liv med maske på

Tyske Siegfried Lenz har skrevet fem fine fortællinger om livet som forestilling og tankespind

Siegfried Lenz: Masken. Fortællinger. Oversat fra tysk af Jacob Jonia efter Die Maske. Forlaget Hovedland. 122 sider, 149 kroner.

Siegfried Lenz er forfatter til et af efterkrigstidens vigtigste pejleværker, den muntert-sørgmodige ’Tysktime’ (1968) om pligtens og medløberiets djævelskab. Nu, i den sene ende af livet, skriver han mere i det korte format, noveller og små romaner, og om lidt andre temaer, men med samme vægt på etik, med en tone i sproget, der kan minde om venlighed, og i grunden lige så godt.

Vi digter os væk fra livet, spinder os ind i mærkelige forestillinger, tager maske på, hvis livet da ikke ligefrem er identisk med forestilling og maske. Det er tråden, som den lille samlings fem fortællinger vikler sig omkring.

Som i samlingens første tekst, ”Rivaler”, om museumskustoden, der risikerer sit virkelige livs dybe og mangeårige kærlighed for en passioneret fantasi om Antonia, en malet skønhed på museet. Som i ”Udkast”, hvor en ældre forfatter for sin hustru udreder historien om deres søns liv, med alle de vigtigste hændelser og som en blanding af en underhåndsforhandling om og bekræftelse på hans gode karakter og livets alting og ingenting. Sønnen døde ved fødslen, får vi at vide i fortællingens sidste linje.

Min favorittekst er ”Siddepladser”, der tager os med til en overrækkelsesceremoni i den Oversøiske Sal. Et skib har været i for høj sø, men lige akkurat reddet sig fri af skærene. Nu skal hele det dramatiske forløb genfortælles af alle involverede til almindelig og selvbegejstret opmuntring, og heltekaptajnen behænges med et sølvror. Fortællingen er lagt i munden på ceremoniens stoleopstiller og navneskilteskriver, der elegant krydsklipper fra stol til sø og diskret får pillet glans og forsølvning af historien.

Derudover er der titelnovellen om ilanddrevne masker, som den lokale befolkning afprøver som nye spilmuligheder, og en fortælling om smagsindtrykkenes og kunstens forestillinger.

Lenz er blevet beskyldt for at moralisere. Han er moralsk, men det er noget andet. Fortællingerne her holder ikke et mere autentisk alternativ op til livet bag masken, den registrerer snarere spillet som kendsgerning, med muntert overskud og en sørgmodig undertone.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken juni 2012

Familiebånd og åndenød

Brasilianske Clarice Lispector er som en blanding af Helle Helle og Christina Hesselholdt – det indestængtes og skrøbeliges præcise skildrer

Clarice Lispector: Familiebånd. Oversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado. Arena. 171 sider, 170 kroner.

Clarice Lispector er verdensberømt, men ikke meget kendt. Alligevel vil hun for mange – også danske – læsere virke bekendt.

Hun er født i Ukraine i 1920, men opvokset i Brasilien og skriver på portugisisk, er i det hele taget som forfatter fuldblods sydamerikaner, hvilket for hendes generation samtidig vil sige under stærk indflydelse af sydeuropæisk – fransk, spansk, portugisisk – litteratur. Forfatterskabet er stort, men på dansk kun kommet drypvis, helt nøjagtig i to dryp, to romaner, og nu et tredje, gennembrudsnovellerne fra 1960, en snes år før hendes død.

Bekendt af vore dages læsere, også danske? Hun skriver i en følsom minimalistisk stil, først og fremmest om hverdagens almindeligheder, men sitrende af noget mystisk og ubestemmeligt mellem personerne eller mellem personerne og verden. Den ny roman i Frankrig og eksistentialismen er erklærede inspirationskilder, men man kan ikke lade være også at tænke på minimalisten Raymond Carver i kombination med Virginia Woolf, med klar overvægt af den sidste. Eller vores egen Helle Helle flettet med Christina Hesselholdt, men mest Hesselholdt. I alle tilfælde: en psykologisk – eller sjælelig – realisme i familie- og hverdagsformat.

Hovedparten og de bedste af samlingens 13 tekster er dem, der har en kvinde i hovedrollen, som vi følger i skiftende indvendige og udvendige glimt, men aldrig så indvendigt, at der ikke bliver en rest og en hemmelighed tilbage. Det svagt neurotiske er også typisk, en afhængighed af det perfekte og højglanspolerede og en overdreven optagethed af det trivielle og en deraf følgende sårbarhed. Personerne er ikke bare af glas, de står på kanten. Bevidsthedens mange og hurtigt skiftende tilstande går også igen, som indre afprøvninger af scener og dialoger – ’så sagde jeg også eller vent, jeg sagde’ – drevet af en nervøs energi og indestængt, gennem år opdæmmet vrede. Det er skrøbelige og udsatte personer, det er også personer, der hverken kan undslippe sig selv eller de andre. Titlens familiebånd holder nok sammen, men især gnaver de og giver åndenød.

Blandt bogens mange perler er én særlig hård og glansfuld. Den om bedstemors 89-års fødselsdag, med spring fra person til person, fra bevidsthed til bevidsthed, en karruseltur af anstrengelse og forstillelse. ”Ni og firs år, sådan mine damer og herrer! sagde han og gned sig i hænderne i åbenlys beundring, som et umærkeligt tegn til de andre.” Et tegn, underforstået, men gående ud på hvad helt præcis? ”Sådan mine damer og herrer!” Bedstemor giver efter for det indre tryk, som den eneste i bogen, og lader sin foragt sprøjte ud over gulvet og tromme mod væggene: ”Gid Fanden havde jer – en flok rakkerpak, hanrejser og døgenigte! Giv mig et glas vin, Dorothy!” Hvorefter historien hastigt og diskret kan glide tilbage i det indestængtes og forstilledes spor: ”Alle havde en dunkel fornemmelse af, at her under afskeden kunne man måske, uden at risikere en aftale, vise sig fra sin gode side og sige de overflødige ord, men hvilke?”

Sådan. Ikke sandt?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2011

Kærlighed og pigtråd

Indiske Tabish Khairs roman er både selvfejrende fortælling og intenst drama om religiøs og etnisk strid

Tabish Khair: Film. En kærlighedshistorie. Oversat af Bente Jacobsen. EC Edition. 292 sider, 249 kroner.

Durga er luder, tidligere, men ikke så meget tidligere, Harihar en passioneret biografdirektør i det meget små. Sammen drager de riget rundt, fra flække til flække, med fremviser, filmspoler og hendes lille søn. Drevet af den slags drømme, som film er gjort af, skrøbelige, usandsynlige og ikke til at slide op, når først man har fået dem på hjernen.

Det er det ene spor i Tabish Khair roman, trukket gennem tyvernes stumfilmverden. Et andet beskriver delingen af Indien og stridighederne mellem hinduer og muslimer i slutningen af fyrrerne, et blodigt spor med en kontrapunktisk effekt i forhold til Bollywood-filmens narkose. Et tredje løber hele vejen op om nutiden, hvor en ”forsker” interviewer et par af fortidens hovedrolleindehavere. Og som om det ikke var nok, er der små – meget længe uforklarede – drømmesekvenser. Så veksler skriften mellem fed, kursiv og ordinær, og så går det i store spring fra det ene til det andet og tilbage igen. Det er ikke nogen sømløs klipning.

Historien holder spændingen takket være dramaets brændpunkter – de historiske er ikke de ringeste – og godt bevarede hemmeligheder. Også stilen yder sit med sin tæthed, religiøse em og eksotiske vokaler (og yder indimellem for meget – ”hun var hans boksebold, tung på grund af tidens sand, der sivede ud af hans drømmes utætheder” (det billede og en del andre forstår jeg ikke)). Helt slippe fornemmelsen af overbebyggelse kan man ikke.

Hvis ’filmen’ er bogens ene stjermetafor, er ’pigtråden’ den anden. Det ene er drømmens og fantasiens, måske også bedøvelsens, billede, det andet er borgerkrigens og alle kriges og myrderiers ikon. Den slags supernovabilleder – multifunktionelle som schweiziske foldeknive og lige så lette at hive op af bukselommen – hører ikke til mine favoritter. Jeg synes slet ikke de klæder en i forvejen højtidelig, nogle steder selvhøjtidelig og selvfejrende fortælling.

Bedst er romanen, hvor den føjer begivenheder sammen, handling, personer, konflikter, som regel ad snørklede veje og snævre gyder. Her får efterhånden dramaet et påtrængende indhold, fjernt fra det kulørte Bollywood, men tæt på den religiøse og etniske strid, der har præget hele det moderne Indiens historie. Hvor katastrofen indtræffer, er drømmen blevet til virkelighed, men naturligvis ikke den virkelighed, drømmen lovede.

Man mærker her og der en engelsk sprogtone i oversættelsen, og der er for mange korrekturfejl.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2010

Som et sår, der bryder op

Franz Kafkas fortællinger og fragmenter træffende uskønt oversat i nyt pragtværk

Franz Kafka: Fortællinger og Efterladte fortællinger. Oversat af Isak Winkel Holm, Villy Sørensen og Per Øhrgaard. Redigeret af Isak Winkel Holm. Gyldendal. 267 og 419 sider, 450 kr. (eller hhv. 250 kr. og 300 kr.)

Nogle dages og nætters læsning i den store, omtrent komplette samling Kafka-fortællinger, som Gyldendal nu udgiver, afsætter spor indvendig og udvendig. Man ser landskaber bøje sig på midten og floder trække hen over himlen, man frygter en morgen at vågne med et sværd støbt ind i ryggen eller med hundrede bittesmå ben sprællende under sig. Eller om natten at blive trukket med af kolde strømme under en af byens broer.

Franz Kafka sammenlignede den vellykkede litterære skaben, raptussen, der i en kortslutning mellem tanke, følelse og skrift får det hele med, med et sår, der bryder op. Sådan kan det også i heldige fald – hvis man kan tale om held og sår i samme forbindelse – være at læse det bagefter.

DEN VOLDSOMME oplevelse skyldes formentlig og sært nok teksternes principielle uforståelighed. Eller hvad Villy Sørensen, der har bidraget med en tredjepart af oversættelsen, engang har beskrevet som et sammenstød mellem det underlige og det almindelige. Alt kan ske, intet er utænkeligt, præcis som i eventyret. Hvad der har realitet i drømmen, i det indre, kan også få det i det ydre, dvs. i teksten.

Deraf altså uforståeligheden og det mærkelige, det uhyggelige og det groteske. Engle i sovekammeret, ordrige samtaler i gravkapellet. Tankefulde gribbe. Deraf også i øvrigt den vanvittige deadpan-komik, cool og kommentarløs.

Men hvor det almindelige mister sin faste form og bliver til ejendommelige syner, ligger også muligheden for glimtvis at forstå en lille smule af det hele. Eller i det mindste at kunne få øje på det. Det forudsætter, at man slipper normaltilværelsens fortøjninger og begiver sig ud i tomrummet. Det har samme Villy Sørensen beskrevet som en rejse fra det ”beklemmende” til det ”beængstende”

Det har altså kønne udsigter. Om det nu viser sig, at en forsoning ikke er mulig.

DE TO store bind bygger på en ny kritisk tysk udgave af Kafkas fortællinger og rummer dels de fortællinger, han selv nåede at udgive inden sin død i 1924, dels de efterladte fortællinger, hvoraf flere er uafsluttede, andre igen rene fragmenter.

Det nye i forhold til tidligere danske udgivelser er for det første, at denne seneste er baseret på Kafkas egne håndskrifter (og ikke på vennen og udgiveren Max Brods redigerede udgaver). Også hvor de foreligger i flere versioner, som så er flettet ind i oversættelsen i kantede parenteser. Det nye er for det andet, at Per Øhrgaard og Villy Sørensen har revideret deres oversættelser af såvel fortællingerne som de efterladte. For det tredje, at en stor del af de efterladte er nyoversat og en anden del oversat til dansk for første gang. Sidstnævnte, store indsats ved udgivelsens redaktør, Isak Winkel Holm, der også har skrevet de korte forord og udarbejdet kronologiske oversigter over teksternes tilblivelse.

En egentlig (filologisk) bedømmelse af oversættelserne må andre – med tiden – foretage. Her skal det bare siges, at de præcis har den lidt kantede, langsommelige, omsvøbsfulde og i andre passager jævnt fremadskridende karakter, som Kafka også har på tysk. Han var ingen skønmaler.

Det samme kan siges om flere af scenerne og de litterære billeder, især i de tidlige tekster. De poserer ikke, når dårligt nok at blive færdige, før de males over af andre, eller før et mylder af replikker og sære detaljer trækker hen over siden. Her dvæles ikke ved indtrykket.

DET ENESTE, jeg savner i denne pragtudgivelse, er et fyldigt efterord. Dvs. en medlæser at holde i hånden og veksle ord med hængende over afgrunden. Jeg vil fx gerne høre, hvad Isak Winkel Holm har at sige om fragmentet hos Kafka. Hvorfor går han hele tiden i stå? Fordi han – som Villy Sørensen foreslår – skrev for at udtrykke, ikke løgnen, men den mening og sandhed, som ikke kan udtrykkes? Og hvad er fragmenterne så? Løgn eller halve sandheder?

Men efterordet følger vistnok. Adspurgt fortæller Gyldendal, at Isak Winkel Holm har en bog om Kafka klar næste efterår.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2008

Døden i Tanger

Forladthedens og sorgens mærke bliver også sat i Marokko. Tahar Ben Jelloun skildrer det, så man føler det

Tahar Ben Jelloun: Om min mor. Oversat fra fransk af Lars Bonnevie. Samlerens forlag. 223, sider, 299,95 kroner.

Firkantet sagt består Tahar Ben Jellouns roman om sin mor af to dele. Der er den marokkanske del, hvor forholdet mellem kønnene, ægteskabet, familien, religionen og seksualiteten spiller vigtige roller. Og så er der den anden del, historien om morens langsomme forsvinden fra verden, men især fra fortællerens og sønnens liv. Den første er interessant, men det er den anden (som har meget lidt med bestemte kulturelle forhold at gøre), der sidder tilbage i én.

Romanen veksler i de første kapitler mellem den gamle, alzheimersyge kvinde i hjemmet i Tanger og hendes ungdom i 1930ernes Fez, den sidste del i lange, kursiverede afsnit. Der er mere praktisk information end poesi og schwung over disse afsnit, til gengæld gør de det lettere at orientere sig i den gamle kvindes lange, brydsomme monologer, der fra godt og vel en fjerdedel henne overtager, hvor kursiveringerne slipper.

Vi hører om hendes tre ægteskaber (ægtemændene dør alle fra hende), om hvordan sådan noget går for sig i den muslimske verden og om hendes nære, kærlighedsfulde forhold til familien, særligt til børnene. Og fra fortælleren – med støtte i en hastigt indfløjet parallelhistorie fra Østrig – noget om omsorgen for de gamle i den muslimske kultur og vestlig kulde.

Her er kulturerne til antropologisk visitation hos den kosmopolitiske forfatter, marokkansk født, bosiddende i Frankrig. Det er ikke spændende. Og ligefrem anstrengende er den obligatoriske tur til køkkenregionerne, hvor kvinderne former tissemænd af bolledej. Det er en helt unødvendig og dum rolle som kulturambassadør (for de varme lande og krydrede kvindeskød), Tahar Ben Jelloun påtager sig her og har påtaget sig før.

Men kvinden – mennesket, menneskelivet – bliver i det mindste synligt for læseren, og det er naturligvis afgørende, hvis det skal give mening at tage afsked med hende.

OG det gør vi så i det, der er romanens egentlige historie og brændpunkt.

Det sker på to måder. Dels gennem hendes mere og mere kaotiske monologer, i øvrigt det mest romanagtige i romanen, der roder scener og mennesker fra hendes liv sammen i drømmeagtige fortællinger. Nogle af dem blide, andre truende. Dels gennem det langsomme, ydre forfald, kroppens bratte og pinlige udslip og organernes svigt.

I det sidste ligger desuden et psykologisk drama. For med det fysiske forfald vokser hendes afhængighed af Keltoum, en kvinde med en ejendommelig dobbeltstatus, på én gang husholderske og familie eller veninde. Hun står for den pleje, sønner og døtre helst er fri for, og tager sig betalt i form af smårapserier. Kernen i figuren, som i øvrigt er næsten ubeskrevet ud over rollen som husfaktotum, er hendes tilsvarende, men pekuniære afhængighed af den gamle kvinde. På den måde lægger hun – modsat bollepigerne i køkkenet – en dybde i romanens kulturelle kvindebillede, som er både inciterende og gådefuld.

Romanens greb har den selv ord for. Den kalder det, at tiden ”kører i rundkreds”. Det forklarer krydsklippene mellem ungdommens Fez og nutidens Tanger. Men især beskriver det bevidsthedens forsøg på at genkalde sig og holde rede på tilværelsen bagude gennem demensens og hallucinationernes storme. Og i næste omgang de billeder af moren, som i årene fremover vil overfalde sønnen og nok minde ham om hende, men især minde ham om, at hun er væk. Og gøre ham til ”det utrøstelige barn”, han var engang.

Den mekanik, den helt almindelige og uomgængelige frem-og-tilbage-rejse i voksenlivet, skriver Tahar Ben Jelloun fuldkommen nøgternt frem. Og det forladthedens og sorgens mærke, som tiden sætter i tingene og i stederne, bliver altså også sat i Marokko.

Her er det skildret, så man føler det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2009

Verden er jo rædselsfuld, ja

Sentimental fransk roman krydsklippet mellem barnets smil og verdens smuds

Philippe Claudel: Jeg giver slip. Oversat fra fransk af Elisabeth Ellekjær efter J’abandonne. Forlaget Arvids. 96 sider, 228 kroner.

Tog man Michael Douglas’ William Foster i ’Falling Down’, manden, der en dag fik nok af alt det rædselsfulde, som verden er blevet til, og rørte man ham op med Robin Williams’ ikke så lidt sentimentale mrs. Doubtfire, ville man have den mandlige hovedpersonen i franske Philippe Claudels seneste roman, der som nummer fem i forfatterskabet nu kommer i dansk oversættelse, hvad jeg ikke helt forstår årsagerne til.

Tåbelige reklamer, den kunstige og forskruede kultur under ét, hensætter ham – hovedpersonen, muligvis også Claudel – i et afmægtigt raseri. Hans 21 måneder gamle datter, som han ved moderens død er efterladt alene med, er kunstighedens antipode, altså ægthed i højeste potens. Den modstilling er giftig, særligt når der krydsklippes hårdt mellem barnets smil og verdens smuds. Bedre bliver det ikke af de glimt, vi får fra hans liv på kontoret. Han er den pludseligt opståede døds budbringer og organdonationens snedige forhandler, en ”hyæne”, som de hedder på hospitalet. Altså mere kunstighed, mere dehumanisering. Og flere projektioner, spejlinger og krydsklip, nu mellem barnet, den afdøde elskede og en af kunderne i butikken, moderen til en trafikdræbt pige.

Det bliver, om jeg så må sige, bare for meget.

Der er ellers noget ved det der afmægtige raseri, som Claudel har fat i, og mange vist kan genkende. Svimmel fortvivlelse på grænsen til galskab, som når vores hovedperson presser læberne mod kinden af en mand, der har kaldt en flok tiggere ”snyltere” og ”beskidte ludere”. Scenen har noget klassisk over sig, den er romanens bedste.

Herefter følger så i lange baner skingre udbasuneringer og sentimentalitetens flomme.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2013

Sulten ungdom

Den nye J.D. Salinger – eller Hanif Kureishi – hedder Xiaolu Guo og er fra Kina

Xiaolu Guo: 20 brudstykker af en hungrende ungdom. Oversat fra engelsk af Henrik Torjusen og Lasse Rask Hoff (den oprindelige engelske oversættelse er revideret af forfatteren). Bahnhof. 176 sider, 250 kr.

Fenfang, 17 år gammel, slæber en kuffert gennem Beijings gader. Med sig hjemmefra har hun billedet af endeløse marker med søde kartofler og af bønder, der som hendes far og mor ligner de samme søde kartofler og en skønne dag vil skrumpe, forstøve og dø. Med sig har hun også en drøm om ”alle de skinnende ting i livet”, men indtil videre ikke andre forestillinger om, hvad de ting kan være for nogle, end en dåse iskold Coca-Cola. Og så mangler hun et sted at sove.

Det Beijing, som den unge bondepige vil indtage, har som postmoderne idealby for længst overgået alle sine amerikanske forbilleder. Det samme gælder på en måde Fenfang. Foruden ærkeikonet Coca-Cola er hendes mentale rum fyldt op af amerikanske og europæiske bøger og især film, som hun piratkopierer og storforbruger på sine skiftende bosteder, mens støv, fedt og håraffald hober sig op, og kakerlakkerne dør af sult i spisekammeret.

Himlen er ved at lukke sig over hendes hoved. Ikke bare Beijings himmel overtrukket af smog, cigaretrøg, mad- og bilos, men også den magt, som hun med en blanding af oprørskhed og defaitisme løbende anråber med et ”Guddommelige Røvhul i Himlen!”. Indtil chancen viser sig, det første lillebitte glimt af de skinnende ting i livet, da hun får ansættelse som statist i den kinesiske filmindustri. Officiel stillingsbetegnelse, bekræftet med stempel og til fast månedsløn: ”Statist nr. 6787”.

Den kinesiske forfatter Xiaolu Guo (f. 1973) er uddannet fra filmakademiet i Beijing og har allerede instrueret en lille håndfuld dokumentar- og spillefilm. Derudover har hun skrevet et par bøger på kinesisk og indtil videre tre på sit nye sprog, engelsk. Hun er som sin hovedperson vokset op på det kinesiske bondeland, og hvis de skinnende ting i livet er at bo skiftevis i London og Paris, lave film og skrive bøger og modtage internationale priser for begge dele, så har Xiaolu Guo både fundet og indløst dem.

Alt det – foruden den bøvede, pædagogiske titel – kunne måske friste én til at tro, at ’20 brudstykker af en hungrende ungdom’ enten er mellemfolkelig litteratur af den godlidende slags eller antiseptisk lufthavnslitteratur, konsumeret på en time og efterladt i magasinholderen. Og så har vi slet ikke sagt noget om omslaget.

Men det ville være helt forkert.

Xiaolu Guo skriver henkastet, snakkende, som om det ene ord, afsnit, kapitel tager det andet i tilfældig orden. Som stil ligger det mellem chick lit og vred ungdomsroman, Bridget Jones møder J.D. Salinger, og en ejendommelig stemning af let – sød og kontrolleret – desperation opstår. Langsomt og i ly af stilens milde knævren vokser så romanen frem, hele den store fortælling om mødet mellem kulturerne. Det finder sted i en vekslen mellem det ustoflige og virkelighedens kontante afregning. Fx mellem hovedpersonens Tennessee Williams-tristesse og kærestens trange lejlighed med dens stank af dyr og gamle mennesker. Mellem hendes hede filmdrømme og det postmoderne Kinas æskesystemer, hvor en ’tredjerangsinstruktør’ er en tredjerangsinstruktør, altså rangeret i tredje offentlige kategori. Det er en bogstavelighed, der kan få det til at svimle. Og selvfølgelig mellem til den ene side kollektivets søde kartofler, filmindustriens statister og terrakotta-krigere og til den anden side den – måske er ’individualitet’ ikke det helt rigtige ord, men så den udfoldelse af liv hen over kulturerne, hun drømmer om.

Gennem romanen er trukket ledemotiver og metaforkæder med samme skødesløse nøjagtighed. Over dem alle brummer, snurrer, knurrer Sulten, en glubende og rastløs følelse af ikke at være fyldt op, spændt ud. Den sult får Fenfang til at kaste sig over UFO-nudler, Tiger Soja, fiskehoveder, karpesupper og burgerne på McDonald’s i et multikulturelt ædeflip, en åndelig bulimi, der først slutter, da Fenfang endelig kan forlade Beijing. Ikke uden at have fået mærker af den.

’20 brudstykker af en hungrende ungdom’ er ikke – det skulle være fremgået – en roman om kinesisk ungdom. Eller det er den også. Men den er lige så meget kunstnerroman, storbyroman, ungdoms- og generationsroman, postmoderne fortælling og kærlighedsfortælling. Sammenligninger skal man være forsigtig med, men jeg har ikke oplevet så ubesværet, fortællende prosakunst – ’spoken prose’ – i denne ende af genrespektret, siden Hanif Kureishi i for snart tyve år siden bragede igennem med sin vidunderlige ’En forstadsbuddha’.

Det er omkostningsfrit at sige om en kunstner, der allerede er internationalt anerkendt, at vi ikke har hørt det sidste til hende. Men hvor er det alligevel godt at vide. Også at Xiaolu Guo i januar i år udgav romanen ’UFO in Her Eyes’. Der er lagt i hotpotten til meget mere.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2010

Spredte heksehyl

Feministisk vrede bliver hos kroatiske Dubravka Ugrešić til akademisk udvendighed i et monstrum af en roman

Dubravka Ugrešić: Baba Jaga lagde et æg. Oversat af Claus Clausen. Tiderne Skifter. 344 sider, 299 kroner.

Romanen slutter med en orkan af vrede, et billede – en vision – af en ”millionhær af ’gale kvinder’”, hjemløse, tiggersker, syremishandlede, voldtagne, handlede, misbrugte. Botoxinvalide. Udrustet med sværd, indtil dette øjeblik skjult under deres hovedpuder, nu løftet i strakt arm og pegende mod undertrykkerne, ”disse skamløse gamle mænd”.

Ugrešić må have skrevet romanen med vreden som katapult, desværre mærker man ikke meget til den. Hendes heksehistorie bliver sært udvendig, akademisk, fortænkt. Hun gør det også svært for læseren at identificere de skamløse gamle mænd, dvs. at føre vreden tilbage til dens årsager.

Romanen består af tre dele, hvoraf den første er den mest traditionelle og måske bedste. Den handler i al tilforladelighed om en gammel, mere og mere dement kvinde og hendes datter, en prominent forfatter, og tegner et rørende, men samtidig køligt portræt af den gamles særheder og mange manøvrer, der skal dække over forfaldet og glemslen. Så skrøbelig, hun er, så mange kræfter, så enorm en vilje omsat til rengøringsvanvid og krav om streng orden i vindueskarme og kommodeskuffer.

Anden del anslår en anden stil, nu er vi på kurophold et sted i Tjekkiet, vi er desuden ovre i grotesken eller humoresken. Alt kan ske og sker. Tre kvinder ankommer, den ene, oldingen i rullestol og kørepose, genkender vi som en veninde til moderen i romanens første del. De to andre har hver deres særhed, den ene er et langt rær, den anden har bryster som balloner. Handlingen kan ikke forkortes på nogen forståelig måde, motiverne er desto klarere. Stedet er et krops- og dollartempel med botoxguder og livsstilsdesignere. Der er også en kulturimperialistisk tråd, spundet fra førstnævnte og rundt om den lokale massørs kronisk rejste lem, en krigsskade, nærmere bestemt resultatet af et serbisk granatchok. Det er så tæt, vi kommer ”de skamløse gamle mænd”. Skønhedens, ungdommens, pengenes, kulturfolklorens griske dyrkere, det hele på en bund af sex og med vage – indforståede – hentydninger til krigen på Balkan.

Tredje del er en slags leksikon og en nøgle til fortællingen. Nu får vi at vide, hvad denne – titlens – Baba Jaga er for en størrelse, og hvad hun går ud på. Tekstens forfatter, eksperten i hekse og folkekultur, har vi truffet før, hun var en lidt irriterende personage i første del, fan af datteren, som vi således også genkender, nu som forfatter til alt det foregående. Baba Jaga er en heks, slavisk, bundet til én fortælling og samtidig et konglomerat af alle kulturers hekse, en kælling i en mangfoldighed af skrækkelige og faretruende skikkelser. Og i metaforiske detaljer mønsteret for romanens mange kvinder, tilløbet til millionhæren. Hver en linje er interessant, hønsefødder og guldæg og på en prik svarende til historien, hvis man orker at læse baglæns.

Men er det meningen, at man skal det?

Romanen er et monstrum, uegal, en konstruktion. Vreden, hadet, raseriet ville vi godt have set, der er grunde nok, men det gør vi ikke. Vi får stereotyper og en ordliste. Herudover er der den danske tekst. Fuld af sprogfejl, inkonsekvens i stavemåder og en ejendommelig kommatering, alt sammen jævnt hen forstyrrende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2011

Man skulle være som Joe Speedbåd

Herlig roman om krøblingen Fransje med en kølle af en overarm og hans ven, lysmageren og energibundtet Joe Speedbåd

Tommy Wieringa: Joe Speedbåd. Oversat af Birthe Lundsgaard. Tiderne Skifter. 288 sider, 299 kroner.

Fransje bliver i en alder af 13 år kørt over af en majetærsker, på brutal vis standset i sin vækst og gjort til en lam, savlende, knurrende, brølende, men ellers tavs betragter af de andres liv. Han er desuden romanens fortæller, og det er en strålende idé. Et stakkels, noget hjælpeløst skrummel på den side, der vender ind i romanen; ordrig, ironisk og lynende skarp på den, der vender ud mod læseren.

Sin modsætning finder Fransje i tilflytteren Joe med det ejendommelige efternavn ’Speedbåd’. Meget modsat Fransjes kørestol, og sådan er det hele vejen igennem. Joe er anarkisten, en kraft, der er sluppet løs, som det hedder om ham, en ”højere koncentration af energi” og et lys, der overstråler den gustne almindelighed. Joe kunne være en påmindelse om alt det, Fransje ikke blev, i stedet bliver han en følgesvend og noget at række ud efter.

Og historien, udfoldelsen af de to slags opdæmmede energier: Fransje isolerer sig fra sin indolente skrothandlerfamilie, men åbner sig mod byen og særligt mod Joe. Han bliver den førstes krønikeskriver, journaliserer i dagbog efter dagbog alt, hvad der går for sig i den ubetydelige flække. Og bliver den andens følgesvend, en tro og beundrende væbner. Joe, energibundtet og lysmageren, excellerer fra begyndelsen i det udadvendte, så småt også i det mirakuløse. Det begynder med bomber i skolegården, udvikler sig så til flyvemaskiner og ender med et ørkenrally i egen gravemaskine.

Historien har også et vendepunkt, en katapult, der frigør Fransje fra krøblingelivet. Begge dele sidder i hans overdimensionerede højrearm, en kølle af format, der gør ham til stjerne på armwrestlernes himmel. Det bringer også en anden og indtil da slumrende kølle i spil. Baggrunden for Fransjes frigørelse er for en del filosofisk. Han er en stor beundrer af samuraiernes alkymistiske blanding af koncentreret ånd og fysisk styrke. Hans egen rejse begynder således med ”pennen” og slutter med ”sværdet”. Fra intellektuel krønikeskriver til rå naturkraft, men båret – eller afbalanceret – af ånd. Mere og mere a la Joe Speedbåd, mindre og mindre afhængig af ham.

Det er en herlig roman, hollandske Tommy Wieringa har skrevet. Skæg, opfindsom, velskrevet, veldrejet, med perspektiv i. Og lidt pyntesyg med sine mange ekstralitterære features: flyvemaskiner, bomber, en arabisk mystiker med flair for bådebyggeri, samuraiens kah! og toh! Disse fortættede øjeblikke, denne briket af betydning. Det er for nogle læsere for meget, for andre hele sagen.

’Joe Speedbåd’ er forfatterens gennembrudsroman, ifølge forlaget trykt i mere end 300.000 eksemplarer i Holland og på hastig fremmarch alle mulige andre steder. Mere følger angiveligt efter.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2010

Spredte heksehyl

Feministisk vrede bliver hos kroatiske Dubravka Ugrešić til skud i alle retninger og akademisk udvendighed

Dubravka Ugrešić: Baba Jaga lagde et æg. Oversat af Claus Clausen. Tiderne Skifter. 344 sider, 299 kroner.

ROMANEN består af tre dele, hvoraf den første er den mest traditionelle og måske bedste. Den handler i al tilforladelighed om en gammel, mere og mere dement kvinde og hendes datter, en prominent forfatter, og tegner et rørende, men samtidig køligt portræt af den gamles særheder og mange manøvrer, der skal dække over forfaldet og glemslen. Så skrøbelig, hun er, så mange kræfter, så enorm en vilje omsat i rengøringsvanvid og krav om streng orden i vindueskarme og kommodeskuffer.

Men er det meningen, at vi skal det?

ROMANEN er et monstrum, uegal, en konstruktion. Vreden, hadet, raseriet ville vi godt have set, der er grunde nok, men det gør vi ikke. Vi får stereotyper og en ordliste.

Herudover er der den danske tekst. Fuld af sprogfejl, inkonsekvens i stavemåder og en ejendommelig kommatering, som jævnt hen er forstyrrende. Oversættelsen er støttet af Kunstrådets Litteraturudvalg, forståeligt nok, Dubravka Ugrešić er en forfatter, som skal følges. Tidligere blev hun oversat fra den serbokroatiske originaltekst af Per Jacobsen. Denne gang er oversættelsen foretaget fra den engelske version af forlagschef Claus Clausen.

Når det meget omdiskuterede litterære støttesystem skal laves om, bør man også så se på kriterierne for oversættelsesstøtten, herunder almindelige redaktionelle krav.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2011